dec 092010
 

For at få størst muligt overblik over, hvad man skal satse på ved indkøb af nye fugle, kan det stærkt anbefales, at man besøger forskellige udstillinger og nøje betragter de fugle, man ønsker at beskæftige sig med.
Dernæst vil jeg anbefale, at man henvender sig til en erfaren opdrætter og køber sit avlsmateriale her. Man skal stræbe efter at købe 1-2 par fugle som minimum. Da opdrætteren normalt ikke sælger sine bedste dyr, kan man satse på køb af søskende til disse topfugle eller fugle, som tydeligt lever op til de væsentligste krav inden for standarden. De fugle, man bliver tilbudt, skal ligne hinanden i videst muligt omfang inden for farve, form og størrelse, for at man kan skabe ensartede karaktertræk og for at kunne opbygge en stabil stamme. Farvekanarier bør være ensartede i farven og med en rigtig farvenuance; aftegningerne skal være så smalle som muligt. Derimod kan figurkanarier på de væsentlige punkter i standarden variere en del og stadig være udmærkede avlsdyr. For at få et mere klart indtryk af fuglenes kvalitet kan man bede om at få forældrene at se, og gerne også bedsteforældrene.

Køber man fugle i december måned, anbefales det at skille hanner og hunner ad, straks man kommer hjem med dyrene for at undgå, at de parrer sig op i utide og efter egne ønsker. Hanner sættes i én voliere, og hunner i en anden.


Karantæne

Ved ethvert køb bør man sætte sine fugle i karantæne. Nyindkøbte fugle sættes i et bur for sig selv. De skal opholde sig mindst i 3 uger i dette bur. Fugle købt i udlandet skal gå i karantæne i 3 måneder. Man sætter de nye fugle sammen med en eller to fugle fra sit eget fuglehold. Disse fugle vil blive smittet, hvis de indkøbte fugle er smittebærere.

 Posted by at 02:25

Sorry, the comment form is closed at this time.