dec 092010
 

Hvis man har en have, kan man i tilknytning til fuglerummet bygge udendørsvoli-erer. Da kanarier er meget hårdføre fugle, kan de sagtens tåle at opholde sig i uden-dørsvolierer hele året rundt, lige bortset fra den koldeste tid på året med hård frost eller i meget fugtige perioder. Imidlertid bør det i denne forbindelse frarådes at have figurkanarier i udendørsvolierer, hvis de ikke ligefrem er overdækkede med klare tagplader. Deres befjering optager let fugt, men har samtidig svært ved at tørre ud tilstrækkeligt hurtigt. Derved sættes fuglenes helbred på spil i unødig grad. Den friske udendørsluft er utvivlsomt med til at forbedre fuglenes kondition. Hvis der i forbindelse med voliererne ude og inde er vinduer, skal man sætte en trådvævsramme op for ruderne for at undgå, at fuglene flyver mod glasset. I værste fald vil de kunne komme til skade mod glasset. Ud- og indflyvningshullet i udendørs-volieren bør være så lille som muligt for at undgå for meget kulde og træk ind i volieren, dog bør hullet være så stort, at mindst to fugle kan passere hinanden. Mange gange vil man med små huller opleve, at en bestemt fugl benytter hullet som sovested og derfor let får overtaget over hullet, og den vil bekrige de andre fugle, når de vil ud og ind. Som lem til hullet skal man bruge en såkaldt faldlem. Den skal udføres i et mørkt materiale. Desuden må materialet ikke kunne slå sig. Lemmen skal helst sættes i en fals, hvor bevægeligheden er så stor, at snavs og fugt ikke vil kunne hindre det frie løb. Det anbefales at anvende fiskesnøre eller stærk nylonline som træksnor for at undgå, at fuglene æder snoren. Snoren kan føres gennem et rør eller øskner. Røret skal virke som styr. Man undgår på denne måde et stærkt slid på snoren. Skær en rille i røret, hvis snoren skal udskiftes. Det letter arbejdet med at isætte den ny snor.
Udendørsvolierens placering bør af hensyn til træk være yderst velovervejet. Man sikrer sig en trækfri voliere ved evt. at blænde den ene eller begge sider af med faste flader. Ved opbygningen af udendørsvolieren er der visse retningslinier, som skal følges — først og fremmest af sikkerhedsmæssige grunde for at undgå „ubudne gæster”, såsom mus, rotter, katte, lækatte, mårm.fl. Soklen skal opbygges af et fast materiale og graves ned i 50 cm dybde, enten ved at støbe en sokkel eller ved at anvende plane eternitplader. Soklens styrke afhænger af, om man ønsker et fast bundmateriale eller sand i sin voliere. Med en fast bund undgår man først og fremmest uvedkommende dyrs indtrængen i volieren nedefra; dernæst lettes rengøringen ved, at man kan benytte en kost og en vandslange på fliser eller beton. Får man sygdom i sin bestand, lettes desinfektionen gevaldigt, og man kan bedre holde styr på fuglenes sundhedsmæssige tilstand ved en jævnlig spuling af bunden, f.eks. Én gang om ugen.
Ønsker man et andet bundlag end fliser og beton, skal man sørge for at lægge tråd i volierebunden ca. 30-40 cm under overfladen for at hindre skadedyrs indtrængen. Men det er ikke den eneste sikkerhedsfaktor, man skal tage højde for. Alle åbne volierer skal være forsynet med dobbelttråd – sådan at forstå, at man sætter et nyt lag tråd på rammen i ca. 10 cm afstand fra den oprindelige volieretråd. En anden løsning, som tidligere er skitseret, er et loft bestående af gennemsigtige plastplader eller glas — over tråden – herved undgås fugtproblemer. Siderne kan f.eks. Beklædes med faste plader, plasticplader eller glas. Hvis man ikke ønsker at anvende dobbelttråd, kan man på fronten trække en tynd tråd (0,5-1,0 mm tykkelse) i en indbyrdes afstand på ca. 10 cm. Denne tråd hindrer katte eller ugler i at komme ind på selve volieretråden. Skal man fuldende værket, kan man på fronten montere glasrammer, som er oplukkelige, derved øges det tidsrum, fuglen kan opholde sig i volieren. Under højsommerens stærke sol kan f.eks. Visse farvekanarier lide skade på deres farve på grund af solens afblegende virkning, og fuglene vil, hvis de skulle benyttes til udstilling, være ødelagte. Det nytter ikke at tilplante en voliere for kanarier. Planterne vil ganske enkelt blive ædt af fuglene. Fra at give et tiltalende, eksotisk indtryk vil det snart skifte til en håbløs ødemark. Fugle og planter klæder hinanden, og uden for volieren kan man lade fantasien florere med en beplantning af lette buske, roser og stauder, der kan sløre og give læ uden at hindre synet af fuglene.

 Posted by at 02:22
feb 022005
 

Hvis man ønsker at opdrætte kanarier i større målestok, vil man meget snart få behov for flyveplads til avls- og ungfugle. På det tidspunkt melder behovet sig for en voliere. Jeg vil først og fremmest anbefale indendørsvolierer, fordi de byder på flere fordele. Fuglene vil ikke blive udsat for forskelligt vejrlig, og de vil få mulighed for at gå under en konstant temperatur, som dog i visse tilfælde bør reguleres af opdrætteren, afhængig af årstiden. Fuglene bliver heller ikke udsat for smitsomme sygdomme overført af insekter eller fugle fra naturen, f.eks. Spurve, måger, duer. Ej heller er de udsat for overgreb og forstyrrelser fra diverse rovdyr og gnavere.
Hvor stor en voliere bør være afhænger i højeste grad af den forhåndenværende plads. For at opnå den letteste arbejdsgang i hverdagen skal volieren opfylde visse normer, bl. A. af hensyn til den ugentlige rengøring og indfangning af fugle. Hvis forholdene tillader det, kan man rejse en voliere-ramme, som går fra loft til gulv. Ved gulvet bør rammen være forsynet med en ca. 20 cm høj kant, som kan opfange snavs. Indgangsdøren i volieren skal have en størrelse, så man lettest muligt kan komme ind i volieren. Mest praktisk vil det være at kunne gå oprejst ind og ud af volieren. Hvis dette ikke er opnåeligt, må man stræbe efter adgangsforhold, hvor man undgår ligefrem at skulle ned på knæ eller at skulle kante sig ind. Døren bør ikke overskride opdrætterens egen højde for at undgå, at fuglene flyver hen over hovedet på én, når man går ind i volieren. Det kan stærkt anbefales at opdele volieren i rum med skydedøre for at lette rengøringen og indfangningen af fuglene. Hvis volieren har en længde af 2-3 meter, vil afstandene være for store. Men samtidig vil man opnå at have en ekstra voliere til rådighed alt afhængig af, om man trækker skydedøren for eller skyder den til side. Adskillige gange har man brug for at kunne skille sine fugle under de forskellige sorterings-faser.

Volieren kan endvidere opbygges med en hævet bund. Herved får man et rum under volieren, som kan benyttes til diverse rekvisitter. I øvrigt vil dette rum være anvendeligt som oplagringsplads for udstillingsbure.
Men vigtigst er det imidlertid at opbygge voliererne på en sådan måde, at de er lette at arbejde i og lette at rengøre. Der må heller ikke her være utilgængelige hjørner eller kroge, der skaber mulighed for ophobning af snavs og utøj. I handelen findes færdiglavede voliererammer i metal, som er lette at opstille for opdrætteren. Hvis man ønsker selv at fremstille sine rammer f.eks. I træ, bør man altid anvende den såkaldte minktråd som trådvæv. Tråden købes i ruller å 30 meter. Minktråden er punktsvejset og har en maskestørrelse på ca. 1×2 cm. Derved opnås en høj stabilitet i vævet, og selve trærammen behøver ikke være fremstillet af særlig svært træ for at være selvbærende.
Forrammerne forsynes med foderlemme, for at man kan undgå at skulle ind i volieren hver gang, der skal fodres. For at lette synet gennem tråden kan det anbefales at male tråden sort med en stærk, mat oliemaling. Som bund i volieren bør man vælge en oliehærdet hård masonitplade lagt oven på brædder. Derved opnås en bund, som er let at rengøre med en skraber eller rive. Fugt fra badekar vil ikke få bunden til at slå sig, fordi masonitpladen er vandfast. I en voliere er det for besværligt at have skuffer eller store bakker at rengøre. Arbejdet med sådanne skuffer bliver let for stort, og de kan virke upraktiske. Man kan eventuelt anvende fuglerummets eget gulv for at lette konstruktionsarbejdet. Men en sådan fremgangsmåde vil jeg kun tilråde, hvis gulvfladen består af cement, som ikke så let angribes af fugt og fuglenes ekskrementer. På cementgulvet kan man lægge et tykt lag sand som bundmateriale; således kan man ofte nøjes med dagligt at rive overfladen for ekskrementer og avner.

 Posted by at 21:29