apr 052011
 

Topaz  x  Topaz
100 % Topaz

Sort Topaz  x  Sort Topaz
100 % Sort Topaz

Sort  x  Sort Topaz
Hanner: Sort/Topaz
Hunner: Sort/Topaz

Sort Topaz  x  Sort
Hanner: Sort/Topaz
Hunner: Sort/Topaz

Sort/Topaz  x  Sort Topaz
Hanner: Sort/Topaz + Sort Topaz
Hunner: Sort/Topaz + Sort Topaz

Sort Topaz x Sort/Topaz
Hanner: Sort/Topaz + Sort Topaz
Hunner: Sort/Topaz + Sort Topaz

Sort  x  Sort/Topaz
Hanner: Sort + Sort/Topaz
Hunner: Sort + Sort/Topaz

Sort/Topaz  x  Sort
Hanner: Sort + Sort/Topaz
Hunner: Sort + Sort/Topaz

Sort/Topaz  x  Sort/Topaz
Hanner: Sort + Sort/Topaz + Sort Topaz
Hunner: Sort + Sort/Topaz + Sort Topaz

**/Topaz – betyder at fuglen bærer og giver gen for Topaz ved videre parringer.

 Posted by at 22:28
apr 052011
 

Phæo  x  Phæo
100 % Phæo

Brun  x  Phæo
Hanner: Brun / Phæo
Hunner: Brun / Phæo

Brun/Phæo  x  Phæo
Hanner: Brun/Phæo + Phæo
Hunner: Brun/Phæo + Phæo

Brun  x  Brun/Phæo
Hanner: Brun + Brun/Phæo
Hunner: Brun + Brun/Phæo

Brun/Phæo  x  Brun
Hanner: Brun + Brun/Phæo
Hunner: Brun + Brun/Phæo

Brun/Phæo  x  Brun/Phæo
Hanner: Brun + Brun/Phæo + Phæo
Hunner: Brun + Brun/Phæo + Phæo
**/Phæo – betyder af fuglen bærer og giver gen for Phæo ved videre parringer.

 Posted by at 14:15
feb 042011
 

Pastel  x  Pastel
Hanunger: pastel
Hununger: pastel

Pastel  x  normal
Hanunger: Normal/ pastel
Hununger: pastel

Normal x  Pastel
Hanunger: Normal / pastel
Hununger: Normal

Normal / pastel  x Normal
Hanunger: Normal + Normal/ Pastel
Hununger: Normal +  pastel

Normal/ Pastel  x  Pastel
Hanunger: Normal / pastel + pastel
Hununger: Normal + pastel

Sort Pastel x Sort Pastel
Hanunger: sort pastel (kan også værre gråvinger)
Hununger: sort pastel (kan også være gråvinger)

Sort Pastel  x Sort Pastel Gråvinge
Hanunger: Sort Pastel Gråvinge  + Sort Pastel  (gråvinge type)
Hununger: Sort Pastel Gråvinge  + Sort Pastel  (gråvinge type)

Sort Pastel x Sort
Hanunger: sort / pastel
Hununger: sort pastel (+ gråvinger)

Sort x Sort Pastel
Hanunger: sort / pastel
Hununger: Sort

Sort / pastel x Sort
Hanunger: Sort + sort / pastel
Hununger: Sort + sort pastel (+ gråvinger)

Sort / Pastel  x  SortPastel
Hanunger: sort / pastel +  Sort Pastel gråvinger (gråvinge Type)
Hununger: Sort + Sort Pastel gråvinger (gråvinge Type)

Agat Pastel x Agat Pastel
Hanunger: agat pastel
Hununger: agat pastel

Agat Pastel x Agat
Hanunger: agat / pastel
Hununger: agat pastel

Agat x Agat Pastel
Hanunger: agat / pastel
Hununger: agat

Agat / pastel x Agat
Hanunger: agat +  agat / pastel
Hununger: agat  + agat pastel

Agat / pastel x agat pastel
Hanunger: agat / pastel +  agat pastel
Hununger: agat  +  agat pastel

Brun Pastel x Brun Pastel
Hanunger: brun pastel
Hununger: brun pastel

Brun Pastel  x  Brun
Hanunger: brun / pastel
Hununger: brun pastel

Brun  x  Brun Pastel
Hanunger: brun / pastel
Hununger: brun

Brun / pastel  x   Brun
Hanunger: brun  +   brun / pastel
Hununger: brun  +   brun pastel

Brun / Pastel  x  Brun Pastel
Hanunger: brun / pastel  +  brun pastel
Hununger: brun  +  brun pastel

Isabel Pastel  x  Isabel Pastel
Hanunger: Isabel pastel
Hununger: Isabel pastel

Isabel Pastel  x  Isabel
Hanunger: Isabel / pastel
Døtre: Isabel pastel

Isabel  x  Isabel Pastel
Hanunger: Isabel / pastel
Hununger: Isabel

Isabel  /pastel  x  Isabel
Hanunger: Isabel  + Isabel / pastel
Hununger: Isabel  +  Isabel pastel

Isabel / pastel  x  Isabel pastel
Hanunger: Isabel / pastel   + Isabel pastel
Hununger: Isabel  + Isabel pastel

Bemærk hos gråvinge krydsninger:

–  Antallet og kvaliteten af gråvinger vil afhænge af kvaliteten og kvantiteten af eumelaniner hos moder fugle (især den sorte hos den klassiske sorte).
–  Arveligheden er derfor svær at beskrive.
–  Perfekte og gode sorte pasteller bliver de ikke!

 Posted by at 02:13
dec 092010
 

Udseende:
Mindre end en gråspurv og med en iøjnefaldende farverig fjerdragt. De brede gule vingebånd er særligt tydelige, når fuglen flyver.

Stemme:
Stillidsen kalder ofte lyst og hurtigt »didlit« eller »tsidit«. Fare signalerer den med et nasalt, langtrukkent »væii«, og i stridigheder med andre stillidser skælder den ud med et skærende »tsjrrr«. Sangen består af hastigt fremførte kvidre- og trillepassager, hvor der også forekommer nogle nasale lyse toner, og den indledes normalt med de typiske »didlit«-kald.

Tilholdssted:
I vinterhalvåret træffer man oftest stillidsen på tidselfyldte enge og i ukrudtbevoksede grøftekanter, eller i birke-, elle- og fyrretræer, eftersom de hovedsagelig ernærer sig af frø.

Adfærd: Stillidsen er meget social og strejfer rundt i små flokke uden for yngletiden. De kommer kun undtagelsesvis til foderpladser.

Foder
Fine frø, nødder og vildtfuglefoder.

 Posted by at 20:21
dec 092010
 

For at få størst muligt overblik over, hvad man skal satse på ved indkøb af nye fugle, kan det stærkt anbefales, at man besøger forskellige udstillinger og nøje betragter de fugle, man ønsker at beskæftige sig med.
Dernæst vil jeg anbefale, at man henvender sig til en erfaren opdrætter og køber sit avlsmateriale her. Man skal stræbe efter at købe 1-2 par fugle som minimum. Da opdrætteren normalt ikke sælger sine bedste dyr, kan man satse på køb af søskende til disse topfugle eller fugle, som tydeligt lever op til de væsentligste krav inden for standarden. De fugle, man bliver tilbudt, skal ligne hinanden i videst muligt omfang inden for farve, form og størrelse, for at man kan skabe ensartede karaktertræk og for at kunne opbygge en stabil stamme. Farvekanarier bør være ensartede i farven og med en rigtig farvenuance; aftegningerne skal være så smalle som muligt. Derimod kan figurkanarier på de væsentlige punkter i standarden variere en del og stadig være udmærkede avlsdyr. For at få et mere klart indtryk af fuglenes kvalitet kan man bede om at få forældrene at se, og gerne også bedsteforældrene.

Køber man fugle i december måned, anbefales det at skille hanner og hunner ad, straks man kommer hjem med dyrene for at undgå, at de parrer sig op i utide og efter egne ønsker. Hanner sættes i én voliere, og hunner i en anden.


Karantæne

Ved ethvert køb bør man sætte sine fugle i karantæne. Nyindkøbte fugle sættes i et bur for sig selv. De skal opholde sig mindst i 3 uger i dette bur. Fugle købt i udlandet skal gå i karantæne i 3 måneder. Man sætter de nye fugle sammen med en eller to fugle fra sit eget fuglehold. Disse fugle vil blive smittet, hvis de indkøbte fugle er smittebærere.

 Posted by at 02:25
dec 092010
 

Står man over for at skulle købe fugle for første gang, skal man gøre sig flere ting klart. Hvilke fugle ønsker jeg: farve-, figur- eller sangkanarier? Hvilken farve eller race? Hvor mange fugle skal jeg købe? Hvor meget vil jeg ofre på sagen?
Ganske kort: start med én farve eller én race – hvis det ikke giver tilstrækkelig udfordring, da maksimalt to typer.
Forsøg om muligt at erhverve fugle, som ligger tæt op ad standarden, så man hele tiden kan studere denne for at klarlægge de forskellige facetter, der lægges vægt på.
Lad det være en gylden regel, at det er kvalitet og ikke kvantitet, som tæller. Altså køb færre fugle, men giv lidt mere for disse end først beregnet.

Opbygning af stamme
Fire fugle vil være et godt udgangspunkt. To par fugle vil være velegnet til at opbygge en stamme over. Der er kun et punkt, der skal fremhæves. Sørg for, at begge hanner er af samme type f. eks. intensive eller rimede, toppede eller utoppede, og det gælder selvfølgelig også for hunnerne, fordi parringsmulighederne derved forøges. Kan man afse et lidt større beløb, vil 3 par være det mest ideelle, fordi det giver større variationsbredde, og man undgår i starten alt for megen indavl.
Første par AB og andet par CD parres sammen, men kun for et enkelt kuld,derefter splittes parrene op igen. Nu laves to nye par AD og CB. Herved forøges chancerne for at kunne lave en stamme uden at være nødt til at skulle indavle fra starten. Ungerne fra parringen AB og CD, AD og CB sættes det følgende år sammen med hinanden. Desuden sættes ungerne fra parringerne AB, CD, AD og CB på de gamle fugle for at opnå så mange ubeslægtede dyr som muligt at arbejde videre med det andet år. Sammenparringerne kan da være A x (CD), B x (AD), C x (AD), D x (CB), D x (AB), B x (CD), C x (AD), A x (CB). Fuglene i parentes er unger af førnævnte parringer.
Der er endnu et punkt, man må lægge vægt på: Når man indleder sæsonen og efterhånden føler, at resultaterne og heldet står én bi, skal man ikke lade sig forblænde af mængden af unger, man ser på pind, og endnu mindre af det økonomiske udbytte man kan opnå. Derimod skal man, når man har opnået en mængde på maksimalt 10 unger pr. par, stoppe det enkelte par. To kuld unger vil også være passende. Derved vil man ikke overbelaste forældrene.
Et andet punkt er brugen af ammefugle. Denne løsning skal kun benyttes i nødstilfælde for ikke at få stammer frem, som er afhængige af ammefugle. Ellers vil man komme i samme situation, som mange opdrættere af australske pragtfinker er kommet i, hvor det i mange tilfælde er en ren nødvendighed at besidde ammefugle for at få opdræt. Meningen med kanarieopdrættet som en sport eller hobby vil da let gå tabt.

 Posted by at 02:24
dec 092010
 

Toppede – racer

Toppen er egentlig det eneste tydelige fænomen der er opstået gennem en mutation ved figurkanarierne.
Alle andre former for afvigelser ved figurkanarierne er sandsynligvis et resultat af selektion. Muligvis er det i nogle tilfælde en mutation der har dannet grundlaget for en races opståen. Men det fremgår ikke tydeligt på racen, dermed kan det ikke længere afgøres med sikkerhed.
I de fleste tilfælde vil det derimod være selektering, ofte ubevidst, der har medført fremkomsten af en ny figurkanarie race
I naturen findes flere fuglearter der er udstyret med en top af en eller anden form. Men da der på den oprindelige vilde kanarie ikke findes nogen form for top, må faktoren for top på kanarier være en ægte synlig mutation.
Specielt i England har opdræt af toppede kanarier altid været en vigtig del af opdrættet. Man er ret sikker på at Lancashire er den ældste form for toppede kanarier. Denne fugl blev tidligere omtalt som Manchester, og må betragtes som stamfaderen til alle toppede figurkanarier. Sandsynligvis har denne Manchester ikke haft meget tilfældes med de fugle vi nu betegner som Lancashire. På gamle tegninger er der vist en fugl med en vældig top. Den kunne man betragte som en mellemform mellem Lancashire og Norwich, men mellem den gamle og de nuværende toppede fugle er der en meget stor forskel.
Med de toppede kanarier arbejder vi altid med to forskellige typer, nemlig den toppede og den glathovedet form. Det er almindeligt anerkendt, at man i avlen ikke må parre to toppede indebyrdes. Det frarådes på grund af de uheldige bivirkninger i denne sammensætning, i første række letalfaktoren, hvor man teoretisk regner med at der vil fremkomme 25 % dødfødte unger. I praksis er det dog ikke noget
opdrætteren bemærker, han vil blot registrere det som en unge der er død i ægget. En helt anden grund til ikke at sammensætte parrene med to toppede fugle, er at de unger der falder ud af denne sammensætning, ofte er af en meget dårlig kvalitet. Misdannede, spaltede, ufuldstændige og forkert placerede toppe kan være resultatet af denne parring.
Af den grund, vil det altid være nødvendigt med en glathovedet partner til den toppede fugl. Denne glathovedet fugl skal altid være tilpasset således, at den har en god hovedform der kan danne basis for toppen. Issen på den glathovedet partener, skal være bred nok til at sikre en god runding på toppen. Da de fleste toppede fugle også skal have en smukt hvælvet top, skal den glathovedet også have en høj afrundet isse for at give en god basis for toppen.
Indenfor de toppede racer er de glathovede fugle egentlig et fuldstændigt underordnet produkt, men er nu engang en uundgåelig følge af den toppede faktor. I praksis er det imidlertid ofte således, at indenfor nogle racer er de glathovedet de mest almindelige. På udstillingerne ser man normalt dobbelt så mange glathovedet fugle som fugle med top.
Også inden for de toppede racer kan der fremkomme problemer med lumps, specielt ved Crested – Crestbred, der af natur har de meget lange og brede fjer kan det let opstå. Det kan man prøve at undgå ved aldrig at avle med fugle der har eller viser tendens til lumps. Udstilles fugle der har lumps vil det medfører diskvalifikation.
De toppede racer er, bortset fra Tysk toppet, af Engelsk oprindelse, som normalen er for de Engelske racer er det rolige og tillidsfulde fugle. Det betyder så, at det er forholdsvis lettere at lære fuglene en god udstillingsholdning, de behøver nødvendigvis ikke så megen burtræning som de sky og nervøse racer.

 Posted by at 02:23
dec 092010
 

Hvis man har en have, kan man i tilknytning til fuglerummet bygge udendørsvoli-erer. Da kanarier er meget hårdføre fugle, kan de sagtens tåle at opholde sig i uden-dørsvolierer hele året rundt, lige bortset fra den koldeste tid på året med hård frost eller i meget fugtige perioder. Imidlertid bør det i denne forbindelse frarådes at have figurkanarier i udendørsvolierer, hvis de ikke ligefrem er overdækkede med klare tagplader. Deres befjering optager let fugt, men har samtidig svært ved at tørre ud tilstrækkeligt hurtigt. Derved sættes fuglenes helbred på spil i unødig grad. Den friske udendørsluft er utvivlsomt med til at forbedre fuglenes kondition. Hvis der i forbindelse med voliererne ude og inde er vinduer, skal man sætte en trådvævsramme op for ruderne for at undgå, at fuglene flyver mod glasset. I værste fald vil de kunne komme til skade mod glasset. Ud- og indflyvningshullet i udendørs-volieren bør være så lille som muligt for at undgå for meget kulde og træk ind i volieren, dog bør hullet være så stort, at mindst to fugle kan passere hinanden. Mange gange vil man med små huller opleve, at en bestemt fugl benytter hullet som sovested og derfor let får overtaget over hullet, og den vil bekrige de andre fugle, når de vil ud og ind. Som lem til hullet skal man bruge en såkaldt faldlem. Den skal udføres i et mørkt materiale. Desuden må materialet ikke kunne slå sig. Lemmen skal helst sættes i en fals, hvor bevægeligheden er så stor, at snavs og fugt ikke vil kunne hindre det frie løb. Det anbefales at anvende fiskesnøre eller stærk nylonline som træksnor for at undgå, at fuglene æder snoren. Snoren kan føres gennem et rør eller øskner. Røret skal virke som styr. Man undgår på denne måde et stærkt slid på snoren. Skær en rille i røret, hvis snoren skal udskiftes. Det letter arbejdet med at isætte den ny snor.
Udendørsvolierens placering bør af hensyn til træk være yderst velovervejet. Man sikrer sig en trækfri voliere ved evt. at blænde den ene eller begge sider af med faste flader. Ved opbygningen af udendørsvolieren er der visse retningslinier, som skal følges — først og fremmest af sikkerhedsmæssige grunde for at undgå „ubudne gæster”, såsom mus, rotter, katte, lækatte, mårm.fl. Soklen skal opbygges af et fast materiale og graves ned i 50 cm dybde, enten ved at støbe en sokkel eller ved at anvende plane eternitplader. Soklens styrke afhænger af, om man ønsker et fast bundmateriale eller sand i sin voliere. Med en fast bund undgår man først og fremmest uvedkommende dyrs indtrængen i volieren nedefra; dernæst lettes rengøringen ved, at man kan benytte en kost og en vandslange på fliser eller beton. Får man sygdom i sin bestand, lettes desinfektionen gevaldigt, og man kan bedre holde styr på fuglenes sundhedsmæssige tilstand ved en jævnlig spuling af bunden, f.eks. Én gang om ugen.
Ønsker man et andet bundlag end fliser og beton, skal man sørge for at lægge tråd i volierebunden ca. 30-40 cm under overfladen for at hindre skadedyrs indtrængen. Men det er ikke den eneste sikkerhedsfaktor, man skal tage højde for. Alle åbne volierer skal være forsynet med dobbelttråd – sådan at forstå, at man sætter et nyt lag tråd på rammen i ca. 10 cm afstand fra den oprindelige volieretråd. En anden løsning, som tidligere er skitseret, er et loft bestående af gennemsigtige plastplader eller glas — over tråden – herved undgås fugtproblemer. Siderne kan f.eks. Beklædes med faste plader, plasticplader eller glas. Hvis man ikke ønsker at anvende dobbelttråd, kan man på fronten trække en tynd tråd (0,5-1,0 mm tykkelse) i en indbyrdes afstand på ca. 10 cm. Denne tråd hindrer katte eller ugler i at komme ind på selve volieretråden. Skal man fuldende værket, kan man på fronten montere glasrammer, som er oplukkelige, derved øges det tidsrum, fuglen kan opholde sig i volieren. Under højsommerens stærke sol kan f.eks. Visse farvekanarier lide skade på deres farve på grund af solens afblegende virkning, og fuglene vil, hvis de skulle benyttes til udstilling, være ødelagte. Det nytter ikke at tilplante en voliere for kanarier. Planterne vil ganske enkelt blive ædt af fuglene. Fra at give et tiltalende, eksotisk indtryk vil det snart skifte til en håbløs ødemark. Fugle og planter klæder hinanden, og uden for volieren kan man lade fantasien florere med en beplantning af lette buske, roser og stauder, der kan sløre og give læ uden at hindre synet af fuglene.

 Posted by at 02:22
dec 092010
 

Frisé – racer

De krøllede fjer giver fuglene et mærkeligt udseende, så meget endog, at det ofte hænder at folk der ikke kender disse fugle, spørger om de er syge. Men det modsatte er derimod tilfældet, idet den overdådige frisure på fjerene beviser at der er en fremragende kondition på fuglene.
Hvordan frisé kanarierne er opstået, er der mange forskellige meninger om. Det eneste punkt hvor man er nogenlunde enige, er om tidspunktet hvor de første fugle fremkom med krøllede fjer. Det er man nogenlunde sikker på var omkring år 1800.

Flere lande er nævnt som stedet hvor udviklingen af de første frisé kanarier fandt sted. Lande som Spanien, Frankrig, Belgien og Holland. I alle de forskellige optegnelser, hvor oprindelsen til frisé kanarier omtales, er Holland et af de lande der ofte nævnes. Ud fra det må man formode at Holland omkring år 1800, har leveret et vigtigt bidrag til at frisé kanarierne fremkom. Udtrykket “Hollænder” var tidligere et internationalt begreb i sammenhæng med frisé kanarierne. Her kan nævnes navne som Serin-Hollan-dais, Hollandais-Roubaisien, Wiener-Hollænder o.s.v. I den forbindelse skal vi være opmærksom på, at specielt det sydlige Holland i tidligere tid, var et af de vigtigste områder for frisé kanarier. Et andet betydelig område for udviklingen af frisé kanarier var i nord Frankrig omkring byerne Roubaix og Lille samt i landdistriktet Picardie.
Sandsynligvis er Roubaix frisé den race hvorfra alle senere frisé kanarier er opstået. Selvom der ikke længere eksisterer en eksakt standardbeskrivelse for denne Robeke-frisé, så kan vi dog danne os et indtryk af racen, ud fra nogle ganske få gamle afbildninger der endnu eksisterer af denne fugl. Det har været en fugl der hvad angår størrelse cirka har været af samme størrelse som de nuværende Hollandske frisé racer. Holdningen har været let bøjet, med ret lange ben. Befjeringen så også nogenlunde ud som vi ser ved de nuværende frisé racer, men dog med enkelte kendetegn så som hanefjer og roset der kan genfindes på Pariser frisé.
Som flere andre af de gamle racer er stamfaderen til frisé kanarierne uddød. En anden frisé race der er uddød er Wiener-Hollænder, selvom nogle sætter spørgsmålstegn ved om den kan betragtes som en selvstændig race. Omkring år 1900, begyndte Østrigste opdrættere et forsøg med at fremavle deres egen nationale frisé kanarie. Gennem flere år, forsøgte man at fremavle en frisé fugl, der viste tydelige afvigelser til de øvrige frisé fugle. Men det lykkedes ikke rigtigt, og efterhånden hørte man ikke mere til den så racen nu er helt glemt.
En race der tydeligt ligner Pariser-frise, og egentlig også er en og samme fugl, er den Brasilianske-frisé. Den er noget større og krøllerne er meget kraftigt udviklet, men det skyldes tildels de varme himmelstrøg. Frisé fugle der opvokser under et varmere klima, vil udvikle større krøller end vi kan forvente her i det kolde Nord. Derfor må vi betragte denne Sydamerikanske frisé kanarie som en større udgave af Pariser frisé.
Frisé kanarierne opdeler vi i to grupper. De kraftige og de let friserede racer. Med de kraftige friserede menes der de fugle der har frisure over hele kroppen. Til denne gruppe hører Pariser-frise og Paduaner. De let friserede har tre grupper af frisurer, nemlig på brystet, ryggen og flankerne. I denne gruppe finder vi Nordholland-sk-frisé, Sydhollandsk-frisé, Schweizisk-frisé, Fiorino, Gibber Italicus og Giboso Espagnola.
På grund af den åbne og tynde fjerdragt er frisé racerne ret sarte fugle der ikke tåler kulde og fugt. Fuglene er generelt ikke så gode avls-fugle, de er af natur ret sky og nervøse.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 01:53
dec 092010
 

Form-racer

Gruppen form-racer omfatter hovedsageligt Engelske figurkanarier, kun Berner kanarien og den Spanske Raza Espagnola danner en undtagelse. De Engelske fugle har almindeligvis en ret kompakt kropsbygning. Befjeringen på de Engelske figurkanarier er forholdsvis lang og tæt med en silkeagtig blødhed, de har kraftige-tætte underdun der giver fylde på fuglen. Befjeringen skal ligge glat og tæt ind til kroppen uden antydning af krøller, altså lige modsat frisé racerne der skal have så meget krøl som muligt. Det til trods for, at de Engelske racer har flere fjer end frisé kanarierne. Den enorme mængde fjer og de tætte underdun på form-racerne, er primært det der frembringer form og fylde på fuglene. Inden for figurkanarierne ser vi hyppigt at det er fjerdragten der skaber fuglen. Ser vi på kroppen uden fjer inden for de forskellige racer, er der i virkeligheden ikke stor forskel på størrelsen. Men med fjer kan der være en enorm forskel i form og størrelse mellem den gode og dårlige fugl. Den enorme tætte og bløde fjerdragt, kan nogle gange give anledning til problemer ved formracerne. Specielt ved Norwich, der har meget lange, brede og bløde fjer, kan der nogle gange fremkomme fjerbylde (lumps) der kan være en sand plage for både fugle og opdrætteren. Disse fjercyster består oftest af en mængde fjer der fremvokser under huden. Årsagen er sandsynligvis, at der er fremkommet en beskadigelse af fjersækken hvor fjerene skal trænge igennem, den kan derved ikke trænge igennem på den normale måde. Da lumps oftest fremkommer på rimede fugle med meget lang befjering, kan man delvis modvirke det ved også at bruge de intensive fugle i avlen. Da hovedårsagen til lumps, er de lange-brede og bløde fjer, vil man ved at bruge intensive fugle få kortere-smallere fjer, der bedre kan trænge igennem fjersækken. Der er så samtidig den sidegevinst, at med den lidt kortere fjerdragt, undgår man måske at fuglen får et fratræk på udstillingen, fordi fjerdragten er løs og pjusket. Når man ofte har brugt at parre rim x rim har det været for at bibeholde form og fylde på fuglene. Men ser vi på de Engelske opdrættere, kan der udemærket skabes vinderfugle ud fra parringer, hvor der har været brugt intensive fugle sammen med de rimede. På de største Engelske udstillinger, har jeg set intensive fugle som vindere både ved Norwich, Yorkshire, Bordere og Fife. Englænderne lægger utroligt meget vægt på befjeringen. Har man først en gang, haft en Engelsk fugl i hånden med en fjerdragt så blød som silke, har man virkelig mærket hvad der menes med en god befjering. På udstillingen vil fugle med en let intensiv stram og glansfuld fjerdragt, have den fordel at de bedre kan fremvise kropsformen. Det i modsætning til de mange løsbefjerede kraftigt rimede fugle der ofte fremkommer i formracerne. De fleste Engelske form-racer er normalt rolige og tillidsfulde fugle. De kræver ikke så intensiv træning som frisé og aktions racerne, for at præsentere sig godt på udstillingerne. Men det bør dog være et minimums krav at fuglene lærer udstillingsburene at kende før de udstilles. Selv de bedste fugle kan blive bedre til at præsentere kvaliteterne, når de gennem målrettet træning har lært at præsentere sig i buret. Med den uro og stress de oplever på udstillingen, er det vigtigt at de føler sig trygge i burene. Berner og Raza Espagnola der er de eneste kontinentale racer i denne gruppe, adskiller sig fra resten af gruppen. De har ikke den tykke bløde fjerdragt og er heller ikke så rolige og tillidsfulde fugle.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 01:51
dec 092010
 

Farvekanarier – generelt

Kanariefarver er et omfattende felt at begive sig ind på. Man opdeler farverne i to hovedgrupper, henholdsvis i lipokromfarver og i melaninfarver. Til lipokromgruppen hører kanarier helt uden mørkt farvestof. Kroppens farve, også kaldet bundfarven, består af et karotinoid eller lipokrom, hvilket egentlig kan komme ud på ét. Karakteristisk for lipokromfuglene er deres lyse hale- og vingefjer. Fugle med et meget kraftigt farveindhold kan dog få den gule eller røde farve til at fordele sig ud i halen og vingerne. Udstillingsstandarden kræver et kraftigt farvestof i både hale- og vingefjerene.
Inden for farvekanarierne findes tre farver: gul, rød og hvid. Der optræder en masse overgangsformer mellem den stærkt gule farve over orange til den højrøde farve. Dette gør sig imidlertid ikke gældende for den hvide farve. Hvidt forårsages af to farver eller rettere af to mutationer. Den ene mutation hedder dominant hvid, fordi den undertrykker den gule eller røde farve og blot levner lidt farve i vingerne. Den anden hvide mutation kaldes recessiv hvid på grund af dens vigende arvegang over for gult og rødt. Denne faktor skal optræde i dobbeltform for at kunne komme til syne, og derved fortrænges faktoren for gult og rødt helt. Den dominanthvide faktor kan derimod klare sig med én faktor for at kunne træde frem og undertrykke den gule og røde farve.

Inden for gruppen af melanin- eller pigmentfugle findes ligeledes forskellige mutationer. Den oprindelige farve er grøn i lighed med den vilde kanariefugl. Herud fra er der opstået en mængde variationer og farvesammenblandinger, efterhånden som mutationerne er dukket op.
Der findes fire hovedformer, som denne gruppe inddeles efter: grøn, brun, agat og isabel afhængig af, om fuglen har sort pigment eller brunt pigment. Pigmentet er de mørke farvestoffer – melaniner -som tilsammen frembringer de mere eller mindre udbredte striber på ryggen og kroppens sider, samt giver hale og vinger deres mørke farve. Farverne agat og isabel er henholdsvis det sorte og det brune melanin i „afbleget” (reduceret) form. Disse farver kan kombineres med én gul, rød eller hvid kropsfarve (bundfarve). Dernæst kan de mørke aftegninger ændres under påvirkning af mutationsfaktorer som ino, opal, pastel og satinet.
Bundfarven kan også ændres, så den optræder i en lysere nuance. Her er det den såkaldte elfenbensfaktor, som påvirker bundfarvens styrke.

Intensiv eller rimet

Alle kanarier inddeles i to undergrupper efter befjeringens længde og bredde. En fugl med middellang og smal befjering får en mere intens farve, fordi farvekornene samles på et lille areal. En fugl med denne befjering kaldes Intensiv.

Fugle med brede, lange fjer kaldes derimod rimet, fordi der ikke er tilstrækkelig med farvekorn til stede til at farve fjerene helt ud i spidserne. Befjeringen får derved nogle hvide områder uden farvestof i lighed med vinterens rim eller skimmel på madvarer. Heraf kommer navnet rim. Dette lag findes på både en lipokromfugl og en melaninfugl.
For at få et dybere indblik i farvekana-riernes alsidige verden henvises til faglitteratur, som detaljeret beskriver alle farverne og deres arvegang.

 Posted by at 01:47
dec 092010
 

Rasim Durakovic

Borgmester Fischers Vej 2, 13 th
2000 Frederiksberg

mobil: 23 34 48 73

Melanin Rød Mosaik ( Sort Pastel Gråvinge, Sort Opal, Agat Opal, Brun Opal)

 Posted by at 01:29
dec 092010
 

Fuglerum

Når man vælger sig et lokale til sit fuglehold indendørs, bør man først og fremmest lægge vægt på orienteringen i forhold til verdenshjørnerne. Et sydvendt vindue er altid at foretrække, fordi det giver mulighed for dagslys hele året. Ikke mindst i vinterhalvåret skal man tage højde for, at lysintensiteten og lysmængden skal være så stor som mulig.
Man bør i videst mulig omfang undgå at vælge et værelse i en kælder. Der opstår let luft- og fugtproblemer på grund af indelukkethed. Desuden vil man være tvunget til at benytte kunstlys hele året.

Kunstlys
Anvendelsen af kunstlys kan i sig selv ikke anses som et problem, da der på markedet findes et stort udvalg af glødelamper og lysstofrør. Et meget lysstærkt rør er bedst, gerne med en lysintensitet på op mod 5000° Kelvin.
På det udenlandske marked findes et rør, som har været rost stærkt for sit lysindhold og farvebalance. Røret hedder TRUE-LITE-DURO-TEST-rør. Det, som i særlig grad fremhæves ved røret, er dets indhold af infrarøde og ultraviolette stråler. Begge stråletyper underbygger fuglenes velbefindende. Dog bør man passe på med brug af rør med et for stærkt indhold af infrarøde og ultraviolette stråler, da disse stråler kan påvirke fuglenes øjne. Når man skal regne ud, hvor mange rør og/eller hvor kraftigt lys man skal benytte, bør man regne med ca. 15-20 watt pr. m2. Ved opsætningen skal man kunne tænde og slukke for de forskellige rør enkeltvis, således at lysintensiteten kan varieres afhængig af årstiden, eller den kunstige årstid, man vil opnå. Hvis det nævnte rør ikke kan skaffes, anbefales det at stræbe efter en farvebalance i retning af dagslys. Undersøg farvespektrets indhold af røde, grønne, gule, blå stråler. En elektriker vil kunne indhente disse oplysninger gennem importøren.
Lysstofrør kan umiddelbart hænges op i volieren, da de ikke bliver for varme eller på anden måde skader fuglene. Derimod vil højfjeldssol eller ultraviolette lamper skade. UV-lys, som ligeledes er for stærkt kan forårsage betændelse i bin-devævshinden i øjet. Hvad lysintensiteten angår kan man sjældent få for meget lys, tværtimod. Mange opdrættere er tilbøjelige til at holde deres fugle for mørkt, specielt i vinterhalvåret. Dette vil i værste fald kunne påvirke fuglenes yngleryt-me senere på året, fordi de ikke vil opnå den hormonbalance, som underbygger en regelmæssig ynglerytme.

 Posted by at 00:43
dec 082010
 


Figurkanarier er ligeledes en omfattende gruppe. Der lægges her vægt på befjering, form, størrelse og holdning, hvorimod farven spiller en underordnet rolle. Geografisk opdeles racerne i grove træk i engelske og kontinentale racer. Til de engelske racer hører Border Fancy, Fife Fancy, Gloster Fancy, Norwich, Yorkshire, Lancashire, Crested og Scotch Fancy.

En race kaldet Lizard er også engelsk, men i modsætning til alle de øvrige racerlægges her udelukkende vægt på farven. Alligevel henregnes den til figurkanarierne på grund af racens stabile form og helt særegne farve, som intet har med normale farvekanarier at gøre. Dens aftegninger ligner rækker af perlekæder, og på hovedet har den en gul plet som en kongekrone.

Scotch Fancy hører som nævnt også til de engelske racer, men har fundet sin renæssance på kontinentet.
Til de kontinentale typer henregnes Bossu, Berner, Munchener, Raza Espagnola. For disses vedkommende spiller form og holdning en væsentlig rolle. Pariser Frisé (Pariser trompeter), Nordhollandsk Frisé (Nordhollænderen), Sydhollandsk Frisé (Sydhollænderen), Schweizisk Frisé, Toppet Paduaner, Milano Frisé (Milanese-ren) og Gibber Italicus er alle krøllede figurkanarier. Tysktoppet betegnes som en toppet farvekanarie. Fra Japan kommer Japan Hoso, som er beslægtet med Scotch Fancy, altså en po-siturkanarie, hvor der lægges vægt på holdningen. Derudover findes en frisé i Japan – Makigen. Racen er ganske ny i Europa.

Man må forvente, at der også i fremtiden vil dukke nye racer op, idet der flere steder i Europa eksperimenteres med at skabe nyheder. Det tager imidlertid adskillige år, før man får etableret en ny race, så den arvemæssigt opnår en rimelig stabilitet. I starten vil kun ganske få fugle leve op til de opstillede standardkrav. Fra opdrætterens side kræves altså en høj grad af idealisme.

Kropsbygning

En mere logisk inddeling vil være inddelingen efter kropsbygning. Border Fancy og Fife Fancy er egentlig én og samme race, hvor Borderen skal have en størrelse på 14-15 cm, mens Fifen ligger på 11-12 cm. De har begge en rund krop i lighed med en pære og et lille rundt hoved. Norwichen er den kraftigste af alle kanarier med en fyldig, rund krop og et stærkt rundt og bredt hoved. Glosteren er en toppet kanarie. I formen er den kort, rund og kompakt; hoved og hals går direkte over i kroppen uden synlig overgang. Fuglen er en lille fugl på ca. 12 cm. Dens modstykke findes i Crested, som også er toppet, men har en længde på 16-17 cm med en langstrakt krop og en forholdsvis løs befjering. Lancashiren er ligeledes en toppet kanarie, hvis form i grove træk minder om Yorkshiren. Dens længde når helt op omkring 22 cm for en ideal fugl og er dermed den længste kanarie, man kender. „The gentleman” inden for kanarierne er Yorkshiren med sin lodrette, statelige holdning og lange, tynde krop, som i form minder om en gulerod. På grund af den specielle holdning kunne denne race med rette henregnes til en gruppe af kanarier med holdningen som det væsentlige punkt.

Frisé

Alle de nævnte frise-racer er kanarier med en specielt krøllet befjering. Der er fastlagt særlige retningslinier for krøllernes placering og størrelse, samt den måde de drejer ud fra kroppen på. Derudover varierer racerne i størrelse og holdning med Gibber Italicus og Sydhollandsk Frisé og Schweizisk Frisé som positurfugle.

Positur

Scotch Fancy, Bossu, Japan Hoso, Sydhollandsk Frisé, Gibber Italicus og Schweizisk Frisé er alle racer, som indtager en helt speciel holdning – positur -vinkelmæssigt i forhold til pinden! Holdningen minder om „halvmåner” eller ’syvtaller’. Det kaldes, at de er i aktion eller arbejder, når de indtager denne holdning, fordi denne særlige positur kun indtages over et kortere tidsrum.
Både Amerika og Irland har deres egne racer. Den irske kanarie minder om Borderen, og det samme gør sig gældende for den amerikanske race. Men denne race skulle også kunne synge i retning af en Harzer. Racerne er imidlertid kun kendt i deres hjemlande.

 Posted by at 23:55