apr 172005
 

Udseende:
På størrelse med en bogfinke, men virker noget kraftigere. Om vinteren er hannens hoved og den forreste del af kroppen brungråt spraglede. Tidligt på foråret bliver disse kropsdele mere og mere sorte, efterhånden som de lyse fjerbræmmer slides af. Hunnen har færre kontrastfarver. Kvækerfinken kan især kendes på den hvide overgump, som tydeligt ses, når den letter.

Stemme:
Kvækerfinken har et specielt nasalt kald »dzjææ« eller »kvæig«. Fra fugle i luften hører man ofte et kort »dzæb«. Af og til synger hannerne allerede på varme martsdage. Sangen minder om grøniriskens »snorkelyd« eller om støjen fra en rundsav: »dvyyyt« eller »dzyyyyt«.

Tilholdssted:
Kvækerfinken yngler kun med års mellemrum her i landet, men er hyppig træk- og vintergæst. Ses som oftest i bøgeskove, men kan også lokkes til fuglebrættet ved fodring med frø.

Udseende:Adfærd: Kvækerfinkens rede er en dyb skål af mos, strå, spindelvæv og hår, foret med lav og fjer. Den er noget større og bedre bygget end bogfinkens rede og bliver som oftest anlagt i en trækrone oppe i 3-8 meters højde. Om efteråret flyver kvækerfinken til Mellemeuropa, hvor de gerne opholder sig en tid, før de drager videre sydpå. I Danmark og Mellemeuropa er bognødder en væsentlig fødekilde for kvækerfinkerne om vinteren, og derfor søger flokkene til bøgeskovene efter føde. Visse år med særligt store forekomster af bognødder kommer kvækerfinkerne i flokke på helt op til flere millioner – de skandinaviske kvækerfinker får selskab af flokke fra de sibiriske yngleområder.

Foder:
Kvækerfinken har kraftigere næb end bogfinken og er derfor i stand til at knække skallen på selv større frø. Man skal helst fodre dem med solsikkefrø, grovmalet korn, hakkede nødder og tørrede bær.
I disse invasionsår hænder det, at store flokke af kvækerfinker bliver kørt over og skaber kaos i trafikken.
For at finde de eftertragtede bognødder under selv dybe lag sne benytter kvækerfinkerne sig af en metode, som man først har opdaget for nylig. Med halvåbne vinger flakser de mod den løse sne, som om de bader, og på den måde frigøres jorden lidt efter lidt for sne. Som bevis på deres gravevirksomhed finder man tragtformede fordybninger i sneen. Kvækerfinkerne kan vise sig i flokke ved foderstedet tidligt på foråret, når de er på vej tilbage til deres ynglepladser. Hvis der falder sne på det tidspunkt, kan man hjælpe dem med egnet fuglefoder.

 Posted by at 00:52

Sorry, the comment form is closed at this time.