feb 022005
 

Hvis man ønsker at opdrætte kanarier i større målestok, vil man meget snart få behov for flyveplads til avls- og ungfugle. På det tidspunkt melder behovet sig for en voliere. Jeg vil først og fremmest anbefale indendørsvolierer, fordi de byder på flere fordele. Fuglene vil ikke blive udsat for forskelligt vejrlig, og de vil få mulighed for at gå under en konstant temperatur, som dog i visse tilfælde bør reguleres af opdrætteren, afhængig af årstiden. Fuglene bliver heller ikke udsat for smitsomme sygdomme overført af insekter eller fugle fra naturen, f.eks. Spurve, måger, duer. Ej heller er de udsat for overgreb og forstyrrelser fra diverse rovdyr og gnavere.
Hvor stor en voliere bør være afhænger i højeste grad af den forhåndenværende plads. For at opnå den letteste arbejdsgang i hverdagen skal volieren opfylde visse normer, bl. A. af hensyn til den ugentlige rengøring og indfangning af fugle. Hvis forholdene tillader det, kan man rejse en voliere-ramme, som går fra loft til gulv. Ved gulvet bør rammen være forsynet med en ca. 20 cm høj kant, som kan opfange snavs. Indgangsdøren i volieren skal have en størrelse, så man lettest muligt kan komme ind i volieren. Mest praktisk vil det være at kunne gå oprejst ind og ud af volieren. Hvis dette ikke er opnåeligt, må man stræbe efter adgangsforhold, hvor man undgår ligefrem at skulle ned på knæ eller at skulle kante sig ind. Døren bør ikke overskride opdrætterens egen højde for at undgå, at fuglene flyver hen over hovedet på én, når man går ind i volieren. Det kan stærkt anbefales at opdele volieren i rum med skydedøre for at lette rengøringen og indfangningen af fuglene. Hvis volieren har en længde af 2-3 meter, vil afstandene være for store. Men samtidig vil man opnå at have en ekstra voliere til rådighed alt afhængig af, om man trækker skydedøren for eller skyder den til side. Adskillige gange har man brug for at kunne skille sine fugle under de forskellige sorterings-faser.

Volieren kan endvidere opbygges med en hævet bund. Herved får man et rum under volieren, som kan benyttes til diverse rekvisitter. I øvrigt vil dette rum være anvendeligt som oplagringsplads for udstillingsbure.
Men vigtigst er det imidlertid at opbygge voliererne på en sådan måde, at de er lette at arbejde i og lette at rengøre. Der må heller ikke her være utilgængelige hjørner eller kroge, der skaber mulighed for ophobning af snavs og utøj. I handelen findes færdiglavede voliererammer i metal, som er lette at opstille for opdrætteren. Hvis man ønsker selv at fremstille sine rammer f.eks. I træ, bør man altid anvende den såkaldte minktråd som trådvæv. Tråden købes i ruller å 30 meter. Minktråden er punktsvejset og har en maskestørrelse på ca. 1×2 cm. Derved opnås en høj stabilitet i vævet, og selve trærammen behøver ikke være fremstillet af særlig svært træ for at være selvbærende.
Forrammerne forsynes med foderlemme, for at man kan undgå at skulle ind i volieren hver gang, der skal fodres. For at lette synet gennem tråden kan det anbefales at male tråden sort med en stærk, mat oliemaling. Som bund i volieren bør man vælge en oliehærdet hård masonitplade lagt oven på brædder. Derved opnås en bund, som er let at rengøre med en skraber eller rive. Fugt fra badekar vil ikke få bunden til at slå sig, fordi masonitpladen er vandfast. I en voliere er det for besværligt at have skuffer eller store bakker at rengøre. Arbejdet med sådanne skuffer bliver let for stort, og de kan virke upraktiske. Man kan eventuelt anvende fuglerummets eget gulv for at lette konstruktionsarbejdet. Men en sådan fremgangsmåde vil jeg kun tilråde, hvis gulvfladen består af cement, som ikke så let angribes af fugt og fuglenes ekskrementer. På cementgulvet kan man lægge et tykt lag sand som bundmateriale; således kan man ofte nøjes med dagligt at rive overfladen for ekskrementer og avner.

 Posted by at 21:29

Sorry, the comment form is closed at this time.