admin

jan 182005
 

Gibber Italicus er en frisé kanarie der ligger tæt på Sydhollandsk Frisé, man ser tydeligt at den har spillet en stor rolle da man fremavlede Gibber.
De fleste kendetegn på Sydhollandsk Frisé finder vi også på Gibber. Den samme holdning som et 7-tal, de samme stive oprette ben, næsten samme gruppe krøllede fjer men dog kortere og mindre omfangsrige og også den samme tendens til at holde fast med det ene ben i trådgitteret.
Opdræt af Gibber er ret vanskeligt, man bør have nogen erfaring og de rette omgivelser der passer til racen.
Befjeringen er det punkt der adskiller den mest fra Sydhollandsk Frisé. En Gibber Italicus er en intensiv fugl med en meget kort befjering, så tynd at på nogle områder af kroppen er den nøgne hud synlig.
En rimet Gibber findes egentlig ikke, der er selvfølgelig fugle der har mere fjerdragt end andre, men rigtige rimede fugle kan man ikke bruger indenfor denne race. Derfor vil man altid ved opdrættet parre intensiv x intensiv.
Ved alle andre racer fraråder man denne intensiv avl fordi det kan give små og tyndt befjerede unger. Men ved Gibber er det netop den tynde befjering vi efterstræber, da kendetegnet på racen er den tynde korte befjering hvor brystben og lår er helt nøgne.
For mange opdrættere er Gibber en mærkelig fugl, mange tror den er en form for degeneration fremkommet på grund af den unaturlige avlsmetode med sammensætning af to intensive fugle. Der fremkommer også nogen indavl fordi racen er så sjælden at det kan være meget vanskeligt at finde ubeslægtede fugle. Men et bevis på at racen ikke er degenereret er trods alt at den har overlevet siden den blev fremavlet tilbage i 1945-1950.
At det er en meget speciel fugl ser man når vi prøver at beskrive den: Hovedet skal være lille og ovalt med så tynd befiering bag øjnene at øregangene skinner igennem. Halsen skal være lang og glatbefjeret. Brystfrisuren har samme form som ved Sydhollandsk Frisé men er ikke så lang. De korte krøllede fjer på brystet må ikke nå sammen man skal tydelig kunne se det nøgne brystben. Ryg og flankefrisure skal være symmetriske men på grund af den stærke intensivitet er de meget korte. Lår helt nøgne.
Holdningen skal være som et 7-tal med en ret ryg og hoved-hals strakt fremefter og bøjet ned til under skulderhøjde med helt strakte ben.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:16
jan 182005
 

De største forskelle til Gibber er:
• Giboso Espagnol er noget længere end Gibber Italicus.
• Halsen er noget længere (Giboso 5-6 cm, Gibber 3,5-4 cm) er bøjet meget længere ned (form som et l- tal).
• Benene er længere og med led der er bøjet fremefter.
• Giboso Espagnol har et helt bart brystben, kun den underste del af bugen er dækket af meget små korte fjer.

Denne race er godkendt af C.O.M i 1984.
Selvom disse fugle af natur hurtig indtager den oprette holdning, skal man dog ved bedømmelse give fuglen tilstrækkelig god tid til at få den lange hals strakt ned mod knæene.
Ligesom ved opdræt af Gibber Italicus er opdræt af denne race ikke nemt. Opdrætteren skal være helt klar over hvilken konsekvenser det kan give i avlen, når man bruger dobbelt intensivfaktorer. I avlen sammensætter man intensiv x intensiv, (det er en nødvendighed for at opdrætte fugle der lever op til kravet i standarden).
Problemer der kan fremkomme på grund af denne intensiv avl er f. eks dårlig befrugtning, unger der dør i ægget, meget svage unger, unger med meget tynd fjerdragt. Dertil kommer at fuglene på grund af den meget oprette holdning på stive ben, har vanskelig ved selv at fodre ungerne, der kræves næsten altid ammefugle.
Den tynde fjerdragt næsten uden underdun yder ikke megen beskyttelse mod kulde og træk, det medfører at fuglene skal holdes indendørs under ret høje temperaturer for at trives. Det er faktisk sådan at racerne Giboso Espagnol og Gibber Italicus ikke trives ret godt på de nordlige breddegrader.
Bryst, ryg og flankefrisuren skal også på denne fugl fremkomme symmetriske. Brystfrisuren må ikke være samlet, det skal være muligt at se det nøgne brystben i hele sin længde. Lårene skal være let tilbagebøjet og helt nøgne uden befiering. På grund af den stærkt intensive befjering, vil de tre frisurer ikke være så udviklet som vi normalt ser ved Nord og Sydhollandsk Frisé.
Holdningen der er det vigtigste punkt på fuglen skal i aktion indtage en form som et 1-tal, hvor ryg og hale skal danne en lige lodret linie. Hoved og hals bøjet nedefter i en vinkel på 45 til 60 grader i forhold til ryg-hale linien.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:15
jan 182005
 

Racen er på en måde opstået ved en tilfældighed, fordi de Italienske opdrættere manglede avlsfugle der var gode til at opfodre unger. På den måde havde de nogle til at opfodre ungerne fra Frisekanarierne.
Man krydsede nogle Gloster Fancy kanarier ind på Nordhollandsk Frisé for at få de gode avlsegenskaber fra Glosterne ført over til Frisé fuglene.
Ved tilbageavl fremkom der enkelte smukke små friserede fugle med top. Specielt Dr Zingoni var en af de første udstiller af denne mini Frisé.
På den Italienske nationaludstilling i 1981 blev den udstillet for første gang. Den var da allerede navngivet som Fiorino.
I de mellemliggende år blev den regelmæssigt udstillet på de forskellige C.O.M. verdensudstillinger. I 1989 lykkedes det at få den officielt godkendt på C.O.M. verdensudstillingen der det år blev afholdt i Italien.
Fiorino skal være en ret lille kompakt fugl. I praksis viser det sig at netop den lille krop er et af de sværeste punkter. Men da størrelsen og den kompakte krop er en af de vigtigste punkter på fuglen, er det et punkt man skal være meget opmærksom på når man udselekterer fugle til avlen.
De fleste fugle opfylder ikke dette krav, ved en bedømmelse skal man dog lægge vægt på at fuglen så vidt mulig opfylde kravet til størrelse og samtidig viser en fyldig og kompakt krop.
På de toppede fugle kræver standarden at den skal have form som en smuk hvælvet Glostertop. Indtil nu er det ikke helt lykkedes at fremavle denne top på fuglen. Hvis vi nogen sinde skal se en Fiorino der ligner den tegning vi har i standarden, skal vi ved en bedømmelsen af fuglen, ud over de krøllede fjer, som model altid have Gloster kanariens top og form i tankerne.
Med hensyn til ryg. bryst og flankefrisure, skal de opfylde samme krav som stilles til de andre let krøllede racer, hvilket vil sige veludviklede og symmetriske krøllede fjer i skarpt afgrænsede frisurer.
Det kan være et problem at fastholde racekendetegnene ved avl med de nye racer, ofte vil der være en tendens til al den bevæger sig over mod en af de racer hvor fra den er opstået. Da racen stadig er så ny, kan det være ret vanskeligt at få gode rentarvende avlsfugle da der stadig bliver tilbageavlet på Nordhollandsk Frise.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:13
jan 182005
 

Racen er opstået ud fra flere af de forskellige gamle kanarietyper der fremkom i udviklingsperioden af de krøllede kanarier.
Schweizisk Frisé er en af de let krøllede racer hvilket vil sige at den skal have tre skarpt afgrænsede grupper af krøllede fjer.
Det er rygfrisuren, brystfrisuren og flankefrisuren også kaldet finnerne. På grund af den meget tynde og lette fjerdragt tåler den ikke kulde og fugt, det kan være et problem hvis den udstilles i lokaler der ikke har tilstrækkelig varme.
Rygfrisuren på Schweizisk Frisé skal fremvokse symmetrisk til begge sider fra en lige midterlinie.
Brystfrisuren skal fremvokse fra begge sider af brystet hvor de krøllede fjer skal bøje ind mod hinanden for at samles midt for brystet hvor de skal danne en lukket frisure.
Flankefrisuren skal fremkomme symmetriske på begge sider være så godt udviklet at de bøjer op om vingerne og danner et hele med rygfrisuren. Hoved, hals og bug glat befjeret. Halsen ret lang.
Den store forskel til Hollandsk Frisé er holdningen. Schweizisk Frisé skal have en meget opret holdning med næsten stive ben hvor kroppens skal vise en halvmåneform. Den fremkommer når hovedet strækkes fremefter og halen trækkes helt ind eller under pinden. Hovedet må ikke holdes så lavt som ved Sydhollandsk Frisé.
Når fuglen er i ro vil den ikke fremvise denne halvmåneholdning, den skal fuglen gennem megen træning opøves til at indtage på kommando når den sættes foran dommeren. Træningen bør startes så snart ungerne er selvstændige, man kan starte med at hænge et udstillingsbur op foran deres flyvebur så de kan vænne sig til buret Man kan fodre med lidt lækkert i buret så de gerne vil gå derud og forbinder den med noget godt.
Efter nogle uger kan man gå videre med træningen ved at ungerne en for en anbringes i udstillingsburene der så hænges op i øjenhøjde. Man banker nu let på burets bund og sider så de vænnes til at indtage holdningen når de hører og mærker en banken på buret. De første mange gange skal ungerne kun opholde sig i buret under træningen, men efterhånden kan de blive der nogle timer af gangen.
Som avisfugl har den ry for at være lidt vanskelig blandet på grund af den krøllede fjerdragt og de ret stive ben.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:11
jan 182005
 

Sydhollandsk Frise tilhører gruppen let friserede racer og ligger hvad angår placering af frisurer tæt op af Nordhollandsk Frise.
Den store forskel mellem disse racer er kropsformen. Ideal holdningen på Sydhollandsk Frisé er en form som et 7 tal. Med den foroverbøjede form vil den krøllede befiering ligge noget højere på ryggen, end den vi ser ved Nordhollandsk Frise.
På grund af den tynde befiering tåler de ikke lave temperaturer.
For at fuglen kan indtage en god holdning er det vigtigt at den har en lang hals og et fint ovalt hoved. I aktion skal fuglen fremvise helt strakte ben, men ofte ser vi fugle der danser op og ned på pinden. Et kendetegn for racen er nervøsitet der tydeligt kommer til udtryk i de urolige bevægelser hvor fuglen ofte griber fast i udstill-ingsburets tråde med det ene ben. Men da det er en naturlig egenskab på disse fugle, vil det kræve meget burtræning for at de kan fremvise den rigtige holdning i buret.
Man skal være opmærksom på forskellen i kropsformen i forhold til Nordhollandsk Frise og Schweizisk Frise.
De vigtigste kendetegn på Sydhollandsk Frise er:
Meget lange strakte – tynde ben. Et ovalt hoved på en lang tynd hals der står i forhold til de brede skuldre. Krøllede fjer der danner præcist afgrænsede frisurer på ryg, flanker samt bryst.
Befjeringen skal man være meget opmærksom på. En befiering der er for lang medfører ofte at der fremkommer krøller på steder der ikke er ønsket så som på hoved, hals og underkrop. Men også en kort og tynd befiering ses ofte, det medfører at der opstår bare plettet på hovedet ligesom overlåret kan være dårligt befjeret. Denne fejl vil let fremkomme på racen, måske på grund af krydsning med Gibber Italicus.
På grund af det nervøse gemyt og de stive oprette ben, er racen ikke så stabil en avisfugl som mange af de andre figurracer. I avisburene et det meget vigtigt at der er plads over pindende og de har en form så faglene kan holde godt fast under parring. Rederne skal være ret store men ikke for dybe, ellers kan hunnen ikke nå ned og made ungerne.
De friserede racer er ikke så velegnet for opdrættere der ikke har nogle års erfaring med pleje og pasning af kanarier.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:09
jan 182005
 

Nordhollandsk Frisé er en af de let krøllede racer, hvilket vil sige at denne fugl skal have tre grupper krøllede fjer. Disse tre grupper er rygfrisuren eller kappen, brystfrisuren og flankefrisuren også benævnt finner.
Selv om Nordhollandsk Frisé er en af de stærkeste af de krøllede racer, bør den på grund af den løse befiering ikke holdes ved for lave temperaturer. Normalt er det den af de krøllede racer der er den bedste avisfugl.
Rygfrisuren skal fremvokse ud fra midten af ryggen, fra en lige midterlinie skal de krøllede fjer symmetrisk falde til begge sider. Disse krølfjer skal være så lange at de så vidt mulig danner et hele med bryst og flankefrisuren.
Brystfrisuren dannes af krøllede fjer der fra begge sider af brystet vokser fremad og derefter krøller ind mod brystets midte hvor de skal danne en samlet frisure. Denne brystfrisure må ikke fremkomme for langt op af halsen der skal være helt glat befjeret.
Flankefrisuren skal være tydelige og symmetriske på begge sider af fuglen. De skal krølle op mod vingerne så de når sammen med rygfrisuren. De må ikke fremvokse for langt tilbage på kroppen så de ikke kan nå sammen med ryggens kappe.
Bugen skal være glatbefjeret. Det er en af de vanskeligste krav man kan stille til en fugl, at den på nogle områder skal være fuldstændig glatbefjeret mens den på andre områder skal have så lange krølfjer som muligt. Men for alle let krøllede racer er det et af de vigtigste punkter.
Denne race skal egentlig have en ring af krøllede fjer rundt om kroppen men kun på området mellem skuldre og bug, derudover skal befjerin-gen være så glat som muligt.
Ofte ser man for meget krøl på bugen, det er det punkt der oftest volder problemer for opdrættere af denne race. På hoved-hals kan man også se krøllede fjer på grund af indflydelse fra andre racer. Gennem tiderne har mange opdrættere krydset f.eks Pariser Frisé ind på racen for at give den mere størrelse og flere krøllede fjer.
Det medfører at de fleste fejl vi i dag finder på fuglen kan henføres til at den ikke er raceren.
For opdrættere der vil begynde med de krøllede racer, er Nordhollandsk Frisé den bedste fugl at starte med, den er ikke så sart og vanskelig som flere af de andre krøllede fugle.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:07
jan 182005
 

Denne friserede race ligner på flere punkter Pariser Frisé, men samtidig er der dog enkelte punkter der adskiller dem, hvilket betyder at vi kan betragte den som en særskilt race.
Et tydeligt kendetegn på denne race er ud over den krøllede befiering toppen på fuglen.
Paduaner er ikke så lang som Pariser Frisé og derved bliver de krøllede fjer kortere, det bevirker at den ikke har så meget fylde som Pariser Frisé. Fordi de krøllede fjer har mindre volumen, betyder det ikke, at de forskellige frisurer ikke skal være symmetriske og godt udviklet.
Kraven er et af de punkter der adskiller den fra Pariser Frisé. Kraven skal fremkomme tydelig og være smuk rundet, men fjerene på kraven er ikke så lang og hele kraven ligger lavere end ved Pariseren. Herved fremkommer en tydeligere og mere glat befjeret hoved og hals.
På Pariser Frisé løber ryggen og brystets krøllede fjer sammen med kraven og hovedets krøllede hovedbefjering, derved fremkommer en helhed af krøllede fjer.
På Paduaner må der ikke fremkomme denne sammenblanding af frisurer, kraven skal være fri af bryst og rygfrisure og over kraven skal hals og hoved være glatbefjeret kronet med en veludviklet top. Denne top må vi dog ikke sammenligne med toppen på en Gloster.
Da tendens til krøllede fjer er den vigtigste egenskab ved disse fugle, vil det selvfølgelig også påvirke toppens fjer der ikke kan ligge helt glat som på Glosteren, men toppen skal dog være ret stor og nå ned til lige over øjnene. Bryst og rygfrisuren skal være symmetrisk og godt udviklet. Flankefrisuren (finner) skal også fremkomme symmetrisk på begge sider og nå godt op om vingerne, en fejl vi ofte ser på de friserede fugle er finner der mangler på en eller begge sider, eller ikke bøjer op om (mod) vingerne. Ved haleroden skal der vokse lange fjer frem der hænger ned på begge sider af halen, de såkaldte hanefjer.
Da Paduaner er en ret sjælden race uden for Italien hvor den dog heller ikke er almindeligt, er det ikke en fugl vi normalt ser på udstillingerne ud over de helt store i udlandet. Som med de andre store kanarier racer, er det ikke en variant der kan anbefales, uden man har noget kendskab til pasning og pleje af kanarier.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:04
jan 182005
 

Hvornår racen er opstået kan ikke fastlægges helt præcis, men for over hundrede år siden blev den udstillet. Den første officielle standard blev opsat i 1920. Pariser Frisé, er som de andre store racer, ikke en fugl man bør avle med før man har nogen erfaring som opdrætter.
Pariser Frisé er en af de største kanarieracer der først det andet leveår er helt udvokset.
Derfor er størrelsen en vigtig del af fuglen, den kan på ældre fugle nå helt op på 22 cm, mens minimum størrelsen på 19 cm er et krav de unge fugle bør opnå.
Volumen på fjerdragten skal være meget stor så fuglen virker bred og kraftig. Vingerne lange, med udbredte vinger måler den omkring 30 cm fra vingespids til vingespids.
Klimaet hvori fuglene opvokser spiller en stor rolle, således vil de Pariser Frisé der opvokser i Italien og Brasilien normalt blive noget større, der er Pariser Frisé i Brasilien der bliver over 23 cm i længde.
Ved Pariser Frisé fremkommer der, lige som ved alle de andre friserede, tre hovedgrupper af frisurer: det er rygfrisuren, brystfrisuren, flanke-frisuren eller finnerne men derudover finder vi frisure på hovedet, kinder, hals og bug. På de bedste fugle kan der i forlængelsen af rygfrisure fremkomme en såkaldt roset der er en afrunding af rygfrisuren. Ofte er den ikke helt synlig da den ofte dækkes af vingerne.
Hovedfrisuren kan fremkomme på to måder: enten som en frisure på langs af hovedet hvor den krøller til en eller begge sider eller som en vifte op over hovedet. På de gode fugle finder vi kraftige halefjer de såkaldte hanefjer der hænger ned på begge sider af halen.
Neglene skal følge stilen på hele fuglen, det vil sige at det ikke kun er fjerene der skal krølle, der skal også være snoning på neglene så der får form af en proptrækker. På de unge fugle vil der ikke være ret meget snoning men tendensen skal være der.
På grund af størrelse og fjerdragt er den ikke mellem de lette racer i avlen og indkøbsprisen kan være høj for de gode fugle.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:02
jan 182005
 

Udstillingkanarier skal “trænes” i enebur fra ca. 01.september for at kunne præsentere sig i november!

Rød X rød rimet
Som begynder står man sig bedst ved at parre en rød intensiv med en rimet, mens den erfarne som partner vil udsøge sig en “halv intensiv” eller A/B fugl, som tyskerne siger. Derved opnås unger med stærk intensiv kvalitet.

Bedømmelse af rød intensiv
Den røde farve skal være stærk og ensartet. Den skal trænge så langt ud i de store fjer som muligt. Dette er vanskeligt at opnå, fordi ungfugle ikke fælder de store vinge/halefjer det første år. Det fordrer, at fodringen med farvestimulerende midler har været intens og regelmæssig.
Det sværeste krav er imidlertid at opnå en absolut intensiv fugl, som ikke viser tegn på rim ned ad ryggen eller i halsdrejningen. Graden af intensitet svinger fra 100% over til enhalv-intensiv. Den virkeligt intensive fugl vil på bugen ikke fremvise hvide partier i gat området.

Størrelse
Efter bastardiseringen i 20’erne var mange orange fugle meget små og spinkle. Først hen mod 180 fik de røde fugle en så god størrelse, at man kunne avle intensiv på halv-intensiv. Man skal dog stadig være opmærksom på type og størrelse for at få en dommers accept.

Farvestimulans Selv om rødfaktorfugle selv kan danne rød lipokrom skal udstillingsfugle fra den første levedag have tilført canthaxanthin og/eller betacarotin, helst opløst i pumpeglas, gerne 50% af hvert. Blendingen opbevares i køleskab og skiftes dagligt.

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Dansk Kanarie-Opdrætter Klub, Årgang 2003, August, Nr. 4

 Posted by at 21:47
jan 172005
 

Den angelsaksiske verden – domineret af de britiske øer og stærkt støttet af opdrættere i USA, Australien og alle andre tidligere britiske dominions, har deres egen kanariekultur, som ofte støder sammen med den på kontinentet rådende, anført af de store lande som Frankrig, Benelux, Italien, Tyskland. I Danmark står vi splittede, mange af os er dybt engagerede i de engelske figurracer, men især farvekanariefolk er kontinentalt orienterede.
Det gælder primert striden om points, som englænderne ringeagter. I stedet sætter man fuglene i række 1-7, de svage fugle står på reolen uden kommentar. Til gengæld er dommeren til stede, så man kan spørge ham ud om ens egen fugl.
Men her vil jeg sætte fokus på forskellen på vurderingen af flereårige og ungfugle. Englænderne kalder dem “flighted” og “unflighted”, fordi ungfugle som bekendt ikke fælder de store fjer i vinger og hale det første leveår.
For en englænder har en flerårig, en ret til at være udstillet på samme vilkår som en ungfugl. Nogle racer er bedst som flerårige. Skal man finde skuets bedste kanarie, eller skal man i en enkelt race gøre det, så er de flerårige lige så verdige som ungfugle til en kåring.
I danmark opleves det anderledes. Arrangøren af en udstilling vil gerne have så mange fugle som muligt, og det kan så være grunden til at man nølende accepterer flerårige. I nogle tilfældes sættes de hen i et hjorne på linie med indkøbte fugle eller fugle uden fast fodring, altså kort sagt ligegyldige fugle. Er fuglene udstillingsværdige eller ej?
Ved DM i Tårnby 2002 havde man sat mig til at opstille præmieklasserne. Jeg skulle lige først konferere med et bestyrelsesmedlem.
Hvad gør man, hvis man skal opdele 28 Fife kanarier i 2 præmiegrupper? Der er 15 intensive og 13 rimede, heraf er 11 ren gule og 17 brogede eller grøne, endvidere er der 25 ungfugle og 3 flerårige? Jamen det er da i hvert fald ikke i ungfugle contra flerårige! jeg ville prioritere intensiv og rimet først.
Og på DM 2002 så man faktisk, at de flerårige i flere tilfælde var sat i præmieklasse sammen med ungfugle. Jeg kaldte det “nytænkning”.
DM 2003 bliver anderledes. Så vidt jeg er informeret er det tungt-traditionelle tanker, som styrer beslutningstagerne. Efter min egen larmende exit fra C.O.M. (berettiged larmende!) mente jeg det uklogt, om jeg skulle sidde i et forhandlingsudvalg og bad bestyrelsen klare det selv. Det er dog vigtig at vide, om man skal sende sine flereårige til Silkeborg, eller om de er uønskede!
Hvis det går, som jeg mener at have opfattet, så skal de flerårige i alle klasser – ligegyldigt hvor få de er – udgøre deres egen præmieklasse, ganske som på DKK’s normale kåringsskue. Det er der ikke meget nytænkning i!
Det nye ved DM skulle efter min mening være, at man skulle besejre nogen for at få en medalje. Mindst 10 i hver præmieklasse, hvis det er muligt! Dette i modsætning til et kåringsskue, hvor man kan få en guldmedalje for en god rødagat opal mosaik, selv om den er den eneste i sin klasse, bare den får 91 points.
Hvorom alting er: med denne artikel opfordrer jeg alle til at opprioritere flerårige fugle. Et skuets “bedste” skal være den bedste fugl, som netop nu findes, hvad enten den er gammel eller ung. Når jeg netop nu sender avlsfugle og ligegyldige fugle i udendørsvoliere og indendørs kræser om mine potentielle udstillingsfugle, så er der en del flerårige iblandt, som skal følge mig til Belgien, London og også Silkeborg!

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Dansk Kanarie-Opdrætter Klub, Årgang 2003, August, Nr. 4

 Posted by at 23:54
jan 172005
 

Kobalt er en ny farvekanarievariant, endnu ikke godkendt i C.O.M. l Geel på Europas største farvekanarieudstilling præsenterede tyskeren Karl Weber sin nye mutation. Arbejdsgruppen har modtaget nogle fjer til mikroskopisk undersøgelse. Ved første øjekast minder det om, hvad man i Belgien kalder “lædersort”.
Mosaik-kanariers melanin har under indflydelse fra italiensk opdræt undergået en forvandling, så ryggen fremstår lysere mellem striberne, men også så striberne er tydeligt bredere og melaninen mere “maksimal”. Den belgiske klub AOB overvejer at ændre sin standard, mens man i Holland har nedsat en gruppe til at vurdere ændringerne, l den internationale arbejdsgruppe vil man især studere fjer i mikroskop fra sort og agat-mosaikker med den nye faktor. Problemet er, om denne ændring hos mosaikkerne skyldes mutation eller – hvad der er mest tænkeligt – bastardisering. Man vil foretage analyser af fjer fra muligt anvendte fugle til bastardisering for at spore ophavs-fuglen.

Arbejdsgruppen har endnu ikke afsluttet sine DNA-undersøgelser af Onyx og Gråvinge.
For os danske er det sært, at denne gruppe ikke beskæftiger sig med ændringerne i standarden for sort og brun. Det forlyder, at man i Tyskland og Belgien har accepteret den nye standard med brede striber, mens de to hollandske forbund står mere tøvende, l Danmark vil de to dommergrupper i DKK og JFKK snarest beslutte i sagen.

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Danske Kanarie Opdrætter Klub; Årgang 2003; Februarl; Nr.1

 Posted by at 23:42
jan 172005
 

I 1997 var der 363 anerkendte farver. Farvekanarierne deler man op i 2 hovedgrupper nemlig melanin – og lipokromfuglene.
A. Melaninfuglene opdeles i 4 serier:
1. Sortserie
2. Brunserie
3. Agatserie
4. Isabelserie

Disse 4 serier forekommer altid i kombination med en af lipokromfarverne gul, rød og hvid.

B. Lipokromfulene opdeles i 3 serier:

1. Gul
2. Rød
3. Hvid

Med disse basisfarver fremstår farvekanarierne på 3 forskellige måder:

1. Intensiv
2. Rimet
3. Hvid
4. Mosaik

Hvor mosaikfuglen forekommer som type 1, hunfugl og type 2 hanfugl.

 Posted by at 23:41
jan 172005
 

A.G.I. ligner overfladisk en meget stor Pariser Frise, men der er for kenderen betydelige forskelle. A.G.I. skal være mindst 21 cm mod Pariserens 19 cm. A.G.I. er desuden kendetegnet ved en opstående krave, som slutter i en hætte omkring hovedet. Endelig er rygfrisuren speciel derved, at den ikke skal have midterskilning men danne en “rose”, idet rygfjerene fra et centrum vokser i alle retninger.

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Dansk Kanarie Opdrætter Klub; Årgang 2002; Juni; Nr.3

 Posted by at 23:39
jan 172005
 

Omkring 1720 bragte tilvandrende bjergfolk fra Imst i Tyrol kanariefugle som stuefugle til St. Andreasberg i Hartzen. De hjemlige bjergfolk, som tjente til deres undehold i sølvminer, begyndte at interessere sig for opdræt og salg af kanariefugle. Kanarier eller Harzerfugle, som handelsnavnet blev – blev kendt vidt omkring for deres fremragende sang og nåede høje priser.

Det kan ikke undre, at netop bjergfolk havde en særlig tilknytning til kanariefuglen. I bjergværkets lampestuer var ofte anbragt adskillige kanarier, som forkyndte med deres adfærd den livsfarlige mangel på ilt.

Hartzerkanarie-opdrættets blomstringstid begyndte omkring 1760, da fuglehandlere rejste overalt i Europa. På deres bare-stativer transporterede de op til 170 små fuglebure. I St. Andreasberg, kanarieopdrættets hovedstad, blev omkring 1842 årligt solgt 4000 kanariehanner. Storhandleren C.Reiche førte i 1882-1883 mindst 120.000 kanariehanner i New York, til Syd Amerika 10.500, til Australien 5.600, til Syd Afrika 3000. Omkring 30.000 endte i Europa og 12.000 fandt afsætning i Tyskland.
Ved slutning af det 19. århundrætte 350 familier i St. Andresasberg kanariefugle. Senere dannedes avlscentre i Innsbruck, Nürnberg, Augsburg, Berlin, Pfalz, Rhinlandet, Westfalen, Hamburg og ikke mindst Schlesien og Thüringen. Omkring 1885 skal der i Tyskland have eksisteret ca. 200 kanarieopdræts foreninger, hvoraf nogle stadig eksisterer. I 1947 blev D.K.B. grundlagt, klubben i dag med over 10.000 medlemmer bærer af racekanarieopdræt.

I dag er fuglefængeri forbudt i Tyskland.

1680 var der i Augsburg allerede opdrættet ren gule og hvide kanarier. Før 1700 blev i Bayern fra en grøn han avlet den første brune fugl. Omtrent samtidig fremkom hos Amsterdam borgmesteren Coerver en fortynding af den sorte melanin, som han benævnte “agat”. Kendskabet til de daværende kanariefarver blev først beskrevet af de tyske læger Schroeckius (1677) og Lentilius (1702) og franskmanden Hervieux (1709).

Den tyske hvidbundede variant og agat varianten uddøde, da man ikke havde tilstrækkeligt kendskab til arveregler til at fastholde mutationer.

1734 blev der udført toppede kanarier fra Tyskland til Holland. Ved det 17.årh.s afslutning blev Lizard – eller “skæltegnet kanarie” – af Huguenrotterne udført fra Frankrig til England. Den engelske variant London Fancy skulle være udgået fra Lizard, men denne variant er siden uddød, skønt engelske opdrættere stedse søger at genopbygge racen. Først omkring 1900 optrådte på ny den tabte melanin-fortynding (agat) hos den hollandske opdrætter Helder.

1906 opstod ved en mutation omtrent samtidig i New Zeeland, London og Paris den engelsk-hvide kanarie (recesiv hvid) i øst-Preussen hos opdrætter Bierbrack.

1915 opdagede to tyske bastard-opdrættere, Balser i Fulda og Dahms 1917 i Kønigsberg, at han-bastarder fra parringen Kaputzinersisken X kanariehun til dels er fertile (frugtbare), og fik også med disse hanner en 2.generation, men gik i stå, da hunner af 2.bastardgeneration fortsat var sterile.

Først da de østpreussiske bastarder blev solgt til opdrætteren Matern, lykkedes det denne gennem mange parringer med bastardhanner med kanariehunner at nå et af de største fremskridt i kanarieopdræt: overførslen af Kapuzinersiskenens oldrøde fedtfarve til kanarien var lykkedes. Desuden kom med indkrydsning af Kapuzinersisken som biprodukt den i dag stadig mere populære Mosaikkanarie, som fremviser Kapuzinersiskenens maske-tegning.

Tre mænd, Hans Duncker, Cremer og Reich var ansvarlige for de store fremskridt i det 20.århundredes begyndelse. Andre store navne i tysk kanarieopdræt er Julius Henninger, som på grundlag af Mendels arveformler opstillede arveregler for farvekanarier. I 1938 opstilledes så den såkaldte Ostwaldschefarvetabel.

2. verdenskrig satte kanarieopdræt stærkt tilbage, men fra 1946 til i dag er det gået stærkt med talrige nye figurracer og nye farvevarianter. (Man kan tilføje, at det internationale samarbejde udvikledes stærkt, så nye opdagelser hurtigt bliver spredt med den voksende litteratur og antallet af fagblade).

Oversigt over efterkrigstidens udvikling af farver:

– 1949 Første opal-kanarie hos Rossner i Fürth, Tyskland

– 1950 Elfenben-mutationen i Holland

– 1956 Pastel-mutationen hos Kollen i Holland

– 1964 Phæo-mutationen hos Ceuppens i Belgien

– 1966 Satinet-mutation

– 1968 Gråvinge opstår v. selektion i sort-pastel

– 1970 Første rigtige sortfugl i Italien v. “superoxidation”

– 1976 Første mosaik-han på VM (Italien)

– 1981 Van Haaf, Holland, opdager Eumo

– 1986 Liorens i Spanien opdrætterførste Onyx

Racens opståen:

– 1700 Lizard

– 1734 Tysk Toppet

– 1750 Belgisk Bossu

– 1750 Crested/Crestbred

– 1830 Yorkshire

– 1848 Pariser Frisé

– 1880 Sydholl/Paduaner/Berner

– 1890 Norwich/Border/Nordholl.

– 1900 Scotch F./Schw.Frisé

– 1920 Münchener

– 1925 Gloster

– 1936 Raza Espagnola

-1950 Fife/Gibber/Japan Hoso

– 1960 Makige

– 1980 Gibosso/Fiorino

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Kanarie Opdræt – Medlemsblad for Dansk Kanarie-Opdrætter Klub, Årgang 2003, August, Nr.4

 Posted by at 23:28
jan 172005
 

Indretningen af fuglehuset skal nøje gen-nemtænkes for at opnå den fulde udnyttelse af den plads, man får til rådighed. Det er naturligt med et eller flere skabe samt en køkkenbordsplads med en vask. Rindende vand vil lette arbejdet i fuglehuset, hvis det kan lade sig gøre at lægge vand ind. Koldt og varmt vand vil være mest behageligt. En serveringsvogn vil ligeledes være en lettelse i den daglige rutine. I vognen skal man kunne sætte to spande – én til desinfektionsmiddel og én til rent vand. Desuden en spand til frø og opmadningsfoder. Glem ikke en behagelig stol. En del af hobbyen går ud på at iagttage sine dyr for at se, om de lever op til ens forventninger.

 Posted by at 23:21
jan 172005
 

Flest mulige vinduer i huset bør være oplukkelige, for at få en god luftfornyelse. Vinduerne monteres med trådvæv påsat en ramme for at undgå, at fuglene flyver mod vinduerne. Ligeledes skal der være en trådvævsramme til at sætte for døren. Endnu bedre vil være en kombination af både trådvæv og fluevæv, derved opnår man, at den egentlige dør kan stå åben om sommeren, hvor det kan være nødvendigt med kraftig udluftning, og samtidig undgår man, at myg og andre insekter kommer ind i huset. Fluevæv for vinduerne bør også overvejes. Døren monteres på solide hængsler for at få størst mulig stabilitet. Desuden monteres en stabil systemlås med et godt dørgreb. Døren kan være konstrueret som en halvdør (stalddørtypen)

 Posted by at 23:20
jan 172005
 

I murstenshuse bør man benytte de eksisterende stenvægge. Væggene behandles med limfarve, for at de til stadighed kan holde deres åndingsevne uden dog at være for modtagelige for snavs. Når det drejer sig om vægbeklædninger i træhuse, er brædder absolut at foretrække. Hvis man ønsker at anvende spånplader, skal de hærde ordentligt før monteringen for at undgå gener fra formaldehyddampe. Desuden skal pladerne lakeres, for til sidst at blive malet.
Hårde masonitplader er også anvendelige, men da pladerne er ret tynde – 4 mm – vil man få vanskeligheder, hvis man ønsker at hænge bure eller reoler op. Når væggene males, skal man altid benytte lyse nuancer for at kunne udnytte lysindfaldet fuldt ud.
Væggene skal isoleres med mindst 10 cm isoleringsmateriale. I træhuse skal man huske at anvende aluminiumsfolie — alukraft – som dampspærre for at hindre fugtophobninger i konstruktionen og for at dæmme op for unødigt varmetab. Alufolie anvendes også ved opsætning af lofterne. Dampspærren skal sættes op under spærene. Selve loftbeklædningen bankes direkte op på spærene. Sørg altid for en stor overlapning mellem banerne. Ved opsætningen af loftet bør dampspærren gennembrydes mindst muligt. Loftet isoleres med 15-20 cm isoleringsmateriale.
Er huset af en størrelse, så man kan opsætte skillevæggene, kan det anbefales at opdele huset i mindst to rum. Derved får man mulighed for at have forskellig temperatur i huset.
Om man skal have et vandret loft, bør tages op til nærmere overvejelse. Jeg vil anbefale et loft med en vis hældning for derved at kunne udnytte de fordele, der ligger i, at opstigende luft søger mod det højeste punkt i rummet og for at kunne få et bedre lysindfald i rummet, hvis man placerer højtsiddende vinduer. Nordvendte tagvinduer vil som nævnt skabe et bedre lysindfald.

 Posted by at 23:19
jan 172005
 

Et væsentligt problem, man skal tage hensyn til i planlægningsfasen, er fugt. Høj luftfugtighed vil hurtigt påvirke fuglenes helbred. Fugt skaber grobund for skimmelsvampe i rummet såvel som i fuglenes luftveje. Der opstår let forkølelse, og frøet risikerer at blive fordærvet. Desuden kan fugt afstedkomme fældning på unormale tidspunkter. Ethvert fuglehus eller fuglerum skal være tørt. Den optimale luftfugtighed vil ligge ved 60% relativ fugtighed.Hvis man påtænker at bygge et træhus, skal det placeres over jordoverfladen på cement- eller jernstolper. Gulvet bygges af vandfaste materialer. Under gulvet skal der være luftcirkulation for at hindre fugtdannelse og for at opnå en vis tørrende virkning.
For at undgå fugt i og ved murstenshuse skal sokkelen være vandtæt. Af den grund er det anbefalelsesværdig! At lægge drænrør rundt om soklen for at lede evt. fugt væk fra fundamentet.
For at gardere sig fuldt ud mod fugt males soklen med tjære eller vandafvisende maling. Gulvet i murstenshuset bør isoleres mod jordoverfladen med leca for at hindre fugt i at trænge op gennem gulvets betonslidlag. På slidlaget kan man så igen lægge isoleringsmateriale. Selve gulvbelægningen kan varieres alt efter smag. Det mest behagelige gulv vil altid være et bræddegulv belagt med linoleum eller vinyl. Disse belægninger kan efter en udspartling af betonslidlaget limes direkte på dette.

 Posted by at 23:17
jan 172005
 

En effektiv ventilation er et felt, mange opdrættere forsømmer at tage hensyn til under konstruktionen. Man kan vælge at bygge ventilationskanaler i huset eller at foretage luftudskiftning ved hjælp af eldrevne ventilatorer. Det vil være klogt at inkorporere begge løsninger i planlægningen, således at man har en primær ventilationskilde, som giver et let dagligt luftskifte, takket være den naturlige luftcirkulation.

Det væsentlige punkt i den primære ventilation er tilstrækkelig og konstant tilgang af frisk luft, som cirkulerer frit i rummet for til slut at strømme ud i den øvre del af huset, enten gennem en kanal eller et vindue i fronten eller gennem en trækkanal i loftet. Man skal altid undgå ventilationshuller, som er placeret modsat hinanden; de skaber træk i huset, hvilket er yderst skadeligt for fuglene. Derudover skal man tage hensyn til placeringen af trækhuller i forhold til yngleburene og voliererne. Ventilatoren skal altid placeres modsat yngleburene.
En el-dreven ventilation vil være yderst effektiv som sekundær ventila-tionsmulighed, idet man ofte kommer ud for kolde perioder, hvor man er nødt til at lukke af for luftcirkulationen. Ventilationen kan enten hente frisk luft ind eller få trukket den dårlige luft ud af huset. Om sommeren er den uundværlig, fordi man let i højsommeren kommer op på meget høje temperaturer i huset, især på en vindstille dag.

 Posted by at 23:16
jan 172005
 

Om man skal vælge at holde sine fugle indendørs i huset eller bygge et specielt fuglehus afhænger af den enkelte opdrætters behov og ønsker for sit fuglehold. Dog må man konstatere, at det er bekosteligt at bygge et hus op fra bunden. Ikke desto mindre vil jeg anbefale et fuglehus, fordi man lettere kan styre temperaturen i et selvstændigt hus.
At forklare, hvordan man opbygger et fuglehus i detaljer, vil føre for vidt her. Men jeg vil nævne nogle principper og nogle detaljer, som man bør have i erindring under planlægningen af huset.

 Posted by at 23:07
jan 172005
 

Rødfaktorfugle – dvs. farvekanarier, som evner selv at omdanne carotinoider til rød lipokromfarve efter en bastardisering i 1920’erne med kapuzinersisken – skal i dag tilføres enten betacarotin og/eller canthaxanthin. Disse stoffer er ikke fremstillet af gulerod men besidder ligesom gulerod carotinoider, blot i langt større målestok. Begge er forstadier til A-vitamin og ikke giftige. Teorier om, at canthaxanthin skulle være farlig for fuglens lever, er aldrig bevist. Det er normalt, at man blander de to stoffer 1:1 og opløser dem i håndvarmt vand – ikke koldt, ikke kogende, en miniteskefuld af hver til én liter væske eller 1 kg æggefoder. Det er vigtigt, at væsken i pumpeglasset skiftes dagligt.

Vil man fodre i æggefoderet, bør farvestoffet først opløses og derpå iblandes. l Holland anvendes et færdigt produkt, vist hovedsageligt med canthaxanthin, kaldet Carophyl. Gule figurkanarier, som farvefodres (især Norwich/Yorkshire/Lizard) må ikke farves røde men orange, l England og nu også hos QUIKO fremstilles et særligt orange farvestof, hvor rødt farvestof er blandet op med gul canthaxanthin. Fodringen kan ske i pumpeglas eller i æggefoder

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Dansk Kanarie Opdrætter Klub; Årgang 2002; April; Nr.2

 Posted by at 23:02
jan 172005
 

E100 Curcumin
Gulorange farvestof. Ekstrakt fra Curcuma longa-plantens rod. Den stødte rod kaldes gurkemeje. Anvendes bl.a. til fremstilling af margarine, is, bagværk, sodavand og slik.

E101 Riboflavin
Gulorange farvestof, som forekommer naturligt. Findes naturligt i lever, æg, mælk, grøntsager og gær. Benævnes da vitamin B2.

E102 Tartrazin
Gult azofarvestof. Fremstilles syntetisk. Er kun godkendt til anvendelse i cocktailbær og forskellige former for spiritus.

E104 Quinolingult
Gult, syntetisk fremstillet farvestof. Må anvendes i sodavand og kagepynt.

E110 Paraorange
Gul-orange-rødt azofarvestof. Fremstilles syntetisk. Er kun godkendt til anvendelse i stenbiderrogn og forskellige former for spiritus.

E120 Karmin
Rødt farvestof udvundet af tørrede hunner af insektarten Dactyopius cocus costa. Må anvendes i is, kager, slik med frugtblanding m.m.

E123 Amarant
Rødbrunt azofarvestof. Fremstilles syntetisk. Kun godkendt til visse alkoholiske drikke.

E124 Nykockin
Rødt azofarvestof. Fremstilles syntetisk. Kun godkendt til visse alkoholiske drikke.

E127 Erythrosin
Rødt farvestof, som fremstilles syntetisk. Indeholder jod. Må kun anvendes i frugtcocktails og cocktailbær.

E131 Patent Blue V
Blåt farvestof, som fremstilles syntetisk. Må anvendes i is, kager, sodavand, slik og spiritus.

E 132 Indigocarmin
Blåt farvestof, som forekommer naturligt. Må bl.a. anvendes i kager og slik.

E133 Brilliant Blue
Blåt farvestof, som fremstilles syntetisk. Må kun anvendes i cocktailbær.

E140 Chlorophyll
Grønt, naturligt farvestof fra grønne blade. Må anvendes i is, kager, slik, suppe, sennep m.m.

E141 Chlorophyll-kobber-kompleks, natrium og kaliumsalt
Blåsort farvestof, som bl.a. er fremstillet af græs og lucernespirer.

E142 Green S
Fremstilles syntetisk. Må anvendes i slik, is, chips m.m.

E150 Sukkerkulør
Rød-brun-sort farvestof. Fremstilles ved opvarmning af sukker samt eventuel tilsætning af ammoniak, ammoniumsalte, svovldioxid eller sulfitter. Anvendes bl.a. i sodavand, sovs og spiritus.

E151 Brilliant black PN
Azofarvestof, som fremstilles syntetisk. Er kun godkendt til brug i stenbiderrogn.

E153 Carbo medicinalis
Sort farvestof fremstillet af forskelligt plantemateriale. Anvendes primært til lakrids.

E160 a Beta-caroten
Gulorange farvestof. Findes naturligt og kan udvindes fra mange levnedsmidler, f.eks. gulerødder, grønbladede grøntsager, tomater og abrikoser. Fremstilles dog som oftest syntetisk. Udbredt anvendelse.

E160 b Annattoekstrakt
Gulorange farvestof. Udvindes fra den gule frugt på den tropiske annattobusk, Bixa orellanas. Må anvendes i bl.a. ost, margarine, mayonnaise og slik.

E160 c Paprikaoleoresin
Gulorange farvestof, som fremstilles af paprika ved ekstraktion med forskellige opløsningsmidler. Må anvendes i bl.a. kaviar, mayonnaise, sovs og dressing.

E160 d Lycopen
Fremstilles af tomater. Må anvendes i slik, is, chips m.m.

E160 e Beta-apo-8′ -carotenal
Orangerødt farvestof, som fremstilles syntetisk, men findes naturligt i bl.a. citrusfrugter og spinat. Må anvendes i fiskerogn, kager, sodavand, slik m.m.

E160 f Beta-apo-8′ carotensyreethylester
Gulorange. Fremstilles syntetisk, men findes også naturligt. Må anvendes i bl.a. æggepulver, kager og sodavand.

E161 b Lutein
Carotenoid, gulrødt farvestof, som anvendes i mange levnedsmidler. Visse carotenoider kan omdannes til vitamin A i kroppen.

E161 g Canthaxanthin
Orangerødt farvestof. Fremstilles syntetisk, men findes naturligt i bl.a. kantareller og visse skaldyr. Må anvendes i fiskerogn, kagepynt, sodavand, slik, kosttilskud og naturmidler.

E162 Rødbede-ekstrakt
Rødt farvestof, som udvindes af rødbeder. Må bl.a. anvendes i is, kager og slik.

E163 Anthocyaniner fra spiselige plantedele
Giver en rødblå farve. Udvindes primært af skallen på druer og solbær. Må anvendes i bl.a. is, kager, sodavand, slik og spiritus.

E170 Calciumcarbonat
Giver en hvid farve. Findes naturligt i bl.a. kalksten og kridt. Må bl.a. anvendes i slik og kosttilskud.

E171 Titandioxid
Giver en hvid farve. Fremstilles af titanholdige mineraler. Må bl.a. anvendes i slik og kosttilskud.

E172 Jernoxider og jernhydroxider
Gul-brun-sort farvestof. Fremstilles syntetisk af jern, men findes naturligt i forskellige mineraler. Må bl.a. anvendes i slik og kosttilskud.

E173 Aluminium
Giver en sølvgrå farve. Udvindes af forskellige mineraler, primært bauxit. Er godkendt til anvendelse i kager, mandelmasse og marcipan.

E174 Sølv
Udvindes af forskellige mineraler. Må anvendes som farve til slik og kager.

E175 Guld
Udvindes af forskellige mineraler. Er kun godkendt som farvestof til slik og kager

E579 Jerngluconat
Sort farvestof. Fremstilles af bariumgluconat og jernsulfat. Kun godkendt til farvning af oliven.

ES11 Patentgrønt
Syntetisk fremstillet farvestof. Må anvendes i is, kager, cocktailbær, sodavand og slik.

 Posted by at 22:32
jan 172005
 

Når de ydre forhold er bragt i orden, kommer nogle ikke mindre vigtige faktorer ind i billedet. Siddepinde af varierende tykkelse er absolut nødvendige for enhver fugls velbefindende. Hos den enkeltsiddende fugl gør man klogt i at skifte de pinde ud, som følger med buret, til naturgrene. Derved opnår fuglen, at dens greb om pinden varieres, og benmuskulaturen tvinges til at arbejde aktivt. I mange bure sidder kun én type pinde, og mange fugles fødder får ikke tilstrækkelig motion, hvilket afstedkommer stive tæer. Pindene kan spændes fast i hver side af gitret ved at save en rille i endetræet. Benytter man kassebure, kan man slå en stift i enden af pinden; stiften stikkes i et hul i bagvæggen. Den førnævnte rille i pinden benyttes til fastgøring i forgitret. En anden form for fastgøring af pinden i kasseburene, som stærkt kan anbefales, er de gevindstykker, som normalt benyttes til opsætning af gardinstænger. Andre opdrættere foretrækker de V-stykker, som er monteret i garderobeskabe til fastgøring af tøj stænger.
Mange finder det naturligt at anvende naturtræsgrene i voliererne, hvilket naturligvis er at foretrække, hvis man kan skaffe friske grene. Følgende træer kan anbefales: æble, pære, pil, birk eller andre bløde træsorter. I udendørsvolierer danner et lille træ en god helhed og fuglene vil nyde at klatre rundt i de forskellige grene.
Siddeplads(er) til den enkelte fugl i voliererne kan udformes forskelligt. Her er skitseret nogle hensigtsmæssige og brugbare løsninger. Ét forhold bør man lægge vægt på: rengøringen skal være enkel.

 Posted by at 22:23
jan 172005
 

Ønsker man at etablere et større fuglehold med adskillige avlspar, bør man helt sikkert vælge et kassebur for at undgå, at de enkelte par kan se hinanden. Plastic-kassebure kan købes i byggesæt eller som sammenlimede kasser. Normallængden for avlsbure til kanarier er ca. 40 cm, hvilket sagtens kan gå an, når det drejer sig om farvekanarier og de mindre figurkanarier. De større figurkanarier bør have et større bur, eksempelvis med en længde på 50 cm. En anden løsning kan være et dobbeltbur med forskydelig skillevæg på størrelse med to sammenbyggede avlsbure, hvorved man får et bur med målene 80 x 40 x 30 cm.

Byg selv et avlsbur

For de fingernemme følger her en grov arbejdsplan for fremstilling af avlsbure: Det anbefales at fremstille ynglebure på ca. 40-50 cm i længden, samt de førnævnte 40 cm i højden og 30-40 cm i dybden. Til fremstilling af kassen anvendes 6-8 mm krydsfiner uden knasthuller. Loft og gulv limes sammen med sidevæggene. Limen skal fylde revnerne helt ud, brug evt. fine skruer eller små søm til at holde væggene sammen, men vær forsigtig: krydsfiner kan let flække. Kassen kan sættes i spænd i skruetvinger for at undgå, at den kommer ud af vinkel – brug gerne de små hobbytvinger, som danner en fast vinkel på 90°.

Når limen er tør, sættes bagvæggen på enten ved at lime den direkte på væggenes endeflader eller ved at sætte den i spænd mellem de forskellige vægge. Den sidstnævnte løsning bør anvendes, hvis man har til hensigt at hænge burene op ved hjælp af kroge. Cirka 7 cm oppe på sidefladerne på tværs af åbningen sættes en 2 cm bred liste, som skal danne overgang mellem trådramme og skuffe.
Alle fladerne pudses med fint sandpapir for at få en glat og jævn overflade. Skulle der være sprækker efter sammenlimningen spartles disse ud. Alt afhængig af, om man ønsker at male eller lakere burene, skal man bruge en spartelmasse, som falder sammen med fineren. Ved lakarbejde påføres et tyndt lag lak for at rejse porerne i træet. Dernæst pudses fladerne atter med fint sandpapir. Arbejdet afsluttes med overstryg-ning én eller to gange med en slidstærk lak for at lette senere rengøring. Ønsker man at male burene, grundes først. Husk at spartle alle endefladerne ud og læg et tyndt lag grunder på disse flader. Overfladen og endefladerne slibes for at udglatte ujævnheder. Som maling vælges en slidstærk oliemaling, som lægges på i to lag. Ønskes en særlig stærk overflade, kan man lakere til sidst.
Som trådramme kan der bruges en præfabrikeret, galvaniseret ramme. Rammerne købes samtidig med eventuelle skuffer, før man går i gang med at skære krydsfineren ud for at få afstemt burets ønskede mål med rammemålene eller tråden. Rammerne fæstnes til kassen med skruer og en lille skive eller hænges op i loftet i små kroge. Men der findes mange løsninger, afhængig af den enkelte persons fantasi og fingerfærdighed. For at lette ens blik ind i buret kan rammen males sort, helst med en mat oliefarve. Hvis man ønsker skuffer i buret, kan man bruge en plastic- eller metalskuffe. Sørg altid for, at der er 2-4 mm luft ud til væggen i hver side for at undgå, at skufferne glider for stramt eller i værste fald sætter sig i spænd sammen med sand eller snavs mod burets sider. Skuffen kan lægges oven på trekantede lister. Disse kan til en vis grad afhjælpe ovennævnte problemer. Man kan udmærket undlade skuffen, blot skal man erindre at sætte en tophængslet klap under den tværgående træliste for at hindre fuglene i at flyve ud og for at holde det værste snavs inde i buret.

Dobbeltbur

Hvis det drejer sig om et dobbeltbur, skal man ligeledes fremstille en 7 cm høj liste, som sættes i burets midte. Listen skal virke som støtte for den løse skillevæg. I listen skæres en 5 mm dyb fals med en bredde på 4-5 mm, afhængig af skillevæggens tykkelse. I loftet monteres en l cm høj liste med samme falsdybde som for bundlistens vedkommende.
Hver trådramme skal mindst have en på mindst 10×10 cm. En låge for hvert redested er dog yderst praktisk, fordi man således får mulighed for at tage reden ud uden al for megen støj, eller man kan vælge at hænge reden op udenfor buret.
I hvert bur anbringes to pinde med en afstand på mindst 11 cm til siderne og med en afstand på 18 cm til loftet. Skal den ene halvdel benyttes til ungerne, bør man kunne placere de midterste pinde således, at forældrene kan made ungerne gennem skillevæggene.

Hvis man finder, at buret er for stort, kan man gå ned i længde til 60 cm, hvilket dog ikke er tilrådeligt. For alle bure gælder det, at flyvelængden er vigtigere end dybden, for at fuglene kan få tilstrækkelig motion og for at undgå alt for dunkle bure.

 Posted by at 22:12