jan 172005
 

I 1997 var der 363 anerkendte farver. Farvekanarierne deler man op i 2 hovedgrupper nemlig melanin – og lipokromfuglene.
A. Melaninfuglene opdeles i 4 serier:
1. Sortserie
2. Brunserie
3. Agatserie
4. Isabelserie

Disse 4 serier forekommer altid i kombination med en af lipokromfarverne gul, rød og hvid.

B. Lipokromfulene opdeles i 3 serier:

1. Gul
2. Rød
3. Hvid

Med disse basisfarver fremstår farvekanarierne på 3 forskellige måder:

1. Intensiv
2. Rimet
3. Hvid
4. Mosaik

Hvor mosaikfuglen forekommer som type 1, hunfugl og type 2 hanfugl.

 Posted by at 23:41
jan 172005
 

A.G.I. ligner overfladisk en meget stor Pariser Frise, men der er for kenderen betydelige forskelle. A.G.I. skal være mindst 21 cm mod Pariserens 19 cm. A.G.I. er desuden kendetegnet ved en opstående krave, som slutter i en hætte omkring hovedet. Endelig er rygfrisuren speciel derved, at den ikke skal have midterskilning men danne en “rose”, idet rygfjerene fra et centrum vokser i alle retninger.

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Dansk Kanarie Opdrætter Klub; Årgang 2002; Juni; Nr.3

 Posted by at 23:39
jan 172005
 

Omkring 1720 bragte tilvandrende bjergfolk fra Imst i Tyrol kanariefugle som stuefugle til St. Andreasberg i Hartzen. De hjemlige bjergfolk, som tjente til deres undehold i sølvminer, begyndte at interessere sig for opdræt og salg af kanariefugle. Kanarier eller Harzerfugle, som handelsnavnet blev – blev kendt vidt omkring for deres fremragende sang og nåede høje priser.

Det kan ikke undre, at netop bjergfolk havde en særlig tilknytning til kanariefuglen. I bjergværkets lampestuer var ofte anbragt adskillige kanarier, som forkyndte med deres adfærd den livsfarlige mangel på ilt.

Hartzerkanarie-opdrættets blomstringstid begyndte omkring 1760, da fuglehandlere rejste overalt i Europa. På deres bare-stativer transporterede de op til 170 små fuglebure. I St. Andreasberg, kanarieopdrættets hovedstad, blev omkring 1842 årligt solgt 4000 kanariehanner. Storhandleren C.Reiche førte i 1882-1883 mindst 120.000 kanariehanner i New York, til Syd Amerika 10.500, til Australien 5.600, til Syd Afrika 3000. Omkring 30.000 endte i Europa og 12.000 fandt afsætning i Tyskland.
Ved slutning af det 19. århundrætte 350 familier i St. Andresasberg kanariefugle. Senere dannedes avlscentre i Innsbruck, Nürnberg, Augsburg, Berlin, Pfalz, Rhinlandet, Westfalen, Hamburg og ikke mindst Schlesien og Thüringen. Omkring 1885 skal der i Tyskland have eksisteret ca. 200 kanarieopdræts foreninger, hvoraf nogle stadig eksisterer. I 1947 blev D.K.B. grundlagt, klubben i dag med over 10.000 medlemmer bærer af racekanarieopdræt.

I dag er fuglefængeri forbudt i Tyskland.

1680 var der i Augsburg allerede opdrættet ren gule og hvide kanarier. Før 1700 blev i Bayern fra en grøn han avlet den første brune fugl. Omtrent samtidig fremkom hos Amsterdam borgmesteren Coerver en fortynding af den sorte melanin, som han benævnte “agat”. Kendskabet til de daværende kanariefarver blev først beskrevet af de tyske læger Schroeckius (1677) og Lentilius (1702) og franskmanden Hervieux (1709).

Den tyske hvidbundede variant og agat varianten uddøde, da man ikke havde tilstrækkeligt kendskab til arveregler til at fastholde mutationer.

1734 blev der udført toppede kanarier fra Tyskland til Holland. Ved det 17.årh.s afslutning blev Lizard – eller “skæltegnet kanarie” – af Huguenrotterne udført fra Frankrig til England. Den engelske variant London Fancy skulle være udgået fra Lizard, men denne variant er siden uddød, skønt engelske opdrættere stedse søger at genopbygge racen. Først omkring 1900 optrådte på ny den tabte melanin-fortynding (agat) hos den hollandske opdrætter Helder.

1906 opstod ved en mutation omtrent samtidig i New Zeeland, London og Paris den engelsk-hvide kanarie (recesiv hvid) i øst-Preussen hos opdrætter Bierbrack.

1915 opdagede to tyske bastard-opdrættere, Balser i Fulda og Dahms 1917 i Kønigsberg, at han-bastarder fra parringen Kaputzinersisken X kanariehun til dels er fertile (frugtbare), og fik også med disse hanner en 2.generation, men gik i stå, da hunner af 2.bastardgeneration fortsat var sterile.

Først da de østpreussiske bastarder blev solgt til opdrætteren Matern, lykkedes det denne gennem mange parringer med bastardhanner med kanariehunner at nå et af de største fremskridt i kanarieopdræt: overførslen af Kapuzinersiskenens oldrøde fedtfarve til kanarien var lykkedes. Desuden kom med indkrydsning af Kapuzinersisken som biprodukt den i dag stadig mere populære Mosaikkanarie, som fremviser Kapuzinersiskenens maske-tegning.

Tre mænd, Hans Duncker, Cremer og Reich var ansvarlige for de store fremskridt i det 20.århundredes begyndelse. Andre store navne i tysk kanarieopdræt er Julius Henninger, som på grundlag af Mendels arveformler opstillede arveregler for farvekanarier. I 1938 opstilledes så den såkaldte Ostwaldschefarvetabel.

2. verdenskrig satte kanarieopdræt stærkt tilbage, men fra 1946 til i dag er det gået stærkt med talrige nye figurracer og nye farvevarianter. (Man kan tilføje, at det internationale samarbejde udvikledes stærkt, så nye opdagelser hurtigt bliver spredt med den voksende litteratur og antallet af fagblade).

Oversigt over efterkrigstidens udvikling af farver:

– 1949 Første opal-kanarie hos Rossner i Fürth, Tyskland

– 1950 Elfenben-mutationen i Holland

– 1956 Pastel-mutationen hos Kollen i Holland

– 1964 Phæo-mutationen hos Ceuppens i Belgien

– 1966 Satinet-mutation

– 1968 Gråvinge opstår v. selektion i sort-pastel

– 1970 Første rigtige sortfugl i Italien v. “superoxidation”

– 1976 Første mosaik-han på VM (Italien)

– 1981 Van Haaf, Holland, opdager Eumo

– 1986 Liorens i Spanien opdrætterførste Onyx

Racens opståen:

– 1700 Lizard

– 1734 Tysk Toppet

– 1750 Belgisk Bossu

– 1750 Crested/Crestbred

– 1830 Yorkshire

– 1848 Pariser Frisé

– 1880 Sydholl/Paduaner/Berner

– 1890 Norwich/Border/Nordholl.

– 1900 Scotch F./Schw.Frisé

– 1920 Münchener

– 1925 Gloster

– 1936 Raza Espagnola

-1950 Fife/Gibber/Japan Hoso

– 1960 Makige

– 1980 Gibosso/Fiorino

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Kanarie Opdræt – Medlemsblad for Dansk Kanarie-Opdrætter Klub, Årgang 2003, August, Nr.4

 Posted by at 23:28
jan 172005
 

Indretningen af fuglehuset skal nøje gen-nemtænkes for at opnå den fulde udnyttelse af den plads, man får til rådighed. Det er naturligt med et eller flere skabe samt en køkkenbordsplads med en vask. Rindende vand vil lette arbejdet i fuglehuset, hvis det kan lade sig gøre at lægge vand ind. Koldt og varmt vand vil være mest behageligt. En serveringsvogn vil ligeledes være en lettelse i den daglige rutine. I vognen skal man kunne sætte to spande – én til desinfektionsmiddel og én til rent vand. Desuden en spand til frø og opmadningsfoder. Glem ikke en behagelig stol. En del af hobbyen går ud på at iagttage sine dyr for at se, om de lever op til ens forventninger.

 Posted by at 23:21
jan 172005
 

Flest mulige vinduer i huset bør være oplukkelige, for at få en god luftfornyelse. Vinduerne monteres med trådvæv påsat en ramme for at undgå, at fuglene flyver mod vinduerne. Ligeledes skal der være en trådvævsramme til at sætte for døren. Endnu bedre vil være en kombination af både trådvæv og fluevæv, derved opnår man, at den egentlige dør kan stå åben om sommeren, hvor det kan være nødvendigt med kraftig udluftning, og samtidig undgår man, at myg og andre insekter kommer ind i huset. Fluevæv for vinduerne bør også overvejes. Døren monteres på solide hængsler for at få størst mulig stabilitet. Desuden monteres en stabil systemlås med et godt dørgreb. Døren kan være konstrueret som en halvdør (stalddørtypen)

 Posted by at 23:20
jan 172005
 

I murstenshuse bør man benytte de eksisterende stenvægge. Væggene behandles med limfarve, for at de til stadighed kan holde deres åndingsevne uden dog at være for modtagelige for snavs. Når det drejer sig om vægbeklædninger i træhuse, er brædder absolut at foretrække. Hvis man ønsker at anvende spånplader, skal de hærde ordentligt før monteringen for at undgå gener fra formaldehyddampe. Desuden skal pladerne lakeres, for til sidst at blive malet.
Hårde masonitplader er også anvendelige, men da pladerne er ret tynde – 4 mm – vil man få vanskeligheder, hvis man ønsker at hænge bure eller reoler op. Når væggene males, skal man altid benytte lyse nuancer for at kunne udnytte lysindfaldet fuldt ud.
Væggene skal isoleres med mindst 10 cm isoleringsmateriale. I træhuse skal man huske at anvende aluminiumsfolie — alukraft – som dampspærre for at hindre fugtophobninger i konstruktionen og for at dæmme op for unødigt varmetab. Alufolie anvendes også ved opsætning af lofterne. Dampspærren skal sættes op under spærene. Selve loftbeklædningen bankes direkte op på spærene. Sørg altid for en stor overlapning mellem banerne. Ved opsætningen af loftet bør dampspærren gennembrydes mindst muligt. Loftet isoleres med 15-20 cm isoleringsmateriale.
Er huset af en størrelse, så man kan opsætte skillevæggene, kan det anbefales at opdele huset i mindst to rum. Derved får man mulighed for at have forskellig temperatur i huset.
Om man skal have et vandret loft, bør tages op til nærmere overvejelse. Jeg vil anbefale et loft med en vis hældning for derved at kunne udnytte de fordele, der ligger i, at opstigende luft søger mod det højeste punkt i rummet og for at kunne få et bedre lysindfald i rummet, hvis man placerer højtsiddende vinduer. Nordvendte tagvinduer vil som nævnt skabe et bedre lysindfald.

 Posted by at 23:19
jan 172005
 

Et væsentligt problem, man skal tage hensyn til i planlægningsfasen, er fugt. Høj luftfugtighed vil hurtigt påvirke fuglenes helbred. Fugt skaber grobund for skimmelsvampe i rummet såvel som i fuglenes luftveje. Der opstår let forkølelse, og frøet risikerer at blive fordærvet. Desuden kan fugt afstedkomme fældning på unormale tidspunkter. Ethvert fuglehus eller fuglerum skal være tørt. Den optimale luftfugtighed vil ligge ved 60% relativ fugtighed.Hvis man påtænker at bygge et træhus, skal det placeres over jordoverfladen på cement- eller jernstolper. Gulvet bygges af vandfaste materialer. Under gulvet skal der være luftcirkulation for at hindre fugtdannelse og for at opnå en vis tørrende virkning.
For at undgå fugt i og ved murstenshuse skal sokkelen være vandtæt. Af den grund er det anbefalelsesværdig! At lægge drænrør rundt om soklen for at lede evt. fugt væk fra fundamentet.
For at gardere sig fuldt ud mod fugt males soklen med tjære eller vandafvisende maling. Gulvet i murstenshuset bør isoleres mod jordoverfladen med leca for at hindre fugt i at trænge op gennem gulvets betonslidlag. På slidlaget kan man så igen lægge isoleringsmateriale. Selve gulvbelægningen kan varieres alt efter smag. Det mest behagelige gulv vil altid være et bræddegulv belagt med linoleum eller vinyl. Disse belægninger kan efter en udspartling af betonslidlaget limes direkte på dette.

 Posted by at 23:17
jan 172005
 

En effektiv ventilation er et felt, mange opdrættere forsømmer at tage hensyn til under konstruktionen. Man kan vælge at bygge ventilationskanaler i huset eller at foretage luftudskiftning ved hjælp af eldrevne ventilatorer. Det vil være klogt at inkorporere begge løsninger i planlægningen, således at man har en primær ventilationskilde, som giver et let dagligt luftskifte, takket være den naturlige luftcirkulation.

Det væsentlige punkt i den primære ventilation er tilstrækkelig og konstant tilgang af frisk luft, som cirkulerer frit i rummet for til slut at strømme ud i den øvre del af huset, enten gennem en kanal eller et vindue i fronten eller gennem en trækkanal i loftet. Man skal altid undgå ventilationshuller, som er placeret modsat hinanden; de skaber træk i huset, hvilket er yderst skadeligt for fuglene. Derudover skal man tage hensyn til placeringen af trækhuller i forhold til yngleburene og voliererne. Ventilatoren skal altid placeres modsat yngleburene.
En el-dreven ventilation vil være yderst effektiv som sekundær ventila-tionsmulighed, idet man ofte kommer ud for kolde perioder, hvor man er nødt til at lukke af for luftcirkulationen. Ventilationen kan enten hente frisk luft ind eller få trukket den dårlige luft ud af huset. Om sommeren er den uundværlig, fordi man let i højsommeren kommer op på meget høje temperaturer i huset, især på en vindstille dag.

 Posted by at 23:16
jan 172005
 

Om man skal vælge at holde sine fugle indendørs i huset eller bygge et specielt fuglehus afhænger af den enkelte opdrætters behov og ønsker for sit fuglehold. Dog må man konstatere, at det er bekosteligt at bygge et hus op fra bunden. Ikke desto mindre vil jeg anbefale et fuglehus, fordi man lettere kan styre temperaturen i et selvstændigt hus.
At forklare, hvordan man opbygger et fuglehus i detaljer, vil føre for vidt her. Men jeg vil nævne nogle principper og nogle detaljer, som man bør have i erindring under planlægningen af huset.

 Posted by at 23:07
jan 172005
 

Rødfaktorfugle – dvs. farvekanarier, som evner selv at omdanne carotinoider til rød lipokromfarve efter en bastardisering i 1920’erne med kapuzinersisken – skal i dag tilføres enten betacarotin og/eller canthaxanthin. Disse stoffer er ikke fremstillet af gulerod men besidder ligesom gulerod carotinoider, blot i langt større målestok. Begge er forstadier til A-vitamin og ikke giftige. Teorier om, at canthaxanthin skulle være farlig for fuglens lever, er aldrig bevist. Det er normalt, at man blander de to stoffer 1:1 og opløser dem i håndvarmt vand – ikke koldt, ikke kogende, en miniteskefuld af hver til én liter væske eller 1 kg æggefoder. Det er vigtigt, at væsken i pumpeglasset skiftes dagligt.

Vil man fodre i æggefoderet, bør farvestoffet først opløses og derpå iblandes. l Holland anvendes et færdigt produkt, vist hovedsageligt med canthaxanthin, kaldet Carophyl. Gule figurkanarier, som farvefodres (især Norwich/Yorkshire/Lizard) må ikke farves røde men orange, l England og nu også hos QUIKO fremstilles et særligt orange farvestof, hvor rødt farvestof er blandet op med gul canthaxanthin. Fodringen kan ske i pumpeglas eller i æggefoder

Copyright: Birger H. Olsen
Kilde: Medlemsblad for Dansk Kanarie Opdrætter Klub; Årgang 2002; April; Nr.2

 Posted by at 23:02
jan 172005
 

E100 Curcumin
Gulorange farvestof. Ekstrakt fra Curcuma longa-plantens rod. Den stødte rod kaldes gurkemeje. Anvendes bl.a. til fremstilling af margarine, is, bagværk, sodavand og slik.

E101 Riboflavin
Gulorange farvestof, som forekommer naturligt. Findes naturligt i lever, æg, mælk, grøntsager og gær. Benævnes da vitamin B2.

E102 Tartrazin
Gult azofarvestof. Fremstilles syntetisk. Er kun godkendt til anvendelse i cocktailbær og forskellige former for spiritus.

E104 Quinolingult
Gult, syntetisk fremstillet farvestof. Må anvendes i sodavand og kagepynt.

E110 Paraorange
Gul-orange-rødt azofarvestof. Fremstilles syntetisk. Er kun godkendt til anvendelse i stenbiderrogn og forskellige former for spiritus.

E120 Karmin
Rødt farvestof udvundet af tørrede hunner af insektarten Dactyopius cocus costa. Må anvendes i is, kager, slik med frugtblanding m.m.

E123 Amarant
Rødbrunt azofarvestof. Fremstilles syntetisk. Kun godkendt til visse alkoholiske drikke.

E124 Nykockin
Rødt azofarvestof. Fremstilles syntetisk. Kun godkendt til visse alkoholiske drikke.

E127 Erythrosin
Rødt farvestof, som fremstilles syntetisk. Indeholder jod. Må kun anvendes i frugtcocktails og cocktailbær.

E131 Patent Blue V
Blåt farvestof, som fremstilles syntetisk. Må anvendes i is, kager, sodavand, slik og spiritus.

E 132 Indigocarmin
Blåt farvestof, som forekommer naturligt. Må bl.a. anvendes i kager og slik.

E133 Brilliant Blue
Blåt farvestof, som fremstilles syntetisk. Må kun anvendes i cocktailbær.

E140 Chlorophyll
Grønt, naturligt farvestof fra grønne blade. Må anvendes i is, kager, slik, suppe, sennep m.m.

E141 Chlorophyll-kobber-kompleks, natrium og kaliumsalt
Blåsort farvestof, som bl.a. er fremstillet af græs og lucernespirer.

E142 Green S
Fremstilles syntetisk. Må anvendes i slik, is, chips m.m.

E150 Sukkerkulør
Rød-brun-sort farvestof. Fremstilles ved opvarmning af sukker samt eventuel tilsætning af ammoniak, ammoniumsalte, svovldioxid eller sulfitter. Anvendes bl.a. i sodavand, sovs og spiritus.

E151 Brilliant black PN
Azofarvestof, som fremstilles syntetisk. Er kun godkendt til brug i stenbiderrogn.

E153 Carbo medicinalis
Sort farvestof fremstillet af forskelligt plantemateriale. Anvendes primært til lakrids.

E160 a Beta-caroten
Gulorange farvestof. Findes naturligt og kan udvindes fra mange levnedsmidler, f.eks. gulerødder, grønbladede grøntsager, tomater og abrikoser. Fremstilles dog som oftest syntetisk. Udbredt anvendelse.

E160 b Annattoekstrakt
Gulorange farvestof. Udvindes fra den gule frugt på den tropiske annattobusk, Bixa orellanas. Må anvendes i bl.a. ost, margarine, mayonnaise og slik.

E160 c Paprikaoleoresin
Gulorange farvestof, som fremstilles af paprika ved ekstraktion med forskellige opløsningsmidler. Må anvendes i bl.a. kaviar, mayonnaise, sovs og dressing.

E160 d Lycopen
Fremstilles af tomater. Må anvendes i slik, is, chips m.m.

E160 e Beta-apo-8′ -carotenal
Orangerødt farvestof, som fremstilles syntetisk, men findes naturligt i bl.a. citrusfrugter og spinat. Må anvendes i fiskerogn, kager, sodavand, slik m.m.

E160 f Beta-apo-8′ carotensyreethylester
Gulorange. Fremstilles syntetisk, men findes også naturligt. Må anvendes i bl.a. æggepulver, kager og sodavand.

E161 b Lutein
Carotenoid, gulrødt farvestof, som anvendes i mange levnedsmidler. Visse carotenoider kan omdannes til vitamin A i kroppen.

E161 g Canthaxanthin
Orangerødt farvestof. Fremstilles syntetisk, men findes naturligt i bl.a. kantareller og visse skaldyr. Må anvendes i fiskerogn, kagepynt, sodavand, slik, kosttilskud og naturmidler.

E162 Rødbede-ekstrakt
Rødt farvestof, som udvindes af rødbeder. Må bl.a. anvendes i is, kager og slik.

E163 Anthocyaniner fra spiselige plantedele
Giver en rødblå farve. Udvindes primært af skallen på druer og solbær. Må anvendes i bl.a. is, kager, sodavand, slik og spiritus.

E170 Calciumcarbonat
Giver en hvid farve. Findes naturligt i bl.a. kalksten og kridt. Må bl.a. anvendes i slik og kosttilskud.

E171 Titandioxid
Giver en hvid farve. Fremstilles af titanholdige mineraler. Må bl.a. anvendes i slik og kosttilskud.

E172 Jernoxider og jernhydroxider
Gul-brun-sort farvestof. Fremstilles syntetisk af jern, men findes naturligt i forskellige mineraler. Må bl.a. anvendes i slik og kosttilskud.

E173 Aluminium
Giver en sølvgrå farve. Udvindes af forskellige mineraler, primært bauxit. Er godkendt til anvendelse i kager, mandelmasse og marcipan.

E174 Sølv
Udvindes af forskellige mineraler. Må anvendes som farve til slik og kager.

E175 Guld
Udvindes af forskellige mineraler. Er kun godkendt som farvestof til slik og kager

E579 Jerngluconat
Sort farvestof. Fremstilles af bariumgluconat og jernsulfat. Kun godkendt til farvning af oliven.

ES11 Patentgrønt
Syntetisk fremstillet farvestof. Må anvendes i is, kager, cocktailbær, sodavand og slik.

 Posted by at 22:32
jan 172005
 

Når de ydre forhold er bragt i orden, kommer nogle ikke mindre vigtige faktorer ind i billedet. Siddepinde af varierende tykkelse er absolut nødvendige for enhver fugls velbefindende. Hos den enkeltsiddende fugl gør man klogt i at skifte de pinde ud, som følger med buret, til naturgrene. Derved opnår fuglen, at dens greb om pinden varieres, og benmuskulaturen tvinges til at arbejde aktivt. I mange bure sidder kun én type pinde, og mange fugles fødder får ikke tilstrækkelig motion, hvilket afstedkommer stive tæer. Pindene kan spændes fast i hver side af gitret ved at save en rille i endetræet. Benytter man kassebure, kan man slå en stift i enden af pinden; stiften stikkes i et hul i bagvæggen. Den førnævnte rille i pinden benyttes til fastgøring i forgitret. En anden form for fastgøring af pinden i kasseburene, som stærkt kan anbefales, er de gevindstykker, som normalt benyttes til opsætning af gardinstænger. Andre opdrættere foretrækker de V-stykker, som er monteret i garderobeskabe til fastgøring af tøj stænger.
Mange finder det naturligt at anvende naturtræsgrene i voliererne, hvilket naturligvis er at foretrække, hvis man kan skaffe friske grene. Følgende træer kan anbefales: æble, pære, pil, birk eller andre bløde træsorter. I udendørsvolierer danner et lille træ en god helhed og fuglene vil nyde at klatre rundt i de forskellige grene.
Siddeplads(er) til den enkelte fugl i voliererne kan udformes forskelligt. Her er skitseret nogle hensigtsmæssige og brugbare løsninger. Ét forhold bør man lægge vægt på: rengøringen skal være enkel.

 Posted by at 22:23
jan 172005
 

Ønsker man at etablere et større fuglehold med adskillige avlspar, bør man helt sikkert vælge et kassebur for at undgå, at de enkelte par kan se hinanden. Plastic-kassebure kan købes i byggesæt eller som sammenlimede kasser. Normallængden for avlsbure til kanarier er ca. 40 cm, hvilket sagtens kan gå an, når det drejer sig om farvekanarier og de mindre figurkanarier. De større figurkanarier bør have et større bur, eksempelvis med en længde på 50 cm. En anden løsning kan være et dobbeltbur med forskydelig skillevæg på størrelse med to sammenbyggede avlsbure, hvorved man får et bur med målene 80 x 40 x 30 cm.

Byg selv et avlsbur

For de fingernemme følger her en grov arbejdsplan for fremstilling af avlsbure: Det anbefales at fremstille ynglebure på ca. 40-50 cm i længden, samt de førnævnte 40 cm i højden og 30-40 cm i dybden. Til fremstilling af kassen anvendes 6-8 mm krydsfiner uden knasthuller. Loft og gulv limes sammen med sidevæggene. Limen skal fylde revnerne helt ud, brug evt. fine skruer eller små søm til at holde væggene sammen, men vær forsigtig: krydsfiner kan let flække. Kassen kan sættes i spænd i skruetvinger for at undgå, at den kommer ud af vinkel – brug gerne de små hobbytvinger, som danner en fast vinkel på 90°.

Når limen er tør, sættes bagvæggen på enten ved at lime den direkte på væggenes endeflader eller ved at sætte den i spænd mellem de forskellige vægge. Den sidstnævnte løsning bør anvendes, hvis man har til hensigt at hænge burene op ved hjælp af kroge. Cirka 7 cm oppe på sidefladerne på tværs af åbningen sættes en 2 cm bred liste, som skal danne overgang mellem trådramme og skuffe.
Alle fladerne pudses med fint sandpapir for at få en glat og jævn overflade. Skulle der være sprækker efter sammenlimningen spartles disse ud. Alt afhængig af, om man ønsker at male eller lakere burene, skal man bruge en spartelmasse, som falder sammen med fineren. Ved lakarbejde påføres et tyndt lag lak for at rejse porerne i træet. Dernæst pudses fladerne atter med fint sandpapir. Arbejdet afsluttes med overstryg-ning én eller to gange med en slidstærk lak for at lette senere rengøring. Ønsker man at male burene, grundes først. Husk at spartle alle endefladerne ud og læg et tyndt lag grunder på disse flader. Overfladen og endefladerne slibes for at udglatte ujævnheder. Som maling vælges en slidstærk oliemaling, som lægges på i to lag. Ønskes en særlig stærk overflade, kan man lakere til sidst.
Som trådramme kan der bruges en præfabrikeret, galvaniseret ramme. Rammerne købes samtidig med eventuelle skuffer, før man går i gang med at skære krydsfineren ud for at få afstemt burets ønskede mål med rammemålene eller tråden. Rammerne fæstnes til kassen med skruer og en lille skive eller hænges op i loftet i små kroge. Men der findes mange løsninger, afhængig af den enkelte persons fantasi og fingerfærdighed. For at lette ens blik ind i buret kan rammen males sort, helst med en mat oliefarve. Hvis man ønsker skuffer i buret, kan man bruge en plastic- eller metalskuffe. Sørg altid for, at der er 2-4 mm luft ud til væggen i hver side for at undgå, at skufferne glider for stramt eller i værste fald sætter sig i spænd sammen med sand eller snavs mod burets sider. Skuffen kan lægges oven på trekantede lister. Disse kan til en vis grad afhjælpe ovennævnte problemer. Man kan udmærket undlade skuffen, blot skal man erindre at sætte en tophængslet klap under den tværgående træliste for at hindre fuglene i at flyve ud og for at holde det værste snavs inde i buret.

Dobbeltbur

Hvis det drejer sig om et dobbeltbur, skal man ligeledes fremstille en 7 cm høj liste, som sættes i burets midte. Listen skal virke som støtte for den løse skillevæg. I listen skæres en 5 mm dyb fals med en bredde på 4-5 mm, afhængig af skillevæggens tykkelse. I loftet monteres en l cm høj liste med samme falsdybde som for bundlistens vedkommende.
Hver trådramme skal mindst have en på mindst 10×10 cm. En låge for hvert redested er dog yderst praktisk, fordi man således får mulighed for at tage reden ud uden al for megen støj, eller man kan vælge at hænge reden op udenfor buret.
I hvert bur anbringes to pinde med en afstand på mindst 11 cm til siderne og med en afstand på 18 cm til loftet. Skal den ene halvdel benyttes til ungerne, bør man kunne placere de midterste pinde således, at forældrene kan made ungerne gennem skillevæggene.

Hvis man finder, at buret er for stort, kan man gå ned i længde til 60 cm, hvilket dog ikke er tilrådeligt. For alle bure gælder det, at flyvelængden er vigtigere end dybden, for at fuglene kan få tilstrækkelig motion og for at undgå alt for dunkle bure.

 Posted by at 22:12