dec 092010
 

Toppede – racer

Toppen er egentlig det eneste tydelige fænomen der er opstået gennem en mutation ved figurkanarierne.
Alle andre former for afvigelser ved figurkanarierne er sandsynligvis et resultat af selektion. Muligvis er det i nogle tilfælde en mutation der har dannet grundlaget for en races opståen. Men det fremgår ikke tydeligt på racen, dermed kan det ikke længere afgøres med sikkerhed.
I de fleste tilfælde vil det derimod være selektering, ofte ubevidst, der har medført fremkomsten af en ny figurkanarie race
I naturen findes flere fuglearter der er udstyret med en top af en eller anden form. Men da der på den oprindelige vilde kanarie ikke findes nogen form for top, må faktoren for top på kanarier være en ægte synlig mutation.
Specielt i England har opdræt af toppede kanarier altid været en vigtig del af opdrættet. Man er ret sikker på at Lancashire er den ældste form for toppede kanarier. Denne fugl blev tidligere omtalt som Manchester, og må betragtes som stamfaderen til alle toppede figurkanarier. Sandsynligvis har denne Manchester ikke haft meget tilfældes med de fugle vi nu betegner som Lancashire. På gamle tegninger er der vist en fugl med en vældig top. Den kunne man betragte som en mellemform mellem Lancashire og Norwich, men mellem den gamle og de nuværende toppede fugle er der en meget stor forskel.
Med de toppede kanarier arbejder vi altid med to forskellige typer, nemlig den toppede og den glathovedet form. Det er almindeligt anerkendt, at man i avlen ikke må parre to toppede indebyrdes. Det frarådes på grund af de uheldige bivirkninger i denne sammensætning, i første række letalfaktoren, hvor man teoretisk regner med at der vil fremkomme 25 % dødfødte unger. I praksis er det dog ikke noget
opdrætteren bemærker, han vil blot registrere det som en unge der er død i ægget. En helt anden grund til ikke at sammensætte parrene med to toppede fugle, er at de unger der falder ud af denne sammensætning, ofte er af en meget dårlig kvalitet. Misdannede, spaltede, ufuldstændige og forkert placerede toppe kan være resultatet af denne parring.
Af den grund, vil det altid være nødvendigt med en glathovedet partner til den toppede fugl. Denne glathovedet fugl skal altid være tilpasset således, at den har en god hovedform der kan danne basis for toppen. Issen på den glathovedet partener, skal være bred nok til at sikre en god runding på toppen. Da de fleste toppede fugle også skal have en smukt hvælvet top, skal den glathovedet også have en høj afrundet isse for at give en god basis for toppen.
Indenfor de toppede racer er de glathovede fugle egentlig et fuldstændigt underordnet produkt, men er nu engang en uundgåelig følge af den toppede faktor. I praksis er det imidlertid ofte således, at indenfor nogle racer er de glathovedet de mest almindelige. På udstillingerne ser man normalt dobbelt så mange glathovedet fugle som fugle med top.
Også inden for de toppede racer kan der fremkomme problemer med lumps, specielt ved Crested – Crestbred, der af natur har de meget lange og brede fjer kan det let opstå. Det kan man prøve at undgå ved aldrig at avle med fugle der har eller viser tendens til lumps. Udstilles fugle der har lumps vil det medfører diskvalifikation.
De toppede racer er, bortset fra Tysk toppet, af Engelsk oprindelse, som normalen er for de Engelske racer er det rolige og tillidsfulde fugle. Det betyder så, at det er forholdsvis lettere at lære fuglene en god udstillingsholdning, de behøver nødvendigvis ikke så megen burtræning som de sky og nervøse racer.

 Posted by at 02:23
dec 092010
 

Frisé – racer

De krøllede fjer giver fuglene et mærkeligt udseende, så meget endog, at det ofte hænder at folk der ikke kender disse fugle, spørger om de er syge. Men det modsatte er derimod tilfældet, idet den overdådige frisure på fjerene beviser at der er en fremragende kondition på fuglene.
Hvordan frisé kanarierne er opstået, er der mange forskellige meninger om. Det eneste punkt hvor man er nogenlunde enige, er om tidspunktet hvor de første fugle fremkom med krøllede fjer. Det er man nogenlunde sikker på var omkring år 1800.

Flere lande er nævnt som stedet hvor udviklingen af de første frisé kanarier fandt sted. Lande som Spanien, Frankrig, Belgien og Holland. I alle de forskellige optegnelser, hvor oprindelsen til frisé kanarier omtales, er Holland et af de lande der ofte nævnes. Ud fra det må man formode at Holland omkring år 1800, har leveret et vigtigt bidrag til at frisé kanarierne fremkom. Udtrykket “Hollænder” var tidligere et internationalt begreb i sammenhæng med frisé kanarierne. Her kan nævnes navne som Serin-Hollan-dais, Hollandais-Roubaisien, Wiener-Hollænder o.s.v. I den forbindelse skal vi være opmærksom på, at specielt det sydlige Holland i tidligere tid, var et af de vigtigste områder for frisé kanarier. Et andet betydelig område for udviklingen af frisé kanarier var i nord Frankrig omkring byerne Roubaix og Lille samt i landdistriktet Picardie.
Sandsynligvis er Roubaix frisé den race hvorfra alle senere frisé kanarier er opstået. Selvom der ikke længere eksisterer en eksakt standardbeskrivelse for denne Robeke-frisé, så kan vi dog danne os et indtryk af racen, ud fra nogle ganske få gamle afbildninger der endnu eksisterer af denne fugl. Det har været en fugl der hvad angår størrelse cirka har været af samme størrelse som de nuværende Hollandske frisé racer. Holdningen har været let bøjet, med ret lange ben. Befjeringen så også nogenlunde ud som vi ser ved de nuværende frisé racer, men dog med enkelte kendetegn så som hanefjer og roset der kan genfindes på Pariser frisé.
Som flere andre af de gamle racer er stamfaderen til frisé kanarierne uddød. En anden frisé race der er uddød er Wiener-Hollænder, selvom nogle sætter spørgsmålstegn ved om den kan betragtes som en selvstændig race. Omkring år 1900, begyndte Østrigste opdrættere et forsøg med at fremavle deres egen nationale frisé kanarie. Gennem flere år, forsøgte man at fremavle en frisé fugl, der viste tydelige afvigelser til de øvrige frisé fugle. Men det lykkedes ikke rigtigt, og efterhånden hørte man ikke mere til den så racen nu er helt glemt.
En race der tydeligt ligner Pariser-frise, og egentlig også er en og samme fugl, er den Brasilianske-frisé. Den er noget større og krøllerne er meget kraftigt udviklet, men det skyldes tildels de varme himmelstrøg. Frisé fugle der opvokser under et varmere klima, vil udvikle større krøller end vi kan forvente her i det kolde Nord. Derfor må vi betragte denne Sydamerikanske frisé kanarie som en større udgave af Pariser frisé.
Frisé kanarierne opdeler vi i to grupper. De kraftige og de let friserede racer. Med de kraftige friserede menes der de fugle der har frisure over hele kroppen. Til denne gruppe hører Pariser-frise og Paduaner. De let friserede har tre grupper af frisurer, nemlig på brystet, ryggen og flankerne. I denne gruppe finder vi Nordholland-sk-frisé, Sydhollandsk-frisé, Schweizisk-frisé, Fiorino, Gibber Italicus og Giboso Espagnola.
På grund af den åbne og tynde fjerdragt er frisé racerne ret sarte fugle der ikke tåler kulde og fugt. Fuglene er generelt ikke så gode avls-fugle, de er af natur ret sky og nervøse.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 01:53
dec 092010
 

Form-racer

Gruppen form-racer omfatter hovedsageligt Engelske figurkanarier, kun Berner kanarien og den Spanske Raza Espagnola danner en undtagelse. De Engelske fugle har almindeligvis en ret kompakt kropsbygning. Befjeringen på de Engelske figurkanarier er forholdsvis lang og tæt med en silkeagtig blødhed, de har kraftige-tætte underdun der giver fylde på fuglen. Befjeringen skal ligge glat og tæt ind til kroppen uden antydning af krøller, altså lige modsat frisé racerne der skal have så meget krøl som muligt. Det til trods for, at de Engelske racer har flere fjer end frisé kanarierne. Den enorme mængde fjer og de tætte underdun på form-racerne, er primært det der frembringer form og fylde på fuglene. Inden for figurkanarierne ser vi hyppigt at det er fjerdragten der skaber fuglen. Ser vi på kroppen uden fjer inden for de forskellige racer, er der i virkeligheden ikke stor forskel på størrelsen. Men med fjer kan der være en enorm forskel i form og størrelse mellem den gode og dårlige fugl. Den enorme tætte og bløde fjerdragt, kan nogle gange give anledning til problemer ved formracerne. Specielt ved Norwich, der har meget lange, brede og bløde fjer, kan der nogle gange fremkomme fjerbylde (lumps) der kan være en sand plage for både fugle og opdrætteren. Disse fjercyster består oftest af en mængde fjer der fremvokser under huden. Årsagen er sandsynligvis, at der er fremkommet en beskadigelse af fjersækken hvor fjerene skal trænge igennem, den kan derved ikke trænge igennem på den normale måde. Da lumps oftest fremkommer på rimede fugle med meget lang befjering, kan man delvis modvirke det ved også at bruge de intensive fugle i avlen. Da hovedårsagen til lumps, er de lange-brede og bløde fjer, vil man ved at bruge intensive fugle få kortere-smallere fjer, der bedre kan trænge igennem fjersækken. Der er så samtidig den sidegevinst, at med den lidt kortere fjerdragt, undgår man måske at fuglen får et fratræk på udstillingen, fordi fjerdragten er løs og pjusket. Når man ofte har brugt at parre rim x rim har det været for at bibeholde form og fylde på fuglene. Men ser vi på de Engelske opdrættere, kan der udemærket skabes vinderfugle ud fra parringer, hvor der har været brugt intensive fugle sammen med de rimede. På de største Engelske udstillinger, har jeg set intensive fugle som vindere både ved Norwich, Yorkshire, Bordere og Fife. Englænderne lægger utroligt meget vægt på befjeringen. Har man først en gang, haft en Engelsk fugl i hånden med en fjerdragt så blød som silke, har man virkelig mærket hvad der menes med en god befjering. På udstillingen vil fugle med en let intensiv stram og glansfuld fjerdragt, have den fordel at de bedre kan fremvise kropsformen. Det i modsætning til de mange løsbefjerede kraftigt rimede fugle der ofte fremkommer i formracerne. De fleste Engelske form-racer er normalt rolige og tillidsfulde fugle. De kræver ikke så intensiv træning som frisé og aktions racerne, for at præsentere sig godt på udstillingerne. Men det bør dog være et minimums krav at fuglene lærer udstillingsburene at kende før de udstilles. Selv de bedste fugle kan blive bedre til at præsentere kvaliteterne, når de gennem målrettet træning har lært at præsentere sig i buret. Med den uro og stress de oplever på udstillingen, er det vigtigt at de føler sig trygge i burene. Berner og Raza Espagnola der er de eneste kontinentale racer i denne gruppe, adskiller sig fra resten af gruppen. De har ikke den tykke bløde fjerdragt og er heller ikke så rolige og tillidsfulde fugle.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 01:51
dec 082010
 


Figurkanarier er ligeledes en omfattende gruppe. Der lægges her vægt på befjering, form, størrelse og holdning, hvorimod farven spiller en underordnet rolle. Geografisk opdeles racerne i grove træk i engelske og kontinentale racer. Til de engelske racer hører Border Fancy, Fife Fancy, Gloster Fancy, Norwich, Yorkshire, Lancashire, Crested og Scotch Fancy.

En race kaldet Lizard er også engelsk, men i modsætning til alle de øvrige racerlægges her udelukkende vægt på farven. Alligevel henregnes den til figurkanarierne på grund af racens stabile form og helt særegne farve, som intet har med normale farvekanarier at gøre. Dens aftegninger ligner rækker af perlekæder, og på hovedet har den en gul plet som en kongekrone.

Scotch Fancy hører som nævnt også til de engelske racer, men har fundet sin renæssance på kontinentet.
Til de kontinentale typer henregnes Bossu, Berner, Munchener, Raza Espagnola. For disses vedkommende spiller form og holdning en væsentlig rolle. Pariser Frisé (Pariser trompeter), Nordhollandsk Frisé (Nordhollænderen), Sydhollandsk Frisé (Sydhollænderen), Schweizisk Frisé, Toppet Paduaner, Milano Frisé (Milanese-ren) og Gibber Italicus er alle krøllede figurkanarier. Tysktoppet betegnes som en toppet farvekanarie. Fra Japan kommer Japan Hoso, som er beslægtet med Scotch Fancy, altså en po-siturkanarie, hvor der lægges vægt på holdningen. Derudover findes en frisé i Japan – Makigen. Racen er ganske ny i Europa.

Man må forvente, at der også i fremtiden vil dukke nye racer op, idet der flere steder i Europa eksperimenteres med at skabe nyheder. Det tager imidlertid adskillige år, før man får etableret en ny race, så den arvemæssigt opnår en rimelig stabilitet. I starten vil kun ganske få fugle leve op til de opstillede standardkrav. Fra opdrætterens side kræves altså en høj grad af idealisme.

Kropsbygning

En mere logisk inddeling vil være inddelingen efter kropsbygning. Border Fancy og Fife Fancy er egentlig én og samme race, hvor Borderen skal have en størrelse på 14-15 cm, mens Fifen ligger på 11-12 cm. De har begge en rund krop i lighed med en pære og et lille rundt hoved. Norwichen er den kraftigste af alle kanarier med en fyldig, rund krop og et stærkt rundt og bredt hoved. Glosteren er en toppet kanarie. I formen er den kort, rund og kompakt; hoved og hals går direkte over i kroppen uden synlig overgang. Fuglen er en lille fugl på ca. 12 cm. Dens modstykke findes i Crested, som også er toppet, men har en længde på 16-17 cm med en langstrakt krop og en forholdsvis løs befjering. Lancashiren er ligeledes en toppet kanarie, hvis form i grove træk minder om Yorkshiren. Dens længde når helt op omkring 22 cm for en ideal fugl og er dermed den længste kanarie, man kender. „The gentleman” inden for kanarierne er Yorkshiren med sin lodrette, statelige holdning og lange, tynde krop, som i form minder om en gulerod. På grund af den specielle holdning kunne denne race med rette henregnes til en gruppe af kanarier med holdningen som det væsentlige punkt.

Frisé

Alle de nævnte frise-racer er kanarier med en specielt krøllet befjering. Der er fastlagt særlige retningslinier for krøllernes placering og størrelse, samt den måde de drejer ud fra kroppen på. Derudover varierer racerne i størrelse og holdning med Gibber Italicus og Sydhollandsk Frisé og Schweizisk Frisé som positurfugle.

Positur

Scotch Fancy, Bossu, Japan Hoso, Sydhollandsk Frisé, Gibber Italicus og Schweizisk Frisé er alle racer, som indtager en helt speciel holdning – positur -vinkelmæssigt i forhold til pinden! Holdningen minder om „halvmåner” eller ‘syvtaller’. Det kaldes, at de er i aktion eller arbejder, når de indtager denne holdning, fordi denne særlige positur kun indtages over et kortere tidsrum.
Både Amerika og Irland har deres egne racer. Den irske kanarie minder om Borderen, og det samme gør sig gældende for den amerikanske race. Men denne race skulle også kunne synge i retning af en Harzer. Racerne er imidlertid kun kendt i deres hjemlande.

 Posted by at 23:55
dec 082010
 

I gruppen aktionsfugle finder vi kun de fire racer: Belgisk Bossu, Scotch Fancy, Japan Hoso og Munchner.

Det lyder måske forkert, fordi der mellem frisé racerne også findes fugle, for hvem holdningen er en meget vigtig del af fuglens fremtoning. Men disse fugle har derudover andre vigtige punkter der er specifikke for netop den race.
For aktionsracerne er det næsten udelukkende holdningen der er det vigtigste kendetegn for racen. Det betyder at det er ret vanskelige udstillingsfugle, hvor der kan være store point forskelle fra udstilling til udstilling.
Uanset at kropsform, størrelse og befjering er vigtige punkter ved bedømmelsen, er det holdningen der er udslagsgivende for hele fuglens kvalitet. Fremkommer denne holdning ikke på “kommando” når den sættes på bordet for bedømmelse, kan den, uanset hvor god den er henne på reolen, ikke opnå de rigtige point. Netop fordi holdningen er så vigtigt et punkt, er følgerne af en utrænet urolig fugl eller hvis den har en dårlig dag, ret vidtrækkende for den samlede bedømmelse.

Der kan være flere årsager til, at aktions racerne ikke vil eller kan vise en ideal holdning på udstillingerne. Opdrætteren har ikke givet den tilstrækkeligt træning, fuglen har ikke anlæg for at vise den optimale holdning, fuglen er stresset og træt fordi den har været på få mange udstillinger, fuglen har opholdt sig i udstillingsburet for længe både før og mellem udstillingerne.
Det er meget vigtigt at fuglene far den nødvendige ro og hvile mellem udstillingerne. De må ikke opholde sig i udstillingsburene for længe af gangen, der skal veksles med ophold i yngleburene så de kan bade og pleje fjerdragten. De skal samtidig have en god alsidig foderblanding der kan vedligeholde konditionen.
Alle fire grupper inden for aktions-racerne er ret slanke fugle. På grund af den fine kropsbygning kan det virke som om det er svage og sarte fugle. Men det er ikke tilfældet, med den rigtige pleje og omsorg, er de fuldt ud lige så robuste fugle som andre figurkanarier.
Men vi skal selvfølgelig huske på, at det er tyndtbefjerede kulturfugle, hvorfor vores klima om efterår / vinter med kulde og fugt, ikke er de rigtige omgivelser for fuglene. I denne periode vil de bedste omgivelser være let opvarmede rum uden fugt og træk. Nu er det jo normalt her i Danmark, at vi yngler med fuglene i denne periode. Dermed vil fuglene også opholder sig i ynglerummene hvor vi har varme på, og vi undgår på den måde problemerne.
Træningen af aktions-racerne er som skrevet før, meget afgørende for succes eller fiasko på udstillingen.
Det vil oftest give problemer hvis de unge fugle kommer i store volierer, hvor de ikke kommer i tæt kontakt med opdrætteren. De bliver meget vilde og sky og er næsten ikke til at få så rolige, at de kan trænes i udstillingsburet. Det bedste vil være at placere dem i små flyvebure i mindre grupper, så vil de under fodringen blive vænnet til at man kommer helt tæt på dem.
Når ungerne er ovre fældningen kan man så småt begynde på træningen. Der hænges udstillings-bure op på flyveburet så ungerne selv kan vælge hvornår de vil gå derud. Når ungerne kender buret, kan man så lade ungerne prøve at være i buret i længere tid, indimellem skal man flytte buret så fuglen også lærer at blive flyttet rundt med. Når man træner med fuglene, kan burene hænges op i kroge så de kommer op i øjenhøjde. Hvis man nu banker let under bundet af buret, vil fuglen lære at gå i aktion på “kommando” når den hører en bankelyd. Når den senere kommer på udstilling, vil det være samme teknik dommeren bruge under bedømmelsen.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:23
dec 062010
 

Tegnede – racer

Vi kan roligt gå ud fra at Lizarden er den ældste nulevende kanarierace.
En rigtig forklaring på hvordan Lizard racen er fremavlet er aldrig opklaret, og det vil nok heller aldrig blive opklaret, men vi ved at de første Lizarder blev opdrættet i Frankrig tilbage i 1600 tallet.
I den sidste halvdel af det 1600 århundrede, blev fuglene medbragt til England af Flamske vævere, de måtte flygte fra hjemlandet på grund af forfølgelse fra de Spanske besættelsestropper.
De Engelske opdrættere tog racen til sig og renavlede den for alle uønskede faktorer, og det er takke være dem, trods verdenskrige og anden modgang, at vi stadig har denne prægtige race. Først i dette århundrede var Lizard kanarien ikke særlig talrig, så den første verdenskrig var tæt på at udrydde racen, i mellemkrigsårene kunne man tælle Lizard opdrættere i England på en hånd.
Efter anden verdenskrig hvor antallet var yderlig reduceret, var der heldigvis nogle få forudseende opdrættere, der stiftede den Engelske Lizard forbund, med det primære formål at redde Lizard kanarien fra undergang. Ved at kontakte alle kendte opdrættere i ind og udland, lykkedes det at fremskaffe cirka 30 ynglepar, ved omhyggelig avl lykkedes det at reddede racen fra at uddø. Nu næsten 60 år efter er Lizarden en populær og værdsat race over hele verden.
Det der adskiller Lizarden fra alle andre kanarieracer er dens stribetegning. De skal fremkomme i form af en skæltegning i regelmæssige striber ned over ryg – bryst og flanker. Dertil har den som kronen på værket den såkaldte “cap”, der fra næbroden skal strække sig hen over issen og om til nakken. Farven skal være stærk lysegul eller høj gul, således der fremkommer en stærk kontrastfarve til kroppens mere grøngule farve. Denne skæltegning har givet navnet på fuglen idet Lizard er det Engelske navn for firben.
Som ved alle andre kanarieracer fremkommer Lizard kanarien i to varianter: intensiv og rimet. Her kalder vi den intensive variant for Guld Lizard og den ikke intensive (rimet) for Sølv Lizard. Indenfor guld og sølv underopdeler vi hver gruppe i tre undergrupper.

1.Fuld cap: Idealet er en skarp agrænset elipseformet parti, der fra næbroden skal trække sig hen over øjnene og om til baghovedet. Hele cappen skal være uden antydning af sort melanin.

2.Brudt cap: Idealet er samme form og afgrænsninger som ved den fulde cap, men med en melaninfarvet rund plet midt på cappen, ca 5 til 8 cm i diameter, helt omkranset af cappens gule farve.

3. Uden cap: Idealet er en fugl helt uden antydning af cap, men til gengæld skal der fremkomme en fin stribetegning med små skæl. Tegningen skal begynde helt fremme ved næbroden, og strække sig hen over issen for at gå over i ryggens stribetegning.

I avlen sammensætter man normalt guldfugle med sølvfugle, eller med andre ord intensiv med rimet som normalt for alle andre racer. Da fugle med fuld cap er de mest eftertragtede, skulle man tro, at blot man sammensatte fugle med fuld cap ville det give mange unger med fuld cap. Men sådan går det ikke i praksis, for arveligheden for cap (brogethed) er en uafhængig arvende faktor man ikke kan styre. Det kan også give unger med alvorlige fejl, hvor cappen bliver så lang at den når langt ned i nakken eller går ned under øjnene.
Derfor vil man normal sammenparre fuglene, så kun den ene part er med fuld cap og den anden med brudt cap eller uden cap. Men da anlæg for cap arver uafhængig, kan der stadig falde unger med fuld cap, selvom begge forældre er fugle med brudt cap eller ingen cap.

 Posted by at 00:29
jan 192005
 

Italiensk kritik af konservative engelske holdninger

(Billede viser: øverst – gældende engelsk standard, i midten – den nu forladte italienske standard og nederst – den nye italienske standard med 1 cm mindre fugle.)

Ved en nyskrivning af den italienske standard for figurkanarier har man især haft vanskeligheder med Gloster-kanarien. Salvo Affronti skriver: “De største vanskeligheder hidrører fra Gloster af mangfoldige og vigtige årsager, l første række fordi Gloster-kanarien med sine tre kategorier Consort, Corona og Intensiv, med klare forskelle mellem hanner og hunner, med dens brede rundhed i forhold til så kort en længde, er den mest komplicerede kanariefugl at fremavle og derfor den vanskeligste at præsentere i en standards knappe linier eller i en forklarende tegnings få streger.
Hvis vi til alt dette tilføjer, at England, Glosterens fædreland, – uagtet den faktiske udvikling i racen – er forblevet forankret i den nu klassiske men afgjort forældede standard-tegning, hvorfor der i oprindelseslandet har har manglet udgangspunkt nyttige for en teknisk ajour-føring af racen.”
Salvo Affronti nævner, at Gloster-kanarien er den i videst omfang opdrættede kanarie i Italien, hvilket gør opgaven med en standard endnu sværere. Han nævner så, at det vanskeligste spørgsmål er størrelsen, bl.a. “fordi den britiske repræsentant i C.O.M. fornylig i et møde mellem tekniske repræsentanter under C.O.M. udelukkende har krævet og opnået en formindskelse af Glosterens længde med en halv cm – og intet andet!”

(Den af Affronti nævnte forhandling har sikkert været C.O.M.’s sommertræf, hvor repræsentanter fra de forskellige racers oprindelseslande havde mulighed for at gøre krav på ændringer til C.O.M.’s nye standard, hvori Glosteren ganske rigtigt er anført med en størrelse på kun 11 cm! Den officielle leder af den britiske repræsentation er Simon Tammam, Dorset.)
Affronti omtaler derpå de besværligheder, denne formindskelse på ½ cm har givet den italienske kommission for standard-ændringer. Man mener, at en begrænsning af størrelsen vil medføre en formindsket bredde af såvel ryg, bryst som hoved, ligesom vingerne ikke kan være sluttede, fordi der mangler en understøttelse fra en fyldig bagkrop. “Kort sagt,” skriver Affronti, “man kan med rette frygte et teknisk forfald af racen på grund af en vilkårlig formindskelse!”
Den italienske tegner har haft travlt med flere udkast, som skal afbilde en realistisk Gloster i formindsket størrelse men med fyldig og harmonisk volumen. l den medfølgende tekst har det for italienerne været vigtigt at ligestille de tre discipliner krop, hoved (corona) og størrelse hvad points angår. Man vil berolige opdrætterne med, at fugle, som blot nærmer sig idealstørrelsen, ikke vil få pointstab.

OM I.G.B.A.S HOLDNING:
Så vidt Affrontis artikel. Den internationale engelske Glosterklub udgiver som alle engelske specialklubber en “handbook” -endda to gange årligt. Besynderligt nok kan man i bogen ikke finde nogen standardtegning, men indtil ca. 1990 havde man på forsiden et billede af corona+consort i et træ meget lignende den accepterede standard-tegning. Siden har man imidlertid skiftet denne tegning ud med skiftevis en bredere Corona og en Consort. Betyder det mon, at man også i England fornemmer, at den “hellige” tegning ikke længere slår til?
Sammenligner man de to tegninger med de italienske, er forskellen slet ikke så stor. (Se næste side)
Vi er så heldige i år at have Tony Southern som vor dommer. Han indtager en central post i IGBA, og jeg vil søge at få en svar-artikel fra ham.


l den danske standard anvendes de engelske tegninger samt en størrelsesangivelse på 11,5 cm. Reelt vil alle vindende Gloster-kanarier have en størrelse på 13 cm, for ellers kan man ikke få en fylde og bredde i krop og hoved – de to væsentligste Gloster-kvaliteter. Små fugle på 11½ til 12 cm vil være spinkle og vil blive afvist af enhver dommer. Det er derfor besynderligt, at den engelske C.O.M.-komité har villet tvinge C.O.M. til i den nyudgivne standard at anføre 11 cm som idealet.
Jeg har i hvert fald stof til en drøftelse på næste DKK-dommermøde med et muligt forslag til ændring af den danske standard. Men lad os nu lige afvente Tonys svar i december-bladet.

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Dansk Kanarie Opdrætter Klub; Årgang 2002; Oktober; Nr.5

 Posted by at 23:50
jan 182005
 

Fra 1980 til 1985 var årene hvor udviklingen af denne race fandt sted i Tyskland.
I 1986 blev de første Rheinlænder udstillet i Tyskland.
Ideen for opdrætterne bag udviklingen af denne race, var at fremavle en miniatureform af Lancashire.
Det første navn racen blev kendt under var Eurasier, det fremkom ud fra de racer der dannede grundlag for arbejdet med denne mini fugl.
Racerne der indgik var Gloster og Japan Hoso, deraf navnet (Europa = Gloster, Asien = Japan Hoso ). Senere ændrede man så navnet til Rheinlænder.
Det vigtigste ved denne mini race er størrelsen der maximalt må være 12 cm. Kroppen skal være slank og sirligt med let rundet bryst og ryg.
Toppen skal være hesteskoformet, hvilket vil sige at den bag på hovedet skal forløbe jævnt over i nakkens befjering. Foran skal toppen hænge ned over næb og øjne. Det skal tilstræbes at toppens farve følger den øvrige farve på kroppen.
Som ved alle de øvrige toppede racer finder vi også her fugle med og uden top. Ved fuglene uden top skal hovedet være let affladiget med tydelige øjenbryn.
Holdningen er opret, let bøjet. Befjeringen skal være glat og ligge tæt ind til kroppen. Halen smal med en let V-form. Benene skal stå i forhold til kroppen med synlige lår.
Avlsmæssigt vil den være lettere at have med at gøre end sit forbillede Lancashiren. Den er en meget mindre fugl og vil stadig have mange af de arvelige gener fra Gloster Fancy og Japan Hoso, begge racer der er kendt som villige avlsfugle der er gode til at opmade ungerne.
Racen er endnu ikke godkendt af C .O. M og dermed heller ikke i Danmark.
l Tyskland findes der nu flere opdrættere der arbejder seriøst med racen, på de større Tyske udstillinger kan man nu se den udstillet i et rimligt antal.
Jeg har et par gange set Rheinlænder kanarien udstillet på C.O.M. verdensudstillinger, hvor de Tyske opdrættere viste en del fugle. Samtidig havde de en beskrivelse over hvorledes racen var fremavlet, og en foreløbig standard beskrivelse af fuglen. For at blive godkendt af C.O.M kræves der, at det er det Tyske forbund der indstiller racen til godkendelse. Dertil skal den udstilles på verdensudstillingerne i et pænt antal flere gange og der skal være udarbejdet en standard for racen.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:15
jan 182005
 

Irish Fancy var oprindeligt en almindelig sangkanarie.
Irish Fancy har stadig i dag en del tilfældes med Harzer kanarien og det gamle navn for racen var da også Irish – roller – Canary.
Fuglen er lidt slankere end Harzer sangkanarien, men på sangen kan man tydeligt høre at der er nære familiebånd til sangkanarierne.
I greveskabet Wexford begyndte man at lægge mere vægt på, at der ud over sangen, også skulle være mere form på kroppen. Ganske langsom fremkom så denne figurkanarie vi nu kender som Irish Fancy.
I 1975 fremkom den første standard.
De karakteristiske kendetegn der adskiller denne race fra Harzer sangkanarien er hovedet der skal være smalt og slangeagtigt med et lille næb.
Kroppen er også ret smal med en skulderbrede omkring 3 cm spidsende ned mod halen. Der skal være en tydelig halsindsnævring.
Halen kort og smal og forløbe i forlængelse af kroppen, vingerne tæt samlet uden at krydse. Benene af middellængde med synlige lår. Glat og tyk fjerdragt der ligger godt ind til kroppen. Størrelsen mellem 12,5 til 13 cm.
På “National” i Birmingham har jeg flere gange betragtet racen. Her bliver den normalt udstillet i et pænt antal i de forskellige Engelske klasser. Selvom vi i Danmark anerkender den i alle farver, har jeg kun set den udstillet i gul og gulbroget.
Hvis jeg ikke på forhånd havde læst i kataloget at det var Irish Fancy, ville jeg havde troet at det var Harzer kanarier der var udstillet. Dermed mener jeg, at det er en race der stadig mangler noget, for at vise deres egne helt specifikke kendetegn, der klart adskiller den som en selvstændig race.
Som avlsfugl er den ikke vanskelig, med den rigtige pasning og pleje kommer den nemt i ynglekondition. Den har gode yngleinstinkter der viser sig ved at den er en god opmader der passer ungerne godt.
På grund af disse egenskaber er det en race der er i fremgang, ikke alene i Skotland og England, men også i Holland – Tyskland er der nu en del opdrættere der seriøst arbejder med racen. Så med den interesse kan det kun være et spørgsmål om tid, før den også bliver opdrættet i Danmark.
Da det først er inden for de senere år den har vundet fodfæste på kontinentet, er den endnu ikke anerkendt af C.O.M og dermed heller ikke i Danmark.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:13
jan 182005
 

Melado Tinerfeno har dannet basis for udviklingen af den Spanske race Giboso.
Selvom denne kanarie race har været opdrættet på Tenerife siden 1875, er det først i slutningen af firserne, de første omtaler og beskrivelser af racen fremkommer inden for figur-kanarieverdenen.
Det er en ret stor Frisé kanarie der i model ligger ret tæt på Giboso Espagnol, men dog med noget mere befjering.
Avlsmæssigt er den lige så vanskelig som Giboso og er nok ikke en race man bør avle så langt mod Nord.
Det er en ret stor frisékanarie der i model ligger tæt op af Giboso, men på alle områder har den noget kraftigere fjerdragt.
Holdningen skal have form som et 1-tal, men hoved og hals skal ikke holdes så lavt som ved Giboso. Halsen skal være meget lang (5 cm) for at fuglen kan indtage den rigtige holdning. Ryg og hale skal danne en ret linie herunder må halen ikke berøre siddepinden.
Brystet skal være ret bredt (omkring 4 cm) med ret korte krøllede fjer, brystbenet skal næsten være synligt i hele sin længde.
Den øvrige krøllede befjering skal være godt udviklet således at næsten hele ryggen er dækket af krølfjer. Hoved, hals og underkrop skal være glatbefjeret.
Denne sjældne race er endnu ikke er godkendt af C.O.M. og dermed heller ikke i Danmark.
Fugle med så ekstrem tynd befjering, som vi finder ved Gibber Italicus, Giboso Espagnola og Melado Tinerfeno, kræver særlig hensyn så de ikke udsættes for træk og kulde. Der er næsten ikke underdun på fuglene og de åbne krøllede fjer yder ikke megen beskyttelse, derfor afkøles de meget nemt.
Det kan bl. andet være et stort problem ved alle de friserede racer, hvis der er for koldt i et udstillingslokale. Når fuglene prøver at holde varmen trækker de fjerene sammen om kroppen, det bevirker så at den krøllede fjerdragt forsvinder mere eller mindre.
Avlsmæssigt er det en meget vanskelig race der kræver en hel del erfaring med opdræt af kanarier. Fuglene er ret nervøse og urolige og er bl.andet på grund af de stive ben ikke gode opmadere. Det er vigtigt at der er ret brede pinde i burene så fuglene kan få et godt greb om pinden, er de for tynde vil fuglene have svært ved at holde balancen og må uafbrudt baske med vingerne for ikke at falde bagover.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:12
jan 182005
 

Mehringer er en krydsning ud fra Pariser Frise, Farvekanarier, Glostere og Nordhollandsk Frisé.
Mehringer er en mini Pariser Frisé, der i 1989 for første gang blev udstillet på de Tyske udstillinger.
Den blev i årene fra 1983 til 1989 udviklet af en Tysk opdrætter der bor i Mehringen.
Racen der bliver mere og mere populær blandt opdrættere i Tyskland, er endnu ikke godkendt under C.O.M.
Det vigtigste punkt er størrelsen så der bliver en helt tydelig forskel til Pariser Frisé.
Bortset fra størrelsen skal den ligne Pariser Frisé på alle øvrige punkter.
Rygkrøllerne skal fra en lige midterlinie falde symmetriske til begge sider ud over vingerne. På den nederste del af ryggen skal de krøllede fjer danne en roset.
Brystets krøllede fjer skal være veludviklet og fra begge sider af brystet skal de krølle ind mod hinanden og mødes midt for brystet hvor de skal danne en tæt helhed. På bugen skal der også fremkomme små krøllede fjer.
Flankekrøllerne (finnerne) skal fremvokse symmetriske fra begge flanker, de skal være godt udviklede og bøje helt op om vingerne.
Hovedet skal være bred og kraftig med en god krøllet befjering, på kinder tydelige bakkenbarder og omkring halsen en række opretvoksende fjer der danner en krave.
Halen bred men samlet, der skal være tydelige hanefjer, lårene godt befjeret. Der skal være tydelige tendenser til proptrækkemegle.
Avlsmæssigt vil det største problem med de nye racer nok være om man kan fastholde racepræget. Det vil sige en tro mini kopi af Pariser Frisé, for med den korte årrække den har været opdrættet, kan der stadig være en del arvelige gener fra basis racerne der kan indvirke negativt på resultatet.
Men på flere Tyske udstillinger, har jeg de senere år set flere Mehringer udstillet, der bortset fra størrelsen, kommer meget tæt på at ligne forbilledet Pariser Frisé.
Da det er en meget mindre fugl end Pariser Frisé og den har nogle gode avisgener fra Gloster Fancy og farvekanarierne, vil den, lige som flere andre af de nyere krydsningsracer, være en avisfugl der er ynglevillig og god til at opmade ungerne.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:10
jan 182005
 

Lizard er ikke en helt rigtig figurkanarie, den er nærmere en tegningsfugl med den markante skæltegning.
Lizard kanarien fremkommer såvel i rimed som intensiv form.
De benævnes som følgende: De rimede: Sølv Lizard. De intensive: Guld Lizard. Med hvid bundfarve: Blå Lizard. Med rød bundfarve: Rød Lizard.
Lizard er en af de helt gamle kanarieracer, helt tilbage i det 16 århundrede kom den til England sammen med folk der blev fordrevet fra Belgien / Frankrig.
Skæltegningen der er det vigtigste punkt på Lizarden, fremkommer ved at der på den yderste spids af fjerene ikke er nogen sort eumelanin, der viser den istedet den tilstedeværende bundfarven.
Først efter fældning viser ungfuglene denne skæltegning. På de flereårige fugle vil den yderste spids på fjerene efterhånden blive mere og mere afbleget og der kan komme kraftig afblegning på vinge og halefjer. Med de unge fugle skal man være meget påpasselig med at de ikke mister nogle fjer, for den eller de nye fjer der vokser frem, vil have nogen afblegning i form af en hvid kant, fordi den nye fjer vokser en anelse mere end den oprindelige fjer.
Skæltegningen på ryg – bryst og flanker skal fremkomme i lige regelmæssige striber. På ryggen må den ikke være for grov, specielt på de intensive skal den være kort og skarp aftegnet, hvorimod der på de rimede fugle, ofte kan fremkommer en meget grov sammenflydende tegning. På skuldrene skal ryggens skæltegning slutte med en perlerække af små skæl af form som et komma ” , “. Bryst og flanketegning på de intensive fugle kan ofte være meget svagt tilstede, men må dog ikke være så reduceret at det ikke kan ses.
Bundfarven skal være ren og klar og der må ikke fremkomme brunt phæomelanin mellem rygstriberne. Det sorte eumelanin i skæl, vinger og halefjer skal være så dybsort som muligt. Horndelene det vil sige næb, ben og negle skal også være så mørke som muligt.
Racen er noget sky og nervøs hvorfor den kræver lang tids træning og tilvænning til udstillingsburet for at præsentere sig rigtig på udstillingen.
Lizard kanarien er normalt en god avisfugl der er ynglevillig og god til at opfostre ungerne.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:07
jan 182005
 

De Tysk Toppede kanarier er på mange måder mere en farvekanarie end en figurkanarie.
Farvekanarier med top har været kendt langt tilbage i tiden, så navnet hentyder ikke til oprindelsen på racen, men er kun en antydning af at det var i Tyskland den først blev anerkendt som en figurkanarie race.
Helt tilbage i 1925 blev der udstillet toppede farvekanarier på “Europas største farveudstilling” i Tilburg, en af de første helt store internationale fugleudstillinger.
Men det var først i 1963, at det Tyske forbund opsatte en standard for racen der senere blev godkendt af C.O.M.
Da den Tysk toppet hovedsaglig er en almindelig farvekanarie, vil standarden for farvekanarier, med en tilpasning for racen, også være gældende for denne. Således må der ikke være nogen form for brogethed tilstede i kropsbefjeringen. Ved næsten alle andre figurkanarier er farven ikke et punkt men bedømmer særskilt, men ved denne race bedømmes farven efter helt de samme regler som farvekanarierne.
Den Tysk toppet, er hvad kropsformen angår at sammenligne med en kraftig farvekanarie, samt en størrelsen på 14 cm som ved disse.
Figurkanariedelen på denne fugl, toppen, er oftest ikke så velformet som vi kender fra Gloster kanarien. Toppen skal være aflang mandelformet, midtpunktet så lille som muligt. En meget almindelig fejl er at midtpunktet (centrum) er aflang stribeformet. Toppen skal være så glat som mulig og dække hele oversiden af hovedet. Ved de bedste fugle kan toppen også ligge godt til i nakken, men hvis befjeringen ikke ligger helt glat er det ikke en fejl man straffer på udstillinger. For ved denne race er det tilladt med en bar plet i nakken, men den skal være så lille som mulig.
Som normalt ved de toppede racer, anbefales det også her, at man sammensætter parrene med en toppet og en glathovedet fugl. Nu er de glathovedet Tysk toppet egentlig af udseende en almindelig farvekanarie, men ser man godt efter kan disse fugle have et hoved der har mere brede. Men denne forskel er ofte så lille, at man vanskeligt kan tale om en glathovedet form af Tysk-toppet .de vil oftest blot bl i ve~ betragtet som, en almindelig farvekanarie.
Denne race er mest udbredt i Tyskland, men også i Danmark har vi opdrættere der avler og udstiller Tysk toppet kanarier. Racen er som farvekanarierne ret ynglevillig og passer normalt ungerne godt.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:02
jan 182005
 

Gloster kanarien er en af de små Engelske figurkanarier.
I 1925 blev de to første små toppede fugle udstillet af Mrs. Rogerson fra Cheltenham. Senere fik fuglene navnet Gloster, efter det område hvor hun kom fra.
Det er sandsynligt at racen opstod fra en krydsning mellem Border og en toppet sangkanarie.
Omkring 1931 blev den første stan-dardbeskrivning opsat for racen.
På grund af den rolige og tillidsfulde optræden samt gode egenskaber som avisfugl, blev den meget hurtig en populær race der har tilhængere over hele verden.
l Danmark er det for nuværende den mest udbredte figurkanarier med fugle af god kvalitet.
Selvom denne fugl er opstået af større racer, blev kravet i England dog at der skal være tendens til miniatureform. I den Engelske standard er der ikke fastsat nogen størrelse, der siges “så lille som mulig”. Men i almindelighed siger man i den Engelske specialklub at størrelsen som ideal skal være 4,5 inch ( 11,5 centimeter ).
Selvom det sjældent er tilfældet skal man dog være meget opmærksom på størrelsen, for en stor fugl vil ikke helt opnå den kompakte sammentrykte kropsform som vi kræver i standarden.
Ved de toppede “Corona” fugle, skal der ud over kravet til kropsformen også lægges meget vægt på toppens form. Denne skal være smukt hvælvet fra et lille midtpunkt der ligger midt på issen, den skal være helt rund uden strittende fjer eller spalter. Ofte er der et problem i nakken hvor toppen ikke ligger glat ind til nakkefjerene, eller der mangler ligefrem fjer i toppen så den kun danner en hesteskoform. En flad top er en fejl ved mange fugle, den ligger helt glat på hovedet og stritter ud over næbet. Et stort kraftig næb er også en fejl der ødelægger helheden på hovedet.
For at danne en god top og en bred krop, er det nødvendig med en ret lang befjering. Men denne befjering skal dog ligge glat ind til kroppen, der må ikke fremkomme løs og ujævn befjering på flanker eller ryg, det er en befjeringsfejl der bliver straffet på udstillingsfuglen. På grund af den lange befjering, er det en race hvor der er stor risiko for Lumps. Denne risiko kan man modvirke ved at bruge intensive fugle i avlen.
Det er normalt brugt at parre rimet på rimet for at holde den kompakte brede form, men i de senere år, er der blevet fremavlet intensive fugle der kommer tæt på de rimede i form. Disse fugle er meget værdifulde i avlen, da man ud over den kortere fjerdragt også får en meget bedre farve og udstråling på fuglen.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:01
jan 182005
 

Toppen kan aldrig blive for stor på Crested kanarien. Begyndelsen til denne race var den toppede Norwich. Men efter 1870 hvor de fleste opdrættere af Norwich begyndte at lægge mest vægt på formen, var der nogle opdrættere af de toppede fugle der besluttede at de ville forsøge at vende udviklingen.
De ville gennem krydsning med andre racer prøve at udvikle og forbedre toppen. I de følgende år lavede de bl. andet krydsninger med Lancashire. Det resulterede i en smukkere og større top, men med den ændrede kropsform kunne man ikke længere omtale den som en Norwich. Derfor blev den herefter betragtet som en selvstændig race.
Crested = Toppet. Crestbred = Uden Top.
Ved denne toppede race vil det primære punkt være toppen/hovedet. På Crested kan man ikke få toppen for stor, den skal være så stor som overhovedet muligt, den skal være godt hvælvet, helt rund og udstråle fra et centralt placeret midtpunkt. En Crested uden en stor top vil virke forkert og giver ikke den rette helhed og balance.
Crestbred skal have et meget bredt, let rundet hoved med tydelige øjenbryn. Med let rundet menes at det ikke skal være så rund og hvælvet som hos Norwich, der skal være en tydelig forskel så man ser et mere langstrakt hovedet på Crestbred.
Kropsformen adskiller sig også fra Norwich den er betydelig længere og virker slankere på grund af længden. Men dermed skal ikke forståes at fuglen skal være slank, den skal derimod have en god brede og fylde på kroppen med en god runding ned over brystet.
Befjeringen, der skal være meget lang for at kunne give den store top, vil ofte virke lidt løs og ujævn. Det er der taget højde for i standarden der tillader en lidt løs fjerdragt. Men ulempen er at fuglene meget let får “Lumps” fjersyster, det kan medføre at fuglen bliver udelukket fra bedømmelse på udstillinger. Hanefjer – lange fjer der hænger ned på siden af halen – er et kendetegn ved denne race.
Denne Engelske race der henregnes til de toppede racer, er normalt ikke en fugl man bør arbejde med uden nogen kendskab til pasning og pleje af kanarier.
Den er ret kostbar i indkøb og kræver en anderledes fodring, den er ikke så nemt at få i ynglekondition som de mindre racer, den er ikke helt stabil som opmader af ungerne, derfor bruges ofte andre racer til at opmade ungerne.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:00
jan 182005
 

Den hesteskoformede top adskiller den fra de andre toppede racer,
Lancashire er en af de ældre kanarieracer. Hvordan og hvornår den er opstået kan ikke siges med bestemthed, men den har spillet en stor rolle ved udviklingen af racer som Crested og Yorkshire. Racen der flere gange balancerede på randen af udryddelse forsvandt helt efter anden verdenskrigen. De Lancashire vi nu kender, er rekonstrueret med hjælp fra de racer den selv var med til at frembringe i sin tid.
Lancashire er den største Engelske figurkanarie, den kan faktisk ikke blive for stor. Kravet til størrelsen er 22 – 23 cm, de fleste af de nuværende fugle mangler noget i at opnå denne størrelsen, men det er selvfølgelig et punkt opdrætterne skal stræber efter at opnå.
Det er en statelig og meget opret fugl der ved første øjekast har meget tilfældes med Yorkshire. Men ved nærmere betragtning er der dog adskillige forskelle. F. eks nakken-halsen på Lancashire skal være lang og tyk, modsat nak-halsen på Yorkshire.
Toppen,der er racens helt specielle og forenemme kendetegn, skal være hestesko formet. Toppen skal begynde bag ved en linie mellem øjnene, derfra skal den danne en trekvart cirkel hen over forhovedet. Den skal udstråle fra et lille midtpunkt og med en let hvælvning nå ned så den dækker halvdelen af øjnene. På bagsiden af hovedet, skal befjeringen gå så glat som muligt over i den resterende kropsbefjering, således at der opstår et indtryk af at toppen kun fremkommer på forhovedet.
Til forskel fra de fleste andre racer, må fuglene ikke være brogede, bortset fra topen der må være ensfarvet, mørk eller lysegrå, kroppens farve skal være gul eller hvid.
Den glathovedet Lancashire adskiller sig kun på hovedet der skal være bred og noget langstrakt, øjenbrynene skal være lange og tydelige og falde godt ned over øjnene.
Denne store race er bestemt ikke en type man skal begynde med, før man har opnået nogen kendskab til pasning og pleje af kanarier. Som de andre store racer, kan den være ret vanskelig at få i den rette ynglekondition. De er heller ikke så stabile som opmader af ungerne, hvorfor man ofte må bruge andre racer til at opmade ungerne. Men heldigvis er der opdrættere der mestrer kunsten at få unger af dem.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:58
jan 182005
 

Racen har haft en meget lang udviklingstid, hvis oprindelse kan føres helt tilbage til 1600 tallet. Norwich kanarien er en af de store Engelske racer, den er kendetegnet på en meget kraftig krop og stort hoved.
Det er en meget rolig og tillidsfuld fugl, men racen kan være svær at få i den rette ynglekondition og er ikke så stabil til at opmade ungerne som de mindre racer.
På grund af dette, samt prisen på fuglen, er det ikke en race man bør anskaffe uden at have nogen erfaring med opdræt og pasning af kanarier.
Norwich kanarien er opstået i det Engelske landdistrikt Norfolk, med byen Norwich som midtpunkt. Frem til 1850 var Norwich at betragte som en farvekanarie, hvor størrelsen var at sammenligne med vore nuværende farvekanarier..
Efter denne periode udvikledes Norwich til en større og kraftigere fugl. I 1890 blev der afholdt en berømt kongres, hvor omkring 400 opdrættere deltog. På denne kongres blev der fastlagt en standard for Norwich, hvorunder der specielt blev lagt vægt på fuglens form, herefter fik den endnu større udbredelse.
De toppede Norwich, der også blev opdrættet, mistede efterhånden opdrætternes interesse. Men efter år 1900 blev de igen mere og mere populær, og efterhånden blev de toppede fugle betragtet som en selvstændig race, det medførte så at de blev kendt under navnene Crest og Crestbred. For denne race blev der så også opsat en særskilt standard, fordi Crest kanarien på mange punkter adskiller sig fra Norwich.
Bemærkninger til Norwich.
Norwich er en kraftig fugl, der på alle områder skal fremvise brede. Det brede hoved skal ikke alene være bred set fra oven, men også set fra siden, samt på kinder og hals. Øjnene skal ligge dybt i det brede hoved, herved opstår der et indtryk af at fuglen har øjenbryn. Nu er hovedet ikke hele fuglen, lige så vigtig er det at helheden på kroppen står i forhold til denne. Befjeringen kan være et problem, fordi en lang og løs befjering kan give en sløret profil på fuglen, det kan virke forstyrrende ind under en bedømmelse af fuglens form. Der kan også opstå fjercyster normalt kaldet “lumps” det er meget almindelig på de tyk befjerede fugle, især på de, der falder ud af gentagne parringer med rim på rim. Det er en af grundende til at man også skal bruge de intensive fugle i avlen.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:55
jan 182005
 

Størrelsen er et af de vigtigste punkter på Fife Fancy.
Oprindelig var Fife Fancy en mini Border hvor opdrætterne forsøgte at avle så små fugle som muligt. Men efterhånden som andre opdrættere avlede Border kanarien større, blev der stor forskel inden for racen.
Derfor blev opdrætterne af de små Border enige om i 1957 at afholde et møde i den Skotske by Kirkaldy.
På dette møde blev man enige om at oprettede en specialklub for racen. Navnet blev Fife Fancy, samtidig blev der vedtaget en standard.
Størrelsen der er et af de vigtigste punkter er fastsat til 11 – 11,5 cm, det er begrundet i at der skal være en klar forskel til Border kanarien. En Fife Fancy der bliver for stor, kan alt for let sammenlignes med en dårlig Border. Den kan heller ikke vise de bløde rundinger der er krævet for denne race.
Hovedet der skal stå i forhold til kroppen, skal set fra alle sider vise god runding og brede med god fylde på kinder. Øjet skal være centralt placeret og næbet kort og kegleformet. Ofte ser vi et hoved hvor næbet virker alt for stort og dominerende. Det er vigtigt at hovedets runding starter lige ved overnæbet der må ikke være en flad pande. Halsen skal være tydelig markeret.
Kroppen skal have fylde og runding der i bløde buer forløber fra hals ned til haleroden. Set ovenfra skal der være en ret god brede over skuldre, ellers vil brystets runding ikke forløbe i en blød bue ned til haleroden.
Befjeringen skal være stram, fyldig og glansfuld. I de senere år er det blevet mere almindelig at se fugle med en fjerfejl, hvor der fremkommer en spalte eller fure på langs af brystet. Det er en fejl man skal prøve at avle bort ved ikke at bruge de fugle i avlen.
Farven der ikke bedømmes særskilt men indgår i helheden, vil betyder meget for fuglens fremtoning. En fugl med en klar, ren og intens farve giver et bedre indtryk end fuglene med mat og glansløs fjerdragt.
Fife Fancy er gennem de senere år blevet meget populær både i Danmark som i udlandet, det skyldes sikkert at det er en meget ynglevillig race der giver mange unger, derved er prisen for fuglene ikke så høje som ved flere andre figurkanarier. Kvaliteten er gennemgående ret god, så dermed er det muligt for nye opdrættere at købe gode fugle og kan hurtigere være med på udstillingerne.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:54
jan 182005
 

Berner kanarien er national fuglen for de Schweiziske opdrættere, den fremkom i begyndelsen af dette århundrede.
Denne race er ikke meget kendt uden for sit hjemland. Som tilfældet med andre racer er den også opkaldt efter det området hvor den er opstået, i det her tilfælde Bern. I 1910 fremkom de første beskrivelser og tegninger af racen.
Yorkshire er en af de fugle der er brugt ved udviklingen af Berner hvilket tydeligt kan ses på størrelsen og den oprette holdning ligesom kropsformen har en del tilfældes.
På grund af de ligheder der er mellem denne race og Yorkshire, kan der ofte være problemer med at adskille dem fra hinanden, især hvis der er tale om dårlige utypiske fugle.
Hvis man vil begynde med opdræt af Berner kanarier, må det første krav være at man er opmærksom på de forskelle der adskiller den fra Yorkshire kanarien.
En Berner skal fremvise en tydelig hals, for selv om halsen er ret kraftig skal der mellem overgangen fra kroppen til hovedet fremkomme en indad buet runding. Det er lige modsat ved Yorkshire der ikke må fremvise hals, her skal overgangen være så utydelig som muligt. Ber-neren skal have en affladiget isse hvor Yorkshire set fra siden skal have en runding. Hovedet på Berneren skal være kort og ret bred, fladt med højt forhoved og et kantet baghoved. Det er meget vigtigt at denne hovedform fremkommer tydeligt idet det er en af de karakteristiske kendetegn på racen.
Kroppen er ret kegleformet og her skal skuldrene være tydelige i modsætning til Yorkshiren. Størrelsen skal være 16 cm, men på grund af den slankere krop virker den betydelig mindre end Yorkshir kanarien der skal være mindst 17 cm.
Berner kanarien skal fremvise en rolig og opret holdning i udstillingsburet, selvom det er en nogenlunde rolig og tillidsfuld race, kræver det alligevel nogen træning før fuglen er vænnet til buret, så den vil indtage den oprette holdning under bedømmelsen.
Avlsmæssigt er Berner kanarien normalt ikke mellem de vanskelige racer. De kræver kun som de fleste andre racer en god alsidig foderblanding! for at komme i ynglekondition og de passer ungerne godt.
Problemet ved denne race er blot at det kan være vanskeligt at finde gode fugle da de ikke er så udbredt.
Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:52
jan 182005
 

“Denne mere end hundrede år gamle race, har gennem tiden gennemgået en stor forandring”.
Belgisk Bossu og forgængeren den Store Gentse samt Lancashire, er nogle af de racer der har været med til at ændre og udvikle Yorkshire kanarien.
Standarden for Racen tilbage i 1930 foreskrev at fuglen skulle være så smal at den kunne gå igennem en fingerring.
Denne race opstod i greveskabet Yorkshire. Den fremkom oprindeligt som en tilfældighed da man forsøgt at forbedre Lancashire kanarien. På vore nuværende Yorkshire er der da også adskillige kendetegn vi kan føre tilbage til Lancashire racen, specielt længden kommer fra denne. Men også andre racer har været med i udviklingen af Yorkshire. Således er der stor sandsynlighed for at den silkeagtig fjerdragt stammer fra Belgisk Bossu, og det brede hoved antyder nogen slægtskab med Norwich.
Yorkshiren har som de fleste andre racer, gennem tiden gennemgået en stor forandring. Tidligere var de kendt som “Ringfuglen” den skulle være så tynd at den kunne gå gennem en fingerring.
I 1961 blev det vedtaget at den Engelske standard for racen skulle følge en nye tegning der var udarbejdet af S. Golding. Først 30 år senere blev denne model officielt godkendt som standard under C.O.M.
En meget opret holdning med næsten strakte ben er et sikkert kendetegn på en god Yorkshire. Det kræver megen burtræning, for selv om racen er ret rolig i forhold til mange andre typer, skal der nogen tilvænning til før fuglen er fortrolig med udstillingsburet.
Den kræver et ret stort ynglcbur, med god afstand mellem de kraftige pinde og loftet, så der er god plads til at fuglene kan parre. Rederne må ikke være for små, der skal være plads til alle ungerne så ingen bliver trykket ned i bunden af reden. Yorkshire kanarien hører ikke til de lette racer hvad angår avl. Det kan f.eks være et problem at få dem i ynglekondition, her skal man være opmærksom på, at de store racer kræver ekstra meget protein for at vedligeholde og opbygge konditionen.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:50
jan 182005
 

Canario del Pai’s var navnet denne Spanske dværgkanarie først blev kendt under da den blev fremavlet i 1931.
Denne Spanske dværgkanarie er først de senere år blevet rigtig kendt uden for Spanien.
I 1948 på en kongres i Spanien blev den første rigtige standard opsat, her fik den også navnet Spansk Raseka-narie, men senere var det den Spanske benævning Raza Espagnola den blev kendt under.
Omkring 1956 begyndte man med udstilling på C.O.M udstillinger, for i 1961 at fa den godkendt som en selvstændig race under C.O.M.
Da vi helt tydelig har med en lille dværgkanarie at gøre, er det ret vigtigt, at man er opmærksom på under størrelse at komme så tæt som mulig på den fastsatte størrelse som er 11,5 cm.
En fugl der er for stor bliver normalt også for bred, det er ikke ønsket, i det man skal stræbe efter en smal og fin krop. I den forbindelse er et vigtigt punkt befjeringen, fordi en tæt stram fjerdragt på en gunstig måde fremhæver de fine konturer på fuglen. Derfor vil det normalt være de intensive fugle der bedst kan fremvise ideal linien.
Halen skal fremvise et meget tydeligt V- tegn, denne egenskab er et krav for racen.
Det er en bevægelig fugl der har svært ved at sidde stille, men så længe den ikke farer vildt rundt i udstillingsburet, skal denne bevægelighed betragtes som normalt. Det vil dog ikke sige at den ikke behøver burtræning før udstillingen, for en fugl der roligt hopper fra pind til pind, vil bedre kunne fremvise sine kvaliteter frem for en urolig og vild fugl.
Holdningen der skal være meget affladiget er helt specielt for racen, der er ikke andre af figurracerne der har denne næsten vandrette holdning.
Hovedet, på den fine og tynde hals, skal stå i forhold til kroppen og være af form som en hasselnød.
Den regnes ikke for en af de vanskelige racer i opdrættet. Den kræver som de andre mindre figurracer ikke nogen speciel pasning og pleje. Men som de andre, kræver den også en god afbalanceret foderblanding for at trives og opbygge konditionen til avlen.
I Danmark er det ikke en race der er almindelig udbredt, men der er dog opdrættere af denne Spanske specialitet.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:49
jan 182005
 

” Japan Hoso er den yngste af aktions racerne. Omkring 1963 hørte man første gang at der var fremkommet en ny race i Japan”.
Belgiske opdrættere var de første der fik indført racen til Europa og det blev også der de opsatte en standard så de i 1974 fik den godkendt af C.O.M.
Racen blev hurtigt meget populær blandt opdrætterne over hele Europa, den udstilles nu i et pænt antal på de større udstillinger, både i udlandet som i Danmark.
Japan Hoso kan betragtes som en miniudgave af Scotch Fancy, hvor den helt primære forskel findes i størrelsen.
Det vigtigste kendetegn på denne fugl er halvmåneformen. Halen skal nå ind under pinden således at kroppen fremviser en halvcirkel. Selve kroppen skal være meget smal og cylinderformet, skuldrene meget smalle men naturligvis bredere end den fine, lange hals. Hovedet skal også være fint og slangeagtigt.
For at den ønskede cirkelform kan fremkomme er det vigtigt at hovedet strækkes fremefter, men hovedet må dog ikke holdes for lavt det vil ødelække cirkelformen. De lange vinger skal ligge godt ind til kroppen, halen visende et V-tegn og ret lang i forhold til kroppen, benene må ikke være helt strakte men let bøjede. Befjeringen så glat som muligt, men på grund af cirkelformen er det ikke altid mulig med helt glat befjering på brystet.
Et vigtigt punkt på fuglen er naturligvis størrelsen på 11 – 12 cm, større må den ikke blive. Kun ved meget strengt at håndhæve denne maximallængden kan vi bevare den tydelige forskel der skal være til Scotch Fancy.
Træningen i udstillingsburet følger mønstret for de andre aktionsracer. Fuglene der udvælges til denne specialtræning og senere udstillinger, skal være de unger der allerede i yngleburet viser halvmåneformen. Kun med de fugle er der nogen mening i at ofre tid og kræfter på træning, for unger der ikke fra starten viser nogen cirkelform kan ikke senere trænes op til at vise den rigtige form.
Japan Hoso regner man normalt med som gode avlsfugle der er gode til at passe ungerne, der stilles ikke nogen specielle krav til fodersammensætningen som ved de store tunge racer.
I Danmark er racen også blevet populær i de senere år så det nu er mulig at købe gode fugle uden at man behøver at rejse til udlandet.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:44
jan 182005
 

” Det er en ret gammel race der havde sin største udbredelse helt tilbage i 1920 – 1930″!
Racen der er udviklet i Tyskland har en del tilfældes med Belgisk Bossu der har været en af stamfædrene.
Det er ikke en fugl man ser mange af, selv i Tyskland er den ikke meget udbredt. Måske kan grunden til den ringe udbredelse, findes i den årsag, at den ikke så tydeligt adskiller sig som en selvstændig race.
Kun topfuglene vil vise de tydelige racekendetegn, mens der på det store antal gennemsnits fugle ofte kan være vanskeligt for opdrættere, dommere, at stedfæste den som en Munchener kanarie.
Man mener at da de første fugle i denne race fremkom, var det fugle med krølled befjering. Det viser, at ud over Belgisk Bossu, har der også været brugt friserede fugle da man fremavlede racen..
Men tilbage i 1920 – 1930 var det blevet en glatbefjeret fugl man opdrættede, med form og farve som de vigtigste punkter. Denne periode var racens foreløbige bedste med mange opdrættere i Tyskland. Efter denne periode var der i meget lang tid ret stille omkring racen, men indenfor de sidste cirka 10 år er der igen kommet en fornyet interesse omkring fuglen.
Hvad angår kropsformen har den på mange punkter en lighed med Belgisk Bossu og Scotch Fancy men selvfølgelig skal der være et antal tydelige forskelle.
Fuglen er ikke så stor som de to andre racer. Kroppen er ret fin, brystet er et af de punkter der adskiller den fra de andre. Det må ikke være for bredt men skal være svagt rundet sådan at man får en fremad buet brystlinie. Det i modsætning til Scotch Fancy hvor brystlinien skal bue indad.
Skuldrene skal være så smalle som mulige, ryggen meget let bøjet. I aktion skal fuglen stå med næsten strakte ben, ryg og hale danner en næsten vertikal linie.
Hovedet skal være ret lille og affladiget, halsen lang og tynd, den skal strækkes fremad i en vinkel på 45 grader i forhold til en linie man trækker mellem skuldre og ben. Denne holdning med en næsten ret ryg og hoved / hals strakt let fremefter er det vigtigste kendetegn for racen. Benene er ret lange i forhold til kroppen og skal være let bøjede, de må ikke være så strakte som ved Scotch Fancy og Belgisk Bossu.
Som avisfugl har den ikke ry for at være så vanskelig som frisé racerne, det største problem kan være at fremskaffe gode racerene fugle .

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:42
jan 182005
 

Oprindelig var navnet Glasgov Don. Efter alt sandsynlighed var forfædrene Belgisk Bossu eller Syd Hollandsk Frisé.
Med hensyn til holdning ligner den på mange måder Belgisk Bossu, men kropsformen er afrundet hvor Bossu er mere kantet.
Scotch Fancy er en lidt nervøs race der kræver meget burtræning for at den kan præsentere sig rigtigt i udstillingsburet.
Racen er normalt ikke vanskelig at opdrætte, de plejer at være gode til at passe ungerne og kræver ikke en anden fodring og pleje end normal.
Kroppen på Scotch Fancy skal under aktion fremvise en halvmåneform. Skuldrene skal være tydelig afrundet og må kun være let synlige, det er en fejl hvis de er høje og kantet som ved Bossu kanarien.
Ved Scotch Fancy skal skuldrene set bagfra være ret smalle. Halvmåneformen på fuglen skal forløbe i en smuk glidende cirkelformet linie, viser den en kantet form på krop (skuldre) og hale (halerod) er det en fejl.
Halsens længde er et andet af de vigtige punkter på fuglen, der skal være en lang tynd hals, ellers kan den ikke strække hovedet langt nok frem så den rigtige runding fremkommer. Hovedet skal være let ovalformet med et næb der står i forhold til hovedet, bliver det for stort vil det virke alt for dominerende og ødelægge helheden.
Befjeringen skal ligge glat ind til kroppen, kun på brystet må der fremkomme en smule krøller, det kan næsten ikke undgås når fuglen bøjer halsen fremefter.
Vingerne skal ligge godt ind til kroppen uden at krydse, det kan ofte være et problem på grund af fuglens slanke krop. men de fugle hvor vingerne er meget krydset bør ikke bruges i avlen.
Længden på fuglen er et andet vigtigt punkt så enhver sammenligning med Japan Hoso er udelukket. Scotch Fancy skal være en levende fugl i udstillingsburet der regelmæssig bevæger sig mellem pindende.
I avlen sammensætter man normalt fuglene med intensiv på rim, det gør man for at bibeholde størrelsen og den stramme fjerdragt
I de senere år er denne race blevet mere udbredt, der er kommet flere opdrættere, så efterhånden er det muligt at købe gode fugle i Danmark så man ikke hver gang behøver at rejse til udlandet efter nyt avlsmateriale.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:41
jan 182005
 

” Så vidt man ved er det den ældste kendte kanarierace, allerede i 1600 er den omtalt som Den Store Gentse ”
Den Store Gentse er stamfaderen til Bossu kanarien og har haft stor indflydelse på udviklingen af flere andre forskellige racer.
Efter anden verdenskrig var racen så godt som uddød, men gennem hårdt arbejde lykkedes det et par Belgiske opdrættere at genskabe fuglen.
Det er ikke en misdannet fugl som man kunne tro, undersøgelser viser at der ikke er misdannelser på skelettet.
Fremtoningsform og holdning er en kombination af et antal kendetegn hvor de vigtigste er :høje skuldre, en meget lang hals, lange strakte ben og naturligvis den oprette holdning.
Nu er det sådan at ingen fugl konstant kan indtage den oprette holdning hvorfor vi ved aktionsracerne også taler om en hvile og aktions holdning. I aktionsholdning vil fuglen stå meget opret hvor ryg og hale danner en lige lodret linie. Fuglen står på næsten helt strakte ben, men dog ikke helt stive som ved Sydhollandsk frisé.
Hovedet skal være lille og fint på en lang tynd hals der i aktion skal være strakt fremefter ned i en linie med skuldrene. Set bagfra må hals og hoved ikke være synlige men skal være skjult af de brede skuldre. En god Bossu, bruger i aktion sin lange hals til at holde balancen med, så den kan indtage en holdning der kan sammenlignes med et 7-tal.
Bryst og især skuldrene skal være brede så kroppen fremviser en trekantet form, det er et punkt mange Bossu ikke kan leve op til, derved kan den let forveksles med en Scotch Fancy der har for ret holdning. Den store forskel mellem de to racer er skuldrene: ved Scotch er de smalle og rundede modsat Bossu der skal have høje og brede skuldre med et tydeligt V-tegn mellem skulderblade.
Da racen er lidt nervøs skal en udstillings fugl have meget træning for at kunne indtage den rigtige holdning under bedømmelsen. Træningen skal starte så tidlig som muligt ved at ungerne lærer udstillingsburet at kende. Man kan blandet hænge det op foran opholdsburet så de selv kan hoppe derind, de kan f. eks lokkes med noget godt foder. Når ungerne kender buret, skal de vænnes til at indtage holdningen på kommando ved at man slår let på bunden af buret.
Racen kan være en smule vanskelig i avlen på grund af de lange ben og hals.
Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:39