dec 092010
 

Hvis man har en have, kan man i tilknytning til fuglerummet bygge udendørsvoli-erer. Da kanarier er meget hårdføre fugle, kan de sagtens tåle at opholde sig i uden-dørsvolierer hele året rundt, lige bortset fra den koldeste tid på året med hård frost eller i meget fugtige perioder. Imidlertid bør det i denne forbindelse frarådes at have figurkanarier i udendørsvolierer, hvis de ikke ligefrem er overdækkede med klare tagplader. Deres befjering optager let fugt, men har samtidig svært ved at tørre ud tilstrækkeligt hurtigt. Derved sættes fuglenes helbred på spil i unødig grad. Den friske udendørsluft er utvivlsomt med til at forbedre fuglenes kondition. Hvis der i forbindelse med voliererne ude og inde er vinduer, skal man sætte en trådvævsramme op for ruderne for at undgå, at fuglene flyver mod glasset. I værste fald vil de kunne komme til skade mod glasset. Ud- og indflyvningshullet i udendørs-volieren bør være så lille som muligt for at undgå for meget kulde og træk ind i volieren, dog bør hullet være så stort, at mindst to fugle kan passere hinanden. Mange gange vil man med små huller opleve, at en bestemt fugl benytter hullet som sovested og derfor let får overtaget over hullet, og den vil bekrige de andre fugle, når de vil ud og ind. Som lem til hullet skal man bruge en såkaldt faldlem. Den skal udføres i et mørkt materiale. Desuden må materialet ikke kunne slå sig. Lemmen skal helst sættes i en fals, hvor bevægeligheden er så stor, at snavs og fugt ikke vil kunne hindre det frie løb. Det anbefales at anvende fiskesnøre eller stærk nylonline som træksnor for at undgå, at fuglene æder snoren. Snoren kan føres gennem et rør eller øskner. Røret skal virke som styr. Man undgår på denne måde et stærkt slid på snoren. Skær en rille i røret, hvis snoren skal udskiftes. Det letter arbejdet med at isætte den ny snor.
Udendørsvolierens placering bør af hensyn til træk være yderst velovervejet. Man sikrer sig en trækfri voliere ved evt. at blænde den ene eller begge sider af med faste flader. Ved opbygningen af udendørsvolieren er der visse retningslinier, som skal følges — først og fremmest af sikkerhedsmæssige grunde for at undgå „ubudne gæster”, såsom mus, rotter, katte, lækatte, mårm.fl. Soklen skal opbygges af et fast materiale og graves ned i 50 cm dybde, enten ved at støbe en sokkel eller ved at anvende plane eternitplader. Soklens styrke afhænger af, om man ønsker et fast bundmateriale eller sand i sin voliere. Med en fast bund undgår man først og fremmest uvedkommende dyrs indtrængen i volieren nedefra; dernæst lettes rengøringen ved, at man kan benytte en kost og en vandslange på fliser eller beton. Får man sygdom i sin bestand, lettes desinfektionen gevaldigt, og man kan bedre holde styr på fuglenes sundhedsmæssige tilstand ved en jævnlig spuling af bunden, f.eks. Én gang om ugen.
Ønsker man et andet bundlag end fliser og beton, skal man sørge for at lægge tråd i volierebunden ca. 30-40 cm under overfladen for at hindre skadedyrs indtrængen. Men det er ikke den eneste sikkerhedsfaktor, man skal tage højde for. Alle åbne volierer skal være forsynet med dobbelttråd – sådan at forstå, at man sætter et nyt lag tråd på rammen i ca. 10 cm afstand fra den oprindelige volieretråd. En anden løsning, som tidligere er skitseret, er et loft bestående af gennemsigtige plastplader eller glas — over tråden – herved undgås fugtproblemer. Siderne kan f.eks. Beklædes med faste plader, plasticplader eller glas. Hvis man ikke ønsker at anvende dobbelttråd, kan man på fronten trække en tynd tråd (0,5-1,0 mm tykkelse) i en indbyrdes afstand på ca. 10 cm. Denne tråd hindrer katte eller ugler i at komme ind på selve volieretråden. Skal man fuldende værket, kan man på fronten montere glasrammer, som er oplukkelige, derved øges det tidsrum, fuglen kan opholde sig i volieren. Under højsommerens stærke sol kan f.eks. Visse farvekanarier lide skade på deres farve på grund af solens afblegende virkning, og fuglene vil, hvis de skulle benyttes til udstilling, være ødelagte. Det nytter ikke at tilplante en voliere for kanarier. Planterne vil ganske enkelt blive ædt af fuglene. Fra at give et tiltalende, eksotisk indtryk vil det snart skifte til en håbløs ødemark. Fugle og planter klæder hinanden, og uden for volieren kan man lade fantasien florere med en beplantning af lette buske, roser og stauder, der kan sløre og give læ uden at hindre synet af fuglene.

 Posted by at 02:22
dec 092010
 

Frisé – racer

De krøllede fjer giver fuglene et mærkeligt udseende, så meget endog, at det ofte hænder at folk der ikke kender disse fugle, spørger om de er syge. Men det modsatte er derimod tilfældet, idet den overdådige frisure på fjerene beviser at der er en fremragende kondition på fuglene.
Hvordan frisé kanarierne er opstået, er der mange forskellige meninger om. Det eneste punkt hvor man er nogenlunde enige, er om tidspunktet hvor de første fugle fremkom med krøllede fjer. Det er man nogenlunde sikker på var omkring år 1800.

Flere lande er nævnt som stedet hvor udviklingen af de første frisé kanarier fandt sted. Lande som Spanien, Frankrig, Belgien og Holland. I alle de forskellige optegnelser, hvor oprindelsen til frisé kanarier omtales, er Holland et af de lande der ofte nævnes. Ud fra det må man formode at Holland omkring år 1800, har leveret et vigtigt bidrag til at frisé kanarierne fremkom. Udtrykket “Hollænder” var tidligere et internationalt begreb i sammenhæng med frisé kanarierne. Her kan nævnes navne som Serin-Hollan-dais, Hollandais-Roubaisien, Wiener-Hollænder o.s.v. I den forbindelse skal vi være opmærksom på, at specielt det sydlige Holland i tidligere tid, var et af de vigtigste områder for frisé kanarier. Et andet betydelig område for udviklingen af frisé kanarier var i nord Frankrig omkring byerne Roubaix og Lille samt i landdistriktet Picardie.
Sandsynligvis er Roubaix frisé den race hvorfra alle senere frisé kanarier er opstået. Selvom der ikke længere eksisterer en eksakt standardbeskrivelse for denne Robeke-frisé, så kan vi dog danne os et indtryk af racen, ud fra nogle ganske få gamle afbildninger der endnu eksisterer af denne fugl. Det har været en fugl der hvad angår størrelse cirka har været af samme størrelse som de nuværende Hollandske frisé racer. Holdningen har været let bøjet, med ret lange ben. Befjeringen så også nogenlunde ud som vi ser ved de nuværende frisé racer, men dog med enkelte kendetegn så som hanefjer og roset der kan genfindes på Pariser frisé.
Som flere andre af de gamle racer er stamfaderen til frisé kanarierne uddød. En anden frisé race der er uddød er Wiener-Hollænder, selvom nogle sætter spørgsmålstegn ved om den kan betragtes som en selvstændig race. Omkring år 1900, begyndte Østrigste opdrættere et forsøg med at fremavle deres egen nationale frisé kanarie. Gennem flere år, forsøgte man at fremavle en frisé fugl, der viste tydelige afvigelser til de øvrige frisé fugle. Men det lykkedes ikke rigtigt, og efterhånden hørte man ikke mere til den så racen nu er helt glemt.
En race der tydeligt ligner Pariser-frise, og egentlig også er en og samme fugl, er den Brasilianske-frisé. Den er noget større og krøllerne er meget kraftigt udviklet, men det skyldes tildels de varme himmelstrøg. Frisé fugle der opvokser under et varmere klima, vil udvikle større krøller end vi kan forvente her i det kolde Nord. Derfor må vi betragte denne Sydamerikanske frisé kanarie som en større udgave af Pariser frisé.
Frisé kanarierne opdeler vi i to grupper. De kraftige og de let friserede racer. Med de kraftige friserede menes der de fugle der har frisure over hele kroppen. Til denne gruppe hører Pariser-frise og Paduaner. De let friserede har tre grupper af frisurer, nemlig på brystet, ryggen og flankerne. I denne gruppe finder vi Nordholland-sk-frisé, Sydhollandsk-frisé, Schweizisk-frisé, Fiorino, Gibber Italicus og Giboso Espagnola.
På grund af den åbne og tynde fjerdragt er frisé racerne ret sarte fugle der ikke tåler kulde og fugt. Fuglene er generelt ikke så gode avls-fugle, de er af natur ret sky og nervøse.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 01:53
dec 092010
 

Form-racer

Gruppen form-racer omfatter hovedsageligt Engelske figurkanarier, kun Berner kanarien og den Spanske Raza Espagnola danner en undtagelse. De Engelske fugle har almindeligvis en ret kompakt kropsbygning. Befjeringen på de Engelske figurkanarier er forholdsvis lang og tæt med en silkeagtig blødhed, de har kraftige-tætte underdun der giver fylde på fuglen. Befjeringen skal ligge glat og tæt ind til kroppen uden antydning af krøller, altså lige modsat frisé racerne der skal have så meget krøl som muligt. Det til trods for, at de Engelske racer har flere fjer end frisé kanarierne. Den enorme mængde fjer og de tætte underdun på form-racerne, er primært det der frembringer form og fylde på fuglene. Inden for figurkanarierne ser vi hyppigt at det er fjerdragten der skaber fuglen. Ser vi på kroppen uden fjer inden for de forskellige racer, er der i virkeligheden ikke stor forskel på størrelsen. Men med fjer kan der være en enorm forskel i form og størrelse mellem den gode og dårlige fugl. Den enorme tætte og bløde fjerdragt, kan nogle gange give anledning til problemer ved formracerne. Specielt ved Norwich, der har meget lange, brede og bløde fjer, kan der nogle gange fremkomme fjerbylde (lumps) der kan være en sand plage for både fugle og opdrætteren. Disse fjercyster består oftest af en mængde fjer der fremvokser under huden. Årsagen er sandsynligvis, at der er fremkommet en beskadigelse af fjersækken hvor fjerene skal trænge igennem, den kan derved ikke trænge igennem på den normale måde. Da lumps oftest fremkommer på rimede fugle med meget lang befjering, kan man delvis modvirke det ved også at bruge de intensive fugle i avlen. Da hovedårsagen til lumps, er de lange-brede og bløde fjer, vil man ved at bruge intensive fugle få kortere-smallere fjer, der bedre kan trænge igennem fjersækken. Der er så samtidig den sidegevinst, at med den lidt kortere fjerdragt, undgår man måske at fuglen får et fratræk på udstillingen, fordi fjerdragten er løs og pjusket. Når man ofte har brugt at parre rim x rim har det været for at bibeholde form og fylde på fuglene. Men ser vi på de Engelske opdrættere, kan der udemærket skabes vinderfugle ud fra parringer, hvor der har været brugt intensive fugle sammen med de rimede. På de største Engelske udstillinger, har jeg set intensive fugle som vindere både ved Norwich, Yorkshire, Bordere og Fife. Englænderne lægger utroligt meget vægt på befjeringen. Har man først en gang, haft en Engelsk fugl i hånden med en fjerdragt så blød som silke, har man virkelig mærket hvad der menes med en god befjering. På udstillingen vil fugle med en let intensiv stram og glansfuld fjerdragt, have den fordel at de bedre kan fremvise kropsformen. Det i modsætning til de mange løsbefjerede kraftigt rimede fugle der ofte fremkommer i formracerne. De fleste Engelske form-racer er normalt rolige og tillidsfulde fugle. De kræver ikke så intensiv træning som frisé og aktions racerne, for at præsentere sig godt på udstillingerne. Men det bør dog være et minimums krav at fuglene lærer udstillingsburene at kende før de udstilles. Selv de bedste fugle kan blive bedre til at præsentere kvaliteterne, når de gennem målrettet træning har lært at præsentere sig i buret. Med den uro og stress de oplever på udstillingen, er det vigtigt at de føler sig trygge i burene. Berner og Raza Espagnola der er de eneste kontinentale racer i denne gruppe, adskiller sig fra resten af gruppen. De har ikke den tykke bløde fjerdragt og er heller ikke så rolige og tillidsfulde fugle.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 01:51
dec 092010
 

Farvekanarier – generelt

Kanariefarver er et omfattende felt at begive sig ind på. Man opdeler farverne i to hovedgrupper, henholdsvis i lipokromfarver og i melaninfarver. Til lipokromgruppen hører kanarier helt uden mørkt farvestof. Kroppens farve, også kaldet bundfarven, består af et karotinoid eller lipokrom, hvilket egentlig kan komme ud på ét. Karakteristisk for lipokromfuglene er deres lyse hale- og vingefjer. Fugle med et meget kraftigt farveindhold kan dog få den gule eller røde farve til at fordele sig ud i halen og vingerne. Udstillingsstandarden kræver et kraftigt farvestof i både hale- og vingefjerene.
Inden for farvekanarierne findes tre farver: gul, rød og hvid. Der optræder en masse overgangsformer mellem den stærkt gule farve over orange til den højrøde farve. Dette gør sig imidlertid ikke gældende for den hvide farve. Hvidt forårsages af to farver eller rettere af to mutationer. Den ene mutation hedder dominant hvid, fordi den undertrykker den gule eller røde farve og blot levner lidt farve i vingerne. Den anden hvide mutation kaldes recessiv hvid på grund af dens vigende arvegang over for gult og rødt. Denne faktor skal optræde i dobbeltform for at kunne komme til syne, og derved fortrænges faktoren for gult og rødt helt. Den dominanthvide faktor kan derimod klare sig med én faktor for at kunne træde frem og undertrykke den gule og røde farve.

Inden for gruppen af melanin- eller pigmentfugle findes ligeledes forskellige mutationer. Den oprindelige farve er grøn i lighed med den vilde kanariefugl. Herud fra er der opstået en mængde variationer og farvesammenblandinger, efterhånden som mutationerne er dukket op.
Der findes fire hovedformer, som denne gruppe inddeles efter: grøn, brun, agat og isabel afhængig af, om fuglen har sort pigment eller brunt pigment. Pigmentet er de mørke farvestoffer – melaniner -som tilsammen frembringer de mere eller mindre udbredte striber på ryggen og kroppens sider, samt giver hale og vinger deres mørke farve. Farverne agat og isabel er henholdsvis det sorte og det brune melanin i „afbleget” (reduceret) form. Disse farver kan kombineres med én gul, rød eller hvid kropsfarve (bundfarve). Dernæst kan de mørke aftegninger ændres under påvirkning af mutationsfaktorer som ino, opal, pastel og satinet.
Bundfarven kan også ændres, så den optræder i en lysere nuance. Her er det den såkaldte elfenbensfaktor, som påvirker bundfarvens styrke.

Intensiv eller rimet

Alle kanarier inddeles i to undergrupper efter befjeringens længde og bredde. En fugl med middellang og smal befjering får en mere intens farve, fordi farvekornene samles på et lille areal. En fugl med denne befjering kaldes Intensiv.

Fugle med brede, lange fjer kaldes derimod rimet, fordi der ikke er tilstrækkelig med farvekorn til stede til at farve fjerene helt ud i spidserne. Befjeringen får derved nogle hvide områder uden farvestof i lighed med vinterens rim eller skimmel på madvarer. Heraf kommer navnet rim. Dette lag findes på både en lipokromfugl og en melaninfugl.
For at få et dybere indblik i farvekana-riernes alsidige verden henvises til faglitteratur, som detaljeret beskriver alle farverne og deres arvegang.

 Posted by at 01:47
dec 092010
 

Rasim Durakovic

Borgmester Fischers Vej 2, 13 th
2000 Frederiksberg

mobil: 23 34 48 73

Melanin Rød Mosaik ( Sort Pastel Gråvinge, Sort Opal, Agat Opal, Brun Opal)

 Posted by at 01:29
dec 092010
 

Fuglerum

Når man vælger sig et lokale til sit fuglehold indendørs, bør man først og fremmest lægge vægt på orienteringen i forhold til verdenshjørnerne. Et sydvendt vindue er altid at foretrække, fordi det giver mulighed for dagslys hele året. Ikke mindst i vinterhalvåret skal man tage højde for, at lysintensiteten og lysmængden skal være så stor som mulig.
Man bør i videst mulig omfang undgå at vælge et værelse i en kælder. Der opstår let luft- og fugtproblemer på grund af indelukkethed. Desuden vil man være tvunget til at benytte kunstlys hele året.

Kunstlys
Anvendelsen af kunstlys kan i sig selv ikke anses som et problem, da der på markedet findes et stort udvalg af glødelamper og lysstofrør. Et meget lysstærkt rør er bedst, gerne med en lysintensitet på op mod 5000° Kelvin.
På det udenlandske marked findes et rør, som har været rost stærkt for sit lysindhold og farvebalance. Røret hedder TRUE-LITE-DURO-TEST-rør. Det, som i særlig grad fremhæves ved røret, er dets indhold af infrarøde og ultraviolette stråler. Begge stråletyper underbygger fuglenes velbefindende. Dog bør man passe på med brug af rør med et for stærkt indhold af infrarøde og ultraviolette stråler, da disse stråler kan påvirke fuglenes øjne. Når man skal regne ud, hvor mange rør og/eller hvor kraftigt lys man skal benytte, bør man regne med ca. 15-20 watt pr. m2. Ved opsætningen skal man kunne tænde og slukke for de forskellige rør enkeltvis, således at lysintensiteten kan varieres afhængig af årstiden, eller den kunstige årstid, man vil opnå. Hvis det nævnte rør ikke kan skaffes, anbefales det at stræbe efter en farvebalance i retning af dagslys. Undersøg farvespektrets indhold af røde, grønne, gule, blå stråler. En elektriker vil kunne indhente disse oplysninger gennem importøren.
Lysstofrør kan umiddelbart hænges op i volieren, da de ikke bliver for varme eller på anden måde skader fuglene. Derimod vil højfjeldssol eller ultraviolette lamper skade. UV-lys, som ligeledes er for stærkt kan forårsage betændelse i bin-devævshinden i øjet. Hvad lysintensiteten angår kan man sjældent få for meget lys, tværtimod. Mange opdrættere er tilbøjelige til at holde deres fugle for mørkt, specielt i vinterhalvåret. Dette vil i værste fald kunne påvirke fuglenes yngleryt-me senere på året, fordi de ikke vil opnå den hormonbalance, som underbygger en regelmæssig ynglerytme.

 Posted by at 00:43
dec 082010
 


Figurkanarier er ligeledes en omfattende gruppe. Der lægges her vægt på befjering, form, størrelse og holdning, hvorimod farven spiller en underordnet rolle. Geografisk opdeles racerne i grove træk i engelske og kontinentale racer. Til de engelske racer hører Border Fancy, Fife Fancy, Gloster Fancy, Norwich, Yorkshire, Lancashire, Crested og Scotch Fancy.

En race kaldet Lizard er også engelsk, men i modsætning til alle de øvrige racerlægges her udelukkende vægt på farven. Alligevel henregnes den til figurkanarierne på grund af racens stabile form og helt særegne farve, som intet har med normale farvekanarier at gøre. Dens aftegninger ligner rækker af perlekæder, og på hovedet har den en gul plet som en kongekrone.

Scotch Fancy hører som nævnt også til de engelske racer, men har fundet sin renæssance på kontinentet.
Til de kontinentale typer henregnes Bossu, Berner, Munchener, Raza Espagnola. For disses vedkommende spiller form og holdning en væsentlig rolle. Pariser Frisé (Pariser trompeter), Nordhollandsk Frisé (Nordhollænderen), Sydhollandsk Frisé (Sydhollænderen), Schweizisk Frisé, Toppet Paduaner, Milano Frisé (Milanese-ren) og Gibber Italicus er alle krøllede figurkanarier. Tysktoppet betegnes som en toppet farvekanarie. Fra Japan kommer Japan Hoso, som er beslægtet med Scotch Fancy, altså en po-siturkanarie, hvor der lægges vægt på holdningen. Derudover findes en frisé i Japan – Makigen. Racen er ganske ny i Europa.

Man må forvente, at der også i fremtiden vil dukke nye racer op, idet der flere steder i Europa eksperimenteres med at skabe nyheder. Det tager imidlertid adskillige år, før man får etableret en ny race, så den arvemæssigt opnår en rimelig stabilitet. I starten vil kun ganske få fugle leve op til de opstillede standardkrav. Fra opdrætterens side kræves altså en høj grad af idealisme.

Kropsbygning

En mere logisk inddeling vil være inddelingen efter kropsbygning. Border Fancy og Fife Fancy er egentlig én og samme race, hvor Borderen skal have en størrelse på 14-15 cm, mens Fifen ligger på 11-12 cm. De har begge en rund krop i lighed med en pære og et lille rundt hoved. Norwichen er den kraftigste af alle kanarier med en fyldig, rund krop og et stærkt rundt og bredt hoved. Glosteren er en toppet kanarie. I formen er den kort, rund og kompakt; hoved og hals går direkte over i kroppen uden synlig overgang. Fuglen er en lille fugl på ca. 12 cm. Dens modstykke findes i Crested, som også er toppet, men har en længde på 16-17 cm med en langstrakt krop og en forholdsvis løs befjering. Lancashiren er ligeledes en toppet kanarie, hvis form i grove træk minder om Yorkshiren. Dens længde når helt op omkring 22 cm for en ideal fugl og er dermed den længste kanarie, man kender. „The gentleman” inden for kanarierne er Yorkshiren med sin lodrette, statelige holdning og lange, tynde krop, som i form minder om en gulerod. På grund af den specielle holdning kunne denne race med rette henregnes til en gruppe af kanarier med holdningen som det væsentlige punkt.

Frisé

Alle de nævnte frise-racer er kanarier med en specielt krøllet befjering. Der er fastlagt særlige retningslinier for krøllernes placering og størrelse, samt den måde de drejer ud fra kroppen på. Derudover varierer racerne i størrelse og holdning med Gibber Italicus og Sydhollandsk Frisé og Schweizisk Frisé som positurfugle.

Positur

Scotch Fancy, Bossu, Japan Hoso, Sydhollandsk Frisé, Gibber Italicus og Schweizisk Frisé er alle racer, som indtager en helt speciel holdning – positur -vinkelmæssigt i forhold til pinden! Holdningen minder om „halvmåner” eller ‘syvtaller’. Det kaldes, at de er i aktion eller arbejder, når de indtager denne holdning, fordi denne særlige positur kun indtages over et kortere tidsrum.
Både Amerika og Irland har deres egne racer. Den irske kanarie minder om Borderen, og det samme gør sig gældende for den amerikanske race. Men denne race skulle også kunne synge i retning af en Harzer. Racerne er imidlertid kun kendt i deres hjemlande.

 Posted by at 23:55
dec 082010
 

I gruppen aktionsfugle finder vi kun de fire racer: Belgisk Bossu, Scotch Fancy, Japan Hoso og Munchner.

Det lyder måske forkert, fordi der mellem frisé racerne også findes fugle, for hvem holdningen er en meget vigtig del af fuglens fremtoning. Men disse fugle har derudover andre vigtige punkter der er specifikke for netop den race.
For aktionsracerne er det næsten udelukkende holdningen der er det vigtigste kendetegn for racen. Det betyder at det er ret vanskelige udstillingsfugle, hvor der kan være store point forskelle fra udstilling til udstilling.
Uanset at kropsform, størrelse og befjering er vigtige punkter ved bedømmelsen, er det holdningen der er udslagsgivende for hele fuglens kvalitet. Fremkommer denne holdning ikke på “kommando” når den sættes på bordet for bedømmelse, kan den, uanset hvor god den er henne på reolen, ikke opnå de rigtige point. Netop fordi holdningen er så vigtigt et punkt, er følgerne af en utrænet urolig fugl eller hvis den har en dårlig dag, ret vidtrækkende for den samlede bedømmelse.

Der kan være flere årsager til, at aktions racerne ikke vil eller kan vise en ideal holdning på udstillingerne. Opdrætteren har ikke givet den tilstrækkeligt træning, fuglen har ikke anlæg for at vise den optimale holdning, fuglen er stresset og træt fordi den har været på få mange udstillinger, fuglen har opholdt sig i udstillingsburet for længe både før og mellem udstillingerne.
Det er meget vigtigt at fuglene far den nødvendige ro og hvile mellem udstillingerne. De må ikke opholde sig i udstillingsburene for længe af gangen, der skal veksles med ophold i yngleburene så de kan bade og pleje fjerdragten. De skal samtidig have en god alsidig foderblanding der kan vedligeholde konditionen.
Alle fire grupper inden for aktions-racerne er ret slanke fugle. På grund af den fine kropsbygning kan det virke som om det er svage og sarte fugle. Men det er ikke tilfældet, med den rigtige pleje og omsorg, er de fuldt ud lige så robuste fugle som andre figurkanarier.
Men vi skal selvfølgelig huske på, at det er tyndtbefjerede kulturfugle, hvorfor vores klima om efterår / vinter med kulde og fugt, ikke er de rigtige omgivelser for fuglene. I denne periode vil de bedste omgivelser være let opvarmede rum uden fugt og træk. Nu er det jo normalt her i Danmark, at vi yngler med fuglene i denne periode. Dermed vil fuglene også opholder sig i ynglerummene hvor vi har varme på, og vi undgår på den måde problemerne.
Træningen af aktions-racerne er som skrevet før, meget afgørende for succes eller fiasko på udstillingen.
Det vil oftest give problemer hvis de unge fugle kommer i store volierer, hvor de ikke kommer i tæt kontakt med opdrætteren. De bliver meget vilde og sky og er næsten ikke til at få så rolige, at de kan trænes i udstillingsburet. Det bedste vil være at placere dem i små flyvebure i mindre grupper, så vil de under fodringen blive vænnet til at man kommer helt tæt på dem.
Når ungerne er ovre fældningen kan man så småt begynde på træningen. Der hænges udstillings-bure op på flyveburet så ungerne selv kan vælge hvornår de vil gå derud. Når ungerne kender buret, kan man så lade ungerne prøve at være i buret i længere tid, indimellem skal man flytte buret så fuglen også lærer at blive flyttet rundt med. Når man træner med fuglene, kan burene hænges op i kroge så de kommer op i øjenhøjde. Hvis man nu banker let under bundet af buret, vil fuglen lære at gå i aktion på “kommando” når den hører en bankelyd. Når den senere kommer på udstilling, vil det være samme teknik dommeren bruge under bedømmelsen.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:23
dec 082010
 

SORTSERIEN
Han 1,0 X Hun 0,1 (50% 1,0 – 50% 0,1)
Sort X Sort (sort – sort)
Sort X Brun (sort/brun – sort)
Sort X Agat (sort/agat – sort)
Sort X Isabel (sort/isabel – sort)

BRUNSERIEN
Han 1,0 X Hun 0,1 (50% 1,0 – 50% 0,1)
Brun X Sort (sort/brun – brun)
Brun X Brun (brun – brun)
Brun X Agat (brun/agat – brun)
Brun X Isabel (brun/isabel – brun)

AGATSERIEN
Han 1,0 X Hun 0,1 (50% 1,0 – 50% 0,1)
Agat X Sort (sort/agat – agat)
Agat X Brun (sort/brun/agat – agat)
Agat X Agat (agat – agat)
Agat X Isabel (agat/isabel – agat)

ISABELSERIEN
Han 1,0 X Hun 0,1 (50% 1,0 – 50% 0,1)
Isabel X Sort (sort/isabel – isabel)
Isabel X Brun (brun/isabel – isabel)
Isabel X Agat (agat/isabel – isabel)
Isabel X Isabel (isabel – isabel)

RECESIV HVID FAKTOR
Han 1,0 X Hun 0,1 (50% 1,0 – 50% 0,1)
Gul X Gul (gul – gul)
Hvid X Hvid (hvid – hvid)
Gul X Hvid (gul/hvid – gul/hvid)
Gul X Gul/Hvid (gul – gul/hvid)
Gul/Hvid X Gul/Hvid (25% gul – 50% gul/hvid – 25% hvid)
Gul/Hvid X Hvid (gul – hvid)

 Posted by at 22:01
dec 062010
 

Harzerkanarierne har sin oprindelse i Tyskland. Den stammer fra den vilde kanarie og er pga. udvælgelse af de bedste sangfugle gennem utallige generationer udviklet til en særegen sangfugl. Man tager ikke hensyn til kropsbygning eller farve; kun sangen, som er meget varieret, har egentlig værdi hos denne race. På et tidspunkt har opdrættere af harzere fastlagt kriterier for sangens indhold. Ved bedømmelsen lægges vægt på en blød, dyb, ren og velklingende sang fremført i lange rullende sangstrofer (ture), hvor nogle er svagt ansatte, mens andre er stærkt ansatte. Klangbilledet kan være kraftigt eller svagt. Jo større variation i sammensætningen af stroferne, jo bedre dyr. De decideret rullende strofer opdeles i hohl-rolle, knorre, hohlklingel og wasserrolle; svagt ansatte strofer opdeles i klingel og hohlklingel og stærkt ansatte strofer i schockel, gluck og pfeife.

For at gå i dybden med harzere kræves et stort kendskab til de nævnte ture, og opdrætteren skal benytte megen tid på atadskille de enkelte lydbilleder fra hinanden for at få et samlet billede af, hvad hver enkelt fugl formår. Alle sangture fremføres med lukket næb. Tidligere benyttede opdrætterne en forsanger til at lære ungfuglene at synge alle turene. I nyere tid er man gået over til at anvende plader eller bånd til indlæringen. Mange opdrættere har erkendt, at det moderne menneske ikke har tid til det tidskrævende indlæringsarbejde, og man har derfor forsøgt at fæstne turene arvemæssigt. Alle ture har ikke kunnet nedarves og er derfor faldet bort i nogle stammer. Tilbage i harzersangen findes efterhånden kun hovedturene hohlrolle, knorre, hohlklingel og pfeife. Disse ture er til gengæld bragt op på et stade, så de må anses for at have nået det perfekte.

Derimod må man nok erkende, at sangen er blevet fattigere i sin helhed.

 Posted by at 23:47
dec 062010
 

Belgien er kendt for opdræt af kanarier gennem århundreder. Dette land har også sin sangkanarierace, kaldet Waterslager eller Mechelse-sangeren opkaldt efter byen Mechelen i Flandern. Antagelig er racen mellem 100-200 år gammel.
I modsætning til harzeren lægges der vægt på, at fuglen er stor og langstrakt. De skal være rent gule eller rent hvide. Sangen er mere højtklingende end harzersangen med et mere metallisk klangindhold. Der er intet krav om, at sangen skal foredrages med lukket næb. Standarden for Waterslageren indeholder 17 ture. Interessen for racen ud over Belgien og dele af Holland er stærkt stigende. Dette skyldes til dels, at den udstilles på verdensudstillingerne arrangeret af C.O.M. (Confederation Ornithologique Mondial). Derved får de forskellige landes befolkninger mulighed for at stifte bekendtskab med racen. Selv i Danmark er der dukket Waterslagere op, men ganske få opdrættere har taget dette udfordrende og krævende job op.
Waterslagerens sang kan til en vis grad minde om nattergalesang. Sammenlignet med harzersang vil denne sang være mere hård og fremført med mere kraft, så den derved virker højere. Waterslageren har en større variation end harzeren, selv om Waterslageren selvfølgelig ikke løbende fremfører alle 17 ture. Sangen klinger i retning af kanariens oprindelige sang sunget mere lidenskabeligt og vildt. Til gengæld virker den ikke så behagelig for vort øre som den mere bløde sang hos harzeren. Dette skyldes øjensynlig den skingrende og metalliske, klaprende lyde. Turene benævnes f.eks. Klokkende wa-terslag (klukkende vandløb), bollernde waterslag (buldrende vandløb) rollend waterslag (rullende vandløb), knorren, metalslag (metalklang), tjokken, floeten, gluck, klingel, klingelrolle og waterrolle. Opdrætterne forsøger til stadighed at forbedre de forskellige ture og bestræber sig på, at de forskellige ture ikke falder bort, som det er sket for harzerens vedkommende.

 Posted by at 00:34
dec 062010
 

Tegnede – racer

Vi kan roligt gå ud fra at Lizarden er den ældste nulevende kanarierace.
En rigtig forklaring på hvordan Lizard racen er fremavlet er aldrig opklaret, og det vil nok heller aldrig blive opklaret, men vi ved at de første Lizarder blev opdrættet i Frankrig tilbage i 1600 tallet.
I den sidste halvdel af det 1600 århundrede, blev fuglene medbragt til England af Flamske vævere, de måtte flygte fra hjemlandet på grund af forfølgelse fra de Spanske besættelsestropper.
De Engelske opdrættere tog racen til sig og renavlede den for alle uønskede faktorer, og det er takke være dem, trods verdenskrige og anden modgang, at vi stadig har denne prægtige race. Først i dette århundrede var Lizard kanarien ikke særlig talrig, så den første verdenskrig var tæt på at udrydde racen, i mellemkrigsårene kunne man tælle Lizard opdrættere i England på en hånd.
Efter anden verdenskrig hvor antallet var yderlig reduceret, var der heldigvis nogle få forudseende opdrættere, der stiftede den Engelske Lizard forbund, med det primære formål at redde Lizard kanarien fra undergang. Ved at kontakte alle kendte opdrættere i ind og udland, lykkedes det at fremskaffe cirka 30 ynglepar, ved omhyggelig avl lykkedes det at reddede racen fra at uddø. Nu næsten 60 år efter er Lizarden en populær og værdsat race over hele verden.
Det der adskiller Lizarden fra alle andre kanarieracer er dens stribetegning. De skal fremkomme i form af en skæltegning i regelmæssige striber ned over ryg – bryst og flanker. Dertil har den som kronen på værket den såkaldte “cap”, der fra næbroden skal strække sig hen over issen og om til nakken. Farven skal være stærk lysegul eller høj gul, således der fremkommer en stærk kontrastfarve til kroppens mere grøngule farve. Denne skæltegning har givet navnet på fuglen idet Lizard er det Engelske navn for firben.
Som ved alle andre kanarieracer fremkommer Lizard kanarien i to varianter: intensiv og rimet. Her kalder vi den intensive variant for Guld Lizard og den ikke intensive (rimet) for Sølv Lizard. Indenfor guld og sølv underopdeler vi hver gruppe i tre undergrupper.

1.Fuld cap: Idealet er en skarp agrænset elipseformet parti, der fra næbroden skal trække sig hen over øjnene og om til baghovedet. Hele cappen skal være uden antydning af sort melanin.

2.Brudt cap: Idealet er samme form og afgrænsninger som ved den fulde cap, men med en melaninfarvet rund plet midt på cappen, ca 5 til 8 cm i diameter, helt omkranset af cappens gule farve.

3. Uden cap: Idealet er en fugl helt uden antydning af cap, men til gengæld skal der fremkomme en fin stribetegning med små skæl. Tegningen skal begynde helt fremme ved næbroden, og strække sig hen over issen for at gå over i ryggens stribetegning.

I avlen sammensætter man normalt guldfugle med sølvfugle, eller med andre ord intensiv med rimet som normalt for alle andre racer. Da fugle med fuld cap er de mest eftertragtede, skulle man tro, at blot man sammensatte fugle med fuld cap ville det give mange unger med fuld cap. Men sådan går det ikke i praksis, for arveligheden for cap (brogethed) er en uafhængig arvende faktor man ikke kan styre. Det kan også give unger med alvorlige fejl, hvor cappen bliver så lang at den når langt ned i nakken eller går ned under øjnene.
Derfor vil man normal sammenparre fuglene, så kun den ene part er med fuld cap og den anden med brudt cap eller uden cap. Men da anlæg for cap arver uafhængig, kan der stadig falde unger med fuld cap, selvom begge forældre er fugle med brudt cap eller ingen cap.

 Posted by at 00:29
dec 062010
 

Denne kanarie er en spansk sangkanarie. Den blev anerkendt som race uden for Spanien i begyndelsen af 60’erne. Fuglen er 13 cm lang og minder meget om den vilde kanarie i type. Oprindelsen skal ses i de urgamle spanske kanarier iblandet harzere og måske også vilde kanarier. Fi-gurmæssigt skal timbradoen have en smuk afrundet form. Hovedet skal være lille og rundt med et lille konisk næb. Vingerne skal slutte tæt til kroppen; de må gerne krydse hinanden let. Halen har V-form og er lettere spredt. Alle farver er anerkendt i denne race. Også den røde faktor indgår i repertoiret, selv om den grønne farve dominerer. Timbradoens sang består af tre grundture med et klart, klokkelignende præg, hvilket også fremgår af dens spanske navn timbrado, der kommer af ordet timbre, som betyder klokke. I standarden er turene opdelt i 13 punkter. Turene kaldes timbre (klokke), cloqueos (klukken), floreos (fanfare) og duetter. Ud over at være meget elsket i sit hjemland, har den opnået stor popularitet i Nord- og Sydamerika. Selv til Danmark er den nået, dog i mindre antal. Sangen minder meget om vilde siske-ners sang iblandet den egentlige, kendte kanariesang. Det spanske præg fremgår tydeligt af sangen, idet der indgår kastagnetlyde. Denne sangkanarie vil sikkert falde i mange danskeres smag på grund af den varierede sang.

 Posted by at 00:25
aug 212008
 

Den brune hovedfarve skal overalt fremkomme som en dækkende farve der dannes et hele med den tilstedeværende hvide – gule eller røde bundfarve. Bortset fra Brun gul intensiv er det hunnerne der er de bedste udstillingsfugle i alle serier med brunt. Brunt og rødt er to farver der står godt til hinanden og kan hjælper med til at hæve indtrykket på fuglens totalbillede.

Han Hun Hanunger Hununger
Brun hvid Brun gul Som forældre Som forældre
Brun gul intensiv Brun gul rimet Som forældre Som forældre
Brun hvid Sort gul Sort hvid / brun
Sort gul / brun
Brun hvid
Brun gul
Sort hvid / brun Brun gul Sort hvid / brun
Sort gul / brun
Brun hvid
Brun gul
Sort hvid
Sort gul
Brun hvid
Brun gul
Brun gul elfenben Brun gul elfenben Som forældre Som forældre
Brun gul elfenben Brun gul Brun gul / elfenben Brun gul elfenben
Brun gul / elfenben Brun gul elfen Brun gul elfenben
Brun gul / elfenben
Brun gul elfenben
Brun gul
Brun rød intensiv Brun rød rimet Som forældre Som forældre
Brun gul mosaik Brun gul mosaik Som forældre Som forældre
Brun pastel hvid Brun pastel gul Som forældre Som forældre
Brun pastel gul intensiv Brun pastel gul rimet Som forældre Som forældre
Brun pastel hvid Brun gul Brun hvid / pastel
Brun gul / pastel
Brun pastel hvid
Brun gul
Brun pastel gul Sort hvid Sort hvid / brun / pastel
Sort gul / brun / pastel
Brun pastel hvid
Brun pastel gul
Brun pastel gul elfenben Brun pastel gul elfenben Som forældre Som forældre
Brun pastel gul elfenben Brun gul elfenben Brungul / pastel / elfenben Brun pastel gul elfenben
Brun pastel rød Brun pastel rød Som forældre Som forældre
Brun pastel gul mosaik Brun pastel gul mosaik Som forældre Som forældre
Brun phæo hvid Brun phæo gul Som forældre Som forældre
Brun phæo gul Brun hvid Brun hvid / phæo
Brun gul / phæo
Brun hvid / phæo
Brun gul / phæo
Brun hvid / phæo Brun phæo gul Brun phæo hvid
Brun hvid / phæo
Brun phæo gul
Brun gul / phæo
Brun phæo hvid
Brun hvid / phæo
Brun phæo gul
Brun gul / phæo
Brun gul Brun phæo gul Brun gul / phæo Brun gul / phæo
Brun phæo gul Sort phæo gul Sort phæo gul / brun Brun phæo gul
Sort phæo gul / brun Brun phæo gul Sort phæo gul / brun
Brun phæo gul
Sort phæo gul
Brun phæo gul
Brun phæo gul Sort hvid / phæo Sort phæo hvid / brun
Sort hvid / phæo / brun
Sort phæo gul / brun
Sort gul / phæo / brun
Brun phæo hvid
Brun phæo gul
Phæo rød mosaik Phæo rød mosaik Som forældre Som forældre
Brun / phæo / rød mosaik Brun phæo rød mosaik Brun / phæo / rød mosaik
Brun phæo rød mosaik
Brun / phæo / rød mosaik
Brun phæo rød mosaik

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 10:39
aug 192008
 

I sortserien vil der fremkomme en tydelig forskel i en hantype og en huntype både ved de intensive og rimede fugle. Hannerne er mere intense i farven hvor hunnerne er mere mat og ofte fremviser en del brunt på ryggen. Ved de intensive fugle er det kun hannerne der kan fremvise en fjerdragt der er  100% fri for rim, hvorimod de bedste udstillingsfugle ved de rimede fugle oftest findes blandt hunnerne. De rimede hanner er oftest uregelmæssig i forholdet mellem rim og farve så hoved og bryst sjældent er dækket af et godt rimlag. Udstillingsfugle avler man bedst ved at sammensætte parrene inden for samme serie og farve. Inden for farvekanarierne er der flere tusinde muligheder for at kombinere farverne, men i det følgende er der kun opsat de parringer der kan anbefales inden for de fire klassiske farver. Hvor der i det følgende under ungerne anføres at de bliver lige ”Som forældre”, er det ligegyldigt om det er hannen eller hunnen der besidder faktoren intensiv eller rim. Farverne hvid – gul – rød er ligeledes uafhængig af om det er hannen eller hunnen der er den ene eller anden farve.

Han Hun Hanunger Hununger
Sort hvid intensiv Sort gul rimet Sort Hvid Intensiv
Sort hvid rimet
Sort gul intensiv
Sort Gul Rimet
Sort Hvid Intensiv
Sort hvid rimet
Sort Gul Intensiv
Sort Gul Rimet
Sort hvid intensiv Sort gul rimet Sort hvid intensiv
Sort hvid rimet
Sort gul intensiv
Sort gul rimet
Sort hvid intensiv
Sort hvid rimet
Sort gul intensiv
Sort gul rimet
Sort gul intensiv Sort gul rimet Som forældre Som forældre
Sort gul elfenben intensiv Sort gul elfenben rimet Som forældre Som forældre
Sort gul / elfenben rimet Sort gul elfenben intensiv Sortgul elfenben int.
Sortgul elfenben rim.
Sortgul /elfenben
Sort gul / elfenben rim
Sortgul elfenben int.
Sortgul elfenben rim.
Sort gul intensiv
Sort Gul Rimet
Sort gul elfenben intensiv Sort gul rimet Sortgul / elfenben int.
Sortgul / elfenben rimet
Sort gul elfenben int
Sort gul elfenben rim
Sort rød intensiv Sort rød rimet Som forældre Som forældre
Sort rød mosaik Sort rød mosaik Som forældre Som forældre
Sort pastel hvid Sort pastel gul Som forældre Som forældre
Sort pastel hvid Sort gul Sort hvid / pastel
Sort gul / pastel
Sort pastel hvid
Sort pastel gul
Sort gul / pastel Sort pastel hvid Sort pastel hvid
Sort pastel gul
Sort hvid / pastel
Sort gul / pastel
Sort pastel hvid
Sort pastel gul
Sort hvid
Sort gul
Sort pastel gul intensiv Sort pastel gul rimet Som forældre Som forældre
Sort pastel gul elfenben int. Sort pastel gul elfenben rimet Som forældre Som forældre
Sort gul intensiv Sort pastel gul elfenben rimet Sort gul / pastel / elfenben intensiv
Sort gul / pastel / elfenben rimet
Sortgul intensiv
Sortgul rimet
Sort pastel rød Sort pastel rød Som forældre Som forældre
Sort pastel rød mosaik Sort pastel rød mosaik Som forældre Som forældre
Sort opal hvid Sort opal gul Som forældre Som forældre
Sort hvid / opal Sort opal gul Sort opal hvid
Sort opal gul
Sort hvid / opal
Sort gul / opal
Sort opal hvid
Sort opal gul
Sort hvid / opal
Sort gul / opal
Sort opal gul intensiv Sort opal gul rimet Som forældre Som forældre
Sort gul / opal intensiv Sort opal gul rimet Sort gul / opal intensiv
Sort opal gul rimet
Sort gul / opal intensiv
Sort opal gul rimet
Sort gul / opal intensiv
Sort opal gul rimet
Sort gul / opal intensiv
Sort opal gul rimet
Sort opal rød intensiv Sort opal rød Som forældre Som forældre
Sort opal rød mosaik Sort opal rød mosaik Som forældre Som forældre
Sort rød / opal mosaik Sort opal rød mosaik Sort opal rød mosaik
Sort rød / opal mosaik
Sort opal rød mosaik
Sort rød / opal mosaik

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 00:37
aug 182008
 

De farver der fremkommer på de forskellige farvekanarierne består egentlig af ret få farvestoffer.

Ved melanin kanarierne bliver melaninen i striberne dannet af sort eller brunt farvestof. Faktorer der udøver indflydelse på sort eller brunt eu-melanin samt brunt phæo-melanin kan forårsager en forandring, reducering eller svækkelse af de sorte eller brune basisstoffer. Ved fedtstoffarverne rød og gul, kan nogle faktorer gå ind og ændre farvenuancen. Indbyrdes kan faktorerne virke forstærkende, hæmmende eller fortrængende.

Hovedfarven hvilket vil sige melaninfarven arbejder i sammenhæng med bundfarven (bifarven) således de sammen giver farvebetegnelsen på fuglen (sortgul, sortrød etc). Ved fugle uden melanin, de blanke fugle, er det fedtstoffarven der danner hovedfarven, men særskilt for de hvide fugle, er hvid hovedfarven idet de både mangler melanin og fedtstoffarve.

De farvebestemmende faktorer kan arve kønsbundet eller frit uafhængigt. Indbyrdes fremkommer der en dominerende-dominant, vigende-recessiv eller mellem-intermediær adfærd. Uafhængigt arvende faktorer der virker recessivt, skal altid være tilstede i dobbeltform for at komme til udtryk.

Kønsbunden-arvende melaninfaktorer.
Sortfaktoren.
Med den fuld indvirkning fra faktoren fremkommer der sorte melaninstriber.

Brunfaktoren.
Forandret sortfaktor; hvor udviklingen af det sorte melanin er stagneret og der i stedet fremkommer brune melaninstriber.

Afblegningsfaktoren.
Reducerer det brune phæo-melanin der fremkommer mellem melanintegningen. Den totale melanin besiddelse svækkes.

Pastelfaktoren.
Reduceret eu-melanin i stribetegningen så melaninfarven svækkes.

Satinetfaktoren.
Forhindrer, hæmmer udviklingen af begge melanintyper. Størst indflydelse på phæo-melanin.

Uafhængigt-arvende melaninfaktorer.
Phæo-inofaktoren.
Forhindrer, hæmmer fremkomst af sort og brunt eu-melanin, brunt phæo-melanin uberørt.

Opalfaktoren.
Bevirker en struktur afvigelse, hvorved melaninets placering forandres så der fremkommer en blågrå farveeffekt.

Kønsbunden-arvende farvefaktorer.
Elfenbensfaktoren.
Bevirker en struktur afvigelse på fedtstoffarven, hvorved rød og gul fremkommer med svagere farveudstråling.

Mosaikfaktoren.
Forhindrer på den ene side udviklingen af fedtstoffarven, mens den på den anden side aktiverer fedtstoffarven på afgrænsede områder.

Fedtstof bestemmende faktorer.
Intensivfaktoren.
Fremmer en stor koncentration af fedtstoffarver.

Gulfaktoren.
Regulerer udviklingen af den gule fedtstoffarv

Blå-citronfaktoren.
Bevirker en strukturafvigelse i fjerenes marvcelle så gul fedtstoffarve får citrongul karakter.

Rødfaktoren.
Regulerer udviklingen af rød fedtstoffarve.

Hæmmende faktorer på fedtstoffarven.

Dominant-hvidfaktoren. Hindrer udviklingen af fedtstoffarver. Arver uafhængig og er dominant.

Recessiv-hvidfaktoren.
Forhindrer totalt udviklingen af fedtstoffarver. Arver uafhængig og er recessiv.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:06
aug 182008
 

Beskrivelse.
Kopper er en mild til alvorligt, langsomt forløbende virus ved fugle, fremkaldt af en koppervirus hvor der er identificeret tre almindelige typer. De tre kopper typer er fjerkræ virus, due virus og kanarie virus. Typerne kan variere i hvor ondartet de optræder, samt har mulighed for at inficerer andre fugle grupper ud over de omtalte, selvom mange af typerne er gruppe specifikke. Omkring tres fugle arter fra tyve forskellige grupper er blevet testet positive med fugle kopper.

Udbredelsen.
Fugle kopper er observeret ved mange varierende fugletyper på verdensplan. Virusen er mest almindeligt i tempererede (varme og fugtige) dele af verden og er oftest observeret i relation til myggenes sæson cyklus. Fugle kopper er blevet diagnosticeret i så forskellige typer som kanarier, papegøjer, finker, duer, sang svaner, gråspurve, kalkuner, ørne, traner, høns m.fl.. Langt tilbage i historien har fugle kopper været identificeret i fuglene, men stadigt fremkommer den som en yderst dødelig virus.

Smitte overførsel.
Et koppervirus kan overføre på mange måder. En af de primære smittekilder, er myg der optager smitten når den suger blod fra en smittet fugl der har kopper virus cirkulerende i blodbanerne, eller gennem udflåd fra en koppe læsion. Når myggen senere suger blod på en usmittet fugl, bringer den kopper virusen med over til denne. Myg kan være vært og overføre virus en måned eller længere, efter den sidst har suget blod på en smittet fugl. Forsøg har vist at stald fluer viser kapacitet til at kunne overføre kopper virus. Ved direkte kontakt mellem smittede og usmittede fugle, kan virus overføres fra hud flager, åbne sår på kopper blener eller fra slimhinden der ligger over øjeæblet. Indirekte overførsel af kopper virus kan også forekomme ved optagelse af foder, vand eller når foderskåle, sidepinde, bure eller tøj er inficeret med kopper virus. Kopper virus er meget modstandsdygtig over for udtørring, den kan overleve måneder eller år i de tørrede hud flager fra kopper blenerne. Indirekte transmission kan også forekomme via indånding af skæl, fjer støv eller luft bårne partikler inficeret med kopper virus.

Myg er normalt årsagen til spredning af smitten inden for lokalområdet, hvorimod de vilde fugle kan sprede smitten over større områder.

Sygdomstegn.
Sygdomstegn der observeres ved smitte med kopper virus, er generelt svaghed, magerhed, vejrtræknings problemer, synkebesvær, syns problemer, snavsede fjer ved gattet, væskende ring om øjet, betændelse i øjet og fremkomst af de karakteristiske vortelignende blener på ubefjerede områder, eller dannelse af en diftiritis membran i den øverste del af luftrøret.

Sygdommen.
Fugle kopper fremkommer i 2 former, hud (tør) og diftiritis (våd). Hud formen er den mest almindelige, den er en selv forstærkende infektion med hud læsioner i form af vorte lignende blener. Til at begynde med, viser denne form for kopper små hvide, lyserøde eller gule vorter (blister) på ubefjerede dele af huden (fødder, ben, næbroden, øjenring og hovedet). Disse vorter eller blener, fremkommer, når der opstår overtryk i de bakteriefyldte væskende lommer der dannes under huden. Hudens skællag presses derved fra hinanden, der opstår en vortelignende knudret udvækst der efterhånden vokser sammen. Væsken fra sprængte celler størkner, hvorefter der opstår sårskorper, overfladen på vorterne er knudret, tør og farven skifter til mørke brun eller sort. Størrelsen og antallet af vorter, vil afhænge af hvor hårdt fuglen er angrebet og stadiet på sygdomsforløbet. Andre bakterier kan trænge ind i sårene så der opstår sekundære infektioner, som resulterer i materiefyldt afsondring og nedbrydning af cellevæv. Det tager fra 2 til 4 uger for en komplet heling af huden på det angrebne område, forudsat læsionerne ikke er så voldsomme at det forhindrer fuglen i at optage føde.

Diftiritis formen involverer mund, svælg, hals, luftrør og lunger. Der opstår en gullig eller hvid, moderat hævet, fugtig, ostelignende betændt område. En diftiritis membran opstår, herved besværliggøres åndedrættet så fuglen gisper efter vejret og langsomt kvæles.

Diagnose.
Uden en klinisk undersøgelse, kan man ofte stille diagnosen fugle kopper ud fra de store læsioner på fuglens krop. En mikroskopisk undersøgelse, kan bekræftelse om fuglen er smittet med fugle kopper. Ved laboratorium undersøgelse vil man stille diagnosen ved at isolerer virussen. Der kan man indsprøjte organismen i æg, hvorpå den dyrkes så der opstår en slags kæde reaktion i organismen og virussen kan udskilles.

Behandling.
Man har prøvet forskellige former for behandling af fugle kopper, men denne behandling kan kun blive en støttende pleje. Man kan behandle kopper læsionerne og modvirke sekundære infektioner i de forskellige fugle grupper, ved at fjerne skin læsioner (sårkager, skorper på knopperne), pensle med natrium bikarbonat eller Lugol opløsning, jod afvaskning, fjerne diftiritis membranen fra mund og hals og smøre området med Lugol opløsning, bade øjnene med 1 – 2 % salt opløsning og hæve rum temperaturen. Da der ikke findes nogen effektiv behandling af fugle kopper, der er en meget smitsom virus med høj dødeligheds rate, skal smittede fugle isoleres eller aflives for at fjerne kilden til smitten. Foderskåle, pumpeglas, badekar og bure afvaskes i en 10 % klorin opløsning.

Da der ikke findes nogen behandling der er effektiv, for fugle der er smittet med kopper virus, beskytter man fuglene med en forebyggende behandling. Denne forebyggende behandling består i indsprøjtning af svækket kopper virus i fuglene, således at de i løbet af nogle uger opbygger et immunforsvar over for sygdommen.

I udlandet, er det almindeligt brugt at behandle alle fuglene sidst i juni begyndelsen af juli med en vaccine, så fuglene er beskyttet mod kopper virus et år. Denne vaccine kan købes ved fuglehandlere og hedder ”Poulvac P canary”. I pakningen findes der 50 docer vaccine inklusiv opløsningsmiddel samt to nåle klar til brug. Men da vaccinen ikke kan købes her i landet og er forbudt at anvende i Danmark, er det blot til orientering jeg omtaler denne vaccine.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:35
aug 182008
 

Den såkaldte svedesyge kan for nogle opdrættere blive en ubehageligt bekendtskab der udelukkende optræder i yngleperioden.. Ganske vist er det et helt forkert navn idet svedesyge ikke findes ved kanarier, men næsten alle fugleholdere det rammer, ved at det er under det navn problemet omtales. Da fugle ikke har nogle svedkirtler kan de ikke svede, dog kan man ofte på et helt uventet tidspunkt finde snavsede – våde unger i reden, unger der netop ser ud som om de sveder, og derfor har det fået navnet svedesyge. Når det problem fremkommer, vil det ikke kun være ungerne der bliver våde, hunnerne vil også fremvise en smudsig og klæbrig fjerdragt. Nogle gange, kan hunnens bugfjer blive så klæbrige at når hun lægger sig på reden for at varme ungerne, kan de risikere at klæbe fast og ryge med ud af reden når hun forlader den.

Problemets årsag.
I fuglenes tarmsystem forekommer der bakterier der normalt spiller en vigtig rolle ved omsætningen af føden, men disse bakterier er også årsagen til problemet og kan forårsage store skader på redeungerne, Specielt ved unger der er under to uger gamle, vil der være et meget stort dødsfald.

Problemet kan opstå ved brug af forkert foder, f.eks. ved et for højt proteinhold i hjemmelavet ægfoder eller forkert fodring med fabriksfremstillet ægfoder.

Men ud over at problemet kan opstå på grund af for meget protein, kan det også fremkomme ved ensidig fodring hvorved der opstår en mangel på vigtige aminosyrer. Men i alle tilfælde, vil problemet hurtigt kunne spredes til alle fuglene hvor de gamle fugle normalt overlever, hvorimod de sårbare unger vil have meget svært at klare sig.

I ungernes første levetid skal alting opbygges, således også deres modstandskraft og tarmflora. Smitten spredes til ungerne via den foder de optager fra forældrene, men da der stadig ikke er opbygget en fuldstændig modstandskraft bliver de syge. Selvom forældrefuglene er syge er det for det meste ikke farligt for dem selv, men hvis fuglene ikke er i en god kondition, kan der fremkomme et tydeligt sygdomsbillede hvor de er sløve og sover det meste af dagen.

Som følge af den forkerte fodring opstår de våde og smudsige reder, fordi afføringen fra ungerne i modsætning til hvad der normalt er tilfældet, ikke længere er omsluttet af en samlende hinde og vil fremkommer som flydende afføring i reden. Normal afføring der er omsluttet af en hinde, vil under ungernes første fem-seks levedage blive fjernet fra reden af forældrefuglene, hvorefter ungerne selv kan lægge afføringen ud over redekanten. Men er afføringen ikke omsluttet af denne hinde har hunnen ingen mulighed for at fjerne det, og så har vi problemet med smudsige våde reder.

Opdrættere der kommer ud for de smudsige våde reder, skal straks ændre fodringen så det bliver mindre proteinholdigt og tørt, hvorfor spiret frø, frugt og grønt ikke er velegnet foder i dette tilfælde. Det vil altid være klogt at udskifte det gamle smudsige redemateriale med nyt tørt og rent redemateriale, så ungerne kan få mulighed for at blive tørre og rene.

Et dyrehospital kan ret hurtigt, gennem analyse af afføringen og eventuelt undersøgelse af de døde unger, afgøre hvilken medicin der er nødvendigt for helbredelse af fuglene. Meget nøjagtig dosering af medicinen er meget vigtigt når man behandler fugle for sygdomme. En lav dosering er formålsløs og giver ikke det ønskede resultat, mens en høj dosering direkte kan være skadelig. Ved en længerevarende behandling med medicin vil fuglene tarmflora ofte blive ødelagt, da de gode bakterier der er nødvendige for deres forsvarsmekanisme udryddes fuldstændig tillige med de skadelige bakterier. Efter behandling med medicin, vil det være nødvendigt med et tilskud af multivitaminer samt A 38 mælkesyre, for at hjælpe fuglene med at genopbygge tarmfloraen. En behandling af den såkaldte svedesyge er normalt effektivt, men det er ikke noget der afhjælpes fra den ene dag til den anden, men en forbedret situation er normalt synligt efter syv til ti dages forløb.

Det vil i første omgang vise sig ved at afføringen bliver mere fast, men problemet er dermed ikke helt ovre, for har hunnerne lagt æg ved behandlingens start har medicinen ikke nogen indvirkning, fordi smitten er overført til kimcellen i ægget. Det vil ofte vise sig ved et større antal ubefrugtede æg fordi det ikke vil være levedygtige unger der udvikles fra kimcellen, eller også vil de dø i ægget under klækningen fordi de er for svage til at bryde igennem skallen. Skulle der være unger der klækker, vil de bære på smitten, og i mange tilfælde vil de dø inden for de første tre dage. Ungerne vil allerede efter et par timer være i total forrådnelse.

Opdrættere der regner med at have nedkæmpet sygdommen, og så på ny løber ind i problemerne kan ofte gribes af total modløshed, det er forståeligt. Når man først en gang har givet fuglene en medicin kur, omhyggeligt foretaget den nødvendige desinfektion, og så på ny ryger ind i problemet er det næsten ikke til at bære. Ynglesæsonen er dermed også mere eller mindre mislykket, med få unger på pind og dertil måske også nogle døde avlsfugle.

Helt undgå sygdom ved fuglene er umuligt, men man kan forebygge og tage nogle forholdsregler for at begrænse angrebene. En vigtig del af det er at holde ynglerummet og rekvisitter (ædeskåle, pumpeglas, badekar, sidepinde, bure, reder) rene for angreb af virus, bakterier og skimmel.

Nyindkøbte fugle bør aldrig placeres i ynglerummet straks man kommer hjem med dem, man ved aldrig om de er bærer af en sygdom, de bør først sættes i karantæne i et andet rum til man er sikker på at de er helt raske og fri for skjulte sygdomme.

Vær opmærksom på fuglenes afføring, den må ikke være tynd eller med mistænkelig farve. Er du i tvivl, kan dyrlægen efter en undersøgelse give dig det medicin der skal bruges mod sygdommen, så du undgår svedesyge ved fuglene.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:32
aug 182008
 

Salmonella er et Gram negativ ilt krævende stavformet bakterie, der kan inficere mennesker, fugle og andre dyr. Det kan overleve i lang tid i jord og vand.

Der eksisterer mange forskellige typer og evnen til at forårsage sygdom afhænger af hvilken type der er indblandet. Alle salmonellatyper producerer giftstoffer der kan forårsage madforgiftning. Både giften i foderstofferne som i bakterierne kan forvolde sygdom.

Fugle kan blive smittet med salmonella når de indtager befængt foder, vand eller det kan være fra ægget – både som vertikal transmission og ved gennemtrængning af æggeskallen. Høns og duer er ofte bærer af salmonella uden det ses på helbredet. Smittede fugle vil blive sløve, miste appetitten, tynd afføring og der kommer ledbetændelse. Parakitter kan have blodig diarre, dyb depression, højt indhold af hvide blodceller og høj dødsrate.

De fleste salmonellaforgiftninger der rammer mennesker, skyldes sjældent smitte fra fuglene men derimod inficeret mad, specielt kyllinger. Inkubationstiden er 6 til 72 timer ved mennesker. Opkast, blodig diarre, feber og dehydrering er sygdomstegn. Sygdomsforløbet er normalt 2 til 4 dage. Salmonella kan smitte fra person til person. Smittede personer kan overføre salmonella til fuglene.

Diagnose på levende fugle kan være vanskeligt fordi fuglen skal være umiddelbart smittet. Kulturer dyrket på afføring bruges til diagnose. Fuglene behandles med aggressiv antibiotika i 3 til 5 uger, men følsomme fugle kan være smittebærer for livet.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:25
aug 182008
 

Beskrivelse.

Mycoplasmas er en luftvejs virus der angriber mange forskellige fugle arter. Selvom der er 22 forskellige mycoplasmas fundet i mange forskellige fugle arter, er det specielt Mycoplasmas gallisepticum der vil blive omtalt her, da det normalt er denne virus vi møder ved kanarierne.

Ved høns, duer, sangfugle, havfugle og andre fremkommer mycoplasmas som en kronisk luftvejs sygdom der angriber lunger, luftrør, bihuler og øjne. Virussen blev oprindeligt diagnosticeret i kalkuner allerede i 1905 og i kyllinger i 1930. Tabet inden for kyllingeindustrien er meget stort på grund af kasserede slagtekyllinger, reduceret ægproduktion, dårlig foderomsætning, høje medicinudgifter. Inden for de domesticerede fugle, er mycoplasmas den mest omkostningskrævende virus på verdensplan.

Smitten.
Mycoplasmas er en højest smitsom virus der spredes hurtigt i en flok fugle. Virus overføres mellem fuglene via mikroskopiske små partikler i udåndingsluften, fra de betændte øjne, direkte kontakt, støv fra tørt afføring, inficerede skåle og pumpeglas. Den almindeligste smittevej er nok gennem foderskåle og siddepindene, her sidder fuglene tæt på hinanden og organismen kan spredes gennem udflåd fra øjnene på de syge fugle. Pumpeglas og andre former for drikkeskåle er et andet høj risiko område for smitteoverførsel, når syge fugle drikker kan udflåd fra øjnene afsættes på kanten af pumpeglasset, når de andre fugle så drikker risikerer de at smitten overføres til dem.

Sygdomstegn.
Sygdomstegn ved fugle smittet med mycoplasmas er røde, opsvulmede øjenomgivelser (øjnring) og betændelse i øjets bindehinde (slimhinde membranen der dækker øjeæblet). Ved alvorligt angreb kan det resultere i ekstremt opsvulmede øjne og bindehinde, skorpede formationer rundt om øjne, sårdannelse på hornhinder, materiefyldt udflåd og tab af synet. Betændelse af bihulerne vil også resulterer i løbende udflåd fra næseborene. Fuglene vil også vise våde smattede fjer på hovedet, specielt rundt om øjnene, oppustede kropsfjer, inaktivitet (bliver siddende når de andre fugle flyver op), vægttab, ingen appetit og dør til slut af sult og udmattelse.

Diagnose.
For at stille en diagnose på mycoplasmas er det nødvendigt at identificere organismen der forårsager sygdommen. Denne organisme kan isoleres fra øjets bindehinde eller udflåd fra bihulerne på en syg eller nylig død fugl. Organismen er en af de vanskeligste at isolere, fordi den kræver meget specifik vokse betingelser, har en tæt afhængighed af værtsdyret den invaderer, den vokser langsomt på det kunstige medie (mindst to til tre uger). En mere moderne måde til at lokalisere mycoplasmas virus er: På et gele medie smøres immunstof direkte på smittet organisme. Det køres igennem en ”Polymerase Kæde Reaktion” (antistof mod mycoplasmas gallisepticum) eller det anbringes mellem sammenklæbede glasplader (serum antistof mod mycoplasmas gallisepticum). De nyeste undersøgelser har vist, at ”Polymerase Kæde Reaktion” er mere sikkert til at påvise mycoplasmas gallisepticum end dyrkning af en bakterie kultur, samtidig behøver mediet ikke at være så frisk.

Behandling.
Der er ingen anbefalet behandling af fugle der viser klinisk tegn der er i overensstemmende med mycoplasmoses. Modstanden mod at ordinere medicinsk behandling af fuglene, skyldes at det måske kan forårsage yderlig spredning af virussen. I fuglene kan der opbygges virusstammer der opnår resistens mod vaccinen, der kan den ligge i en slumrende tilstand, klar til at gå i udbrud ved kontakt med fugle uden modstandskraft. Det er ofte opstået ved behandling af kyllinger. Behandling af fugle der er smittet med mycoplasmoses gallisepticum kræver en langvarig og systematisk behandling med antibiotika. Mycoplasmoses er højest smitsom og der er stor sandsynlighed for at infektionen kan overføres til andre fugle i fuglerummet. Fuglene bør anbringes enkeltvis så smitten ikke kan overføres ved direkte kontakt. Alle skåle, pumpeglas, pinde og andet udstyr afvaskes med en 10 % klorin opløsning og må først bruges igen efter 14 dage.

En behandling mod mykoplasmoses kan forsøges med Terramycin kombineret med Tylan der er opblandet i drikkevandet. Forsøg har vist, at det giver det bedste resultat med denne kombination.

Beskrivelse af medicinen.

Terramycin.

Terramycin er effektivt over for mange Gram positive bakterier (de gode bakterier) samt Gram negative bakterier (de slemme bakterier). Dog er mange bakterier efterhånden resistent over for terramycin. Binder sig til calcium hvorfor grit, østersskaller bør fjernes ved behandling. Terramycin er meget effektivt mod åndedræts infektioner og Chlamydia infektioner specielt når det kombineres med Tylan.

Tylan

Tylan er et antibiotika der er effektivt over for mange Gram positive bakterier og mykoplasmoses. Bakterie infektioner ser ud til at være modtagelig for behandling med Tylan. Normalt forekommer der ingen bivirkninger ved brug. Tylan er meget effektivt mod mycoplasmoses og ornithosis kompleks når det kombineret med terramycin.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:21
aug 182008
 

Mange har været frustreret over en smitte af E.coli hos fuglene. Hvad er det? Hvor kommer det fra? Er det alvorligt? Skal det behandles? Svaret på spørgsmålene er: E.coli er en bakterie. Den kommer fra omgivelserne. Måske. Højest sandsynligt.

E.coli eller Escherichia coli er en Gram-negativ bakterie i familien Enterobacteriacae. Disse bakterier er en normal del af tarmsystemet på fugle, dyr og reptiler. Faktisk vil man uden tilstedeværelse af E.coli i tarmene, blive angrebet af skadelige bakterier og svampe, fordi E.coli beskytter indvoldene mod udefrakommende bakteriesygdomme.

Fugle, specielt parakitter og papegøjer, er mindre afhængig af E.coli men er derimod meget afhængig af en god Gram-positiv tarmflora. Alligevel vil mange fugle så som kanarier, finker, sangfugle, duer, høns og mange flere, have et højt normalt indhold af Gram-negativ tarmflora hvoraf mange inkluderer E.coli.

Udbredelsen af E.coli ved parakitter og papegøjer er varierende. Der er sjældent nogle ved Amazon papegøjer, nogle gange ved grå papegøjer og almindeligt ved kakaduer. Faktisk kan E.coli fylde op til 30 % af tarmfloraen ved kakaduer.

E.coli vil sædvanligvis bedst kunne spores i en prøve taget direkte fra endetarmen, bruger man i stedet for en prøve fra en klump afføring, kan den være smittet af en anden fugl eller dyr. Hvor E.coli påvises i en udtaget prøve skal det behandles som et sygdomstilfælde. E.coli kan brede sig ukontrollabelt gennem afføringen til andre fugle, hvor det kan forårsage sygdom i tarmsystemet.

E-coli er overalt og har en forkærlighed for at trives i fuglenes indvolde. Som et resultat af dette er den meget udbredt i f.eks. kyllingestrøelse, afføring, vand ligesom i de vilde fugles ekskrementer. Selvom der er mange former for E-coli bakterier er de ikke ens, nogle stammer er mere aggressive og smitsomme end andre. Fuglene har normalt et indbygget naturligt forsvar imod E-coli. Bakterier invaderer blodbanerne og forårsager nedsat ægproduktion, blod forgiftning, stofskifte problemer og død. En udefrakommende (trigger) faktor er altid nødvendig for at give E-coli en hjælpende hånd til at åbne døren til fuglenes forsvars system og lukke organismen ind. Den almindeligste vej er gennem indvoldene, halsen, luftrøret og æggelederen.

Udløsende faktorer.
En udløsende faktor kan opstå på mange forskellige måder og af forskellige årsager. Luftvejene er ofte sårbare overfor støv, højt ammoniak indhold, infektioner så som mycoplasma eller virus som smitsom bronkitis. I tarmene kan der i sammenhæng med en coccidiose infektion opstå direkte skade på indvoldene eller forskellige fordøjelses problemer. I æggelederen kan en udløsende faktor være stres som følge af utøj, ændrede lysforhold, infektioner, smitte.

Vægten af angrebet.
Hvor alvorligt påvirkningen af et E-coli sygdomsforløb bliver, afhænger til dels af vægten eller mængden af angreb. Her spiller fuglenes miljø så som bundstrøelse, foderskåle, drikkeskåle m.m. et meget vigtigt element da der heri hurtigt kan udvikles en bakteriekultur. Denne bakterie kan overvælde fuglenes immunforsvar, specielt i tilfælde af en form for stress tilstand. Det kunne skyldes svækkelse ved påvirkning af en eller anden virus, eller de kunne være udsat for et heftigt angreb af røde blodmider.

Behandling.
Reducer stress påvirkningen ved et godt foderprogram, undgå overbelægning i burene. Reducer bakterie påvirkningen med effektivt rengøring, god bundstrøelse, høj standard på vandkvaliteten.

Medicin der kan behandle E-coli kan være: 1 gram Esb3 opblandet i 1 liter vand i tre dage. Dernæst 3 dages vitaminkur og så igen 3 dage med 1 gram Esb3 opblandet i 1 liter vand. Andre kan være Chlortetracycline. Sodium Sulfachlorpyridazine – handelsnavn ( Vetisulid ). Oce-Mycine. Medicinen er receptpligtigt og skal skaffes gennem dyrlægen der også kan give anvisning på blandingsforhold og behandlingstid.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:18
aug 182008
 

Coccidiose er en sygdom ved fugle forårsaget af et mikroskopisk dyr eller protozos, den er karakteristisk ved diarre, dårlig trivsel og varierende antal dødsfald. Til trods for der foretages mange undersøgelser for at kontrollere og behandle sygdommen, er det stadig den sygdom der koster mest ved industrielt opdræt af høns.

Coccidiose forårsages af et mikroskopiske dyr benævnt coccidia. Der er mange forskellige former for coccidia der kan angribe fugle, dyr og mennesker. Enhver art coccidia er artsbestemt og angriber dermed ikke de forskellige andre arter. Efter et udbrud af en bestemt type coccidia, vil dyrene opbygge et resistens mod netop denne type, men forbliver modtagelig over for andre typer. Det betyder at en flok fugle kan risikere flere udbrud af coccidiose, hvor hvert udbrud forårsages af forskellige typer coccidia. Kyllinger er modtagelige for ni forskellige typer, kalkuner for syv typer og vagtler for mindst fire forskellige typer coccidia.

Coccidiose overføres ved direkte eller indirekte kontakt med afføring eller smittede fugle. Når en fugle nedsvælger coccidia, invaderer organismen det indvendige af tarmene, der forårsager den store skade på vævet når organismen formeres. Omkring en uge efter infektionen vil coccidia sprede umoden efterkommere som betegnes som æg. Disse æg spredes gennem afføringen, men er ikke i stand til at smitte andre fugle før den har gennemgået en proces i bundlaget. Denne proces kan foregår over to til tre dage afhængig af hvor varmt der er i bundlaget men kan tage meget længere hvis omgivelserne er tørre og kolde. Efter processen er coccidia klar til at smitte en ny fugl når organismen nedsvælges.

Mængden af den smittefarlig coccidia der optages af fuglen, er en primær faktor med hensyn til hvor voldsomt infektionen rammer fuglen. Nogle gange kan infektionen være så svag at man slet ikke observere noget på fuglen, hvorimod den andre gange kan være så voldsom, at det giver svære skader på fuglen og kan medfører døden. Coccidia kan overleve en længere periode uden for fuglens krop. Den kan let overføres fra et sted til et andet gennem inficeret fodtøj, tøj, vilde fugle, tilbehør, fodersække, insekter og mus. Coccidiose forekommer oftest ved unger og ungfugle. Tegn på en coccidia smitte ved fuglene er hængende vinger, tendens til at sidde tæt sammen, optager mindre foder og vand, diarre, afmagres. Fuglene lægger færre æg i yngleperioden. Cecal Coccidiose fremkalder blodigt afføring og blodmangel der ofte medfører døden. En anden form for coccidiose i tarmene er ikke så akut, det er mere en kronisk sygdom hvor der ikke opstår så mange dødsfald. Skaderne som følge af infektionen, afhænger af hvor hårdt ramt, længden og hvilken type coccidia der rammer fuglen.

En forebyggende rengøring og pleje mod infektion af coccidiose er vanskeligt hvis ikke umuligt. Derfor er det nødvendigt at behandle en coccidiose smitte med antibiotika. Et par gode og effektive midler er:

ESB3. pulver. 1 gram til 1 liter drikkevand i 7 dage. Eller Borgal: 2-3 ml til 1 liter drikkevand i 7 dage.

En forebyggende behandling mod coccidiose bør altid foretages en måned eller to før yngleperioden og igen mellem første og andet kuld æg. Jeg er ikke i tvivl om, at mange blanke æg eller unger der dør kort efter klækning, skyldes at forældrefuglene har overført coccidiose smitte til dem. Efter en medicin behandling skal der altid gives en vitaminkur. For ud over at udrydde de skadelige bakterier, vil den naturlige bakteriekultur i fuglenes tarmsystem også blive udryddet.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:13
aug 182008
 

Som om det ikke var nok er det også dokumenteret at nogle parasitter kan findes inde i ægget. Rundorm er en af disse parasitter der er fundet i æg, disse orm kommer ind i ægget ved at arbejde sig op fra gattet til æggelederen, hvorpå æggeskallen så dannes rundt om den afvigende parasit. Forekomsten af disse orm er meget små ved kanarier og vil kun forekomme hvis fuglene opholder sig i udendørs volierer.

Denne artikel giver nok en forklaring på mange af vores problemer med kanarierne, for det er jo en tilbagevendende historie at avlssæsonen ikke gik som vi helt havde forventet.

For mit eget vedkommende har det største problem i avlen netop altid været de mange unger der ikke klækkede. Op mod halvdelen af de æg der bliver lagt klækker ikke, ved nogle hunner klækker alle æg andre måske 1 eller 2 og andre igen slet ingen. I mange tilfælde gav jeg en meget lav fugtprocent eller en mangel på vitaminer skylden for den lave klækningsprocent, men efter at have tænkt over hvad de forskellige smitsomme bakterier forårsager, vil jeg tro at de er den primære årsag til problemerne med den lave klækningsprocent.

For mine fugl har helt sikkert (lige som mange andres) en eller flere af ovenstående smitte. Her tænker jeg specielt på Coccidiose og E Coli bakterien der normalt er tilstede i fuglene i større eller mindre omfang, men under særlige omstændigheder kan bakterierne tage overhånd f.eks. i forbindelse med stress (udstilling – mange fugle i flok – sygdom) kulde og fugtigt omgivelser. Hvert efterår når jeg fanger fuglene ind fra voilerne, kan jeg se at deres afføring er meget tyndflydende og vandet hvor det skulle være små faste klumper. Gennem årene har jeg prøvet flere forskellige behandlinger for at komme problemet til live, men med større eller mindre held, for der har altid været nogle af avlsfuglene der blev ved med at have tynd afføring. Smittekilden kan være enkelte fugle, men når fuglene så går sammen i flok vil de gå og rode på bunden af volieren bl.a. i de smittede fugles afføring, på den måde vil de så også optage smitten. En anden vej smitten kan spredes er gennem drikkevandet, i voilerne har jeg altid brugt nogle ret store drikkebeholdere samt åbne kar hvor fuglene kan bade i, ligesom jeg i yngleburene ikke bruger pumpeglas men altid har brugt badekar. Det vil blive noget jeg vil ændre fremover, så jeg i stedet for badekar vil bruger pumpeglas på yngleburene, i volieren vil de kun få badevand i kort tid i stedet for som hidtil at stå der konstant.

Gennem årene har jeg flere gange læst eller fået fortalt, hvordan opdrættere i udlandet forebyggende bruger antibiotika i foderet eller drikkevandet før yngleperioden eller når ungerne lige er klækket. Det mener jeg er en skråplan at komme ind på, for på den måde vil smittestofferne oparbejder en form for resistens over for det anvendte medicin, så det kan være endnu sværere eller umuligt at få bugt med smitten fremover.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:08
aug 182008
 

Chlamydia er en primitiv bakterie, der kan blive vertikal transmitteret fra en inficeret hun over til ægget og kimcellen. Afhængig af den sygdomsfremkaldende stamme og antallet af organismer der er trængt ind i ægget, vil fosteret dø under klækningen eller hvis det skulle klække vil det være født med Chlamydia.

Bakterier fra Salmonella slægten kan også forårsage at fosteret dør i ægget, selv hvis ægget kun er forurenet af en meget lille mængde bakterier. Salmonella kan forårsage svage nyfødte unger der vil dø kort efter klækningen. Bakterien kan forårsage at æggeblommen størkner i ægget, og det døde foster vil vise blodige striber på leveren. Milt og nyrer bliver overbelastet og der ses et meget lille mørkt punkt på leveren. Betændelse af hjertesækken fremkommer også. Salmonella er bevægelige bakterier der kan gennemtrænge æggeskallen og kan transmitteres vertikalt.

Staphylococcus bakterier kan dræbe fosteret. Fosteret kan være resistent over for nogle arter af staphylococcus, men kan være særdeles modtagelig over for andre arter. Inficerede sår på forældrefuglene kan inficere ægget, eller der kan overføres infektion fra opdrætterens hænder ved kontakt med ægget. Et foster kan dø indenfor 48 timer efter optagelse af nogle arter af Staphylococcus, specielt arten Staphylococcus aureus. Jo ældre fosteret er før det bliver inficeret desto større chance har det for at overleve. På døde fostre kan der findes blødninger på mange indre organer. Ved æglæggende hunner kan der opstå en æggestok infektion med Staphylococcus faecalis, hvilket kan smitte ægget der dannes. Smittede æg vil have en dødelighed på 50 %.

E. Coli er en almindelig bakterie der normalt findes i fordøjelseskanalerne på pattedyr såvel på nogle fugle. Det kan trænge ind i ægget fra en inficeret hun, men det kan også gennemtrænge æggeskallen hvis ægget bliver besmittet med afføring. E. Coli forårsager normalt æggestok infektion. Snavsede reder og bure kan være en kilde til infektion af æggene. Brug af pumpeglas kan reducere den mængden E. Coli bakterie der opbygges i fuglene, men endnu bedre end pumpeglas er et vandsystem der regelmæssigt skifter vandet. Det vil medføre at der vil være færre sub-kliniske bakterie infektioner ved avlsfuglene og deres unger. Mange fostre der er smittet med E.Coli, vil dø lige før klækning eller kort efter fødsel. Hvis E. Coli smitten er erhvervet under rugningen, vil fosteret udvikle en navlestreng og æggeblomme infektion, der vil resultere i en langsom vægt forøgelse. Revnede æg er meget sårbare over for smitte og kan virke som smittekilde til de andre æg i reden. Revnede æg skal hurtigst muligt repareres eller fjernes fra reden.

Mycoplasma:

En mikroskopisk organisme der formerer sig gennem dobbelt celledeling. De har ingen cellevægge men en tre lags membran, og er mere primitive end bakterier og skal leve og vokse indvendigt i værten. De lever kun en kort tid i dette miljø, Men der er stadig meget at lære om mycoplasmas. De kan være involveret i problemer med øjenbetændelse og luftvejs infektioner. Organismen bliver spredt gennem luftvejene samt via køns kirtlerne på både han og hun. Mycoplasma kan spredes til ægget via en smittet æggeleder eller gennem sæden fra en smittet han.

Viral Diseases:
Flere forskellige viral diseases kan blive transmitteret vertikal til fuglene. Avian paramyxovirus 1, (Newcastle´s Disease eller PMV 1), er en af en gruppe på ni vira der er meget farlige for fuglene. Selvom paramyxovirus teoretisk kan transmitteres vertikal, vil den måde næsten altid være usandsynlig fordi inficerede hunner vil stoppe æglægningen når de smittes.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:02
aug 182008
 

Kimceller der dør i ægget, eller fuldt udviklede unger der ikke klækker men ligger døde i ægget, frustrerer og forvirrer fugleopdrættere, såvel amatører som profes-sionelle. Der er mange grunde til at kimcellen eller ungen dør, og diagnosen i det specifikke tilfælde kan være svær at stille. Alle æg hvor ungen dør lige før klækning bør man undersøge, og hvis det forekommer ved et større antal, bør det undersøges af en dyrlæge der kan tage forskellige prøver og måske kan hjælpe med at konstatere årsagen til at ungerne dør.

Der er mange smitsomme organismer der kan blive overført fra hunnen til ægget, og være grunden til at ungen dør. I nogle tilfælde, vil smitten inficere ægget netop når kimcellen påbegynder udviklingen, eller når ungen er i gang med klækningen. Hvis en organisme bliver overført fra en inficeret hun direkte til ægget og derfra til kimcellen, kaldes det vertikal transmission. Udtrykket vertikal transmission, bliver også brugt for at beskrive transmissionen af en smitsom organisme fra en af forældrene til ægget under parringen, under æggets udvikling i hunnens æggeleder eller lige når den forlader æggelederen. Når ægget er lagt, kan nogle smitsomme organismer trænge gennem æggeskallen ved kontakt med besmittet afføring, urin eller strøelse. Nogle organismer kan overføres fra æggestokken til ægget og kaldes æggestok transmission. Smitsomme organismer der opholder sig i æggelederen, kan også trænge ind i ægget lige før skallen dannes. Nogle organismer kan inficere ægget, hvis indhold fra gattet forurener overfladen af ægget og derefter trænger ind i ægget.

En anden metode hvorpå der kan ske transmission af smitsomme organismer er ved horisontal transmission. Nogle måder hvor horisontal transmission kan indtræffe, er ved pudsning af fjerene, parring, insekt bid, spisning, kontakt med besmittet udstyr eller slagsmål. Af ovenstående fremgår det klart, at selvom ægget er beskyttet af en membran og skallen, vil det være modtagelig for infektion af utallige smitsomme organismer. Selvom æggeskallen ser solid ud indeholder den mikroskopiske porer, hvorigennem væsker og organismer der er små nok kan trænge ind i ægget.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 21:56