mar 132005
 

Udseende:
Omtrent lige så stor som en spurv. Let at genkende i alle fjerdragter på grund af de påfaldende, hvide vingebånd, som er særligt synlige under flugten. Hannen er temmelig spraglet med blå-gråt hoved og rødbrun underside. Om vinteren er hannen tydeligt blegere med brungrå underside. Hunnen er altid brunlig på oversiden, hvidgrå på undersiden.

Stemme:
Bogfinken advarer med korte »pink«-kald, der minder om musvittens. I yngletiden hører man ofte fra hannen et gentaget blødt »hyit« eller varianten »rrryt« og under flugten høres et kort »djy«. Normalt begynder bogfinken at synge i marts, lige så snart den kommer. Sangen, der varer 2-3 se¬kunder, er vidtlydende og med betonet afslutning.

Tilholdssted:
Bogfinker opholder sig næsten overalt, hvor der er træer – alle slags skove, lunde, parker, haver og anlæg. De fleste er trækfugle, men få eksemplarer (især hanner) kan overvintre.

Adfærd:
Selv på gunstige foderpladser viser bogfinkerne sig kun i ringe antal. Det kan bl.a. være hanner, som også har deres parrings-område der. De er som regel temmelig sky over for mennesker. Desuden er de fleste andre fugle i stand til at drive dem bort fra foderpladsen. Ofte ser man dem, når de søger efter føden under foderbrættet. De tripper rundt med rykagtige hovedbevægelser og samler de frø, som andre fugle smider ned fra foderbrættet. De ses ofte i selskab med kvækerfinker. For det meste foretrækker bogfinkerne at opholde sig i udkanten af fødesøgende fugleskarer, for straks at kunne flygte i tilfælde af fare.

Foder:
Om vinteren ernærer bogfinken sig af frø fra forskellige træer, urter og græsser. Det er bedst at fodre dem med små frø (solsikkefrø er næsten for store), grovmalet korn, hakkede nødder og tørrede bær.

 Posted by at 00:02

Sorry, the comment form is closed at this time.