jan 172005
 

I murstenshuse bør man benytte de eksisterende stenvægge. Væggene behandles med limfarve, for at de til stadighed kan holde deres åndingsevne uden dog at være for modtagelige for snavs. Når det drejer sig om vægbeklædninger i træhuse, er brædder absolut at foretrække. Hvis man ønsker at anvende spånplader, skal de hærde ordentligt før monteringen for at undgå gener fra formaldehyddampe. Desuden skal pladerne lakeres, for til sidst at blive malet.
Hårde masonitplader er også anvendelige, men da pladerne er ret tynde – 4 mm – vil man få vanskeligheder, hvis man ønsker at hænge bure eller reoler op. Når væggene males, skal man altid benytte lyse nuancer for at kunne udnytte lysindfaldet fuldt ud.
Væggene skal isoleres med mindst 10 cm isoleringsmateriale. I træhuse skal man huske at anvende aluminiumsfolie — alukraft – som dampspærre for at hindre fugtophobninger i konstruktionen og for at dæmme op for unødigt varmetab. Alufolie anvendes også ved opsætning af lofterne. Dampspærren skal sættes op under spærene. Selve loftbeklædningen bankes direkte op på spærene. Sørg altid for en stor overlapning mellem banerne. Ved opsætningen af loftet bør dampspærren gennembrydes mindst muligt. Loftet isoleres med 15-20 cm isoleringsmateriale.
Er huset af en størrelse, så man kan opsætte skillevæggene, kan det anbefales at opdele huset i mindst to rum. Derved får man mulighed for at have forskellig temperatur i huset.
Om man skal have et vandret loft, bør tages op til nærmere overvejelse. Jeg vil anbefale et loft med en vis hældning for derved at kunne udnytte de fordele, der ligger i, at opstigende luft søger mod det højeste punkt i rummet og for at kunne få et bedre lysindfald i rummet, hvis man placerer højtsiddende vinduer. Nordvendte tagvinduer vil som nævnt skabe et bedre lysindfald.

 Posted by at 23:19

Sorry, the comment form is closed at this time.