jan 182005
 

Racen har haft en meget lang udviklingstid, hvis oprindelse kan føres helt tilbage til 1600 tallet. Norwich kanarien er en af de store Engelske racer, den er kendetegnet på en meget kraftig krop og stort hoved.
Det er en meget rolig og tillidsfuld fugl, men racen kan være svær at få i den rette ynglekondition og er ikke så stabil til at opmade ungerne som de mindre racer.
På grund af dette, samt prisen på fuglen, er det ikke en race man bør anskaffe uden at have nogen erfaring med opdræt og pasning af kanarier.
Norwich kanarien er opstået i det Engelske landdistrikt Norfolk, med byen Norwich som midtpunkt. Frem til 1850 var Norwich at betragte som en farvekanarie, hvor størrelsen var at sammenligne med vore nuværende farvekanarier..
Efter denne periode udvikledes Norwich til en større og kraftigere fugl. I 1890 blev der afholdt en berømt kongres, hvor omkring 400 opdrættere deltog. På denne kongres blev der fastlagt en standard for Norwich, hvorunder der specielt blev lagt vægt på fuglens form, herefter fik den endnu større udbredelse.
De toppede Norwich, der også blev opdrættet, mistede efterhånden opdrætternes interesse. Men efter år 1900 blev de igen mere og mere populær, og efterhånden blev de toppede fugle betragtet som en selvstændig race, det medførte så at de blev kendt under navnene Crest og Crestbred. For denne race blev der så også opsat en særskilt standard, fordi Crest kanarien på mange punkter adskiller sig fra Norwich.
Bemærkninger til Norwich.
Norwich er en kraftig fugl, der på alle områder skal fremvise brede. Det brede hoved skal ikke alene være bred set fra oven, men også set fra siden, samt på kinder og hals. Øjnene skal ligge dybt i det brede hoved, herved opstår der et indtryk af at fuglen har øjenbryn. Nu er hovedet ikke hele fuglen, lige så vigtig er det at helheden på kroppen står i forhold til denne. Befjeringen kan være et problem, fordi en lang og løs befjering kan give en sløret profil på fuglen, det kan virke forstyrrende ind under en bedømmelse af fuglens form. Der kan også opstå fjercyster normalt kaldet “lumps” det er meget almindelig på de tyk befjerede fugle, især på de, der falder ud af gentagne parringer med rim på rim. Det er en af grundende til at man også skal bruge de intensive fugle i avlen.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:55
jan 182005
 

Størrelsen er et af de vigtigste punkter på Fife Fancy.
Oprindelig var Fife Fancy en mini Border hvor opdrætterne forsøgte at avle så små fugle som muligt. Men efterhånden som andre opdrættere avlede Border kanarien større, blev der stor forskel inden for racen.
Derfor blev opdrætterne af de små Border enige om i 1957 at afholde et møde i den Skotske by Kirkaldy.
På dette møde blev man enige om at oprettede en specialklub for racen. Navnet blev Fife Fancy, samtidig blev der vedtaget en standard.
Størrelsen der er et af de vigtigste punkter er fastsat til 11 – 11,5 cm, det er begrundet i at der skal være en klar forskel til Border kanarien. En Fife Fancy der bliver for stor, kan alt for let sammenlignes med en dårlig Border. Den kan heller ikke vise de bløde rundinger der er krævet for denne race.
Hovedet der skal stå i forhold til kroppen, skal set fra alle sider vise god runding og brede med god fylde på kinder. Øjet skal være centralt placeret og næbet kort og kegleformet. Ofte ser vi et hoved hvor næbet virker alt for stort og dominerende. Det er vigtigt at hovedets runding starter lige ved overnæbet der må ikke være en flad pande. Halsen skal være tydelig markeret.
Kroppen skal have fylde og runding der i bløde buer forløber fra hals ned til haleroden. Set ovenfra skal der være en ret god brede over skuldre, ellers vil brystets runding ikke forløbe i en blød bue ned til haleroden.
Befjeringen skal være stram, fyldig og glansfuld. I de senere år er det blevet mere almindelig at se fugle med en fjerfejl, hvor der fremkommer en spalte eller fure på langs af brystet. Det er en fejl man skal prøve at avle bort ved ikke at bruge de fugle i avlen.
Farven der ikke bedømmes særskilt men indgår i helheden, vil betyder meget for fuglens fremtoning. En fugl med en klar, ren og intens farve giver et bedre indtryk end fuglene med mat og glansløs fjerdragt.
Fife Fancy er gennem de senere år blevet meget populær både i Danmark som i udlandet, det skyldes sikkert at det er en meget ynglevillig race der giver mange unger, derved er prisen for fuglene ikke så høje som ved flere andre figurkanarier. Kvaliteten er gennemgående ret god, så dermed er det muligt for nye opdrættere at købe gode fugle og kan hurtigere være med på udstillingerne.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:54
jan 182005
 

Berner kanarien er national fuglen for de Schweiziske opdrættere, den fremkom i begyndelsen af dette århundrede.
Denne race er ikke meget kendt uden for sit hjemland. Som tilfældet med andre racer er den også opkaldt efter det området hvor den er opstået, i det her tilfælde Bern. I 1910 fremkom de første beskrivelser og tegninger af racen.
Yorkshire er en af de fugle der er brugt ved udviklingen af Berner hvilket tydeligt kan ses på størrelsen og den oprette holdning ligesom kropsformen har en del tilfældes.
På grund af de ligheder der er mellem denne race og Yorkshire, kan der ofte være problemer med at adskille dem fra hinanden, især hvis der er tale om dårlige utypiske fugle.
Hvis man vil begynde med opdræt af Berner kanarier, må det første krav være at man er opmærksom på de forskelle der adskiller den fra Yorkshire kanarien.
En Berner skal fremvise en tydelig hals, for selv om halsen er ret kraftig skal der mellem overgangen fra kroppen til hovedet fremkomme en indad buet runding. Det er lige modsat ved Yorkshire der ikke må fremvise hals, her skal overgangen være så utydelig som muligt. Ber-neren skal have en affladiget isse hvor Yorkshire set fra siden skal have en runding. Hovedet på Berneren skal være kort og ret bred, fladt med højt forhoved og et kantet baghoved. Det er meget vigtigt at denne hovedform fremkommer tydeligt idet det er en af de karakteristiske kendetegn på racen.
Kroppen er ret kegleformet og her skal skuldrene være tydelige i modsætning til Yorkshiren. Størrelsen skal være 16 cm, men på grund af den slankere krop virker den betydelig mindre end Yorkshir kanarien der skal være mindst 17 cm.
Berner kanarien skal fremvise en rolig og opret holdning i udstillingsburet, selvom det er en nogenlunde rolig og tillidsfuld race, kræver det alligevel nogen træning før fuglen er vænnet til buret, så den vil indtage den oprette holdning under bedømmelsen.
Avlsmæssigt er Berner kanarien normalt ikke mellem de vanskelige racer. De kræver kun som de fleste andre racer en god alsidig foderblanding! for at komme i ynglekondition og de passer ungerne godt.
Problemet ved denne race er blot at det kan være vanskeligt at finde gode fugle da de ikke er så udbredt.
Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:52
jan 182005
 

“Denne mere end hundrede år gamle race, har gennem tiden gennemgået en stor forandring”.
Belgisk Bossu og forgængeren den Store Gentse samt Lancashire, er nogle af de racer der har været med til at ændre og udvikle Yorkshire kanarien.
Standarden for Racen tilbage i 1930 foreskrev at fuglen skulle være så smal at den kunne gå igennem en fingerring.
Denne race opstod i greveskabet Yorkshire. Den fremkom oprindeligt som en tilfældighed da man forsøgt at forbedre Lancashire kanarien. På vore nuværende Yorkshire er der da også adskillige kendetegn vi kan føre tilbage til Lancashire racen, specielt længden kommer fra denne. Men også andre racer har været med i udviklingen af Yorkshire. Således er der stor sandsynlighed for at den silkeagtig fjerdragt stammer fra Belgisk Bossu, og det brede hoved antyder nogen slægtskab med Norwich.
Yorkshiren har som de fleste andre racer, gennem tiden gennemgået en stor forandring. Tidligere var de kendt som “Ringfuglen” den skulle være så tynd at den kunne gå gennem en fingerring.
I 1961 blev det vedtaget at den Engelske standard for racen skulle følge en nye tegning der var udarbejdet af S. Golding. Først 30 år senere blev denne model officielt godkendt som standard under C.O.M.
En meget opret holdning med næsten strakte ben er et sikkert kendetegn på en god Yorkshire. Det kræver megen burtræning, for selv om racen er ret rolig i forhold til mange andre typer, skal der nogen tilvænning til før fuglen er fortrolig med udstillingsburet.
Den kræver et ret stort ynglcbur, med god afstand mellem de kraftige pinde og loftet, så der er god plads til at fuglene kan parre. Rederne må ikke være for små, der skal være plads til alle ungerne så ingen bliver trykket ned i bunden af reden. Yorkshire kanarien hører ikke til de lette racer hvad angår avl. Det kan f.eks være et problem at få dem i ynglekondition, her skal man være opmærksom på, at de store racer kræver ekstra meget protein for at vedligeholde og opbygge konditionen.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:50
jan 182005
 

Canario del Pai’s var navnet denne Spanske dværgkanarie først blev kendt under da den blev fremavlet i 1931.
Denne Spanske dværgkanarie er først de senere år blevet rigtig kendt uden for Spanien.
I 1948 på en kongres i Spanien blev den første rigtige standard opsat, her fik den også navnet Spansk Raseka-narie, men senere var det den Spanske benævning Raza Espagnola den blev kendt under.
Omkring 1956 begyndte man med udstilling på C.O.M udstillinger, for i 1961 at fa den godkendt som en selvstændig race under C.O.M.
Da vi helt tydelig har med en lille dværgkanarie at gøre, er det ret vigtigt, at man er opmærksom på under størrelse at komme så tæt som mulig på den fastsatte størrelse som er 11,5 cm.
En fugl der er for stor bliver normalt også for bred, det er ikke ønsket, i det man skal stræbe efter en smal og fin krop. I den forbindelse er et vigtigt punkt befjeringen, fordi en tæt stram fjerdragt på en gunstig måde fremhæver de fine konturer på fuglen. Derfor vil det normalt være de intensive fugle der bedst kan fremvise ideal linien.
Halen skal fremvise et meget tydeligt V- tegn, denne egenskab er et krav for racen.
Det er en bevægelig fugl der har svært ved at sidde stille, men så længe den ikke farer vildt rundt i udstillingsburet, skal denne bevægelighed betragtes som normalt. Det vil dog ikke sige at den ikke behøver burtræning før udstillingen, for en fugl der roligt hopper fra pind til pind, vil bedre kunne fremvise sine kvaliteter frem for en urolig og vild fugl.
Holdningen der skal være meget affladiget er helt specielt for racen, der er ikke andre af figurracerne der har denne næsten vandrette holdning.
Hovedet, på den fine og tynde hals, skal stå i forhold til kroppen og være af form som en hasselnød.
Den regnes ikke for en af de vanskelige racer i opdrættet. Den kræver som de andre mindre figurracer ikke nogen speciel pasning og pleje. Men som de andre, kræver den også en god afbalanceret foderblanding for at trives og opbygge konditionen til avlen.
I Danmark er det ikke en race der er almindelig udbredt, men der er dog opdrættere af denne Spanske specialitet.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:49
jan 182005
 

” Japan Hoso er den yngste af aktions racerne. Omkring 1963 hørte man første gang at der var fremkommet en ny race i Japan”.
Belgiske opdrættere var de første der fik indført racen til Europa og det blev også der de opsatte en standard så de i 1974 fik den godkendt af C.O.M.
Racen blev hurtigt meget populær blandt opdrætterne over hele Europa, den udstilles nu i et pænt antal på de større udstillinger, både i udlandet som i Danmark.
Japan Hoso kan betragtes som en miniudgave af Scotch Fancy, hvor den helt primære forskel findes i størrelsen.
Det vigtigste kendetegn på denne fugl er halvmåneformen. Halen skal nå ind under pinden således at kroppen fremviser en halvcirkel. Selve kroppen skal være meget smal og cylinderformet, skuldrene meget smalle men naturligvis bredere end den fine, lange hals. Hovedet skal også være fint og slangeagtigt.
For at den ønskede cirkelform kan fremkomme er det vigtigt at hovedet strækkes fremefter, men hovedet må dog ikke holdes for lavt det vil ødelække cirkelformen. De lange vinger skal ligge godt ind til kroppen, halen visende et V-tegn og ret lang i forhold til kroppen, benene må ikke være helt strakte men let bøjede. Befjeringen så glat som muligt, men på grund af cirkelformen er det ikke altid mulig med helt glat befjering på brystet.
Et vigtigt punkt på fuglen er naturligvis størrelsen på 11 – 12 cm, større må den ikke blive. Kun ved meget strengt at håndhæve denne maximallængden kan vi bevare den tydelige forskel der skal være til Scotch Fancy.
Træningen i udstillingsburet følger mønstret for de andre aktionsracer. Fuglene der udvælges til denne specialtræning og senere udstillinger, skal være de unger der allerede i yngleburet viser halvmåneformen. Kun med de fugle er der nogen mening i at ofre tid og kræfter på træning, for unger der ikke fra starten viser nogen cirkelform kan ikke senere trænes op til at vise den rigtige form.
Japan Hoso regner man normalt med som gode avlsfugle der er gode til at passe ungerne, der stilles ikke nogen specielle krav til fodersammensætningen som ved de store tunge racer.
I Danmark er racen også blevet populær i de senere år så det nu er mulig at købe gode fugle uden at man behøver at rejse til udlandet.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:44
jan 182005
 

” Det er en ret gammel race der havde sin største udbredelse helt tilbage i 1920 – 1930″!
Racen der er udviklet i Tyskland har en del tilfældes med Belgisk Bossu der har været en af stamfædrene.
Det er ikke en fugl man ser mange af, selv i Tyskland er den ikke meget udbredt. Måske kan grunden til den ringe udbredelse, findes i den årsag, at den ikke så tydeligt adskiller sig som en selvstændig race.
Kun topfuglene vil vise de tydelige racekendetegn, mens der på det store antal gennemsnits fugle ofte kan være vanskeligt for opdrættere, dommere, at stedfæste den som en Munchener kanarie.
Man mener at da de første fugle i denne race fremkom, var det fugle med krølled befjering. Det viser, at ud over Belgisk Bossu, har der også været brugt friserede fugle da man fremavlede racen..
Men tilbage i 1920 – 1930 var det blevet en glatbefjeret fugl man opdrættede, med form og farve som de vigtigste punkter. Denne periode var racens foreløbige bedste med mange opdrættere i Tyskland. Efter denne periode var der i meget lang tid ret stille omkring racen, men indenfor de sidste cirka 10 år er der igen kommet en fornyet interesse omkring fuglen.
Hvad angår kropsformen har den på mange punkter en lighed med Belgisk Bossu og Scotch Fancy men selvfølgelig skal der være et antal tydelige forskelle.
Fuglen er ikke så stor som de to andre racer. Kroppen er ret fin, brystet er et af de punkter der adskiller den fra de andre. Det må ikke være for bredt men skal være svagt rundet sådan at man får en fremad buet brystlinie. Det i modsætning til Scotch Fancy hvor brystlinien skal bue indad.
Skuldrene skal være så smalle som mulige, ryggen meget let bøjet. I aktion skal fuglen stå med næsten strakte ben, ryg og hale danner en næsten vertikal linie.
Hovedet skal være ret lille og affladiget, halsen lang og tynd, den skal strækkes fremad i en vinkel på 45 grader i forhold til en linie man trækker mellem skuldre og ben. Denne holdning med en næsten ret ryg og hoved / hals strakt let fremefter er det vigtigste kendetegn for racen. Benene er ret lange i forhold til kroppen og skal være let bøjede, de må ikke være så strakte som ved Scotch Fancy og Belgisk Bossu.
Som avisfugl har den ikke ry for at være så vanskelig som frisé racerne, det største problem kan være at fremskaffe gode racerene fugle .

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:42
jan 182005
 

Oprindelig var navnet Glasgov Don. Efter alt sandsynlighed var forfædrene Belgisk Bossu eller Syd Hollandsk Frisé.
Med hensyn til holdning ligner den på mange måder Belgisk Bossu, men kropsformen er afrundet hvor Bossu er mere kantet.
Scotch Fancy er en lidt nervøs race der kræver meget burtræning for at den kan præsentere sig rigtigt i udstillingsburet.
Racen er normalt ikke vanskelig at opdrætte, de plejer at være gode til at passe ungerne og kræver ikke en anden fodring og pleje end normal.
Kroppen på Scotch Fancy skal under aktion fremvise en halvmåneform. Skuldrene skal være tydelig afrundet og må kun være let synlige, det er en fejl hvis de er høje og kantet som ved Bossu kanarien.
Ved Scotch Fancy skal skuldrene set bagfra være ret smalle. Halvmåneformen på fuglen skal forløbe i en smuk glidende cirkelformet linie, viser den en kantet form på krop (skuldre) og hale (halerod) er det en fejl.
Halsens længde er et andet af de vigtige punkter på fuglen, der skal være en lang tynd hals, ellers kan den ikke strække hovedet langt nok frem så den rigtige runding fremkommer. Hovedet skal være let ovalformet med et næb der står i forhold til hovedet, bliver det for stort vil det virke alt for dominerende og ødelægge helheden.
Befjeringen skal ligge glat ind til kroppen, kun på brystet må der fremkomme en smule krøller, det kan næsten ikke undgås når fuglen bøjer halsen fremefter.
Vingerne skal ligge godt ind til kroppen uden at krydse, det kan ofte være et problem på grund af fuglens slanke krop. men de fugle hvor vingerne er meget krydset bør ikke bruges i avlen.
Længden på fuglen er et andet vigtigt punkt så enhver sammenligning med Japan Hoso er udelukket. Scotch Fancy skal være en levende fugl i udstillingsburet der regelmæssig bevæger sig mellem pindende.
I avlen sammensætter man normalt fuglene med intensiv på rim, det gør man for at bibeholde størrelsen og den stramme fjerdragt
I de senere år er denne race blevet mere udbredt, der er kommet flere opdrættere, så efterhånden er det muligt at købe gode fugle i Danmark så man ikke hver gang behøver at rejse til udlandet efter nyt avlsmateriale.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:41
jan 182005
 

” Så vidt man ved er det den ældste kendte kanarierace, allerede i 1600 er den omtalt som Den Store Gentse ”
Den Store Gentse er stamfaderen til Bossu kanarien og har haft stor indflydelse på udviklingen af flere andre forskellige racer.
Efter anden verdenskrig var racen så godt som uddød, men gennem hårdt arbejde lykkedes det et par Belgiske opdrættere at genskabe fuglen.
Det er ikke en misdannet fugl som man kunne tro, undersøgelser viser at der ikke er misdannelser på skelettet.
Fremtoningsform og holdning er en kombination af et antal kendetegn hvor de vigtigste er :høje skuldre, en meget lang hals, lange strakte ben og naturligvis den oprette holdning.
Nu er det sådan at ingen fugl konstant kan indtage den oprette holdning hvorfor vi ved aktionsracerne også taler om en hvile og aktions holdning. I aktionsholdning vil fuglen stå meget opret hvor ryg og hale danner en lige lodret linie. Fuglen står på næsten helt strakte ben, men dog ikke helt stive som ved Sydhollandsk frisé.
Hovedet skal være lille og fint på en lang tynd hals der i aktion skal være strakt fremefter ned i en linie med skuldrene. Set bagfra må hals og hoved ikke være synlige men skal være skjult af de brede skuldre. En god Bossu, bruger i aktion sin lange hals til at holde balancen med, så den kan indtage en holdning der kan sammenlignes med et 7-tal.
Bryst og især skuldrene skal være brede så kroppen fremviser en trekantet form, det er et punkt mange Bossu ikke kan leve op til, derved kan den let forveksles med en Scotch Fancy der har for ret holdning. Den store forskel mellem de to racer er skuldrene: ved Scotch er de smalle og rundede modsat Bossu der skal have høje og brede skuldre med et tydeligt V-tegn mellem skulderblade.
Da racen er lidt nervøs skal en udstillings fugl have meget træning for at kunne indtage den rigtige holdning under bedømmelsen. Træningen skal starte så tidlig som muligt ved at ungerne lærer udstillingsburet at kende. Man kan blandet hænge det op foran opholdsburet så de selv kan hoppe derind, de kan f. eks lokkes med noget godt foder. Når ungerne kender buret, skal de vænnes til at indtage holdningen på kommando ved at man slår let på bunden af buret.
Racen kan være en smule vanskelig i avlen på grund af de lange ben og hals.
Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:39
jan 182005
 

Gibber Italicus er en frisé kanarie der ligger tæt på Sydhollandsk Frisé, man ser tydeligt at den har spillet en stor rolle da man fremavlede Gibber.
De fleste kendetegn på Sydhollandsk Frisé finder vi også på Gibber. Den samme holdning som et 7-tal, de samme stive oprette ben, næsten samme gruppe krøllede fjer men dog kortere og mindre omfangsrige og også den samme tendens til at holde fast med det ene ben i trådgitteret.
Opdræt af Gibber er ret vanskeligt, man bør have nogen erfaring og de rette omgivelser der passer til racen.
Befjeringen er det punkt der adskiller den mest fra Sydhollandsk Frisé. En Gibber Italicus er en intensiv fugl med en meget kort befjering, så tynd at på nogle områder af kroppen er den nøgne hud synlig.
En rimet Gibber findes egentlig ikke, der er selvfølgelig fugle der har mere fjerdragt end andre, men rigtige rimede fugle kan man ikke bruger indenfor denne race. Derfor vil man altid ved opdrættet parre intensiv x intensiv.
Ved alle andre racer fraråder man denne intensiv avl fordi det kan give små og tyndt befjerede unger. Men ved Gibber er det netop den tynde befjering vi efterstræber, da kendetegnet på racen er den tynde korte befjering hvor brystben og lår er helt nøgne.
For mange opdrættere er Gibber en mærkelig fugl, mange tror den er en form for degeneration fremkommet på grund af den unaturlige avlsmetode med sammensætning af to intensive fugle. Der fremkommer også nogen indavl fordi racen er så sjælden at det kan være meget vanskeligt at finde ubeslægtede fugle. Men et bevis på at racen ikke er degenereret er trods alt at den har overlevet siden den blev fremavlet tilbage i 1945-1950.
At det er en meget speciel fugl ser man når vi prøver at beskrive den: Hovedet skal være lille og ovalt med så tynd befiering bag øjnene at øregangene skinner igennem. Halsen skal være lang og glatbefjeret. Brystfrisuren har samme form som ved Sydhollandsk Frisé men er ikke så lang. De korte krøllede fjer på brystet må ikke nå sammen man skal tydelig kunne se det nøgne brystben. Ryg og flankefrisure skal være symmetriske men på grund af den stærke intensivitet er de meget korte. Lår helt nøgne.
Holdningen skal være som et 7-tal med en ret ryg og hoved-hals strakt fremefter og bøjet ned til under skulderhøjde med helt strakte ben.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:16
jan 182005
 

De største forskelle til Gibber er:
• Giboso Espagnol er noget længere end Gibber Italicus.
• Halsen er noget længere (Giboso 5-6 cm, Gibber 3,5-4 cm) er bøjet meget længere ned (form som et l- tal).
• Benene er længere og med led der er bøjet fremefter.
• Giboso Espagnol har et helt bart brystben, kun den underste del af bugen er dækket af meget små korte fjer.

Denne race er godkendt af C.O.M i 1984.
Selvom disse fugle af natur hurtig indtager den oprette holdning, skal man dog ved bedømmelse give fuglen tilstrækkelig god tid til at få den lange hals strakt ned mod knæene.
Ligesom ved opdræt af Gibber Italicus er opdræt af denne race ikke nemt. Opdrætteren skal være helt klar over hvilken konsekvenser det kan give i avlen, når man bruger dobbelt intensivfaktorer. I avlen sammensætter man intensiv x intensiv, (det er en nødvendighed for at opdrætte fugle der lever op til kravet i standarden).
Problemer der kan fremkomme på grund af denne intensiv avl er f. eks dårlig befrugtning, unger der dør i ægget, meget svage unger, unger med meget tynd fjerdragt. Dertil kommer at fuglene på grund af den meget oprette holdning på stive ben, har vanskelig ved selv at fodre ungerne, der kræves næsten altid ammefugle.
Den tynde fjerdragt næsten uden underdun yder ikke megen beskyttelse mod kulde og træk, det medfører at fuglene skal holdes indendørs under ret høje temperaturer for at trives. Det er faktisk sådan at racerne Giboso Espagnol og Gibber Italicus ikke trives ret godt på de nordlige breddegrader.
Bryst, ryg og flankefrisuren skal også på denne fugl fremkomme symmetriske. Brystfrisuren må ikke være samlet, det skal være muligt at se det nøgne brystben i hele sin længde. Lårene skal være let tilbagebøjet og helt nøgne uden befiering. På grund af den stærkt intensive befjering, vil de tre frisurer ikke være så udviklet som vi normalt ser ved Nord og Sydhollandsk Frisé.
Holdningen der er det vigtigste punkt på fuglen skal i aktion indtage en form som et 1-tal, hvor ryg og hale skal danne en lige lodret linie. Hoved og hals bøjet nedefter i en vinkel på 45 til 60 grader i forhold til ryg-hale linien.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:15
jan 182005
 

Racen er på en måde opstået ved en tilfældighed, fordi de Italienske opdrættere manglede avlsfugle der var gode til at opfodre unger. På den måde havde de nogle til at opfodre ungerne fra Frisekanarierne.
Man krydsede nogle Gloster Fancy kanarier ind på Nordhollandsk Frisé for at få de gode avlsegenskaber fra Glosterne ført over til Frisé fuglene.
Ved tilbageavl fremkom der enkelte smukke små friserede fugle med top. Specielt Dr Zingoni var en af de første udstiller af denne mini Frisé.
På den Italienske nationaludstilling i 1981 blev den udstillet for første gang. Den var da allerede navngivet som Fiorino.
I de mellemliggende år blev den regelmæssigt udstillet på de forskellige C.O.M. verdensudstillinger. I 1989 lykkedes det at få den officielt godkendt på C.O.M. verdensudstillingen der det år blev afholdt i Italien.
Fiorino skal være en ret lille kompakt fugl. I praksis viser det sig at netop den lille krop er et af de sværeste punkter. Men da størrelsen og den kompakte krop er en af de vigtigste punkter på fuglen, er det et punkt man skal være meget opmærksom på når man udselekterer fugle til avlen.
De fleste fugle opfylder ikke dette krav, ved en bedømmelse skal man dog lægge vægt på at fuglen så vidt mulig opfylde kravet til størrelse og samtidig viser en fyldig og kompakt krop.
På de toppede fugle kræver standarden at den skal have form som en smuk hvælvet Glostertop. Indtil nu er det ikke helt lykkedes at fremavle denne top på fuglen. Hvis vi nogen sinde skal se en Fiorino der ligner den tegning vi har i standarden, skal vi ved en bedømmelsen af fuglen, ud over de krøllede fjer, som model altid have Gloster kanariens top og form i tankerne.
Med hensyn til ryg. bryst og flankefrisure, skal de opfylde samme krav som stilles til de andre let krøllede racer, hvilket vil sige veludviklede og symmetriske krøllede fjer i skarpt afgrænsede frisurer.
Det kan være et problem at fastholde racekendetegnene ved avl med de nye racer, ofte vil der være en tendens til al den bevæger sig over mod en af de racer hvor fra den er opstået. Da racen stadig er så ny, kan det være ret vanskeligt at få gode rentarvende avlsfugle da der stadig bliver tilbageavlet på Nordhollandsk Frise.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:13
jan 182005
 

Racen er opstået ud fra flere af de forskellige gamle kanarietyper der fremkom i udviklingsperioden af de krøllede kanarier.
Schweizisk Frisé er en af de let krøllede racer hvilket vil sige at den skal have tre skarpt afgrænsede grupper af krøllede fjer.
Det er rygfrisuren, brystfrisuren og flankefrisuren også kaldet finnerne. På grund af den meget tynde og lette fjerdragt tåler den ikke kulde og fugt, det kan være et problem hvis den udstilles i lokaler der ikke har tilstrækkelig varme.
Rygfrisuren på Schweizisk Frisé skal fremvokse symmetrisk til begge sider fra en lige midterlinie.
Brystfrisuren skal fremvokse fra begge sider af brystet hvor de krøllede fjer skal bøje ind mod hinanden for at samles midt for brystet hvor de skal danne en lukket frisure.
Flankefrisuren skal fremkomme symmetriske på begge sider være så godt udviklet at de bøjer op om vingerne og danner et hele med rygfrisuren. Hoved, hals og bug glat befjeret. Halsen ret lang.
Den store forskel til Hollandsk Frisé er holdningen. Schweizisk Frisé skal have en meget opret holdning med næsten stive ben hvor kroppens skal vise en halvmåneform. Den fremkommer når hovedet strækkes fremefter og halen trækkes helt ind eller under pinden. Hovedet må ikke holdes så lavt som ved Sydhollandsk Frisé.
Når fuglen er i ro vil den ikke fremvise denne halvmåneholdning, den skal fuglen gennem megen træning opøves til at indtage på kommando når den sættes foran dommeren. Træningen bør startes så snart ungerne er selvstændige, man kan starte med at hænge et udstillingsbur op foran deres flyvebur så de kan vænne sig til buret Man kan fodre med lidt lækkert i buret så de gerne vil gå derud og forbinder den med noget godt.
Efter nogle uger kan man gå videre med træningen ved at ungerne en for en anbringes i udstillingsburene der så hænges op i øjenhøjde. Man banker nu let på burets bund og sider så de vænnes til at indtage holdningen når de hører og mærker en banken på buret. De første mange gange skal ungerne kun opholde sig i buret under træningen, men efterhånden kan de blive der nogle timer af gangen.
Som avisfugl har den ry for at være lidt vanskelig blandet på grund af den krøllede fjerdragt og de ret stive ben.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:11
jan 182005
 

Sydhollandsk Frise tilhører gruppen let friserede racer og ligger hvad angår placering af frisurer tæt op af Nordhollandsk Frise.
Den store forskel mellem disse racer er kropsformen. Ideal holdningen på Sydhollandsk Frisé er en form som et 7 tal. Med den foroverbøjede form vil den krøllede befiering ligge noget højere på ryggen, end den vi ser ved Nordhollandsk Frise.
På grund af den tynde befiering tåler de ikke lave temperaturer.
For at fuglen kan indtage en god holdning er det vigtigt at den har en lang hals og et fint ovalt hoved. I aktion skal fuglen fremvise helt strakte ben, men ofte ser vi fugle der danser op og ned på pinden. Et kendetegn for racen er nervøsitet der tydeligt kommer til udtryk i de urolige bevægelser hvor fuglen ofte griber fast i udstill-ingsburets tråde med det ene ben. Men da det er en naturlig egenskab på disse fugle, vil det kræve meget burtræning for at de kan fremvise den rigtige holdning i buret.
Man skal være opmærksom på forskellen i kropsformen i forhold til Nordhollandsk Frise og Schweizisk Frise.
De vigtigste kendetegn på Sydhollandsk Frise er:
Meget lange strakte – tynde ben. Et ovalt hoved på en lang tynd hals der står i forhold til de brede skuldre. Krøllede fjer der danner præcist afgrænsede frisurer på ryg, flanker samt bryst.
Befjeringen skal man være meget opmærksom på. En befiering der er for lang medfører ofte at der fremkommer krøller på steder der ikke er ønsket så som på hoved, hals og underkrop. Men også en kort og tynd befiering ses ofte, det medfører at der opstår bare plettet på hovedet ligesom overlåret kan være dårligt befjeret. Denne fejl vil let fremkomme på racen, måske på grund af krydsning med Gibber Italicus.
På grund af det nervøse gemyt og de stive oprette ben, er racen ikke så stabil en avisfugl som mange af de andre figurracer. I avisburene et det meget vigtigt at der er plads over pindende og de har en form så faglene kan holde godt fast under parring. Rederne skal være ret store men ikke for dybe, ellers kan hunnen ikke nå ned og made ungerne.
De friserede racer er ikke så velegnet for opdrættere der ikke har nogle års erfaring med pleje og pasning af kanarier.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:09
jan 182005
 

Nordhollandsk Frisé er en af de let krøllede racer, hvilket vil sige at denne fugl skal have tre grupper krøllede fjer. Disse tre grupper er rygfrisuren eller kappen, brystfrisuren og flankefrisuren også benævnt finner.
Selv om Nordhollandsk Frisé er en af de stærkeste af de krøllede racer, bør den på grund af den løse befiering ikke holdes ved for lave temperaturer. Normalt er det den af de krøllede racer der er den bedste avisfugl.
Rygfrisuren skal fremvokse ud fra midten af ryggen, fra en lige midterlinie skal de krøllede fjer symmetrisk falde til begge sider. Disse krølfjer skal være så lange at de så vidt mulig danner et hele med bryst og flankefrisuren.
Brystfrisuren dannes af krøllede fjer der fra begge sider af brystet vokser fremad og derefter krøller ind mod brystets midte hvor de skal danne en samlet frisure. Denne brystfrisure må ikke fremkomme for langt op af halsen der skal være helt glat befjeret.
Flankefrisuren skal være tydelige og symmetriske på begge sider af fuglen. De skal krølle op mod vingerne så de når sammen med rygfrisuren. De må ikke fremvokse for langt tilbage på kroppen så de ikke kan nå sammen med ryggens kappe.
Bugen skal være glatbefjeret. Det er en af de vanskeligste krav man kan stille til en fugl, at den på nogle områder skal være fuldstændig glatbefjeret mens den på andre områder skal have så lange krølfjer som muligt. Men for alle let krøllede racer er det et af de vigtigste punkter.
Denne race skal egentlig have en ring af krøllede fjer rundt om kroppen men kun på området mellem skuldre og bug, derudover skal befjerin-gen være så glat som muligt.
Ofte ser man for meget krøl på bugen, det er det punkt der oftest volder problemer for opdrættere af denne race. På hoved-hals kan man også se krøllede fjer på grund af indflydelse fra andre racer. Gennem tiderne har mange opdrættere krydset f.eks Pariser Frisé ind på racen for at give den mere størrelse og flere krøllede fjer.
Det medfører at de fleste fejl vi i dag finder på fuglen kan henføres til at den ikke er raceren.
For opdrættere der vil begynde med de krøllede racer, er Nordhollandsk Frisé den bedste fugl at starte med, den er ikke så sart og vanskelig som flere af de andre krøllede fugle.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:07
jan 182005
 

Denne friserede race ligner på flere punkter Pariser Frisé, men samtidig er der dog enkelte punkter der adskiller dem, hvilket betyder at vi kan betragte den som en særskilt race.
Et tydeligt kendetegn på denne race er ud over den krøllede befiering toppen på fuglen.
Paduaner er ikke så lang som Pariser Frisé og derved bliver de krøllede fjer kortere, det bevirker at den ikke har så meget fylde som Pariser Frisé. Fordi de krøllede fjer har mindre volumen, betyder det ikke, at de forskellige frisurer ikke skal være symmetriske og godt udviklet.
Kraven er et af de punkter der adskiller den fra Pariser Frisé. Kraven skal fremkomme tydelig og være smuk rundet, men fjerene på kraven er ikke så lang og hele kraven ligger lavere end ved Pariseren. Herved fremkommer en tydeligere og mere glat befjeret hoved og hals.
På Pariser Frisé løber ryggen og brystets krøllede fjer sammen med kraven og hovedets krøllede hovedbefjering, derved fremkommer en helhed af krøllede fjer.
På Paduaner må der ikke fremkomme denne sammenblanding af frisurer, kraven skal være fri af bryst og rygfrisure og over kraven skal hals og hoved være glatbefjeret kronet med en veludviklet top. Denne top må vi dog ikke sammenligne med toppen på en Gloster.
Da tendens til krøllede fjer er den vigtigste egenskab ved disse fugle, vil det selvfølgelig også påvirke toppens fjer der ikke kan ligge helt glat som på Glosteren, men toppen skal dog være ret stor og nå ned til lige over øjnene. Bryst og rygfrisuren skal være symmetrisk og godt udviklet. Flankefrisuren (finner) skal også fremkomme symmetrisk på begge sider og nå godt op om vingerne, en fejl vi ofte ser på de friserede fugle er finner der mangler på en eller begge sider, eller ikke bøjer op om (mod) vingerne. Ved haleroden skal der vokse lange fjer frem der hænger ned på begge sider af halen, de såkaldte hanefjer.
Da Paduaner er en ret sjælden race uden for Italien hvor den dog heller ikke er almindeligt, er det ikke en fugl vi normalt ser på udstillingerne ud over de helt store i udlandet. Som med de andre store kanarier racer, er det ikke en variant der kan anbefales, uden man har noget kendskab til pasning og pleje af kanarier.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:04
jan 182005
 

Hvornår racen er opstået kan ikke fastlægges helt præcis, men for over hundrede år siden blev den udstillet. Den første officielle standard blev opsat i 1920. Pariser Frisé, er som de andre store racer, ikke en fugl man bør avle med før man har nogen erfaring som opdrætter.
Pariser Frisé er en af de største kanarieracer der først det andet leveår er helt udvokset.
Derfor er størrelsen en vigtig del af fuglen, den kan på ældre fugle nå helt op på 22 cm, mens minimum størrelsen på 19 cm er et krav de unge fugle bør opnå.
Volumen på fjerdragten skal være meget stor så fuglen virker bred og kraftig. Vingerne lange, med udbredte vinger måler den omkring 30 cm fra vingespids til vingespids.
Klimaet hvori fuglene opvokser spiller en stor rolle, således vil de Pariser Frisé der opvokser i Italien og Brasilien normalt blive noget større, der er Pariser Frisé i Brasilien der bliver over 23 cm i længde.
Ved Pariser Frisé fremkommer der, lige som ved alle de andre friserede, tre hovedgrupper af frisurer: det er rygfrisuren, brystfrisuren, flanke-frisuren eller finnerne men derudover finder vi frisure på hovedet, kinder, hals og bug. På de bedste fugle kan der i forlængelsen af rygfrisure fremkomme en såkaldt roset der er en afrunding af rygfrisuren. Ofte er den ikke helt synlig da den ofte dækkes af vingerne.
Hovedfrisuren kan fremkomme på to måder: enten som en frisure på langs af hovedet hvor den krøller til en eller begge sider eller som en vifte op over hovedet. På de gode fugle finder vi kraftige halefjer de såkaldte hanefjer der hænger ned på begge sider af halen.
Neglene skal følge stilen på hele fuglen, det vil sige at det ikke kun er fjerene der skal krølle, der skal også være snoning på neglene så der får form af en proptrækker. På de unge fugle vil der ikke være ret meget snoning men tendensen skal være der.
På grund af størrelse og fjerdragt er den ikke mellem de lette racer i avlen og indkøbsprisen kan være høj for de gode fugle.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:02
jan 182005
 

Udstillingkanarier skal “trænes” i enebur fra ca. 01.september for at kunne præsentere sig i november!

Rød X rød rimet
Som begynder står man sig bedst ved at parre en rød intensiv med en rimet, mens den erfarne som partner vil udsøge sig en “halv intensiv” eller A/B fugl, som tyskerne siger. Derved opnås unger med stærk intensiv kvalitet.

Bedømmelse af rød intensiv
Den røde farve skal være stærk og ensartet. Den skal trænge så langt ud i de store fjer som muligt. Dette er vanskeligt at opnå, fordi ungfugle ikke fælder de store vinge/halefjer det første år. Det fordrer, at fodringen med farvestimulerende midler har været intens og regelmæssig.
Det sværeste krav er imidlertid at opnå en absolut intensiv fugl, som ikke viser tegn på rim ned ad ryggen eller i halsdrejningen. Graden af intensitet svinger fra 100% over til enhalv-intensiv. Den virkeligt intensive fugl vil på bugen ikke fremvise hvide partier i gat området.

Størrelse
Efter bastardiseringen i 20′erne var mange orange fugle meget små og spinkle. Først hen mod 180 fik de røde fugle en så god størrelse, at man kunne avle intensiv på halv-intensiv. Man skal dog stadig være opmærksom på type og størrelse for at få en dommers accept.

Farvestimulans Selv om rødfaktorfugle selv kan danne rød lipokrom skal udstillingsfugle fra den første levedag have tilført canthaxanthin og/eller betacarotin, helst opløst i pumpeglas, gerne 50% af hvert. Blendingen opbevares i køleskab og skiftes dagligt.

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Dansk Kanarie-Opdrætter Klub, Årgang 2003, August, Nr. 4

 Posted by at 21:47
jan 172005
 

Den angelsaksiske verden – domineret af de britiske øer og stærkt støttet af opdrættere i USA, Australien og alle andre tidligere britiske dominions, har deres egen kanariekultur, som ofte støder sammen med den på kontinentet rådende, anført af de store lande som Frankrig, Benelux, Italien, Tyskland. I Danmark står vi splittede, mange af os er dybt engagerede i de engelske figurracer, men især farvekanariefolk er kontinentalt orienterede.
Det gælder primert striden om points, som englænderne ringeagter. I stedet sætter man fuglene i række 1-7, de svage fugle står på reolen uden kommentar. Til gengæld er dommeren til stede, så man kan spørge ham ud om ens egen fugl.
Men her vil jeg sætte fokus på forskellen på vurderingen af flereårige og ungfugle. Englænderne kalder dem “flighted” og “unflighted”, fordi ungfugle som bekendt ikke fælder de store fjer i vinger og hale det første leveår.
For en englænder har en flerårig, en ret til at være udstillet på samme vilkår som en ungfugl. Nogle racer er bedst som flerårige. Skal man finde skuets bedste kanarie, eller skal man i en enkelt race gøre det, så er de flerårige lige så verdige som ungfugle til en kåring.
I danmark opleves det anderledes. Arrangøren af en udstilling vil gerne have så mange fugle som muligt, og det kan så være grunden til at man nølende accepterer flerårige. I nogle tilfældes sættes de hen i et hjorne på linie med indkøbte fugle eller fugle uden fast fodring, altså kort sagt ligegyldige fugle. Er fuglene udstillingsværdige eller ej?
Ved DM i Tårnby 2002 havde man sat mig til at opstille præmieklasserne. Jeg skulle lige først konferere med et bestyrelsesmedlem.
Hvad gør man, hvis man skal opdele 28 Fife kanarier i 2 præmiegrupper? Der er 15 intensive og 13 rimede, heraf er 11 ren gule og 17 brogede eller grøne, endvidere er der 25 ungfugle og 3 flerårige? Jamen det er da i hvert fald ikke i ungfugle contra flerårige! jeg ville prioritere intensiv og rimet først.
Og på DM 2002 så man faktisk, at de flerårige i flere tilfælde var sat i præmieklasse sammen med ungfugle. Jeg kaldte det “nytænkning”.
DM 2003 bliver anderledes. Så vidt jeg er informeret er det tungt-traditionelle tanker, som styrer beslutningstagerne. Efter min egen larmende exit fra C.O.M. (berettiged larmende!) mente jeg det uklogt, om jeg skulle sidde i et forhandlingsudvalg og bad bestyrelsen klare det selv. Det er dog vigtig at vide, om man skal sende sine flereårige til Silkeborg, eller om de er uønskede!
Hvis det går, som jeg mener at have opfattet, så skal de flerårige i alle klasser – ligegyldigt hvor få de er – udgøre deres egen præmieklasse, ganske som på DKK’s normale kåringsskue. Det er der ikke meget nytænkning i!
Det nye ved DM skulle efter min mening være, at man skulle besejre nogen for at få en medalje. Mindst 10 i hver præmieklasse, hvis det er muligt! Dette i modsætning til et kåringsskue, hvor man kan få en guldmedalje for en god rødagat opal mosaik, selv om den er den eneste i sin klasse, bare den får 91 points.
Hvorom alting er: med denne artikel opfordrer jeg alle til at opprioritere flerårige fugle. Et skuets “bedste” skal være den bedste fugl, som netop nu findes, hvad enten den er gammel eller ung. Når jeg netop nu sender avlsfugle og ligegyldige fugle i udendørsvoliere og indendørs kræser om mine potentielle udstillingsfugle, så er der en del flerårige iblandt, som skal følge mig til Belgien, London og også Silkeborg!

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Dansk Kanarie-Opdrætter Klub, Årgang 2003, August, Nr. 4

 Posted by at 23:54
jan 172005
 

Kobalt er en ny farvekanarievariant, endnu ikke godkendt i C.O.M. l Geel på Europas største farvekanarieudstilling præsenterede tyskeren Karl Weber sin nye mutation. Arbejdsgruppen har modtaget nogle fjer til mikroskopisk undersøgelse. Ved første øjekast minder det om, hvad man i Belgien kalder “lædersort”.
Mosaik-kanariers melanin har under indflydelse fra italiensk opdræt undergået en forvandling, så ryggen fremstår lysere mellem striberne, men også så striberne er tydeligt bredere og melaninen mere “maksimal”. Den belgiske klub AOB overvejer at ændre sin standard, mens man i Holland har nedsat en gruppe til at vurdere ændringerne, l den internationale arbejdsgruppe vil man især studere fjer i mikroskop fra sort og agat-mosaikker med den nye faktor. Problemet er, om denne ændring hos mosaikkerne skyldes mutation eller – hvad der er mest tænkeligt – bastardisering. Man vil foretage analyser af fjer fra muligt anvendte fugle til bastardisering for at spore ophavs-fuglen.

Arbejdsgruppen har endnu ikke afsluttet sine DNA-undersøgelser af Onyx og Gråvinge.
For os danske er det sært, at denne gruppe ikke beskæftiger sig med ændringerne i standarden for sort og brun. Det forlyder, at man i Tyskland og Belgien har accepteret den nye standard med brede striber, mens de to hollandske forbund står mere tøvende, l Danmark vil de to dommergrupper i DKK og JFKK snarest beslutte i sagen.

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Danske Kanarie Opdrætter Klub; Årgang 2003; Februarl; Nr.1

 Posted by at 23:42
jan 172005
 

I 1997 var der 363 anerkendte farver. Farvekanarierne deler man op i 2 hovedgrupper nemlig melanin – og lipokromfuglene.
A. Melaninfuglene opdeles i 4 serier:
1. Sortserie
2. Brunserie
3. Agatserie
4. Isabelserie

Disse 4 serier forekommer altid i kombination med en af lipokromfarverne gul, rød og hvid.

B. Lipokromfulene opdeles i 3 serier:

1. Gul
2. Rød
3. Hvid

Med disse basisfarver fremstår farvekanarierne på 3 forskellige måder:

1. Intensiv
2. Rimet
3. Hvid
4. Mosaik

Hvor mosaikfuglen forekommer som type 1, hunfugl og type 2 hanfugl.

 Posted by at 23:41
jan 172005
 

A.G.I. ligner overfladisk en meget stor Pariser Frise, men der er for kenderen betydelige forskelle. A.G.I. skal være mindst 21 cm mod Pariserens 19 cm. A.G.I. er desuden kendetegnet ved en opstående krave, som slutter i en hætte omkring hovedet. Endelig er rygfrisuren speciel derved, at den ikke skal have midterskilning men danne en “rose”, idet rygfjerene fra et centrum vokser i alle retninger.

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Dansk Kanarie Opdrætter Klub; Årgang 2002; Juni; Nr.3

 Posted by at 23:39
jan 172005
 

Omkring 1720 bragte tilvandrende bjergfolk fra Imst i Tyrol kanariefugle som stuefugle til St. Andreasberg i Hartzen. De hjemlige bjergfolk, som tjente til deres undehold i sølvminer, begyndte at interessere sig for opdræt og salg af kanariefugle. Kanarier eller Harzerfugle, som handelsnavnet blev – blev kendt vidt omkring for deres fremragende sang og nåede høje priser.

Det kan ikke undre, at netop bjergfolk havde en særlig tilknytning til kanariefuglen. I bjergværkets lampestuer var ofte anbragt adskillige kanarier, som forkyndte med deres adfærd den livsfarlige mangel på ilt.

Hartzerkanarie-opdrættets blomstringstid begyndte omkring 1760, da fuglehandlere rejste overalt i Europa. På deres bare-stativer transporterede de op til 170 små fuglebure. I St. Andreasberg, kanarieopdrættets hovedstad, blev omkring 1842 årligt solgt 4000 kanariehanner. Storhandleren C.Reiche førte i 1882-1883 mindst 120.000 kanariehanner i New York, til Syd Amerika 10.500, til Australien 5.600, til Syd Afrika 3000. Omkring 30.000 endte i Europa og 12.000 fandt afsætning i Tyskland.
Ved slutning af det 19. århundrætte 350 familier i St. Andresasberg kanariefugle. Senere dannedes avlscentre i Innsbruck, Nürnberg, Augsburg, Berlin, Pfalz, Rhinlandet, Westfalen, Hamburg og ikke mindst Schlesien og Thüringen. Omkring 1885 skal der i Tyskland have eksisteret ca. 200 kanarieopdræts foreninger, hvoraf nogle stadig eksisterer. I 1947 blev D.K.B. grundlagt, klubben i dag med over 10.000 medlemmer bærer af racekanarieopdræt.

I dag er fuglefængeri forbudt i Tyskland.

1680 var der i Augsburg allerede opdrættet ren gule og hvide kanarier. Før 1700 blev i Bayern fra en grøn han avlet den første brune fugl. Omtrent samtidig fremkom hos Amsterdam borgmesteren Coerver en fortynding af den sorte melanin, som han benævnte “agat”. Kendskabet til de daværende kanariefarver blev først beskrevet af de tyske læger Schroeckius (1677) og Lentilius (1702) og franskmanden Hervieux (1709).

Den tyske hvidbundede variant og agat varianten uddøde, da man ikke havde tilstrækkeligt kendskab til arveregler til at fastholde mutationer.

1734 blev der udført toppede kanarier fra Tyskland til Holland. Ved det 17.årh.s afslutning blev Lizard – eller “skæltegnet kanarie” – af Huguenrotterne udført fra Frankrig til England. Den engelske variant London Fancy skulle være udgået fra Lizard, men denne variant er siden uddød, skønt engelske opdrættere stedse søger at genopbygge racen. Først omkring 1900 optrådte på ny den tabte melanin-fortynding (agat) hos den hollandske opdrætter Helder.

1906 opstod ved en mutation omtrent samtidig i New Zeeland, London og Paris den engelsk-hvide kanarie (recesiv hvid) i øst-Preussen hos opdrætter Bierbrack.

1915 opdagede to tyske bastard-opdrættere, Balser i Fulda og Dahms 1917 i Kønigsberg, at han-bastarder fra parringen Kaputzinersisken X kanariehun til dels er fertile (frugtbare), og fik også med disse hanner en 2.generation, men gik i stå, da hunner af 2.bastardgeneration fortsat var sterile.

Først da de østpreussiske bastarder blev solgt til opdrætteren Matern, lykkedes det denne gennem mange parringer med bastardhanner med kanariehunner at nå et af de største fremskridt i kanarieopdræt: overførslen af Kapuzinersiskenens oldrøde fedtfarve til kanarien var lykkedes. Desuden kom med indkrydsning af Kapuzinersisken som biprodukt den i dag stadig mere populære Mosaikkanarie, som fremviser Kapuzinersiskenens maske-tegning.

Tre mænd, Hans Duncker, Cremer og Reich var ansvarlige for de store fremskridt i det 20.århundredes begyndelse. Andre store navne i tysk kanarieopdræt er Julius Henninger, som på grundlag af Mendels arveformler opstillede arveregler for farvekanarier. I 1938 opstilledes så den såkaldte Ostwaldschefarvetabel.

2. verdenskrig satte kanarieopdræt stærkt tilbage, men fra 1946 til i dag er det gået stærkt med talrige nye figurracer og nye farvevarianter. (Man kan tilføje, at det internationale samarbejde udvikledes stærkt, så nye opdagelser hurtigt bliver spredt med den voksende litteratur og antallet af fagblade).

Oversigt over efterkrigstidens udvikling af farver:

- 1949 Første opal-kanarie hos Rossner i Fürth, Tyskland

- 1950 Elfenben-mutationen i Holland

- 1956 Pastel-mutationen hos Kollen i Holland

- 1964 Phæo-mutationen hos Ceuppens i Belgien

- 1966 Satinet-mutation

- 1968 Gråvinge opstår v. selektion i sort-pastel

- 1970 Første rigtige sortfugl i Italien v. “superoxidation”

- 1976 Første mosaik-han på VM (Italien)

- 1981 Van Haaf, Holland, opdager Eumo

- 1986 Liorens i Spanien opdrætterførste Onyx

Racens opståen:

- 1700 Lizard

- 1734 Tysk Toppet

- 1750 Belgisk Bossu

- 1750 Crested/Crestbred

- 1830 Yorkshire

- 1848 Pariser Frisé

- 1880 Sydholl/Paduaner/Berner

- 1890 Norwich/Border/Nordholl.

- 1900 Scotch F./Schw.Frisé

- 1920 Münchener

- 1925 Gloster

- 1936 Raza Espagnola

-1950 Fife/Gibber/Japan Hoso

- 1960 Makige

- 1980 Gibosso/Fiorino

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Kanarie Opdræt – Medlemsblad for Dansk Kanarie-Opdrætter Klub, Årgang 2003, August, Nr.4

 Posted by at 23:28
jan 172005
 

Indretningen af fuglehuset skal nøje gen-nemtænkes for at opnå den fulde udnyttelse af den plads, man får til rådighed. Det er naturligt med et eller flere skabe samt en køkkenbordsplads med en vask. Rindende vand vil lette arbejdet i fuglehuset, hvis det kan lade sig gøre at lægge vand ind. Koldt og varmt vand vil være mest behageligt. En serveringsvogn vil ligeledes være en lettelse i den daglige rutine. I vognen skal man kunne sætte to spande – én til desinfektionsmiddel og én til rent vand. Desuden en spand til frø og opmadningsfoder. Glem ikke en behagelig stol. En del af hobbyen går ud på at iagttage sine dyr for at se, om de lever op til ens forventninger.

 Posted by at 23:21
jan 172005
 

Flest mulige vinduer i huset bør være oplukkelige, for at få en god luftfornyelse. Vinduerne monteres med trådvæv påsat en ramme for at undgå, at fuglene flyver mod vinduerne. Ligeledes skal der være en trådvævsramme til at sætte for døren. Endnu bedre vil være en kombination af både trådvæv og fluevæv, derved opnår man, at den egentlige dør kan stå åben om sommeren, hvor det kan være nødvendigt med kraftig udluftning, og samtidig undgår man, at myg og andre insekter kommer ind i huset. Fluevæv for vinduerne bør også overvejes. Døren monteres på solide hængsler for at få størst mulig stabilitet. Desuden monteres en stabil systemlås med et godt dørgreb. Døren kan være konstrueret som en halvdør (stalddørtypen)

 Posted by at 23:20