jan 172005
 

Den angelsaksiske verden – domineret af de britiske øer og stærkt støttet af opdrættere i USA, Australien og alle andre tidligere britiske dominions, har deres egen kanariekultur, som ofte støder sammen med den på kontinentet rådende, anført af de store lande som Frankrig, Benelux, Italien, Tyskland. I Danmark står vi splittede, mange af os er dybt engagerede i de engelske figurracer, men især farvekanariefolk er kontinentalt orienterede.
Det gælder primert striden om points, som englænderne ringeagter. I stedet sætter man fuglene i række 1-7, de svage fugle står på reolen uden kommentar. Til gengæld er dommeren til stede, så man kan spørge ham ud om ens egen fugl.
Men her vil jeg sætte fokus på forskellen på vurderingen af flereårige og ungfugle. Englænderne kalder dem “flighted” og “unflighted”, fordi ungfugle som bekendt ikke fælder de store fjer i vinger og hale det første leveår.
For en englænder har en flerårig, en ret til at være udstillet på samme vilkår som en ungfugl. Nogle racer er bedst som flerårige. Skal man finde skuets bedste kanarie, eller skal man i en enkelt race gøre det, så er de flerårige lige så verdige som ungfugle til en kåring.
I danmark opleves det anderledes. Arrangøren af en udstilling vil gerne have så mange fugle som muligt, og det kan så være grunden til at man nølende accepterer flerårige. I nogle tilfældes sættes de hen i et hjorne på linie med indkøbte fugle eller fugle uden fast fodring, altså kort sagt ligegyldige fugle. Er fuglene udstillingsværdige eller ej?
Ved DM i Tårnby 2002 havde man sat mig til at opstille præmieklasserne. Jeg skulle lige først konferere med et bestyrelsesmedlem.
Hvad gør man, hvis man skal opdele 28 Fife kanarier i 2 præmiegrupper? Der er 15 intensive og 13 rimede, heraf er 11 ren gule og 17 brogede eller grøne, endvidere er der 25 ungfugle og 3 flerårige? Jamen det er da i hvert fald ikke i ungfugle contra flerårige! jeg ville prioritere intensiv og rimet først.
Og på DM 2002 så man faktisk, at de flerårige i flere tilfælde var sat i præmieklasse sammen med ungfugle. Jeg kaldte det “nytænkning”.
DM 2003 bliver anderledes. Så vidt jeg er informeret er det tungt-traditionelle tanker, som styrer beslutningstagerne. Efter min egen larmende exit fra C.O.M. (berettiged larmende!) mente jeg det uklogt, om jeg skulle sidde i et forhandlingsudvalg og bad bestyrelsen klare det selv. Det er dog vigtig at vide, om man skal sende sine flereårige til Silkeborg, eller om de er uønskede!
Hvis det går, som jeg mener at have opfattet, så skal de flerårige i alle klasser – ligegyldigt hvor få de er – udgøre deres egen præmieklasse, ganske som på DKK’s normale kåringsskue. Det er der ikke meget nytænkning i!
Det nye ved DM skulle efter min mening være, at man skulle besejre nogen for at få en medalje. Mindst 10 i hver præmieklasse, hvis det er muligt! Dette i modsætning til et kåringsskue, hvor man kan få en guldmedalje for en god rødagat opal mosaik, selv om den er den eneste i sin klasse, bare den får 91 points.
Hvorom alting er: med denne artikel opfordrer jeg alle til at opprioritere flerårige fugle. Et skuets “bedste” skal være den bedste fugl, som netop nu findes, hvad enten den er gammel eller ung. Når jeg netop nu sender avlsfugle og ligegyldige fugle i udendørsvoliere og indendørs kræser om mine potentielle udstillingsfugle, så er der en del flerårige iblandt, som skal følge mig til Belgien, London og også Silkeborg!

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Dansk Kanarie-Opdrætter Klub, Årgang 2003, August, Nr. 4

 Posted by at 23:54