dec 062010
 

Harzerkanarierne har sin oprindelse i Tyskland. Den stammer fra den vilde kanarie og er pga. udvælgelse af de bedste sangfugle gennem utallige generationer udviklet til en særegen sangfugl. Man tager ikke hensyn til kropsbygning eller farve; kun sangen, som er meget varieret, har egentlig værdi hos denne race. På et tidspunkt har opdrættere af harzere fastlagt kriterier for sangens indhold. Ved bedømmelsen lægges vægt på en blød, dyb, ren og velklingende sang fremført i lange rullende sangstrofer (ture), hvor nogle er svagt ansatte, mens andre er stærkt ansatte. Klangbilledet kan være kraftigt eller svagt. Jo større variation i sammensætningen af stroferne, jo bedre dyr. De decideret rullende strofer opdeles i hohl-rolle, knorre, hohlklingel og wasserrolle; svagt ansatte strofer opdeles i klingel og hohlklingel og stærkt ansatte strofer i schockel, gluck og pfeife.

For at gå i dybden med harzere kræves et stort kendskab til de nævnte ture, og opdrætteren skal benytte megen tid på atadskille de enkelte lydbilleder fra hinanden for at få et samlet billede af, hvad hver enkelt fugl formår. Alle sangture fremføres med lukket næb. Tidligere benyttede opdrætterne en forsanger til at lære ungfuglene at synge alle turene. I nyere tid er man gået over til at anvende plader eller bånd til indlæringen. Mange opdrættere har erkendt, at det moderne menneske ikke har tid til det tidskrævende indlæringsarbejde, og man har derfor forsøgt at fæstne turene arvemæssigt. Alle ture har ikke kunnet nedarves og er derfor faldet bort i nogle stammer. Tilbage i harzersangen findes efterhånden kun hovedturene hohlrolle, knorre, hohlklingel og pfeife. Disse ture er til gengæld bragt op på et stade, så de må anses for at have nået det perfekte.

Derimod må man nok erkende, at sangen er blevet fattigere i sin helhed.

 Posted by at 23:47
dec 062010
 

Belgien er kendt for opdræt af kanarier gennem århundreder. Dette land har også sin sangkanarierace, kaldet Waterslager eller Mechelse-sangeren opkaldt efter byen Mechelen i Flandern. Antagelig er racen mellem 100-200 år gammel.
I modsætning til harzeren lægges der vægt på, at fuglen er stor og langstrakt. De skal være rent gule eller rent hvide. Sangen er mere højtklingende end harzersangen med et mere metallisk klangindhold. Der er intet krav om, at sangen skal foredrages med lukket næb. Standarden for Waterslageren indeholder 17 ture. Interessen for racen ud over Belgien og dele af Holland er stærkt stigende. Dette skyldes til dels, at den udstilles på verdensudstillingerne arrangeret af C.O.M. (Confederation Ornithologique Mondial). Derved får de forskellige landes befolkninger mulighed for at stifte bekendtskab med racen. Selv i Danmark er der dukket Waterslagere op, men ganske få opdrættere har taget dette udfordrende og krævende job op.
Waterslagerens sang kan til en vis grad minde om nattergalesang. Sammenlignet med harzersang vil denne sang være mere hård og fremført med mere kraft, så den derved virker højere. Waterslageren har en større variation end harzeren, selv om Waterslageren selvfølgelig ikke løbende fremfører alle 17 ture. Sangen klinger i retning af kanariens oprindelige sang sunget mere lidenskabeligt og vildt. Til gengæld virker den ikke så behagelig for vort øre som den mere bløde sang hos harzeren. Dette skyldes øjensynlig den skingrende og metalliske, klaprende lyde. Turene benævnes f.eks. Klokkende wa-terslag (klukkende vandløb), bollernde waterslag (buldrende vandløb) rollend waterslag (rullende vandløb), knorren, metalslag (metalklang), tjokken, floeten, gluck, klingel, klingelrolle og waterrolle. Opdrætterne forsøger til stadighed at forbedre de forskellige ture og bestræber sig på, at de forskellige ture ikke falder bort, som det er sket for harzerens vedkommende.

 Posted by at 00:34
dec 062010
 

Denne kanarie er en spansk sangkanarie. Den blev anerkendt som race uden for Spanien i begyndelsen af 60’erne. Fuglen er 13 cm lang og minder meget om den vilde kanarie i type. Oprindelsen skal ses i de urgamle spanske kanarier iblandet harzere og måske også vilde kanarier. Fi-gurmæssigt skal timbradoen have en smuk afrundet form. Hovedet skal være lille og rundt med et lille konisk næb. Vingerne skal slutte tæt til kroppen; de må gerne krydse hinanden let. Halen har V-form og er lettere spredt. Alle farver er anerkendt i denne race. Også den røde faktor indgår i repertoiret, selv om den grønne farve dominerer. Timbradoens sang består af tre grundture med et klart, klokkelignende præg, hvilket også fremgår af dens spanske navn timbrado, der kommer af ordet timbre, som betyder klokke. I standarden er turene opdelt i 13 punkter. Turene kaldes timbre (klokke), cloqueos (klukken), floreos (fanfare) og duetter. Ud over at være meget elsket i sit hjemland, har den opnået stor popularitet i Nord- og Sydamerika. Selv til Danmark er den nået, dog i mindre antal. Sangen minder meget om vilde siske-ners sang iblandet den egentlige, kendte kanariesang. Det spanske præg fremgår tydeligt af sangen, idet der indgår kastagnetlyde. Denne sangkanarie vil sikkert falde i mange danskeres smag på grund af den varierede sang.

 Posted by at 00:25
jan 182005
 

En sangkanarie, som udelukkende opdrættes i USA. Dens sang går i retning af harzersang, men man lægger ud over sang også vægt på farve, befjering og holdning, altså en sang-, farve- og figurkanarie i én og samme fugl. Det kan forklares ved, at der i avlsmaterialet, som ligger til grund for denne race, indgår Border, farvekanarie og Harzer. Racen er ukendt uden for Amerikas grænser.

 Posted by at 23:32