jan 182005
 

Melado Tinerfeno har dannet basis for udviklingen af den Spanske race Giboso.
Selvom denne kanarie race har været opdrættet på Tenerife siden 1875, er det først i slutningen af firserne, de første omtaler og beskrivelser af racen fremkommer inden for figur-kanarieverdenen.
Det er en ret stor Frisé kanarie der i model ligger ret tæt på Giboso Espagnol, men dog med noget mere befjering.
Avlsmæssigt er den lige så vanskelig som Giboso og er nok ikke en race man bør avle så langt mod Nord.
Det er en ret stor frisékanarie der i model ligger tæt op af Giboso, men på alle områder har den noget kraftigere fjerdragt.
Holdningen skal have form som et 1-tal, men hoved og hals skal ikke holdes så lavt som ved Giboso. Halsen skal være meget lang (5 cm) for at fuglen kan indtage den rigtige holdning. Ryg og hale skal danne en ret linie herunder må halen ikke berøre siddepinden.
Brystet skal være ret bredt (omkring 4 cm) med ret korte krøllede fjer, brystbenet skal næsten være synligt i hele sin længde.
Den øvrige krøllede befjering skal være godt udviklet således at næsten hele ryggen er dækket af krølfjer. Hoved, hals og underkrop skal være glatbefjeret.
Denne sjældne race er endnu ikke er godkendt af C.O.M. og dermed heller ikke i Danmark.
Fugle med så ekstrem tynd befjering, som vi finder ved Gibber Italicus, Giboso Espagnola og Melado Tinerfeno, kræver særlig hensyn så de ikke udsættes for træk og kulde. Der er næsten ikke underdun på fuglene og de åbne krøllede fjer yder ikke megen beskyttelse, derfor afkøles de meget nemt.
Det kan bl. andet være et stort problem ved alle de friserede racer, hvis der er for koldt i et udstillingslokale. Når fuglene prøver at holde varmen trækker de fjerene sammen om kroppen, det bevirker så at den krøllede fjerdragt forsvinder mere eller mindre.
Avlsmæssigt er det en meget vanskelig race der kræver en hel del erfaring med opdræt af kanarier. Fuglene er ret nervøse og urolige og er bl.andet på grund af de stive ben ikke gode opmadere. Det er vigtigt at der er ret brede pinde i burene så fuglene kan få et godt greb om pinden, er de for tynde vil fuglene have svært ved at holde balancen og må uafbrudt baske med vingerne for ikke at falde bagover.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:12
jan 182005
 

Japan Frisé også kaldet Makige Frisé er opstået i Japan omkring 1925, men først i 1960 blev racen kendt i Europa.
Racen er endnu ikke godkendt af C.O.M og dermed heller ikke i Danmark.
Japan Frisé er en let friseret race der på nogle områder ligger tæt på Sydhollandsk Frisé, men der er dog nogle væsentlige punkter der adskiller racerne.
På nuværende tidspunkt er det ikke en race der findes i et stort antal, kun på de større udenlandske udstillinger kan man være heldig at se den, og da kun i et begrænset antal.
Den kraftige stærke holdning på fuglen er umiddelbar påfaldende. De ret lange ben på fuglen skal være helt strakte, det er herunder meget vigtigt at der er stor afstand mellem dem. Netop denne store afstand mellem benene er med til at give fuglen en rektangulær fremtoning.
Betragtet både forfra som bagfra skal der være en tydelig rektangel form. Skuldre og rygfrisure danner overkanten og en tænkt linie i højde med knæled danner underkanten af rektanglen. Hvis vi nu forbinder yderpunkterne på disse linier, får vi en ren rektangel hvor den krøllede befjering vil befinde sig inden for linierne.
De krøllede fjer der danner de tre hovedfrisurer på ryg, bryst og flanker skal være godt udviklede og fremkomme symmetriske. Men ofte vil der ikke være ret meget fylde fordi de krøllede fjer, i forhold til andre friserede racer, ligger ret tæt ind til kroppen.
På Japan Frisé, skal der ud over de tre hovedfrisurer, fremkomme to andre vigtige frisurer der helt tydeligt adskiller den fra de andre friserede. For det første halsfrisuren der skal fremkomme på struben hvor fjerene skal krølle til begge sider fra en tydelig skillelinie. For det andet bugens og lårenes krølfjer, hvor der skal være en ret god krøllet befjering på bugen. Lårene vil oftest ikke viser tydelige krølfjer, men der skal dog være så meget befjering, at det er med til at give underkroppen den nødvendige volumen.
Holdningen der er det vigtigste punkt på fuglen, skal i aktion fremvise en næsten ret linie mellem skuldre – ryg og hale, kun en ganske svag runding er tilladt. Hoved – hals strakt godt fremefter og bøjet nedad, for at få den rigtige vinkel er det vigtigt at halsen har en god længde.
Som de andre friserede racer har den et nervøst sind, og bl. andet de stive ben medfører at den ikke er en helt stabil avlsfugl. Man bør have nogen erfaring for at avle med denne race.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:11
jan 182005
 

Mehringer er en krydsning ud fra Pariser Frise, Farvekanarier, Glostere og Nordhollandsk Frisé.
Mehringer er en mini Pariser Frisé, der i 1989 for første gang blev udstillet på de Tyske udstillinger.
Den blev i årene fra 1983 til 1989 udviklet af en Tysk opdrætter der bor i Mehringen.
Racen der bliver mere og mere populær blandt opdrættere i Tyskland, er endnu ikke godkendt under C.O.M.
Det vigtigste punkt er størrelsen så der bliver en helt tydelig forskel til Pariser Frisé.
Bortset fra størrelsen skal den ligne Pariser Frisé på alle øvrige punkter.
Rygkrøllerne skal fra en lige midterlinie falde symmetriske til begge sider ud over vingerne. På den nederste del af ryggen skal de krøllede fjer danne en roset.
Brystets krøllede fjer skal være veludviklet og fra begge sider af brystet skal de krølle ind mod hinanden og mødes midt for brystet hvor de skal danne en tæt helhed. På bugen skal der også fremkomme små krøllede fjer.
Flankekrøllerne (finnerne) skal fremvokse symmetriske fra begge flanker, de skal være godt udviklede og bøje helt op om vingerne.
Hovedet skal være bred og kraftig med en god krøllet befjering, på kinder tydelige bakkenbarder og omkring halsen en række opretvoksende fjer der danner en krave.
Halen bred men samlet, der skal være tydelige hanefjer, lårene godt befjeret. Der skal være tydelige tendenser til proptrækkemegle.
Avlsmæssigt vil det største problem med de nye racer nok være om man kan fastholde racepræget. Det vil sige en tro mini kopi af Pariser Frisé, for med den korte årrække den har været opdrættet, kan der stadig være en del arvelige gener fra basis racerne der kan indvirke negativt på resultatet.
Men på flere Tyske udstillinger, har jeg de senere år set flere Mehringer udstillet, der bortset fra størrelsen, kommer meget tæt på at ligne forbilledet Pariser Frisé.
Da det er en meget mindre fugl end Pariser Frisé og den har nogle gode avisgener fra Gloster Fancy og farvekanarierne, vil den, lige som flere andre af de nyere krydsningsracer, være en avisfugl der er ynglevillig og god til at opmade ungerne.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:10
jan 182005
 

Lizard er ikke en helt rigtig figurkanarie, den er nærmere en tegningsfugl med den markante skæltegning.
Lizard kanarien fremkommer såvel i rimed som intensiv form.
De benævnes som følgende: De rimede: Sølv Lizard. De intensive: Guld Lizard. Med hvid bundfarve: Blå Lizard. Med rød bundfarve: Rød Lizard.
Lizard er en af de helt gamle kanarieracer, helt tilbage i det 16 århundrede kom den til England sammen med folk der blev fordrevet fra Belgien / Frankrig.
Skæltegningen der er det vigtigste punkt på Lizarden, fremkommer ved at der på den yderste spids af fjerene ikke er nogen sort eumelanin, der viser den istedet den tilstedeværende bundfarven.
Først efter fældning viser ungfuglene denne skæltegning. På de flereårige fugle vil den yderste spids på fjerene efterhånden blive mere og mere afbleget og der kan komme kraftig afblegning på vinge og halefjer. Med de unge fugle skal man være meget påpasselig med at de ikke mister nogle fjer, for den eller de nye fjer der vokser frem, vil have nogen afblegning i form af en hvid kant, fordi den nye fjer vokser en anelse mere end den oprindelige fjer.
Skæltegningen på ryg – bryst og flanker skal fremkomme i lige regelmæssige striber. På ryggen må den ikke være for grov, specielt på de intensive skal den være kort og skarp aftegnet, hvorimod der på de rimede fugle, ofte kan fremkommer en meget grov sammenflydende tegning. På skuldrene skal ryggens skæltegning slutte med en perlerække af små skæl af form som et komma ” , “. Bryst og flanketegning på de intensive fugle kan ofte være meget svagt tilstede, men må dog ikke være så reduceret at det ikke kan ses.
Bundfarven skal være ren og klar og der må ikke fremkomme brunt phæomelanin mellem rygstriberne. Det sorte eumelanin i skæl, vinger og halefjer skal være så dybsort som muligt. Horndelene det vil sige næb, ben og negle skal også være så mørke som muligt.
Racen er noget sky og nervøs hvorfor den kræver lang tids træning og tilvænning til udstillingsburet for at præsentere sig rigtig på udstillingen.
Lizard kanarien er normalt en god avisfugl der er ynglevillig og god til at opfostre ungerne.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:07
jan 182005
 

De Tysk Toppede kanarier er på mange måder mere en farvekanarie end en figurkanarie.
Farvekanarier med top har været kendt langt tilbage i tiden, så navnet hentyder ikke til oprindelsen på racen, men er kun en antydning af at det var i Tyskland den først blev anerkendt som en figurkanarie race.
Helt tilbage i 1925 blev der udstillet toppede farvekanarier på “Europas største farveudstilling” i Tilburg, en af de første helt store internationale fugleudstillinger.
Men det var først i 1963, at det Tyske forbund opsatte en standard for racen der senere blev godkendt af C.O.M.
Da den Tysk toppet hovedsaglig er en almindelig farvekanarie, vil standarden for farvekanarier, med en tilpasning for racen, også være gældende for denne. Således må der ikke være nogen form for brogethed tilstede i kropsbefjeringen. Ved næsten alle andre figurkanarier er farven ikke et punkt men bedømmer særskilt, men ved denne race bedømmes farven efter helt de samme regler som farvekanarierne.
Den Tysk toppet, er hvad kropsformen angår at sammenligne med en kraftig farvekanarie, samt en størrelsen på 14 cm som ved disse.
Figurkanariedelen på denne fugl, toppen, er oftest ikke så velformet som vi kender fra Gloster kanarien. Toppen skal være aflang mandelformet, midtpunktet så lille som muligt. En meget almindelig fejl er at midtpunktet (centrum) er aflang stribeformet. Toppen skal være så glat som mulig og dække hele oversiden af hovedet. Ved de bedste fugle kan toppen også ligge godt til i nakken, men hvis befjeringen ikke ligger helt glat er det ikke en fejl man straffer på udstillinger. For ved denne race er det tilladt med en bar plet i nakken, men den skal være så lille som mulig.
Som normalt ved de toppede racer, anbefales det også her, at man sammensætter parrene med en toppet og en glathovedet fugl. Nu er de glathovedet Tysk toppet egentlig af udseende en almindelig farvekanarie, men ser man godt efter kan disse fugle have et hoved der har mere brede. Men denne forskel er ofte så lille, at man vanskeligt kan tale om en glathovedet form af Tysk-toppet , de vil oftest blot blivve betragtet som en almindelig farvekanarie.
Denne race er mest udbredt i Tyskland, men også i Danmark har vi opdrættere der avler og udstiller Tysk toppet kanarier. Racen er som farvekanarierne ret ynglevillig og passer normalt ungerne godt.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:02
jan 182005
 

Gloster kanarien er en af de små Engelske figurkanarier.
I 1925 blev de to første små toppede fugle udstillet af Mrs. Rogerson fra Cheltenham. Senere fik fuglene navnet Gloster, efter det område hvor hun kom fra.
Det er sandsynligt at racen opstod fra en krydsning mellem Border og en toppet sangkanarie.
Omkring 1931 blev den første stan-dardbeskrivning opsat for racen.
På grund af den rolige og tillidsfulde optræden samt gode egenskaber som avisfugl, blev den meget hurtig en populær race der har tilhængere over hele verden.
l Danmark er det for nuværende den mest udbredte figurkanarier med fugle af god kvalitet.
Selvom denne fugl er opstået af større racer, blev kravet i England dog at der skal være tendens til miniatureform. I den Engelske standard er der ikke fastsat nogen størrelse, der siges “så lille som mulig”. Men i almindelighed siger man i den Engelske specialklub at størrelsen som ideal skal være 4,5 inch ( 11,5 centimeter ).
Selvom det sjældent er tilfældet skal man dog være meget opmærksom på størrelsen, for en stor fugl vil ikke helt opnå den kompakte sammentrykte kropsform som vi kræver i standarden.
Ved de toppede “Corona” fugle, skal der ud over kravet til kropsformen også lægges meget vægt på toppens form. Denne skal være smukt hvælvet fra et lille midtpunkt der ligger midt på issen, den skal være helt rund uden strittende fjer eller spalter. Ofte er der et problem i nakken hvor toppen ikke ligger glat ind til nakkefjerene, eller der mangler ligefrem fjer i toppen så den kun danner en hesteskoform. En flad top er en fejl ved mange fugle, den ligger helt glat på hovedet og stritter ud over næbet. Et stort kraftig næb er også en fejl der ødelægger helheden på hovedet.
For at danne en god top og en bred krop, er det nødvendig med en ret lang befjering. Men denne befjering skal dog ligge glat ind til kroppen, der må ikke fremkomme løs og ujævn befjering på flanker eller ryg, det er en befjeringsfejl der bliver straffet på udstillingsfuglen. På grund af den lange befjering, er det en race hvor der er stor risiko for Lumps. Denne risiko kan man modvirke ved at bruge intensive fugle i avlen.
Det er normalt brugt at parre rimet på rimet for at holde den kompakte brede form, men i de senere år, er der blevet fremavlet intensive fugle der kommer tæt på de rimede i form. Disse fugle er meget værdifulde i avlen, da man ud over den kortere fjerdragt også får en meget bedre farve og udstråling på fuglen.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:01
jan 182005
 

Toppen kan aldrig blive for stor på Crested kanarien. Begyndelsen til denne race var den toppede Norwich. Men efter 1870 hvor de fleste opdrættere af Norwich begyndte at lægge mest vægt på formen, var der nogle opdrættere af de toppede fugle der besluttede at de ville forsøge at vende udviklingen.
De ville gennem krydsning med andre racer prøve at udvikle og forbedre toppen. I de følgende år lavede de bl. andet krydsninger med Lancashire. Det resulterede i en smukkere og større top, men med den ændrede kropsform kunne man ikke længere omtale den som en Norwich. Derfor blev den herefter betragtet som en selvstændig race.
Crested = Toppet. Crestbred = Uden Top.
Ved denne toppede race vil det primære punkt være toppen/hovedet. På Crested kan man ikke få toppen for stor, den skal være så stor som overhovedet muligt, den skal være godt hvælvet, helt rund og udstråle fra et centralt placeret midtpunkt. En Crested uden en stor top vil virke forkert og giver ikke den rette helhed og balance.
Crestbred skal have et meget bredt, let rundet hoved med tydelige øjenbryn. Med let rundet menes at det ikke skal være så rund og hvælvet som hos Norwich, der skal være en tydelig forskel så man ser et mere langstrakt hovedet på Crestbred.
Kropsformen adskiller sig også fra Norwich den er betydelig længere og virker slankere på grund af længden. Men dermed skal ikke forståes at fuglen skal være slank, den skal derimod have en god brede og fylde på kroppen med en god runding ned over brystet.
Befjeringen, der skal være meget lang for at kunne give den store top, vil ofte virke lidt løs og ujævn. Det er der taget højde for i standarden der tillader en lidt løs fjerdragt. Men ulempen er at fuglene meget let får “Lumps” fjersyster, det kan medføre at fuglen bliver udelukket fra bedømmelse på udstillinger. Hanefjer – lange fjer der hænger ned på siden af halen – er et kendetegn ved denne race.
Denne Engelske race der henregnes til de toppede racer, er normalt ikke en fugl man bør arbejde med uden nogen kendskab til pasning og pleje af kanarier.
Den er ret kostbar i indkøb og kræver en anderledes fodring, den er ikke så nemt at få i ynglekondition som de mindre racer, den er ikke helt stabil som opmader af ungerne, derfor bruges ofte andre racer til at opmade ungerne.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 23:00
jan 182005
 

Der bliver brugt en hel del udtryk, og omtalt forskellige faktorer inden for kanarieopdræt.

Da det især er nyere opdrættere der sikkert ikke kender de forskellige vendinger og udtryk, vil jeg prøve at forklare og uddybe det.

For nylig var jeg på besøg ved en opdrætter der gennem flere år havde opdrættet kanarier i sortserien, i farverne guldgrøn, grøn, stålblå og blå. Nu havde han anskaffet sig nogle flere fugle i samme farver, men til forskel til de øvrige var de recessive og split recessive, så hvad gør han nu?.

På hans fugle i sortserien, er der en hel række faktorer og be­tegnelser man skal kende betydningen af, for at sammensætte fuglene på den rette måde.

De tilhører de klassiske farver i sortserien, arvegangen kan være kønsbundet eller uafhængigt, fuglene kan være enten homozygote eller heterozygote, der er melaninerne eumelanin og phæomelanin, gulfaktoren vi finder i bundfarven, in­tensiv og ikke intensiv faktoren, blåfak­toren, dominant, recessiv og intermediær faktorer, faktoren for hvid, alle faktorer der er direkte knyttet til de farvebe­stemmende gener eller kromosomer.

I det følgende, vil jeg gå ud fra ovenstående faktorer og udtryk som vi finder på de omtalte kanarier i sortserien, fordi fuglene indenfor denne serie, giver et bredt dækkende indblik i de forskellige faktorers virkemåde, og udtrykkene og faktorernes virkemåde kan mere eller mindre genfindes på alle kanarievariatio­nerne.

For at få det helt rigtige indblik i hvordan de forskellige faktorer arbejder med og imod hinanden, er det nødvendigt med lidt kendskab til arvelighedslæren, nu ved jeg godt at det ikke lige er et emne der interessere ret mange, men jeg skal forsøge at begrænse det mest muligt, men skal man forstå arvegangen på faktorerne er det nødvendigt at opstille det på formler.

Kromosomerne:
Her finder vi de arvebærende egenskaber. Kromoso­merne optræder parvis, man har derfor altid to kromosomer som er partnere. Kanarierne har 18 kromosomer eller rettere sagt 9 par, og det er heri vi finder generne, der er de arvedannende faktorer.

Forplantningscellerne:
Eller gameter, en gamet er en celle med det halve antal kromosomer. I stedet for de ni par findes der ni enkelte, der ved befrugtningen igen smelter sammen til et helt par, hvor den ene halvdel kommer fra faderen og den anden fra moderen. Han og hun gameterne kan skelnes fra hinanden gennem forskellen i de kønsbestemmende kromosomer, der anskueliggøres med bogstaverne x og y hvor x-kromosomet og y-kromosomet bestemmer det primære kønskendetegn. En han har to x kromosomer og en hun et x og et y kromosom der hver danner et par, y kromosomet kaldes også det tomme kromosom, idet man antager at der ikke findes faktorer på y kromosomet.

Skrevet på formelform er hannen: og hunnen:

I løbet af befrugtningen er der to muligheder, han gameten forbinder sig med hun gameten, hvor x har sit sæde, da bliver det altså en han (xx), eller han gameten kan forbinde sig med y gameten og da dannes en hun (xy).

Farvekanarierne inddeler vi i to hovedgrupper: Den pigmenterede og den upigmenterede gruppe.

Til de pigmenterede henregnes alle kanarier, hvis udseende bestemmes af melaninfarvestoffet. Tilstedeværelsen af disse mørke farvestoffer kan forekomme i den fuldstændige, maximal, eller i den svækkede, minimal tilstand.

Den fuldstændige besiddelse af melanin kan vi møde ved den grønne kanarie, den svækkede form træffer vi på hos isabel-og agat­pastel.

Til de upigmenterede fugle, som vi også kalder fedtfarven, hører de kanarier som ikke viser nogen form for melanin i sin befjering (hvid-gul-rød). Det vil dog ikke sige at fuglene mangler melanin faktoren, den er af en non-aktiv karakter og forhindres i at komme til udtryk af andre faktorer. Kun i øjet kan melanindannel­sen træde frem.

Den klassiske serie.
Til den klassiske serie henregnes den grønne, brune, agat og isabelkanarien, med hvid-gul-eller rød bundfarve. Arvegangen inden for denne gruppe er kønsbundet, hvilket vil sige at hannen videregiver sine faktorer til både sønnerne og døtrene, hunnen kun til sine sønner. Ingen af dem besidder den muterede faktor, derfor bliver udfaldet af afkommet magen til forældrene.

Den grønne kanaries farve er baseret på tre farvestoffer – sort, brun og gul.

Eumelaninet.
Det sorte eumelanin er stavformet og varierer fra dybsort til mørkebrun, og findes i hovedsagen i halen og de store vingefjer ligesom de danner flanke og rygtegningen.

Phaeomelaninet.
Det brune phaeomelanin er kugleformet og findes fordelt i hele befjeringen, den største koncentration findes dog i fjertoppene mellem bestribningen.

Sammen danner de to melaninsorter hovedfarven eller som det normalt kaldes melaninfarven. Blandet med melaninfarven har man den gule karotin-fedtfarven der kaldes bund eller bifarven. Det gule karotin består af meget små fedtkorn, deraf betegnelsen fedt­farven.

Homozygot.
Et udtryk for at fuglen er rentarvende, to ens gener.

Heterozygot.
Fuglen har ikke ren arvegang, to uens gener, sagt på en anden måde, fuglen er split for en anden farve.

Udtryk der også bruges i denne forbindelse er, fuglens phænotype der er det vi ser på fuglen, altså fuglens synlige farve, og genotypen som er fuglens gemte farve.

Blåfaktoren.
Hos enhver melanin kanarie er blåfaktoren altid tilstede i mere eller mindre grad. Man kan ved selektiv opdræt hæve, forbedre, formindske og forøge melaninens kvalitet. Således skal man ved de grønne forsøge at befæste melaninbesiddelsen, således at der opstår en maximalt effekt.

Blåfaktoren kan have stor indflydelse på det totale farvebillede, fordi den øver indflydelse både på bundfarvens renhed og på det brune phæomelanin. Den forårsager en strukturændring i de farvebestemmende fjer, således bliver den gule fedtfarve citronfarvet af ydre og det brune phæomelanin fortrænges, og der dannes istedet sorteumelanin.

Blåfaktoren kan virke i forskellige grader fra maximalt til minimalt, det er en uafhængigt arvende faktor, og dens virkning er intermediær (ufuldstændig dominans).

Opsat på formel kan vi opstille følgende:
Vi bruger her udtrykkene enkelt og dobbelt blåfaktor, og til at antyde blåfaktoren anvender vi B+ og mutationen B, det vil sige mutationen af phæomelanin til eumelanin.

Som eksempel på blåfaktorens virkning vil jeg opstille et enkelt skema hvor jeg sammensætter et par af en grøn han enkelt blåfaktor med en hun med dobbelt blåfaktor.

Det giver han og hun unger med enkelt og dobbelt blåfaktor, som vist i formel nedenfor.

Bemærk at blåfaktoren er anbragt på en særskilt delestreg, det markerer at det er en uafhængig faktor vi arbejder med. På grund af denne uafhængig blåfaktors arvegang, har 50% af såvel hanner som hunner fået den enkelte og 50% den dobbelte blåfaktor.

Den dominante hvide faktor.
Hvid er ikke nogen farve, men hvidfaktorens virkning har til følge at udviklingen af karotin stagnerer, så der næsten ikke dannes nogen fedtfarve. Men alt afhængig af den tilstedeværende fedtfarve, vil den hvide kanarie mere eller mindre vise den nedarvede fedtfarve i form af et anslag på slagfjerene. Ligegyldig hvilken fedtfarve der parres med en dominant-hvid, vil der altid optræde hvide mellem afkommet.

På grund af den uafhængige arvegang kan man bruge såvel en hvid han som en hvid hun som partner, der vil altid fødes hvide af begge køn ved siden af de andre fedtfarver. Den hvide kanarie kan ikke avles homozygot, den vil altid være heterozygot, foruden sin hvide fjerdragt nedarver den de tilstedeværende fedtfarver. Selv om man parrer to hvide sammen, vil der stadigvæk optræde fedtfarvede fugle. Man kan fastslå, at den virksomme hvidfaktor maskerer den virkelige farvefaktor. Er den dominante hvidfaktor tilstede i dobbeltform virker den letal (dødeligt).

Symbolerne man bruger til at anskueliggøre dominant-hvidfaktoren med, er CU+ og CU. CU vil sige karotin undertrykning, den undertrykker altid fedtfarvens fremtræden. På brugen af store bogstaver ved man, at CU dominerer over CU+.

Sølvfarverne. som forårsages af hvidfaktoren, opfører sig lige som den hvide farve, blot med den forskel at vi her arbejder med melaninfarverne. En sølvfugl parret ind på en passende gulfaktor fugl, vil give begge farver og på begge køn. På den ene side arbejder vi her med melaninfarvernes kønsbundne arvegang, og på den anden side den uafhængige arvegang hos den hvide og gule faktor. I nedenstående formel vil jeg anskueliggør den hvide faktors arvegang, her ved en parring mellem en blå han og en grøn hun, men resultatet er som sagt det samme ved de fire klassiske farver, og er det hvide eller blå glostere man ønsker at fremavle gælder den samme formel.

Den recessive hvide faktor.
Som navnet antyder arbejder vi her med en faktor der i sin virkemåde er recessiv, det vil sige at en fugl skal besidde denne faktor i dobbeltform, før den recessive farve vil fremkomme. Fuglen skal derfor arve dette anlæg fra begge forældrefugle. Ud over den recessive egenskab ved den omtalte faktor, spiller det også en rolle ved avl med disse fugle, at faktoren er uafhængigt arvende. For er begge forældrefuglene ikke split recessiv eller rene recessive, vil ingen af ungerne blive direkte recessive hvide. I de senere år er den recessive faktor avlet ind på melanin kanarierne, og på den måde er det nu også muligt at avle melanin fugle med en hvid bundfarve (sølvfugle), der ikke fremviser gult anslag på slagfjerene, dermed kan de bedre leve op til standardkravet, i modsætning til de fugle der besidder den dominante hvide faktor.

En recessiv (vigende) faktor der virker uafhængigt, har på grund af den vigende karakter og den frie arvelighed altid fem muligheder.

Opsat på fugle i sortserien giver det følgende:
1) Blå recessiv x Grøn.
alle ungerne bliver grønne/split recessiv.

2) Grøn/split recessiv x Grøn/split recessiv.
ud af denne parring er 25% blå recessiv, 50% grøn/split recessiv, 25% grøn.

3) Blå recessiv x Grøn/recessiv.
50% af ungerne er blå recessiv, og 50% er grøn/recessiv.

4) Grøn/recessiv x Grøn.
alle ungerne er grønne, teoretisk er halvdelen split reces­siv.

5) Blå recessiv x Blå recessiv.
alle ungerne er blå recessive.

Intensivfaktoren.
en faktor der har stor indflydelse på befjeringens længde og dermed farven på fuglen. Intensivfaktoren virker hæmmende på befjeringens vækst og giver en kortere befjering, derved kan den tilstedeværende mængde farvestof strække sig helt ud i fjertoppe­ne, farven bliver hermed betydelig dybere. Modpolen til de intensive er de ikke-intensive eller rimede. Befjeringen hos de ikke-intensive er længere, derfor strækker farvestoffet sig ikke helt ud i fjertoppene og fuglen bliver dækket af et hvidt slør hen over bundfarven.

Intensivfaktoren kan virke letal, hvor intensivfaktoren er tilstede i dobbeltform virker den dødeligt, kimcellen er ikke levedygtig. Men nu skal man ikke tro at der ikke findes variatio­ner, intensivfaktoren kan variere fra stærk intensiv til svag intensiv. En ultra stærk intensiv fugl, vil få så kort en befjering at der opstår bare pletter omkring øjnene, hvorimod en svag intensiv vil fremvise en hel del rim. Opsat på en skala fra 0 til 100% vil den ultra intensive være oppe tæt på de 100% hvorimod en fugl nær ved bunden vil være så langfjerede og overrimede at den ikke kan bruges til avl. Normalt siger man, at der skal sammensættes avlspar af intensiv x ikke-intensiv, men her skal avleren så have en rimelig erfaring, for at opstille de rigtige kombinationer for intensiv eller ikke-intensiv avl.

Fordi intensivfaktoren arver uafhængigt, er der ingen forskel på hvem af forældrene der er intensiv eller ikke-intensiv, i begge køn vil der fødes såvel intensive som ikke-intensive.

Intensifaktoren har som symbol I, den ikke-intensive, altså den umuterede intensivfaktor I+. På brugen af store bogstaver ser vi at intensivfaktoren dominerer over ikke-intensivfaktoren.

Intensiv x Intensiv
Ud af denne parring falde der både intensive og ikke-intensive unger samt unger med letalfaktoren. Den viser også at der ikke udelukkende kan avles intensive fugle, der vil altid falde ikke-intensive unger ud fra denne parring.

For opdrættere af figurfugle kan det især være intensivfaktoren de skal lægge vægt på , vi trænger til at få en bedre fjerkvali­tet og farve på mange figurfugle, og det kan denne faktor medvirke til.

Men for alle opdrættere af kanarier er det vigtigt, at man sætter sig ind i hvilken krav og muligheder der findes, inden for den farve eller figurtype man arbejder med.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:58
jan 182005
 

Den hesteskoformede top adskiller den fra de andre toppede racer,
Lancashire er en af de ældre kanarieracer. Hvordan og hvornår den er opstået kan ikke siges med bestemthed, men den har spillet en stor rolle ved udviklingen af racer som Crested og Yorkshire. Racen der flere gange balancerede på randen af udryddelse forsvandt helt efter anden verdenskrigen. De Lancashire vi nu kender, er rekonstrueret med hjælp fra de racer den selv var med til at frembringe i sin tid.
Lancashire er den største Engelske figurkanarie, den kan faktisk ikke blive for stor. Kravet til størrelsen er 22 – 23 cm, de fleste af de nuværende fugle mangler noget i at opnå denne størrelsen, men det er selvfølgelig et punkt opdrætterne skal stræber efter at opnå.
Det er en statelig og meget opret fugl der ved første øjekast har meget tilfældes med Yorkshire. Men ved nærmere betragtning er der dog adskillige forskelle. F. eks nakken-halsen på Lancashire skal være lang og tyk, modsat nak-halsen på Yorkshire.
Toppen,der er racens helt specielle og forenemme kendetegn, skal være hestesko formet. Toppen skal begynde bag ved en linie mellem øjnene, derfra skal den danne en trekvart cirkel hen over forhovedet. Den skal udstråle fra et lille midtpunkt og med en let hvælvning nå ned så den dækker halvdelen af øjnene. På bagsiden af hovedet, skal befjeringen gå så glat som muligt over i den resterende kropsbefjering, således at der opstår et indtryk af at toppen kun fremkommer på forhovedet.
Til forskel fra de fleste andre racer, må fuglene ikke være brogede, bortset fra topen der må være ensfarvet, mørk eller lysegrå, kroppens farve skal være gul eller hvid.
Den glathovedet Lancashire adskiller sig kun på hovedet der skal være bred og noget langstrakt, øjenbrynene skal være lange og tydelige og falde godt ned over øjnene.
Denne store race er bestemt ikke en type man skal begynde med, før man har opnået nogen kendskab til pasning og pleje af kanarier. Som de andre store racer, kan den være ret vanskelig at få i den rette ynglekondition. De er heller ikke så stabile som opmader af ungerne, hvorfor man ofte må bruge andre racer til at opmade ungerne. Men heldigvis er der opdrættere der mestrer kunsten at få unger af dem.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:58
jan 182005
 

Racen har haft en meget lang udviklingstid, hvis oprindelse kan føres helt tilbage til 1600 tallet. Norwich kanarien er en af de store Engelske racer, den er kendetegnet på en meget kraftig krop og stort hoved.
Det er en meget rolig og tillidsfuld fugl, men racen kan være svær at få i den rette ynglekondition og er ikke så stabil til at opmade ungerne som de mindre racer.
På grund af dette, samt prisen på fuglen, er det ikke en race man bør anskaffe uden at have nogen erfaring med opdræt og pasning af kanarier.
Norwich kanarien er opstået i det Engelske landdistrikt Norfolk, med byen Norwich som midtpunkt. Frem til 1850 var Norwich at betragte som en farvekanarie, hvor størrelsen var at sammenligne med vore nuværende farvekanarier..
Efter denne periode udvikledes Norwich til en større og kraftigere fugl. I 1890 blev der afholdt en berømt kongres, hvor omkring 400 opdrættere deltog. På denne kongres blev der fastlagt en standard for Norwich, hvorunder der specielt blev lagt vægt på fuglens form, herefter fik den endnu større udbredelse.
De toppede Norwich, der også blev opdrættet, mistede efterhånden opdrætternes interesse. Men efter år 1900 blev de igen mere og mere populær, og efterhånden blev de toppede fugle betragtet som en selvstændig race, det medførte så at de blev kendt under navnene Crest og Crestbred. For denne race blev der så også opsat en særskilt standard, fordi Crest kanarien på mange punkter adskiller sig fra Norwich.
Bemærkninger til Norwich.
Norwich er en kraftig fugl, der på alle områder skal fremvise brede. Det brede hoved skal ikke alene være bred set fra oven, men også set fra siden, samt på kinder og hals. Øjnene skal ligge dybt i det brede hoved, herved opstår der et indtryk af at fuglen har øjenbryn. Nu er hovedet ikke hele fuglen, lige så vigtig er det at helheden på kroppen står i forhold til denne. Befjeringen kan være et problem, fordi en lang og løs befjering kan give en sløret profil på fuglen, det kan virke forstyrrende ind under en bedømmelse af fuglens form. Der kan også opstå fjercyster normalt kaldet “lumps” det er meget almindelig på de tyk befjerede fugle, især på de, der falder ud af gentagne parringer med rim på rim. Det er en af grundende til at man også skal bruge de intensive fugle i avlen.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:55
jan 182005
 

Størrelsen er et af de vigtigste punkter på Fife Fancy.
Oprindelig var Fife Fancy en mini Border hvor opdrætterne forsøgte at avle så små fugle som muligt. Men efterhånden som andre opdrættere avlede Border kanarien større, blev der stor forskel inden for racen.
Derfor blev opdrætterne af de små Border enige om i 1957 at afholde et møde i den Skotske by Kirkaldy.
På dette møde blev man enige om at oprettede en specialklub for racen. Navnet blev Fife Fancy, samtidig blev der vedtaget en standard.
Størrelsen der er et af de vigtigste punkter er fastsat til 11 – 11,5 cm, det er begrundet i at der skal være en klar forskel til Border kanarien. En Fife Fancy der bliver for stor, kan alt for let sammenlignes med en dårlig Border. Den kan heller ikke vise de bløde rundinger der er krævet for denne race.
Hovedet der skal stå i forhold til kroppen, skal set fra alle sider vise god runding og brede med god fylde på kinder. Øjet skal være centralt placeret og næbet kort og kegleformet. Ofte ser vi et hoved hvor næbet virker alt for stort og dominerende. Det er vigtigt at hovedets runding starter lige ved overnæbet der må ikke være en flad pande. Halsen skal være tydelig markeret.
Kroppen skal have fylde og runding der i bløde buer forløber fra hals ned til haleroden. Set ovenfra skal der være en ret god brede over skuldre, ellers vil brystets runding ikke forløbe i en blød bue ned til haleroden.
Befjeringen skal være stram, fyldig og glansfuld. I de senere år er det blevet mere almindelig at se fugle med en fjerfejl, hvor der fremkommer en spalte eller fure på langs af brystet. Det er en fejl man skal prøve at avle bort ved ikke at bruge de fugle i avlen.
Farven der ikke bedømmes særskilt men indgår i helheden, vil betyder meget for fuglens fremtoning. En fugl med en klar, ren og intens farve giver et bedre indtryk end fuglene med mat og glansløs fjerdragt.
Fife Fancy er gennem de senere år blevet meget populær både i Danmark som i udlandet, det skyldes sikkert at det er en meget ynglevillig race der giver mange unger, derved er prisen for fuglene ikke så høje som ved flere andre figurkanarier. Kvaliteten er gennemgående ret god, så dermed er det muligt for nye opdrættere at købe gode fugle og kan hurtigere være med på udstillingerne.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:54
jan 182005
 

Berner kanarien er national fuglen for de Schweiziske opdrættere, den fremkom i begyndelsen af dette århundrede.
Denne race er ikke meget kendt uden for sit hjemland. Som tilfældet med andre racer er den også opkaldt efter det området hvor den er opstået, i det her tilfælde Bern. I 1910 fremkom de første beskrivelser og tegninger af racen.
Yorkshire er en af de fugle der er brugt ved udviklingen af Berner hvilket tydeligt kan ses på størrelsen og den oprette holdning ligesom kropsformen har en del tilfældes.
På grund af de ligheder der er mellem denne race og Yorkshire, kan der ofte være problemer med at adskille dem fra hinanden, især hvis der er tale om dårlige utypiske fugle.
Hvis man vil begynde med opdræt af Berner kanarier, må det første krav være at man er opmærksom på de forskelle der adskiller den fra Yorkshire kanarien.
En Berner skal fremvise en tydelig hals, for selv om halsen er ret kraftig skal der mellem overgangen fra kroppen til hovedet fremkomme en indad buet runding. Det er lige modsat ved Yorkshire der ikke må fremvise hals, her skal overgangen være så utydelig som muligt. Ber-neren skal have en affladiget isse hvor Yorkshire set fra siden skal have en runding. Hovedet på Berneren skal være kort og ret bred, fladt med højt forhoved og et kantet baghoved. Det er meget vigtigt at denne hovedform fremkommer tydeligt idet det er en af de karakteristiske kendetegn på racen.
Kroppen er ret kegleformet og her skal skuldrene være tydelige i modsætning til Yorkshiren. Størrelsen skal være 16 cm, men på grund af den slankere krop virker den betydelig mindre end Yorkshir kanarien der skal være mindst 17 cm.
Berner kanarien skal fremvise en rolig og opret holdning i udstillingsburet, selvom det er en nogenlunde rolig og tillidsfuld race, kræver det alligevel nogen træning før fuglen er vænnet til buret, så den vil indtage den oprette holdning under bedømmelsen.
Avlsmæssigt er Berner kanarien normalt ikke mellem de vanskelige racer. De kræver kun som de fleste andre racer en god alsidig foderblanding! for at komme i ynglekondition og de passer ungerne godt.
Problemet ved denne race er blot at det kan være vanskeligt at finde gode fugle da de ikke er så udbredt.
Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:52
jan 182005
 

“Denne mere end hundrede år gamle race, har gennem tiden gennemgået en stor forandring”.
Belgisk Bossu og forgængeren den Store Gentse samt Lancashire, er nogle af de racer der har været med til at ændre og udvikle Yorkshire kanarien.
Standarden for Racen tilbage i 1930 foreskrev at fuglen skulle være så smal at den kunne gå igennem en fingerring.
Denne race opstod i greveskabet Yorkshire. Den fremkom oprindeligt som en tilfældighed da man forsøgt at forbedre Lancashire kanarien. På vore nuværende Yorkshire er der da også adskillige kendetegn vi kan føre tilbage til Lancashire racen, specielt længden kommer fra denne. Men også andre racer har været med i udviklingen af Yorkshire. Således er der stor sandsynlighed for at den silkeagtig fjerdragt stammer fra Belgisk Bossu, og det brede hoved antyder nogen slægtskab med Norwich.
Yorkshiren har som de fleste andre racer, gennem tiden gennemgået en stor forandring. Tidligere var de kendt som “Ringfuglen” den skulle være så tynd at den kunne gå gennem en fingerring.
I 1961 blev det vedtaget at den Engelske standard for racen skulle følge en nye tegning der var udarbejdet af S. Golding. Først 30 år senere blev denne model officielt godkendt som standard under C.O.M.
En meget opret holdning med næsten strakte ben er et sikkert kendetegn på en god Yorkshire. Det kræver megen burtræning, for selv om racen er ret rolig i forhold til mange andre typer, skal der nogen tilvænning til før fuglen er fortrolig med udstillingsburet.
Den kræver et ret stort ynglcbur, med god afstand mellem de kraftige pinde og loftet, så der er god plads til at fuglene kan parre. Rederne må ikke være for små, der skal være plads til alle ungerne så ingen bliver trykket ned i bunden af reden. Yorkshire kanarien hører ikke til de lette racer hvad angår avl. Det kan f.eks være et problem at få dem i ynglekondition, her skal man være opmærksom på, at de store racer kræver ekstra meget protein for at vedligeholde og opbygge konditionen.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:50
jan 182005
 

Canario del Pai’s var navnet denne Spanske dværgkanarie først blev kendt under da den blev fremavlet i 1931.
Denne Spanske dværgkanarie er først de senere år blevet rigtig kendt uden for Spanien.
I 1948 på en kongres i Spanien blev den første rigtige standard opsat, her fik den også navnet Spansk Raseka-narie, men senere var det den Spanske benævning Raza Espagnola den blev kendt under.
Omkring 1956 begyndte man med udstilling på C.O.M udstillinger, for i 1961 at fa den godkendt som en selvstændig race under C.O.M.
Da vi helt tydelig har med en lille dværgkanarie at gøre, er det ret vigtigt, at man er opmærksom på under størrelse at komme så tæt som mulig på den fastsatte størrelse som er 11,5 cm.
En fugl der er for stor bliver normalt også for bred, det er ikke ønsket, i det man skal stræbe efter en smal og fin krop. I den forbindelse er et vigtigt punkt befjeringen, fordi en tæt stram fjerdragt på en gunstig måde fremhæver de fine konturer på fuglen. Derfor vil det normalt være de intensive fugle der bedst kan fremvise ideal linien.
Halen skal fremvise et meget tydeligt V- tegn, denne egenskab er et krav for racen.
Det er en bevægelig fugl der har svært ved at sidde stille, men så længe den ikke farer vildt rundt i udstillingsburet, skal denne bevægelighed betragtes som normalt. Det vil dog ikke sige at den ikke behøver burtræning før udstillingen, for en fugl der roligt hopper fra pind til pind, vil bedre kunne fremvise sine kvaliteter frem for en urolig og vild fugl.
Holdningen der skal være meget affladiget er helt specielt for racen, der er ikke andre af figurracerne der har denne næsten vandrette holdning.
Hovedet, på den fine og tynde hals, skal stå i forhold til kroppen og være af form som en hasselnød.
Den regnes ikke for en af de vanskelige racer i opdrættet. Den kræver som de andre mindre figurracer ikke nogen speciel pasning og pleje. Men som de andre, kræver den også en god afbalanceret foderblanding for at trives og opbygge konditionen til avlen.
I Danmark er det ikke en race der er almindelig udbredt, men der er dog opdrættere af denne Spanske specialitet.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:49
jan 182005
 

” Japan Hoso er den yngste af aktions racerne. Omkring 1963 hørte man første gang at der var fremkommet en ny race i Japan”.
Belgiske opdrættere var de første der fik indført racen til Europa og det blev også der de opsatte en standard så de i 1974 fik den godkendt af C.O.M.
Racen blev hurtigt meget populær blandt opdrætterne over hele Europa, den udstilles nu i et pænt antal på de større udstillinger, både i udlandet som i Danmark.
Japan Hoso kan betragtes som en miniudgave af Scotch Fancy, hvor den helt primære forskel findes i størrelsen.
Det vigtigste kendetegn på denne fugl er halvmåneformen. Halen skal nå ind under pinden således at kroppen fremviser en halvcirkel. Selve kroppen skal være meget smal og cylinderformet, skuldrene meget smalle men naturligvis bredere end den fine, lange hals. Hovedet skal også være fint og slangeagtigt.
For at den ønskede cirkelform kan fremkomme er det vigtigt at hovedet strækkes fremefter, men hovedet må dog ikke holdes for lavt det vil ødelække cirkelformen. De lange vinger skal ligge godt ind til kroppen, halen visende et V-tegn og ret lang i forhold til kroppen, benene må ikke være helt strakte men let bøjede. Befjeringen så glat som muligt, men på grund af cirkelformen er det ikke altid mulig med helt glat befjering på brystet.
Et vigtigt punkt på fuglen er naturligvis størrelsen på 11 – 12 cm, større må den ikke blive. Kun ved meget strengt at håndhæve denne maximallængden kan vi bevare den tydelige forskel der skal være til Scotch Fancy.
Træningen i udstillingsburet følger mønstret for de andre aktionsracer. Fuglene der udvælges til denne specialtræning og senere udstillinger, skal være de unger der allerede i yngleburet viser halvmåneformen. Kun med de fugle er der nogen mening i at ofre tid og kræfter på træning, for unger der ikke fra starten viser nogen cirkelform kan ikke senere trænes op til at vise den rigtige form.
Japan Hoso regner man normalt med som gode avlsfugle der er gode til at passe ungerne, der stilles ikke nogen specielle krav til fodersammensætningen som ved de store tunge racer.
I Danmark er racen også blevet populær i de senere år så det nu er mulig at købe gode fugle uden at man behøver at rejse til udlandet.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:44
jan 182005
 

” Det er en ret gammel race der havde sin største udbredelse helt tilbage i 1920 – 1930″!
Racen der er udviklet i Tyskland har en del tilfældes med Belgisk Bossu der har været en af stamfædrene.
Det er ikke en fugl man ser mange af, selv i Tyskland er den ikke meget udbredt. Måske kan grunden til den ringe udbredelse, findes i den årsag, at den ikke så tydeligt adskiller sig som en selvstændig race.
Kun topfuglene vil vise de tydelige racekendetegn, mens der på det store antal gennemsnits fugle ofte kan være vanskeligt for opdrættere, dommere, at stedfæste den som en Munchener kanarie.
Man mener at da de første fugle i denne race fremkom, var det fugle med krølled befjering. Det viser, at ud over Belgisk Bossu, har der også været brugt friserede fugle da man fremavlede racen..
Men tilbage i 1920 – 1930 var det blevet en glatbefjeret fugl man opdrættede, med form og farve som de vigtigste punkter. Denne periode var racens foreløbige bedste med mange opdrættere i Tyskland. Efter denne periode var der i meget lang tid ret stille omkring racen, men indenfor de sidste cirka 10 år er der igen kommet en fornyet interesse omkring fuglen.
Hvad angår kropsformen har den på mange punkter en lighed med Belgisk Bossu og Scotch Fancy men selvfølgelig skal der være et antal tydelige forskelle.
Fuglen er ikke så stor som de to andre racer. Kroppen er ret fin, brystet er et af de punkter der adskiller den fra de andre. Det må ikke være for bredt men skal være svagt rundet sådan at man får en fremad buet brystlinie. Det i modsætning til Scotch Fancy hvor brystlinien skal bue indad.
Skuldrene skal være så smalle som mulige, ryggen meget let bøjet. I aktion skal fuglen stå med næsten strakte ben, ryg og hale danner en næsten vertikal linie.
Hovedet skal være ret lille og affladiget, halsen lang og tynd, den skal strækkes fremad i en vinkel på 45 grader i forhold til en linie man trækker mellem skuldre og ben. Denne holdning med en næsten ret ryg og hoved / hals strakt let fremefter er det vigtigste kendetegn for racen. Benene er ret lange i forhold til kroppen og skal være let bøjede, de må ikke være så strakte som ved Scotch Fancy og Belgisk Bossu.
Som avisfugl har den ikke ry for at være så vanskelig som frisé racerne, det største problem kan være at fremskaffe gode racerene fugle .

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:42
jan 182005
 

Oprindelig var navnet Glasgov Don. Efter alt sandsynlighed var forfædrene Belgisk Bossu eller Syd Hollandsk Frisé.
Med hensyn til holdning ligner den på mange måder Belgisk Bossu, men kropsformen er afrundet hvor Bossu er mere kantet.
Scotch Fancy er en lidt nervøs race der kræver meget burtræning for at den kan præsentere sig rigtigt i udstillingsburet.
Racen er normalt ikke vanskelig at opdrætte, de plejer at være gode til at passe ungerne og kræver ikke en anden fodring og pleje end normal.
Kroppen på Scotch Fancy skal under aktion fremvise en halvmåneform. Skuldrene skal være tydelig afrundet og må kun være let synlige, det er en fejl hvis de er høje og kantet som ved Bossu kanarien.
Ved Scotch Fancy skal skuldrene set bagfra være ret smalle. Halvmåneformen på fuglen skal forløbe i en smuk glidende cirkelformet linie, viser den en kantet form på krop (skuldre) og hale (halerod) er det en fejl.
Halsens længde er et andet af de vigtige punkter på fuglen, der skal være en lang tynd hals, ellers kan den ikke strække hovedet langt nok frem så den rigtige runding fremkommer. Hovedet skal være let ovalformet med et næb der står i forhold til hovedet, bliver det for stort vil det virke alt for dominerende og ødelægge helheden.
Befjeringen skal ligge glat ind til kroppen, kun på brystet må der fremkomme en smule krøller, det kan næsten ikke undgås når fuglen bøjer halsen fremefter.
Vingerne skal ligge godt ind til kroppen uden at krydse, det kan ofte være et problem på grund af fuglens slanke krop. men de fugle hvor vingerne er meget krydset bør ikke bruges i avlen.
Længden på fuglen er et andet vigtigt punkt så enhver sammenligning med Japan Hoso er udelukket. Scotch Fancy skal være en levende fugl i udstillingsburet der regelmæssig bevæger sig mellem pindende.
I avlen sammensætter man normalt fuglene med intensiv på rim, det gør man for at bibeholde størrelsen og den stramme fjerdragt
I de senere år er denne race blevet mere udbredt, der er kommet flere opdrættere, så efterhånden er det muligt at købe gode fugle i Danmark så man ikke hver gang behøver at rejse til udlandet efter nyt avlsmateriale.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:41
jan 182005
 

” Så vidt man ved er det den ældste kendte kanarierace, allerede i 1600 er den omtalt som Den Store Gentse ”
Den Store Gentse er stamfaderen til Bossu kanarien og har haft stor indflydelse på udviklingen af flere andre forskellige racer.
Efter anden verdenskrig var racen så godt som uddød, men gennem hårdt arbejde lykkedes det et par Belgiske opdrættere at genskabe fuglen.
Det er ikke en misdannet fugl som man kunne tro, undersøgelser viser at der ikke er misdannelser på skelettet.
Fremtoningsform og holdning er en kombination af et antal kendetegn hvor de vigtigste er :høje skuldre, en meget lang hals, lange strakte ben og naturligvis den oprette holdning.
Nu er det sådan at ingen fugl konstant kan indtage den oprette holdning hvorfor vi ved aktionsracerne også taler om en hvile og aktions holdning. I aktionsholdning vil fuglen stå meget opret hvor ryg og hale danner en lige lodret linie. Fuglen står på næsten helt strakte ben, men dog ikke helt stive som ved Sydhollandsk frisé.
Hovedet skal være lille og fint på en lang tynd hals der i aktion skal være strakt fremefter ned i en linie med skuldrene. Set bagfra må hals og hoved ikke være synlige men skal være skjult af de brede skuldre. En god Bossu, bruger i aktion sin lange hals til at holde balancen med, så den kan indtage en holdning der kan sammenlignes med et 7-tal.
Bryst og især skuldrene skal være brede så kroppen fremviser en trekantet form, det er et punkt mange Bossu ikke kan leve op til, derved kan den let forveksles med en Scotch Fancy der har for ret holdning. Den store forskel mellem de to racer er skuldrene: ved Scotch er de smalle og rundede modsat Bossu der skal have høje og brede skuldre med et tydeligt V-tegn mellem skulderblade.
Da racen er lidt nervøs skal en udstillings fugl have meget træning for at kunne indtage den rigtige holdning under bedømmelsen. Træningen skal starte så tidlig som muligt ved at ungerne lærer udstillingsburet at kende. Man kan blandet hænge det op foran opholdsburet så de selv kan hoppe derind, de kan f. eks lokkes med noget godt foder. Når ungerne kender buret, skal de vænnes til at indtage holdningen på kommando ved at man slår let på bunden af buret.
Racen kan være en smule vanskelig i avlen på grund af de lange ben og hals.
Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:39
jan 182005
 

Gibber Italicus er en frisé kanarie der ligger tæt på Sydhollandsk Frisé, man ser tydeligt at den har spillet en stor rolle da man fremavlede Gibber.
De fleste kendetegn på Sydhollandsk Frisé finder vi også på Gibber. Den samme holdning som et 7-tal, de samme stive oprette ben, næsten samme gruppe krøllede fjer men dog kortere og mindre omfangsrige og også den samme tendens til at holde fast med det ene ben i trådgitteret.
Opdræt af Gibber er ret vanskeligt, man bør have nogen erfaring og de rette omgivelser der passer til racen.
Befjeringen er det punkt der adskiller den mest fra Sydhollandsk Frisé. En Gibber Italicus er en intensiv fugl med en meget kort befjering, så tynd at på nogle områder af kroppen er den nøgne hud synlig.
En rimet Gibber findes egentlig ikke, der er selvfølgelig fugle der har mere fjerdragt end andre, men rigtige rimede fugle kan man ikke bruger indenfor denne race. Derfor vil man altid ved opdrættet parre intensiv x intensiv.
Ved alle andre racer fraråder man denne intensiv avl fordi det kan give små og tyndt befjerede unger. Men ved Gibber er det netop den tynde befjering vi efterstræber, da kendetegnet på racen er den tynde korte befjering hvor brystben og lår er helt nøgne.
For mange opdrættere er Gibber en mærkelig fugl, mange tror den er en form for degeneration fremkommet på grund af den unaturlige avlsmetode med sammensætning af to intensive fugle. Der fremkommer også nogen indavl fordi racen er så sjælden at det kan være meget vanskeligt at finde ubeslægtede fugle. Men et bevis på at racen ikke er degenereret er trods alt at den har overlevet siden den blev fremavlet tilbage i 1945-1950.
At det er en meget speciel fugl ser man når vi prøver at beskrive den: Hovedet skal være lille og ovalt med så tynd befiering bag øjnene at øregangene skinner igennem. Halsen skal være lang og glatbefjeret. Brystfrisuren har samme form som ved Sydhollandsk Frisé men er ikke så lang. De korte krøllede fjer på brystet må ikke nå sammen man skal tydelig kunne se det nøgne brystben. Ryg og flankefrisure skal være symmetriske men på grund af den stærke intensivitet er de meget korte. Lår helt nøgne.
Holdningen skal være som et 7-tal med en ret ryg og hoved-hals strakt fremefter og bøjet ned til under skulderhøjde med helt strakte ben.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:16
jan 182005
 

De største forskelle til Gibber er:
• Giboso Espagnol er noget længere end Gibber Italicus.
• Halsen er noget længere (Giboso 5-6 cm, Gibber 3,5-4 cm) er bøjet meget længere ned (form som et l- tal).
• Benene er længere og med led der er bøjet fremefter.
• Giboso Espagnol har et helt bart brystben, kun den underste del af bugen er dækket af meget små korte fjer.

Denne race er godkendt af C.O.M i 1984.
Selvom disse fugle af natur hurtig indtager den oprette holdning, skal man dog ved bedømmelse give fuglen tilstrækkelig god tid til at få den lange hals strakt ned mod knæene.
Ligesom ved opdræt af Gibber Italicus er opdræt af denne race ikke nemt. Opdrætteren skal være helt klar over hvilken konsekvenser det kan give i avlen, når man bruger dobbelt intensivfaktorer. I avlen sammensætter man intensiv x intensiv, (det er en nødvendighed for at opdrætte fugle der lever op til kravet i standarden).
Problemer der kan fremkomme på grund af denne intensiv avl er f. eks dårlig befrugtning, unger der dør i ægget, meget svage unger, unger med meget tynd fjerdragt. Dertil kommer at fuglene på grund af den meget oprette holdning på stive ben, har vanskelig ved selv at fodre ungerne, der kræves næsten altid ammefugle.
Den tynde fjerdragt næsten uden underdun yder ikke megen beskyttelse mod kulde og træk, det medfører at fuglene skal holdes indendørs under ret høje temperaturer for at trives. Det er faktisk sådan at racerne Giboso Espagnol og Gibber Italicus ikke trives ret godt på de nordlige breddegrader.
Bryst, ryg og flankefrisuren skal også på denne fugl fremkomme symmetriske. Brystfrisuren må ikke være samlet, det skal være muligt at se det nøgne brystben i hele sin længde. Lårene skal være let tilbagebøjet og helt nøgne uden befiering. På grund af den stærkt intensive befjering, vil de tre frisurer ikke være så udviklet som vi normalt ser ved Nord og Sydhollandsk Frisé.
Holdningen der er det vigtigste punkt på fuglen skal i aktion indtage en form som et 1-tal, hvor ryg og hale skal danne en lige lodret linie. Hoved og hals bøjet nedefter i en vinkel på 45 til 60 grader i forhold til ryg-hale linien.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:15
jan 182005
 

Racen er på en måde opstået ved en tilfældighed, fordi de Italienske opdrættere manglede avlsfugle der var gode til at opfodre unger. På den måde havde de nogle til at opfodre ungerne fra Frisekanarierne.
Man krydsede nogle Gloster Fancy kanarier ind på Nordhollandsk Frisé for at få de gode avlsegenskaber fra Glosterne ført over til Frisé fuglene.
Ved tilbageavl fremkom der enkelte smukke små friserede fugle med top. Specielt Dr Zingoni var en af de første udstiller af denne mini Frisé.
På den Italienske nationaludstilling i 1981 blev den udstillet for første gang. Den var da allerede navngivet som Fiorino.
I de mellemliggende år blev den regelmæssigt udstillet på de forskellige C.O.M. verdensudstillinger. I 1989 lykkedes det at få den officielt godkendt på C.O.M. verdensudstillingen der det år blev afholdt i Italien.
Fiorino skal være en ret lille kompakt fugl. I praksis viser det sig at netop den lille krop er et af de sværeste punkter. Men da størrelsen og den kompakte krop er en af de vigtigste punkter på fuglen, er det et punkt man skal være meget opmærksom på når man udselekterer fugle til avlen.
De fleste fugle opfylder ikke dette krav, ved en bedømmelse skal man dog lægge vægt på at fuglen så vidt mulig opfylde kravet til størrelse og samtidig viser en fyldig og kompakt krop.
På de toppede fugle kræver standarden at den skal have form som en smuk hvælvet Glostertop. Indtil nu er det ikke helt lykkedes at fremavle denne top på fuglen. Hvis vi nogen sinde skal se en Fiorino der ligner den tegning vi har i standarden, skal vi ved en bedømmelsen af fuglen, ud over de krøllede fjer, som model altid have Gloster kanariens top og form i tankerne.
Med hensyn til ryg. bryst og flankefrisure, skal de opfylde samme krav som stilles til de andre let krøllede racer, hvilket vil sige veludviklede og symmetriske krøllede fjer i skarpt afgrænsede frisurer.
Det kan være et problem at fastholde racekendetegnene ved avl med de nye racer, ofte vil der være en tendens til al den bevæger sig over mod en af de racer hvor fra den er opstået. Da racen stadig er så ny, kan det være ret vanskeligt at få gode rentarvende avlsfugle da der stadig bliver tilbageavlet på Nordhollandsk Frise.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:13
jan 182005
 

Racen er opstået ud fra flere af de forskellige gamle kanarietyper der fremkom i udviklingsperioden af de krøllede kanarier.
Schweizisk Frisé er en af de let krøllede racer hvilket vil sige at den skal have tre skarpt afgrænsede grupper af krøllede fjer.
Det er rygfrisuren, brystfrisuren og flankefrisuren også kaldet finnerne. På grund af den meget tynde og lette fjerdragt tåler den ikke kulde og fugt, det kan være et problem hvis den udstilles i lokaler der ikke har tilstrækkelig varme.
Rygfrisuren på Schweizisk Frisé skal fremvokse symmetrisk til begge sider fra en lige midterlinie.
Brystfrisuren skal fremvokse fra begge sider af brystet hvor de krøllede fjer skal bøje ind mod hinanden for at samles midt for brystet hvor de skal danne en lukket frisure.
Flankefrisuren skal fremkomme symmetriske på begge sider være så godt udviklet at de bøjer op om vingerne og danner et hele med rygfrisuren. Hoved, hals og bug glat befjeret. Halsen ret lang.
Den store forskel til Hollandsk Frisé er holdningen. Schweizisk Frisé skal have en meget opret holdning med næsten stive ben hvor kroppens skal vise en halvmåneform. Den fremkommer når hovedet strækkes fremefter og halen trækkes helt ind eller under pinden. Hovedet må ikke holdes så lavt som ved Sydhollandsk Frisé.
Når fuglen er i ro vil den ikke fremvise denne halvmåneholdning, den skal fuglen gennem megen træning opøves til at indtage på kommando når den sættes foran dommeren. Træningen bør startes så snart ungerne er selvstændige, man kan starte med at hænge et udstillingsbur op foran deres flyvebur så de kan vænne sig til buret Man kan fodre med lidt lækkert i buret så de gerne vil gå derud og forbinder den med noget godt.
Efter nogle uger kan man gå videre med træningen ved at ungerne en for en anbringes i udstillingsburene der så hænges op i øjenhøjde. Man banker nu let på burets bund og sider så de vænnes til at indtage holdningen når de hører og mærker en banken på buret. De første mange gange skal ungerne kun opholde sig i buret under træningen, men efterhånden kan de blive der nogle timer af gangen.
Som avisfugl har den ry for at være lidt vanskelig blandet på grund af den krøllede fjerdragt og de ret stive ben.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:11
jan 182005
 

Sydhollandsk Frise tilhører gruppen let friserede racer og ligger hvad angår placering af frisurer tæt op af Nordhollandsk Frise.
Den store forskel mellem disse racer er kropsformen. Ideal holdningen på Sydhollandsk Frisé er en form som et 7 tal. Med den foroverbøjede form vil den krøllede befiering ligge noget højere på ryggen, end den vi ser ved Nordhollandsk Frise.
På grund af den tynde befiering tåler de ikke lave temperaturer.
For at fuglen kan indtage en god holdning er det vigtigt at den har en lang hals og et fint ovalt hoved. I aktion skal fuglen fremvise helt strakte ben, men ofte ser vi fugle der danser op og ned på pinden. Et kendetegn for racen er nervøsitet der tydeligt kommer til udtryk i de urolige bevægelser hvor fuglen ofte griber fast i udstill-ingsburets tråde med det ene ben. Men da det er en naturlig egenskab på disse fugle, vil det kræve meget burtræning for at de kan fremvise den rigtige holdning i buret.
Man skal være opmærksom på forskellen i kropsformen i forhold til Nordhollandsk Frise og Schweizisk Frise.
De vigtigste kendetegn på Sydhollandsk Frise er:
Meget lange strakte – tynde ben. Et ovalt hoved på en lang tynd hals der står i forhold til de brede skuldre. Krøllede fjer der danner præcist afgrænsede frisurer på ryg, flanker samt bryst.
Befjeringen skal man være meget opmærksom på. En befiering der er for lang medfører ofte at der fremkommer krøller på steder der ikke er ønsket så som på hoved, hals og underkrop. Men også en kort og tynd befiering ses ofte, det medfører at der opstår bare plettet på hovedet ligesom overlåret kan være dårligt befjeret. Denne fejl vil let fremkomme på racen, måske på grund af krydsning med Gibber Italicus.
På grund af det nervøse gemyt og de stive oprette ben, er racen ikke så stabil en avisfugl som mange af de andre figurracer. I avisburene et det meget vigtigt at der er plads over pindende og de har en form så faglene kan holde godt fast under parring. Rederne skal være ret store men ikke for dybe, ellers kan hunnen ikke nå ned og made ungerne.
De friserede racer er ikke så velegnet for opdrættere der ikke har nogle års erfaring med pleje og pasning af kanarier.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:09
jan 182005
 

Nordhollandsk Frisé er en af de let krøllede racer, hvilket vil sige at denne fugl skal have tre grupper krøllede fjer. Disse tre grupper er rygfrisuren eller kappen, brystfrisuren og flankefrisuren også benævnt finner.
Selv om Nordhollandsk Frisé er en af de stærkeste af de krøllede racer, bør den på grund af den løse befiering ikke holdes ved for lave temperaturer. Normalt er det den af de krøllede racer der er den bedste avisfugl.
Rygfrisuren skal fremvokse ud fra midten af ryggen, fra en lige midterlinie skal de krøllede fjer symmetrisk falde til begge sider. Disse krølfjer skal være så lange at de så vidt mulig danner et hele med bryst og flankefrisuren.
Brystfrisuren dannes af krøllede fjer der fra begge sider af brystet vokser fremad og derefter krøller ind mod brystets midte hvor de skal danne en samlet frisure. Denne brystfrisure må ikke fremkomme for langt op af halsen der skal være helt glat befjeret.
Flankefrisuren skal være tydelige og symmetriske på begge sider af fuglen. De skal krølle op mod vingerne så de når sammen med rygfrisuren. De må ikke fremvokse for langt tilbage på kroppen så de ikke kan nå sammen med ryggens kappe.
Bugen skal være glatbefjeret. Det er en af de vanskeligste krav man kan stille til en fugl, at den på nogle områder skal være fuldstændig glatbefjeret mens den på andre områder skal have så lange krølfjer som muligt. Men for alle let krøllede racer er det et af de vigtigste punkter.
Denne race skal egentlig have en ring af krøllede fjer rundt om kroppen men kun på området mellem skuldre og bug, derudover skal befjerin-gen være så glat som muligt.
Ofte ser man for meget krøl på bugen, det er det punkt der oftest volder problemer for opdrættere af denne race. På hoved-hals kan man også se krøllede fjer på grund af indflydelse fra andre racer. Gennem tiderne har mange opdrættere krydset f.eks Pariser Frisé ind på racen for at give den mere størrelse og flere krøllede fjer.
Det medfører at de fleste fejl vi i dag finder på fuglen kan henføres til at den ikke er raceren.
For opdrættere der vil begynde med de krøllede racer, er Nordhollandsk Frisé den bedste fugl at starte med, den er ikke så sart og vanskelig som flere af de andre krøllede fugle.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:07
jan 182005
 

Denne friserede race ligner på flere punkter Pariser Frisé, men samtidig er der dog enkelte punkter der adskiller dem, hvilket betyder at vi kan betragte den som en særskilt race.
Et tydeligt kendetegn på denne race er ud over den krøllede befiering toppen på fuglen.
Paduaner er ikke så lang som Pariser Frisé og derved bliver de krøllede fjer kortere, det bevirker at den ikke har så meget fylde som Pariser Frisé. Fordi de krøllede fjer har mindre volumen, betyder det ikke, at de forskellige frisurer ikke skal være symmetriske og godt udviklet.
Kraven er et af de punkter der adskiller den fra Pariser Frisé. Kraven skal fremkomme tydelig og være smuk rundet, men fjerene på kraven er ikke så lang og hele kraven ligger lavere end ved Pariseren. Herved fremkommer en tydeligere og mere glat befjeret hoved og hals.
På Pariser Frisé løber ryggen og brystets krøllede fjer sammen med kraven og hovedets krøllede hovedbefjering, derved fremkommer en helhed af krøllede fjer.
På Paduaner må der ikke fremkomme denne sammenblanding af frisurer, kraven skal være fri af bryst og rygfrisure og over kraven skal hals og hoved være glatbefjeret kronet med en veludviklet top. Denne top må vi dog ikke sammenligne med toppen på en Gloster.
Da tendens til krøllede fjer er den vigtigste egenskab ved disse fugle, vil det selvfølgelig også påvirke toppens fjer der ikke kan ligge helt glat som på Glosteren, men toppen skal dog være ret stor og nå ned til lige over øjnene. Bryst og rygfrisuren skal være symmetrisk og godt udviklet. Flankefrisuren (finner) skal også fremkomme symmetrisk på begge sider og nå godt op om vingerne, en fejl vi ofte ser på de friserede fugle er finner der mangler på en eller begge sider, eller ikke bøjer op om (mod) vingerne. Ved haleroden skal der vokse lange fjer frem der hænger ned på begge sider af halen, de såkaldte hanefjer.
Da Paduaner er en ret sjælden race uden for Italien hvor den dog heller ikke er almindeligt, er det ikke en fugl vi normalt ser på udstillingerne ud over de helt store i udlandet. Som med de andre store kanarier racer, er det ikke en variant der kan anbefales, uden man har noget kendskab til pasning og pleje af kanarier.

Copyright: Ronald Hvam

 Posted by at 22:04