feb 032005
 

Inden for fuglebure fremstillet til en enkelt fugl findes et stort udvalg hos fugle-handleren. Man bør vælge bur efter fuglens behov og de fysiske forhold, man skal holde den under. Derfor bør man stræbe efter et mindstemål på længde 50 cm, højde 40 cm og en bredde på 30 cm. Desuden skal man være opmærksom på, at et bur ikke skal have krinkelkroge, som fuglen kan få fødder eller vinger i klemme i, eller hvor utøj har mulighed for at gemme sig. Ikke mindst skal buret være let at rengøre.

Et bur af god størrelse vil befordre fuglens almene velbefindende og give den mulighed for at opnå en passende kondition. Burets bund skal bestå af en sokkel på ca. 10 cm fremstillet enten af plastic, glas eller metal for at hindre snavs, avner og småfjer i at flyve ud i rummet. Man skal sørge for at anskaffe sig et bur med dobbelt bund for at undgå, at fuglen slipper ud, når man rengør buret.

Tråd- eller kassebur

På markedet findes forskellige mærker af åbne trådbure og kassebure. Trådburene dominerer markedet og er absolut anvendelig til en enkelt fugl. Kassebure i plastic må dog af flere grunde foretrækkes frem for et trådbur. Desværre er de ret kostbare at anskaffe. Et kassebur er, som navnet siger, en kasse med tråd på den ene side. Fordelene herved er, at fuglene ikke så let udsættes for træk, og de føler sig mere trygge her end i trådburet. Snavs og støv spredes heller ikke så let i det lokale, man har sin fugl i. Dog kan kassebure virke dunkle i sammenligning med det åbne trådbur, og de må derfor holdes i en meget lys farve.

 Posted by at 01:42

Sorry, the comment form is closed at this time.