dec 092010
 

For at få størst muligt overblik over, hvad man skal satse på ved indkøb af nye fugle, kan det stærkt anbefales, at man besøger forskellige udstillinger og nøje betragter de fugle, man ønsker at beskæftige sig med.
Dernæst vil jeg anbefale, at man henvender sig til en erfaren opdrætter og køber sit avlsmateriale her. Man skal stræbe efter at købe 1-2 par fugle som minimum. Da opdrætteren normalt ikke sælger sine bedste dyr, kan man satse på køb af søskende til disse topfugle eller fugle, som tydeligt lever op til de væsentligste krav inden for standarden. De fugle, man bliver tilbudt, skal ligne hinanden i videst muligt omfang inden for farve, form og størrelse, for at man kan skabe ensartede karaktertræk og for at kunne opbygge en stabil stamme. Farvekanarier bør være ensartede i farven og med en rigtig farvenuance; aftegningerne skal være så smalle som muligt. Derimod kan figurkanarier på de væsentlige punkter i standarden variere en del og stadig være udmærkede avlsdyr. For at få et mere klart indtryk af fuglenes kvalitet kan man bede om at få forældrene at se, og gerne også bedsteforældrene.

Køber man fugle i december måned, anbefales det at skille hanner og hunner ad, straks man kommer hjem med dyrene for at undgå, at de parrer sig op i utide og efter egne ønsker. Hanner sættes i én voliere, og hunner i en anden.


Karantæne

Ved ethvert køb bør man sætte sine fugle i karantæne. Nyindkøbte fugle sættes i et bur for sig selv. De skal opholde sig mindst i 3 uger i dette bur. Fugle købt i udlandet skal gå i karantæne i 3 måneder. Man sætter de nye fugle sammen med en eller to fugle fra sit eget fuglehold. Disse fugle vil blive smittet, hvis de indkøbte fugle er smittebærere.

 Posted by at 02:25
dec 092010
 

Står man over for at skulle købe fugle for første gang, skal man gøre sig flere ting klart. Hvilke fugle ønsker jeg: farve-, figur- eller sangkanarier? Hvilken farve eller race? Hvor mange fugle skal jeg købe? Hvor meget vil jeg ofre på sagen?
Ganske kort: start med én farve eller én race – hvis det ikke giver tilstrækkelig udfordring, da maksimalt to typer.
Forsøg om muligt at erhverve fugle, som ligger tæt op ad standarden, så man hele tiden kan studere denne for at klarlægge de forskellige facetter, der lægges vægt på.
Lad det være en gylden regel, at det er kvalitet og ikke kvantitet, som tæller. Altså køb færre fugle, men giv lidt mere for disse end først beregnet.

Opbygning af stamme
Fire fugle vil være et godt udgangspunkt. To par fugle vil være velegnet til at opbygge en stamme over. Der er kun et punkt, der skal fremhæves. Sørg for, at begge hanner er af samme type f. eks. intensive eller rimede, toppede eller utoppede, og det gælder selvfølgelig også for hunnerne, fordi parringsmulighederne derved forøges. Kan man afse et lidt større beløb, vil 3 par være det mest ideelle, fordi det giver større variationsbredde, og man undgår i starten alt for megen indavl.
Første par AB og andet par CD parres sammen, men kun for et enkelt kuld,derefter splittes parrene op igen. Nu laves to nye par AD og CB. Herved forøges chancerne for at kunne lave en stamme uden at være nødt til at skulle indavle fra starten. Ungerne fra parringen AB og CD, AD og CB sættes det følgende år sammen med hinanden. Desuden sættes ungerne fra parringerne AB, CD, AD og CB på de gamle fugle for at opnå så mange ubeslægtede dyr som muligt at arbejde videre med det andet år. Sammenparringerne kan da være A x (CD), B x (AD), C x (AD), D x (CB), D x (AB), B x (CD), C x (AD), A x (CB). Fuglene i parentes er unger af førnævnte parringer.
Der er endnu et punkt, man må lægge vægt på: Når man indleder sæsonen og efterhånden føler, at resultaterne og heldet står én bi, skal man ikke lade sig forblænde af mængden af unger, man ser på pind, og endnu mindre af det økonomiske udbytte man kan opnå. Derimod skal man, når man har opnået en mængde på maksimalt 10 unger pr. par, stoppe det enkelte par. To kuld unger vil også være passende. Derved vil man ikke overbelaste forældrene.
Et andet punkt er brugen af ammefugle. Denne løsning skal kun benyttes i nødstilfælde for ikke at få stammer frem, som er afhængige af ammefugle. Ellers vil man komme i samme situation, som mange opdrættere af australske pragtfinker er kommet i, hvor det i mange tilfælde er en ren nødvendighed at besidde ammefugle for at få opdræt. Meningen med kanarieopdrættet som en sport eller hobby vil da let gå tabt.

 Posted by at 02:24
jan 182005
 

Da vi gennem den seneste tid, har fået en hel del nye medlemmer der måske ikke før har arbejdet med kanariefugle, vil jeg prøve at give en forklaring på de forskellige udtryk og betegnelser vi bruger om kanarierne, samt en lille vejledning i de mest almindelige metoder til sammensætning af fuglene som par, indkøb af fugle, udstilling mm.

Men for at lære så meget som muligt om de fugle man anskaffer og avler med, vil det være en fordel om man gennem JFKK indkøber en standard der omhandler den eller de kanarietyper man nu har anskaffet eller tænker på at anskaffe.

Farvekanarier:
Det er en meget stor gruppe hvor der er over 400 godkendte udstillingsvarianter. Kendetegnende for farvekanarierne er, at på udstillinger er det primært farve og tegning de bliver vurderet på. Når jeg nævner at der er over 400 udstillings varianter lyder det jo helt uoverskueligt, men så slemt er det heller ikke, for alle varianter kan føres tilbage til 8 hoved serier. De første 4 serier benævnes: Sort serien – Brun serien – Agat serien og Isabel serien og samlet omtales de som de klassiske farver, fordi de er grundmodellen hvorfra alle efterfølgende varianter (mutationer) er fremkommet. Alle fuglene i de 4 serier har striber på ryggen og ned langs siderne, og det er farven på striberne der bestemmer hvilken serie de tilhører, nævnt i rækkefølge er de sorte, brune, gråsorte og lysebrune. De øvrige serier er: Mosaikserien – Lipokromserien – Phæo, Satinet, Topaz og Eumo, Onyx. Farven der benævnes som bundfarven, kan for alle serier fremkomme med en Hvid – Rød – Gul farve, samt kombineres med en farvestruktur vi kalder elfenben. Alle kanarier med striber benævnes som melaninkanarier hvorimod fuglene med rene røde – gule eller hvide farver benævnes lipokromkanarier.

Figurkanarier:
Det er en meget mindre gruppe bestående af 24 forskellige typer, der igen kan opdeles i 5 undergrupper bestående af de Friserede racer – Aktions racer – Holdnings racer – Toppede racer og Tegnede racer. Kendetegnende for alle figurracer er, at det er den specielle form – holdning – tegning eller frisering der lægges vægt på når de udstilles. De senere år har der været en del opdrættere i udlandet, der prøver at udvikle nye varianter ved at sammenparre fugle fra de forskellige grupper, det har resulteret i nogle nye typer, men de er endnu ikke godkendt som selvstændige racer.

Udtrykkende:
Rim – rimet – rimlaget er betegnelsen vi bruger, når fuglene viser et hvidt lag over hele bundfarven som om de var dækket af et fint lag frostrim. Der kan selvfølgelig være store forskelle på hvor kraftigt rimlaget fremkommer, helt fra hvor det næsten dække fuglens bundfarve til en ganske svag smule der kun kan anes på gumpen eller fuglens hals. De rimede fugle har ret brede og lange fjer, jo mere rimede desto bredere og længere fjer, dermed kan det også forklares hvorfor der er den forskel mellem de rimede fugle. Hvis man tænker sig at der er en given mængde farvestof tilstede til hver fjer, vil der ved de længste fjer ikke være farvestof til at dække mere end halvdelen af fjeren, således at resten af fjeren viser et farveløst hvidt område, det synlige resultat vil være en fugl med svag bundfarve og store hvide områder. Men ved smallere og smallere fjer, vil farven kunne dække mere og mere af fjeren, til vi når helt frem til at det kan dække hele fjerens overflade og dermed fremkommer der mange forskellige grader af rim.

Intensiv:
Modpolen til rim. Det betegner at farvestoffet dækker hele fjerenes overflade så der overhovedet ikke kan anes noget hvidt i fjerdragten, en faktor der har stor indflydelse på fjerdragtens længde og dermed farven på fjerene. Da den givne mængde farve ikke skal dække så stort et område, vil den kunne dække hele fjerens overflade, og der bliver ikke nogen synlige hvide spidser og bundfarven vil stå stærkere og mere klar.

De to udtryk kan også betragtes som bund og top på en skala fra 0% til 100%, hvor rimede fugle ved 0% (hvis de findes) vil være så godt som uden farve og med meget lange løse fjer, hvorimod intensive der er i nærheden af de 100% vil være meget tyndbefjeret så man på nogle områder af kroppen kan se huden gennem fjerene, og farven vil være ren og klar.

De fugle der ligger omkring 50% er de fugle vi af og til betegner som ”hverken eller fugl” forstået på den måde at de rent udstillingsmæssigt ikke kan henregnes til hverken de rimede eller intensive serier.

Rimede og intensive fugle fremkommer ved alle kanarieracer uanset om det er farvekanarier eller figurkanarier vi arbejder med .

Normalt siger man, at der skal sammensættes avlspar af intensiv x rim eller omvendt, men her skal avleren så have en rimelig erfaring, for at opstille de rigtige kombinationer for intensiv eller ikke-intensiv avl.

Fordi intensivfaktoren arver uafhængigt, er der ingen forskel på hvem af forældrene der er intensiv eller ikke-intensiv, i begge køn vil der fødes såvel intensive som rimede fugle.

Lipokromfarve (Fedtstoffarve) (Bundfarve):
Det er den hvide – røde – eller gule farve der giver fuglene farve i deres fjerdragt. Lipokromfarven der er lig med fedtstoffarven skal fremkomme jævnt over hele fuglen.

Melanin (Pigment).
Det er det der giver kanarierne det mørke farvestof i fjerdragten. Der findes to typer melanin jeg vil omtale, eu-melanin der bl. andet giver de mørke striber vi kan se på ryggen og siderne af melaninfuglene samt phæo-melanin der fremkommer som en brun farve i fjerene og er særlig tydelig mellem ryggens striber.

Homozygot:
To ens gener. Rentarvende for den farve og type den viser i det ydre.

Heterozygot: (Split)
Fuglen har ikke ren arvegang, to uens gener, sagt på en anden måde, fuglen er split for en anden farve.

Udtryk der også bruges i denne forbindelse er, fuglens phænotype der er det vi ser på fuglen, altså fuglens synlige farve, og genotypen som er fuglens gemte farve.

Elfenbesfaktoren:
Den røde og gule lipokromfarve kan også kombineres med denne faktor, der så ved en optisk virkning ændrer øjets opfattelse af farven, så den virker væsentlig svagere.

Blåfaktoren:
En faktor der indvirker på fjerene så der fremkommer en optisk farvevirkning.

Blåfaktoren kan have stor indflydelse på det totale farvebillede, fordi den øver indflydelse både på bundfarvens renhed og på det brune phæomelanin. Den forårsager en strukturændring i de farvebestemmende fjer, således bliver den gule fedtfarve citronfarvet af ydre og det brune phæomelanin fortrænges, og der dannes istedet sorteumelanin.

Mosaikfaktoren:
Denne faktore kom ind i kanarierne, da man for at få den røde farve krydsede den lille kapuzinersisken med kanarier. Mosaikfaktoren bevirker at der fremkommer skarpt aftegnede felter enten i rødt eller gule på hoved og kroppen. Gennem de senere år er mosaik fuglene blevet meget populære typer, faktoren er efterhånden krydset ind i alle bestående serier og ikke mindst i udlandet udstilles der rigtig mange af de forskellige typer.

Pastelfaktoren:
En faktor der bevirker at de mørke melanin striber reduceres i farvestyrke.

Den dominante hvide faktor.
Hvid er ikke nogen farve, men hvidfaktorens virkning har til følge at udviklingen af karotin stagnerer, så der næsten ikke dannes nogen fedtfarve. Men alt afhængig af den tilstedeværende fedtstoffarve, vil den hvide kanarie mere eller mindre vise den nedarvede fedtfarve i form af et anslag på slagfjerene. Ligegyldig hvilken fedtfarve der parres med en dominant-hvid, vil der altid optræde hvide mellem afkommet.

På grund af den uafhængige arvegang kan man bruge såvel en hvid han som en hvid hun som partner, der vil altid fødes hvide af begge køn ved siden af de andre fedtfarver. Den hvide kanarie kan ikke avles homozygot, den vil altid være heterozygot, foruden sin hvide fjerdragt nedarver den de tilstedeværende fedtfarver. Selv om man parrer to hvide sammen, vil der stadigvæk optræde fedtfarvede fugle. Man kan fastslå, at den virksomme hvidfaktor maskerer den virkelige farvefaktor. Er den dominante hvidfaktor tilstede i dobbeltform virker den letal (dødeligt).

Den recessive hvide faktor.
Som navnet antyder arbejder vi her med en faktor der i sin virkemåde er recessiv, det vil sige at en fugl skal besidde denne faktor i dobbeltform, før den recessive farve vil fremkomme. Fuglen skal derfor arve dette anlæg fra begge forældrefugle. Ud over den recessive egenskab ved den omtalte faktor, spiller det også en rolle ved avl med disse fugle, at faktoren er uafhængigt arvende. For er begge forældrefuglene ikke split recessiv eller rene recessive, vil ingen af ungerne blive direkte recessive hvide. I de senere år er den recessive faktor avlet ind på melanin kanarierne, og på den måde er det nu også muligt at avle melanin fugle med en hvid bundfarve (sølvfugle), der ikke fremviser gult anslag på slagfjerene, dermed kan de bedre leve op til standardkravet, i modsætning til de fugle der besidder den dominante hvide faktor.

Sammensætning af avlsparrene:
Et meget omfattende emne der kan være svært at opstille faste regler for, det er jo netop herigennem vi ser forskellen på den dygtige og knap så dygtig opdrætter, når fuglene først sidder på udstillingen. Det afhænger en hel del af hvilken type man arbejder med og hvilken udstillingskrav der er til farven – holdningen – formen o.s.v. Men som sagt, almindeligvis sætter man altid en intensiv fugl sammen med en rimet, en toppet fugle med en uden top, blander ikke fugle af forskellig type og farve, f.eks lipokromfugle med melaninfugle idet resultatet vil blive brogede fugle uden værdi udstillingsmæssigt.

Intensiv x Rimet (eller omvendt) der er den almindelige sammensætning af kanarierne bruger vi fordi vi så kan forvente fugle med god størrelse og farve. På grund af de længere fjer på de rimede fugle vil det arbejde godt sammen med de intensive der har smallere og kortere fjer. Så får vi ikke fugle der virker små og tynde som vi ville få hvis vi satte to intensive sammen, eller modsat ville få fugle med en løs fjerdragt med hvide flader og svag farve hvis vi sætter to rimede fugle sammen. To fugle med top sætter vi ikke sammen for det er sjældent der kommer en god top ud af det, oftest vil den blive ringere end på forældrefuglene, en anden ulempe er at der fremkommer en letalfaktor (dødlighedsfaktor) på 25% af ungerne. Man skal ikke blande de forskellige figurkanarier eller farvekanarier med hinanden, hvis man ikke har fuldstændig styr på hvad man vil opnå. Ved farvekanarierne bruger den erfarne opdrætter af og til en anden farvetype for at forstærke eller svække bestemte egenskaber på fuglene, men det er ikke noget man bør arbejde med før der er opnået nogen erfaring og man kender til arveegenskaberne for typerne. Grunden til at man ikke skal blande lipokromfugle med melaninfugle, er at det altid vil give brogede unger der overhovedet ikke kan bruges til udstilling eller avl når vi taler om seriøs kanarieopdræt. Ved sammensætning af parrene, er det en god regel at man altid forsøger at kompenserer for en fejl ved den ene fugl med en modpart der er helt fejlfri på området. Det kan f.eks være en gloster med et lille hoved, hvor modparten så skal være en med et stort til meget stort hoved, eller er det farven der er for svag skal den anden være meget stærkt farvet.

Indkøb af fugle:
Det rigtige tidspunkt når man vil købe kanarier er efterårsmånederne, her er årets unger ovre fældningen, udvalget er stort og opdrætteren har sorteret ungerne i hanner og hunner og fravalgt unger til udstilling og til den følgende avls. I vintermånederne avler vi normalt med fuglene så da er der ingen til salg, og når vi når hen på forår og sommer er de alle i fældning og det er umuligt at vurdere fuglene.

Mit bedste råd:
Men det bedste råd jeg kan give er at møde op i regionen til de møder der afholdes, her kan man møde mere erfarne opdrættere der altid er villig til at give et godt råd eller vejledning hvis du har et problem, der er mange forskellige emner fremme på møderne du kan blive klogere af. Du kan lærer meget ved at besøge eller endnu bedre ved at deltage på udstillinger, her kan du se hvordan dine fugle er i forhold til andres fugle, og hvad der måske mangler for at du kan blive vinderen. Du kan se hvem der arbejder med den type du selv arbejder med eller eventuelt ønsker at købe, du kan se hvordan opdrætteren klarer sig på udstillingen, du kan få en snak med ham og højest sandsynlig kan du også få lov at besøge ham, så du kan se hvordan andre har indrettet fugleholdet. Og sidst men ikke mindst, læs og tænk over hvad der bliver skrevet i Racekanarien.

Mød op til regionsmøderne i din region og lær mere om vores spændende hobby.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:43
jan 182005
 

Der bliver brugt en hel del udtryk, og omtalt forskellige faktorer inden for kanarieopdræt.

Da det især er nyere opdrættere der sikkert ikke kender de forskellige vendinger og udtryk, vil jeg prøve at forklare og uddybe det.

For nylig var jeg på besøg ved en opdrætter der gennem flere år havde opdrættet kanarier i sortserien, i farverne guldgrøn, grøn, stålblå og blå. Nu havde han anskaffet sig nogle flere fugle i samme farver, men til forskel til de øvrige var de recessive og split recessive, så hvad gør han nu?.

På hans fugle i sortserien, er der en hel række faktorer og be­tegnelser man skal kende betydningen af, for at sammensætte fuglene på den rette måde.

De tilhører de klassiske farver i sortserien, arvegangen kan være kønsbundet eller uafhængigt, fuglene kan være enten homozygote eller heterozygote, der er melaninerne eumelanin og phæomelanin, gulfaktoren vi finder i bundfarven, in­tensiv og ikke intensiv faktoren, blåfak­toren, dominant, recessiv og intermediær faktorer, faktoren for hvid, alle faktorer der er direkte knyttet til de farvebe­stemmende gener eller kromosomer.

I det følgende, vil jeg gå ud fra ovenstående faktorer og udtryk som vi finder på de omtalte kanarier i sortserien, fordi fuglene indenfor denne serie, giver et bredt dækkende indblik i de forskellige faktorers virkemåde, og udtrykkene og faktorernes virkemåde kan mere eller mindre genfindes på alle kanarievariatio­nerne.

For at få det helt rigtige indblik i hvordan de forskellige faktorer arbejder med og imod hinanden, er det nødvendigt med lidt kendskab til arvelighedslæren, nu ved jeg godt at det ikke lige er et emne der interessere ret mange, men jeg skal forsøge at begrænse det mest muligt, men skal man forstå arvegangen på faktorerne er det nødvendigt at opstille det på formler.

Kromosomerne:
Her finder vi de arvebærende egenskaber. Kromoso­merne optræder parvis, man har derfor altid to kromosomer som er partnere. Kanarierne har 18 kromosomer eller rettere sagt 9 par, og det er heri vi finder generne, der er de arvedannende faktorer.

Forplantningscellerne:
Eller gameter, en gamet er en celle med det halve antal kromosomer. I stedet for de ni par findes der ni enkelte, der ved befrugtningen igen smelter sammen til et helt par, hvor den ene halvdel kommer fra faderen og den anden fra moderen. Han og hun gameterne kan skelnes fra hinanden gennem forskellen i de kønsbestemmende kromosomer, der anskueliggøres med bogstaverne x og y hvor x-kromosomet og y-kromosomet bestemmer det primære kønskendetegn. En han har to x kromosomer og en hun et x og et y kromosom der hver danner et par, y kromosomet kaldes også det tomme kromosom, idet man antager at der ikke findes faktorer på y kromosomet.

Skrevet på formelform er hannen: og hunnen:

I løbet af befrugtningen er der to muligheder, han gameten forbinder sig med hun gameten, hvor x har sit sæde, da bliver det altså en han (xx), eller han gameten kan forbinde sig med y gameten og da dannes en hun (xy).

Farvekanarierne inddeler vi i to hovedgrupper: Den pigmenterede og den upigmenterede gruppe.

Til de pigmenterede henregnes alle kanarier, hvis udseende bestemmes af melaninfarvestoffet. Tilstedeværelsen af disse mørke farvestoffer kan forekomme i den fuldstændige, maximal, eller i den svækkede, minimal tilstand.

Den fuldstændige besiddelse af melanin kan vi møde ved den grønne kanarie, den svækkede form træffer vi på hos isabel-og agat­pastel.

Til de upigmenterede fugle, som vi også kalder fedtfarven, hører de kanarier som ikke viser nogen form for melanin i sin befjering (hvid-gul-rød). Det vil dog ikke sige at fuglene mangler melanin faktoren, den er af en non-aktiv karakter og forhindres i at komme til udtryk af andre faktorer. Kun i øjet kan melanindannel­sen træde frem.

Den klassiske serie.
Til den klassiske serie henregnes den grønne, brune, agat og isabelkanarien, med hvid-gul-eller rød bundfarve. Arvegangen inden for denne gruppe er kønsbundet, hvilket vil sige at hannen videregiver sine faktorer til både sønnerne og døtrene, hunnen kun til sine sønner. Ingen af dem besidder den muterede faktor, derfor bliver udfaldet af afkommet magen til forældrene.

Den grønne kanaries farve er baseret på tre farvestoffer – sort, brun og gul.

Eumelaninet.
Det sorte eumelanin er stavformet og varierer fra dybsort til mørkebrun, og findes i hovedsagen i halen og de store vingefjer ligesom de danner flanke og rygtegningen.

Phaeomelaninet.
Det brune phaeomelanin er kugleformet og findes fordelt i hele befjeringen, den største koncentration findes dog i fjertoppene mellem bestribningen.

Sammen danner de to melaninsorter hovedfarven eller som det normalt kaldes melaninfarven. Blandet med melaninfarven har man den gule karotin-fedtfarven der kaldes bund eller bifarven. Det gule karotin består af meget små fedtkorn, deraf betegnelsen fedt­farven.

Homozygot.
Et udtryk for at fuglen er rentarvende, to ens gener.

Heterozygot.
Fuglen har ikke ren arvegang, to uens gener, sagt på en anden måde, fuglen er split for en anden farve.

Udtryk der også bruges i denne forbindelse er, fuglens phænotype der er det vi ser på fuglen, altså fuglens synlige farve, og genotypen som er fuglens gemte farve.

Blåfaktoren.
Hos enhver melanin kanarie er blåfaktoren altid tilstede i mere eller mindre grad. Man kan ved selektiv opdræt hæve, forbedre, formindske og forøge melaninens kvalitet. Således skal man ved de grønne forsøge at befæste melaninbesiddelsen, således at der opstår en maximalt effekt.

Blåfaktoren kan have stor indflydelse på det totale farvebillede, fordi den øver indflydelse både på bundfarvens renhed og på det brune phæomelanin. Den forårsager en strukturændring i de farvebestemmende fjer, således bliver den gule fedtfarve citronfarvet af ydre og det brune phæomelanin fortrænges, og der dannes istedet sorteumelanin.

Blåfaktoren kan virke i forskellige grader fra maximalt til minimalt, det er en uafhængigt arvende faktor, og dens virkning er intermediær (ufuldstændig dominans).

Opsat på formel kan vi opstille følgende:
Vi bruger her udtrykkene enkelt og dobbelt blåfaktor, og til at antyde blåfaktoren anvender vi B+ og mutationen B, det vil sige mutationen af phæomelanin til eumelanin.

Som eksempel på blåfaktorens virkning vil jeg opstille et enkelt skema hvor jeg sammensætter et par af en grøn han enkelt blåfaktor med en hun med dobbelt blåfaktor.

Det giver han og hun unger med enkelt og dobbelt blåfaktor, som vist i formel nedenfor.

Bemærk at blåfaktoren er anbragt på en særskilt delestreg, det markerer at det er en uafhængig faktor vi arbejder med. På grund af denne uafhængig blåfaktors arvegang, har 50% af såvel hanner som hunner fået den enkelte og 50% den dobbelte blåfaktor.

Den dominante hvide faktor.
Hvid er ikke nogen farve, men hvidfaktorens virkning har til følge at udviklingen af karotin stagnerer, så der næsten ikke dannes nogen fedtfarve. Men alt afhængig af den tilstedeværende fedtfarve, vil den hvide kanarie mere eller mindre vise den nedarvede fedtfarve i form af et anslag på slagfjerene. Ligegyldig hvilken fedtfarve der parres med en dominant-hvid, vil der altid optræde hvide mellem afkommet.

På grund af den uafhængige arvegang kan man bruge såvel en hvid han som en hvid hun som partner, der vil altid fødes hvide af begge køn ved siden af de andre fedtfarver. Den hvide kanarie kan ikke avles homozygot, den vil altid være heterozygot, foruden sin hvide fjerdragt nedarver den de tilstedeværende fedtfarver. Selv om man parrer to hvide sammen, vil der stadigvæk optræde fedtfarvede fugle. Man kan fastslå, at den virksomme hvidfaktor maskerer den virkelige farvefaktor. Er den dominante hvidfaktor tilstede i dobbeltform virker den letal (dødeligt).

Symbolerne man bruger til at anskueliggøre dominant-hvidfaktoren med, er CU+ og CU. CU vil sige karotin undertrykning, den undertrykker altid fedtfarvens fremtræden. På brugen af store bogstaver ved man, at CU dominerer over CU+.

Sølvfarverne. som forårsages af hvidfaktoren, opfører sig lige som den hvide farve, blot med den forskel at vi her arbejder med melaninfarverne. En sølvfugl parret ind på en passende gulfaktor fugl, vil give begge farver og på begge køn. På den ene side arbejder vi her med melaninfarvernes kønsbundne arvegang, og på den anden side den uafhængige arvegang hos den hvide og gule faktor. I nedenstående formel vil jeg anskueliggør den hvide faktors arvegang, her ved en parring mellem en blå han og en grøn hun, men resultatet er som sagt det samme ved de fire klassiske farver, og er det hvide eller blå glostere man ønsker at fremavle gælder den samme formel.

Den recessive hvide faktor.
Som navnet antyder arbejder vi her med en faktor der i sin virkemåde er recessiv, det vil sige at en fugl skal besidde denne faktor i dobbeltform, før den recessive farve vil fremkomme. Fuglen skal derfor arve dette anlæg fra begge forældrefugle. Ud over den recessive egenskab ved den omtalte faktor, spiller det også en rolle ved avl med disse fugle, at faktoren er uafhængigt arvende. For er begge forældrefuglene ikke split recessiv eller rene recessive, vil ingen af ungerne blive direkte recessive hvide. I de senere år er den recessive faktor avlet ind på melanin kanarierne, og på den måde er det nu også muligt at avle melanin fugle med en hvid bundfarve (sølvfugle), der ikke fremviser gult anslag på slagfjerene, dermed kan de bedre leve op til standardkravet, i modsætning til de fugle der besidder den dominante hvide faktor.

En recessiv (vigende) faktor der virker uafhængigt, har på grund af den vigende karakter og den frie arvelighed altid fem muligheder.

Opsat på fugle i sortserien giver det følgende:
1) Blå recessiv x Grøn.
alle ungerne bliver grønne/split recessiv.

2) Grøn/split recessiv x Grøn/split recessiv.
ud af denne parring er 25% blå recessiv, 50% grøn/split recessiv, 25% grøn.

3) Blå recessiv x Grøn/recessiv.
50% af ungerne er blå recessiv, og 50% er grøn/recessiv.

4) Grøn/recessiv x Grøn.
alle ungerne er grønne, teoretisk er halvdelen split reces­siv.

5) Blå recessiv x Blå recessiv.
alle ungerne er blå recessive.

Intensivfaktoren.
en faktor der har stor indflydelse på befjeringens længde og dermed farven på fuglen. Intensivfaktoren virker hæmmende på befjeringens vækst og giver en kortere befjering, derved kan den tilstedeværende mængde farvestof strække sig helt ud i fjertoppe­ne, farven bliver hermed betydelig dybere. Modpolen til de intensive er de ikke-intensive eller rimede. Befjeringen hos de ikke-intensive er længere, derfor strækker farvestoffet sig ikke helt ud i fjertoppene og fuglen bliver dækket af et hvidt slør hen over bundfarven.

Intensivfaktoren kan virke letal, hvor intensivfaktoren er tilstede i dobbeltform virker den dødeligt, kimcellen er ikke levedygtig. Men nu skal man ikke tro at der ikke findes variatio­ner, intensivfaktoren kan variere fra stærk intensiv til svag intensiv. En ultra stærk intensiv fugl, vil få så kort en befjering at der opstår bare pletter omkring øjnene, hvorimod en svag intensiv vil fremvise en hel del rim. Opsat på en skala fra 0 til 100% vil den ultra intensive være oppe tæt på de 100% hvorimod en fugl nær ved bunden vil være så langfjerede og overrimede at den ikke kan bruges til avl. Normalt siger man, at der skal sammensættes avlspar af intensiv x ikke-intensiv, men her skal avleren så have en rimelig erfaring, for at opstille de rigtige kombinationer for intensiv eller ikke-intensiv avl.

Fordi intensivfaktoren arver uafhængigt, er der ingen forskel på hvem af forældrene der er intensiv eller ikke-intensiv, i begge køn vil der fødes såvel intensive som ikke-intensive.

Intensifaktoren har som symbol I, den ikke-intensive, altså den umuterede intensivfaktor I+. På brugen af store bogstaver ser vi at intensivfaktoren dominerer over ikke-intensivfaktoren.

Intensiv x Intensiv
Ud af denne parring falde der både intensive og ikke-intensive unger samt unger med letalfaktoren. Den viser også at der ikke udelukkende kan avles intensive fugle, der vil altid falde ikke-intensive unger ud fra denne parring.

For opdrættere af figurfugle kan det især være intensivfaktoren de skal lægge vægt på , vi trænger til at få en bedre fjerkvali­tet og farve på mange figurfugle, og det kan denne faktor medvirke til.

Men for alle opdrættere af kanarier er det vigtigt, at man sætter sig ind i hvilken krav og muligheder der findes, inden for den farve eller figurtype man arbejder med.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:58