jan 182005
 

Der bliver brugt en hel del udtryk, og omtalt forskellige faktorer inden for kanarieopdræt.

Da det især er nyere opdrættere der sikkert ikke kender de forskellige vendinger og udtryk, vil jeg prøve at forklare og uddybe det.

For nylig var jeg på besøg ved en opdrætter der gennem flere år havde opdrættet kanarier i sortserien, i farverne guldgrøn, grøn, stålblå og blå. Nu havde han anskaffet sig nogle flere fugle i samme farver, men til forskel til de øvrige var de recessive og split recessive, så hvad gør han nu?.

På hans fugle i sortserien, er der en hel række faktorer og be­tegnelser man skal kende betydningen af, for at sammensætte fuglene på den rette måde.

De tilhører de klassiske farver i sortserien, arvegangen kan være kønsbundet eller uafhængigt, fuglene kan være enten homozygote eller heterozygote, der er melaninerne eumelanin og phæomelanin, gulfaktoren vi finder i bundfarven, in­tensiv og ikke intensiv faktoren, blåfak­toren, dominant, recessiv og intermediær faktorer, faktoren for hvid, alle faktorer der er direkte knyttet til de farvebe­stemmende gener eller kromosomer.

I det følgende, vil jeg gå ud fra ovenstående faktorer og udtryk som vi finder på de omtalte kanarier i sortserien, fordi fuglene indenfor denne serie, giver et bredt dækkende indblik i de forskellige faktorers virkemåde, og udtrykkene og faktorernes virkemåde kan mere eller mindre genfindes på alle kanarievariatio­nerne.

For at få det helt rigtige indblik i hvordan de forskellige faktorer arbejder med og imod hinanden, er det nødvendigt med lidt kendskab til arvelighedslæren, nu ved jeg godt at det ikke lige er et emne der interessere ret mange, men jeg skal forsøge at begrænse det mest muligt, men skal man forstå arvegangen på faktorerne er det nødvendigt at opstille det på formler.

Kromosomerne:
Her finder vi de arvebærende egenskaber. Kromoso­merne optræder parvis, man har derfor altid to kromosomer som er partnere. Kanarierne har 18 kromosomer eller rettere sagt 9 par, og det er heri vi finder generne, der er de arvedannende faktorer.

Forplantningscellerne:
Eller gameter, en gamet er en celle med det halve antal kromosomer. I stedet for de ni par findes der ni enkelte, der ved befrugtningen igen smelter sammen til et helt par, hvor den ene halvdel kommer fra faderen og den anden fra moderen. Han og hun gameterne kan skelnes fra hinanden gennem forskellen i de kønsbestemmende kromosomer, der anskueliggøres med bogstaverne x og y hvor x-kromosomet og y-kromosomet bestemmer det primære kønskendetegn. En han har to x kromosomer og en hun et x og et y kromosom der hver danner et par, y kromosomet kaldes også det tomme kromosom, idet man antager at der ikke findes faktorer på y kromosomet.

Skrevet på formelform er hannen: og hunnen:

I løbet af befrugtningen er der to muligheder, han gameten forbinder sig med hun gameten, hvor x har sit sæde, da bliver det altså en han (xx), eller han gameten kan forbinde sig med y gameten og da dannes en hun (xy).

Farvekanarierne inddeler vi i to hovedgrupper: Den pigmenterede og den upigmenterede gruppe.

Til de pigmenterede henregnes alle kanarier, hvis udseende bestemmes af melaninfarvestoffet. Tilstedeværelsen af disse mørke farvestoffer kan forekomme i den fuldstændige, maximal, eller i den svækkede, minimal tilstand.

Den fuldstændige besiddelse af melanin kan vi møde ved den grønne kanarie, den svækkede form træffer vi på hos isabel-og agat­pastel.

Til de upigmenterede fugle, som vi også kalder fedtfarven, hører de kanarier som ikke viser nogen form for melanin i sin befjering (hvid-gul-rød). Det vil dog ikke sige at fuglene mangler melanin faktoren, den er af en non-aktiv karakter og forhindres i at komme til udtryk af andre faktorer. Kun i øjet kan melanindannel­sen træde frem.

Den klassiske serie.
Til den klassiske serie henregnes den grønne, brune, agat og isabelkanarien, med hvid-gul-eller rød bundfarve. Arvegangen inden for denne gruppe er kønsbundet, hvilket vil sige at hannen videregiver sine faktorer til både sønnerne og døtrene, hunnen kun til sine sønner. Ingen af dem besidder den muterede faktor, derfor bliver udfaldet af afkommet magen til forældrene.

Den grønne kanaries farve er baseret på tre farvestoffer – sort, brun og gul.

Eumelaninet.
Det sorte eumelanin er stavformet og varierer fra dybsort til mørkebrun, og findes i hovedsagen i halen og de store vingefjer ligesom de danner flanke og rygtegningen.

Phaeomelaninet.
Det brune phaeomelanin er kugleformet og findes fordelt i hele befjeringen, den største koncentration findes dog i fjertoppene mellem bestribningen.

Sammen danner de to melaninsorter hovedfarven eller som det normalt kaldes melaninfarven. Blandet med melaninfarven har man den gule karotin-fedtfarven der kaldes bund eller bifarven. Det gule karotin består af meget små fedtkorn, deraf betegnelsen fedt­farven.

Homozygot.
Et udtryk for at fuglen er rentarvende, to ens gener.

Heterozygot.
Fuglen har ikke ren arvegang, to uens gener, sagt på en anden måde, fuglen er split for en anden farve.

Udtryk der også bruges i denne forbindelse er, fuglens phænotype der er det vi ser på fuglen, altså fuglens synlige farve, og genotypen som er fuglens gemte farve.

Blåfaktoren.
Hos enhver melanin kanarie er blåfaktoren altid tilstede i mere eller mindre grad. Man kan ved selektiv opdræt hæve, forbedre, formindske og forøge melaninens kvalitet. Således skal man ved de grønne forsøge at befæste melaninbesiddelsen, således at der opstår en maximalt effekt.

Blåfaktoren kan have stor indflydelse på det totale farvebillede, fordi den øver indflydelse både på bundfarvens renhed og på det brune phæomelanin. Den forårsager en strukturændring i de farvebestemmende fjer, således bliver den gule fedtfarve citronfarvet af ydre og det brune phæomelanin fortrænges, og der dannes istedet sorteumelanin.

Blåfaktoren kan virke i forskellige grader fra maximalt til minimalt, det er en uafhængigt arvende faktor, og dens virkning er intermediær (ufuldstændig dominans).

Opsat på formel kan vi opstille følgende:
Vi bruger her udtrykkene enkelt og dobbelt blåfaktor, og til at antyde blåfaktoren anvender vi B+ og mutationen B, det vil sige mutationen af phæomelanin til eumelanin.

Som eksempel på blåfaktorens virkning vil jeg opstille et enkelt skema hvor jeg sammensætter et par af en grøn han enkelt blåfaktor med en hun med dobbelt blåfaktor.

Det giver han og hun unger med enkelt og dobbelt blåfaktor, som vist i formel nedenfor.

Bemærk at blåfaktoren er anbragt på en særskilt delestreg, det markerer at det er en uafhængig faktor vi arbejder med. På grund af denne uafhængig blåfaktors arvegang, har 50% af såvel hanner som hunner fået den enkelte og 50% den dobbelte blåfaktor.

Den dominante hvide faktor.
Hvid er ikke nogen farve, men hvidfaktorens virkning har til følge at udviklingen af karotin stagnerer, så der næsten ikke dannes nogen fedtfarve. Men alt afhængig af den tilstedeværende fedtfarve, vil den hvide kanarie mere eller mindre vise den nedarvede fedtfarve i form af et anslag på slagfjerene. Ligegyldig hvilken fedtfarve der parres med en dominant-hvid, vil der altid optræde hvide mellem afkommet.

På grund af den uafhængige arvegang kan man bruge såvel en hvid han som en hvid hun som partner, der vil altid fødes hvide af begge køn ved siden af de andre fedtfarver. Den hvide kanarie kan ikke avles homozygot, den vil altid være heterozygot, foruden sin hvide fjerdragt nedarver den de tilstedeværende fedtfarver. Selv om man parrer to hvide sammen, vil der stadigvæk optræde fedtfarvede fugle. Man kan fastslå, at den virksomme hvidfaktor maskerer den virkelige farvefaktor. Er den dominante hvidfaktor tilstede i dobbeltform virker den letal (dødeligt).

Symbolerne man bruger til at anskueliggøre dominant-hvidfaktoren med, er CU+ og CU. CU vil sige karotin undertrykning, den undertrykker altid fedtfarvens fremtræden. På brugen af store bogstaver ved man, at CU dominerer over CU+.

Sølvfarverne. som forårsages af hvidfaktoren, opfører sig lige som den hvide farve, blot med den forskel at vi her arbejder med melaninfarverne. En sølvfugl parret ind på en passende gulfaktor fugl, vil give begge farver og på begge køn. På den ene side arbejder vi her med melaninfarvernes kønsbundne arvegang, og på den anden side den uafhængige arvegang hos den hvide og gule faktor. I nedenstående formel vil jeg anskueliggør den hvide faktors arvegang, her ved en parring mellem en blå han og en grøn hun, men resultatet er som sagt det samme ved de fire klassiske farver, og er det hvide eller blå glostere man ønsker at fremavle gælder den samme formel.

Den recessive hvide faktor.
Som navnet antyder arbejder vi her med en faktor der i sin virkemåde er recessiv, det vil sige at en fugl skal besidde denne faktor i dobbeltform, før den recessive farve vil fremkomme. Fuglen skal derfor arve dette anlæg fra begge forældrefugle. Ud over den recessive egenskab ved den omtalte faktor, spiller det også en rolle ved avl med disse fugle, at faktoren er uafhængigt arvende. For er begge forældrefuglene ikke split recessiv eller rene recessive, vil ingen af ungerne blive direkte recessive hvide. I de senere år er den recessive faktor avlet ind på melanin kanarierne, og på den måde er det nu også muligt at avle melanin fugle med en hvid bundfarve (sølvfugle), der ikke fremviser gult anslag på slagfjerene, dermed kan de bedre leve op til standardkravet, i modsætning til de fugle der besidder den dominante hvide faktor.

En recessiv (vigende) faktor der virker uafhængigt, har på grund af den vigende karakter og den frie arvelighed altid fem muligheder.

Opsat på fugle i sortserien giver det følgende:
1) Blå recessiv x Grøn.
alle ungerne bliver grønne/split recessiv.

2) Grøn/split recessiv x Grøn/split recessiv.
ud af denne parring er 25% blå recessiv, 50% grøn/split recessiv, 25% grøn.

3) Blå recessiv x Grøn/recessiv.
50% af ungerne er blå recessiv, og 50% er grøn/recessiv.

4) Grøn/recessiv x Grøn.
alle ungerne er grønne, teoretisk er halvdelen split reces­siv.

5) Blå recessiv x Blå recessiv.
alle ungerne er blå recessive.

Intensivfaktoren.
en faktor der har stor indflydelse på befjeringens længde og dermed farven på fuglen. Intensivfaktoren virker hæmmende på befjeringens vækst og giver en kortere befjering, derved kan den tilstedeværende mængde farvestof strække sig helt ud i fjertoppe­ne, farven bliver hermed betydelig dybere. Modpolen til de intensive er de ikke-intensive eller rimede. Befjeringen hos de ikke-intensive er længere, derfor strækker farvestoffet sig ikke helt ud i fjertoppene og fuglen bliver dækket af et hvidt slør hen over bundfarven.

Intensivfaktoren kan virke letal, hvor intensivfaktoren er tilstede i dobbeltform virker den dødeligt, kimcellen er ikke levedygtig. Men nu skal man ikke tro at der ikke findes variatio­ner, intensivfaktoren kan variere fra stærk intensiv til svag intensiv. En ultra stærk intensiv fugl, vil få så kort en befjering at der opstår bare pletter omkring øjnene, hvorimod en svag intensiv vil fremvise en hel del rim. Opsat på en skala fra 0 til 100% vil den ultra intensive være oppe tæt på de 100% hvorimod en fugl nær ved bunden vil være så langfjerede og overrimede at den ikke kan bruges til avl. Normalt siger man, at der skal sammensættes avlspar af intensiv x ikke-intensiv, men her skal avleren så have en rimelig erfaring, for at opstille de rigtige kombinationer for intensiv eller ikke-intensiv avl.

Fordi intensivfaktoren arver uafhængigt, er der ingen forskel på hvem af forældrene der er intensiv eller ikke-intensiv, i begge køn vil der fødes såvel intensive som ikke-intensive.

Intensifaktoren har som symbol I, den ikke-intensive, altså den umuterede intensivfaktor I+. På brugen af store bogstaver ser vi at intensivfaktoren dominerer over ikke-intensivfaktoren.

Intensiv x Intensiv
Ud af denne parring falde der både intensive og ikke-intensive unger samt unger med letalfaktoren. Den viser også at der ikke udelukkende kan avles intensive fugle, der vil altid falde ikke-intensive unger ud fra denne parring.

For opdrættere af figurfugle kan det især være intensivfaktoren de skal lægge vægt på , vi trænger til at få en bedre fjerkvali­tet og farve på mange figurfugle, og det kan denne faktor medvirke til.

Men for alle opdrættere af kanarier er det vigtigt, at man sætter sig ind i hvilken krav og muligheder der findes, inden for den farve eller figurtype man arbejder med.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:58

Sorry, the comment form is closed at this time.