dec 092010
 

Udseende:
Mindre end en gråspurv og med en iøjnefaldende farverig fjerdragt. De brede gule vingebånd er særligt tydelige, når fuglen flyver.

Stemme:
Stillidsen kalder ofte lyst og hurtigt »didlit« eller »tsidit«. Fare signalerer den med et nasalt, langtrukkent »væii«, og i stridigheder med andre stillidser skælder den ud med et skærende »tsjrrr«. Sangen består af hastigt fremførte kvidre- og trillepassager, hvor der også forekommer nogle nasale lyse toner, og den indledes normalt med de typiske »didlit«-kald.

Tilholdssted:
I vinterhalvåret træffer man oftest stillidsen på tidselfyldte enge og i ukrudtbevoksede grøftekanter, eller i birke-, elle- og fyrretræer, eftersom de hovedsagelig ernærer sig af frø.

Adfærd: Stillidsen er meget social og strejfer rundt i små flokke uden for yngletiden. De kommer kun undtagelsesvis til foderpladser.

Foder
Fine frø, nødder og vildtfuglefoder.

 Posted by at 20:21
apr 172005
 

Udseende:
På størrelse med en bogfinke, men virker noget kraftigere. Om vinteren er hannens hoved og den forreste del af kroppen brungråt spraglede. Tidligt på foråret bliver disse kropsdele mere og mere sorte, efterhånden som de lyse fjerbræmmer slides af. Hunnen har færre kontrastfarver. Kvækerfinken kan især kendes på den hvide overgump, som tydeligt ses, når den letter.

Stemme:
Kvækerfinken har et specielt nasalt kald »dzjææ« eller »kvæig«. Fra fugle i luften hører man ofte et kort »dzæb«. Af og til synger hannerne allerede på varme martsdage. Sangen minder om grøniriskens »snorkelyd« eller om støjen fra en rundsav: »dvyyyt« eller »dzyyyyt«.

Tilholdssted:
Kvækerfinken yngler kun med års mellemrum her i landet, men er hyppig træk- og vintergæst. Ses som oftest i bøgeskove, men kan også lokkes til fuglebrættet ved fodring med frø.

Udseende:Adfærd: Kvækerfinkens rede er en dyb skål af mos, strå, spindelvæv og hår, foret med lav og fjer. Den er noget større og bedre bygget end bogfinkens rede og bliver som oftest anlagt i en trækrone oppe i 3-8 meters højde. Om efteråret flyver kvækerfinken til Mellemeuropa, hvor de gerne opholder sig en tid, før de drager videre sydpå. I Danmark og Mellemeuropa er bognødder en væsentlig fødekilde for kvækerfinkerne om vinteren, og derfor søger flokkene til bøgeskovene efter føde. Visse år med særligt store forekomster af bognødder kommer kvækerfinkerne i flokke på helt op til flere millioner – de skandinaviske kvækerfinker får selskab af flokke fra de sibiriske yngleområder.

Foder:
Kvækerfinken har kraftigere næb end bogfinken og er derfor i stand til at knække skallen på selv større frø. Man skal helst fodre dem med solsikkefrø, grovmalet korn, hakkede nødder og tørrede bær.
I disse invasionsår hænder det, at store flokke af kvækerfinker bliver kørt over og skaber kaos i trafikken.
For at finde de eftertragtede bognødder under selv dybe lag sne benytter kvækerfinkerne sig af en metode, som man først har opdaget for nylig. Med halvåbne vinger flakser de mod den løse sne, som om de bader, og på den måde frigøres jorden lidt efter lidt for sne. Som bevis på deres gravevirksomhed finder man tragtformede fordybninger i sneen. Kvækerfinkerne kan vise sig i flokke ved foderstedet tidligt på foråret, når de er på vej tilbage til deres ynglepladser. Hvis der falder sne på det tidspunkt, kan man hjælpe dem med egnet fuglefoder.

 Posted by at 00:52
mar 132005
 

Udseende:
Omtrent lige så stor som en spurv. Let at genkende i alle fjerdragter på grund af de påfaldende, hvide vingebånd, som er særligt synlige under flugten. Hannen er temmelig spraglet med blå-gråt hoved og rødbrun underside. Om vinteren er hannen tydeligt blegere med brungrå underside. Hunnen er altid brunlig på oversiden, hvidgrå på undersiden.

Stemme:
Bogfinken advarer med korte »pink«-kald, der minder om musvittens. I yngletiden hører man ofte fra hannen et gentaget blødt »hyit« eller varianten »rrryt« og under flugten høres et kort »djy«. Normalt begynder bogfinken at synge i marts, lige så snart den kommer. Sangen, der varer 2-3 se¬kunder, er vidtlydende og med betonet afslutning.

Tilholdssted:
Bogfinker opholder sig næsten overalt, hvor der er træer – alle slags skove, lunde, parker, haver og anlæg. De fleste er trækfugle, men få eksemplarer (især hanner) kan overvintre.

Adfærd:
Selv på gunstige foderpladser viser bogfinkerne sig kun i ringe antal. Det kan bl.a. være hanner, som også har deres parrings-område der. De er som regel temmelig sky over for mennesker. Desuden er de fleste andre fugle i stand til at drive dem bort fra foderpladsen. Ofte ser man dem, når de søger efter føden under foderbrættet. De tripper rundt med rykagtige hovedbevægelser og samler de frø, som andre fugle smider ned fra foderbrættet. De ses ofte i selskab med kvækerfinker. For det meste foretrækker bogfinkerne at opholde sig i udkanten af fødesøgende fugleskarer, for straks at kunne flygte i tilfælde af fare.

Foder:
Om vinteren ernærer bogfinken sig af frø fra forskellige træer, urter og græsser. Det er bedst at fodre dem med små frø (solsikkefrø er næsten for store), grovmalet korn, hakkede nødder og tørrede bær.

 Posted by at 00:02
mar 122005
 

Udseende:
Undersætsig og kraftig, noget større end en gråspurv. Det sorte, kegleformede næb, den sorte kalot og den, i flugt ofte synlige hvide gump er iøjnefaldende selv på lang afstand. Hannen har en lysende rød underside, mens hunnen er blegt rødgrå.

Stemme:
Dompappens kald er nemme at efterligne, ofte hører man et melodisk, blødt »djy« eller »vyp«, eller et lavt »byt-byt«, idet dompappen letter. Sangen er derimod sjælden at høre, da den er meget dæmpet. Det, man hører, er en fløjtende og kvidrende strofe, der i højere grad minder om en bugtaler end om en sangfugl. Disse sange kan høres hele året, og kan have betydning for både par- og floksammenhold.

Tilholdssted:
Træffes i nåle- og blandskove, undertiden også i parker og haver, i skovbryn og på kirkegårde.

Adfærd:
Dompappen er ikke særlig sky og lader sig derfor nemt studere. Som oftest lever dompappen parvis, om vinteren slår flere par sig sammen til en lille flok og strejfer omkring. Fuglene ernærer sig især af knopper, og er derfor ikke afhængige af foderpladser. På mange fodersteder viser de sig regelmæssigt, men er ikke så begejstrede for andre. De lader sig ikke lokke til foderbrættet af andre fuglearter, men reagerer først, når en af deres egne har opdaget en velforsynet foderkilde. Dompappen er, i modsætning til mange andre fuglearter, udpræget fredelig, men på foderbrættet kan der alligevel blive en del kamp mellem fuglene. Hunnen har da den højeste rang.

Foder:
Dompappen ernærer sig først og fremmest af frø fra træer og urter; den har en særlig forkærlighed for blad- og blomsterknopper. Den bør fodres med solsikkefrø, tørrede bær, hakkede nødder, grovmalet korn og færdigblandet fuglefoder.

 Posted by at 23:53
mar 122005
 

Udseende:
Tydeligt mindre end en gråspurv, med grøngul fjerdragt. Hannen er let at kende på den sorte isse og den lille sorte plet på struben. Hunnen er grågrøn og mørkstribet. I flugten ser man ofte den sortgule farve på vingerne.

Stemme:
Hvis man skal genkende grønsiskenen, er det en fordel at kende dens stemme – dette gælder også andre småfugle. Fra flyvende grønsiskener hører man ofte det vemodige »tyli« – eller »diæh« med tryk på første stavelse. Siddende fugle afslører sig ofte med et nasalt »let« eller »tetetet«. De strofer, som man kan høre på solrige dage allerede fra januar, lyder meget lystige: hurtig kvidren blandet med og efterligninger af andre fuglearter, ofte indgår en langtrukken lyd. Synger som oftest højt oppe i træerne, men også under flokkens bølgende flugt.

 Tilholdssted:
Grønsiskenen ruger i nåleskove. Som træk- og vinterfugle optræder de ofte i flokke og kan da besøge fodringspladser, især sent på vinteren. Her kan man se dem klatre i hængende foderanordninger ligesom mejserne.

Foder:
Normalt ernærer grønsiskenen sig af birke- og ellefrø, men også af tidsel-, syre-, løvetand- og mjødurtfrø. Man kan bedst fodre dem med små frø som valmue, hirse, raps eller færdigblandet fuglefoder.

 Posted by at 23:39
mar 122005
 

Udseende:
Betydeligt mindre og slankere end gråspurven og med et spidst, kornfarvet næb. Fjerdragten er gråstribet, mørkest på oversiden. Rød isse og kort hageplet.

Stemme:
Flugtkaldet er et hastigt gentaget, urent »dzædzædzæ«. Sangen lyder groft kvidrende og indeholder skurrende lyde, klangfulde fløjtetoner og flugtkald.

Tilholdssted:
Gråsiskenen yngler spredt i en del af vore nåletræsplantager, mest almindeligt langs Jyllands vestkyst. Om vinteren trækker gråsiskenen til Vest- og Sydvesteuropa. Vintergæster fra Skandinavien besøger Danmark i varierende omfang fra år til år.

Adfærd:
Man lægger som oftest først mærke til den lille gråsisken, når den udstøder sit flugtkald. Den søger ofte føde i birke- eller elletræer, hvor den kan plukke de eftertragtede frø. Selv om den i grunden ikke er afhængig af fodring, kommer den dog gerne til foderpladserne.

Foder:
Vildtfuglefoder, fedtholdige foderblandinger, nødder.

Gråsisken – isabel mutation

 Posted by at 23:28
mar 122005
 

Udseende:
Slank, med lang hale, noget større end en gråspurv. Hos hannen er hovedet og undersiden iøjnefaldende gul, hunnen og ungfuglene er mindre gule og mere brunlige. Når gulspurven letter, kan man se den kanelbrune gump og de hvide halekanter.

Stemme:
Topisk er et kort »dzz« eller »trr«. Når den flyver op, hører man ofte et tørt »tirr«. Sangen er en kort monoton strofe. Gulspurven tæller fra S til 12, f.eks.: en, to, tre, fire, fem, seks – syyyv, altså: »tsitsitsitsitsitsi-dyyh«. Den kan høres helt fra marts måned.

Tilholdssted:
Ofte i åbne kulturlandskaber med hække, rydninger i skov og nyplantede områder med grantræer.

Adfærd:
Om vinteren strejfer gulspurvene rundt i små flokke og kommer således ofte ind i små landsbysamfund og til udkanten af byer. Føde søger de først og fremmest på jorden, hvorfor det er bedst at strø foderet ud et sted, der er i ly for regnen.

Foder:
Havre, grovmalet korn, græsfrø, hirse og valmuefrø.

 Posted by at 23:14
mar 122005
 

Udseende:
Tydeligt større end gråspurven, tsetbygget og tykhovedet med et kraftigt, groft næb, som er hornfarvet om vinteren og blågråt om sommeren. Fjerdragten er overvejende brunlig med et gråt bånd i nakken. Struben og vingerne er blåsorte. Vingerne har også et hvidt bånd. Hunnen er noget blegere i farven end hannen.

Stemme:
Ofte bliver man opmærksom på den siddende eller flyvende kernebider gennem de korte, skarpe »tsikks«-lyde. Men man kan også høre et lyst »jitts« og et noget langtrukkent »tziek«. Sangen er ubetydelig og sjælden at høre: en abrupt strøm af nasale kaldeagtige lyde.

Tilholdssted:
Temmelig hyppige i løv- og blandskove, især med bøg og eg. Også i parker og haver med træer. Ret almindelig standfugl og strejffugl i Østjylland og på Øerne.

Adfærd:
Kernebideren flyver hurtigt og i en ret linie, ofte på højde med trækronerne. Lyset skinner gennem de hvide vingepartier. I lighed med dompappen er kernebideren ikke afhængig af, at mennesker fodrer den om vinteren, da der findes rigeligt med træfrø, som er dens væsentligste føde. Overens stemmende med sin levevis højt oppe i trækronerne opsøger den gerne højt placerede foderbrætter. Trods sit sky væsen besøger den undertiden foderbrætter nær jorden, hvis de ikke er midt i byen.

Foder:
Den ernærer sig først og fremmest af træfrø (bøg, ahorn), knopper og kerner fra stenfrugter, f.eks. kirsebærkerner, som den knækker med sit kraftige næb. Det er bedst at fodre med solsikke- og hampefrø, nødder og grovmalet korn.

 Posted by at 22:58
mar 122005
 

 Udseende:
En groft bygget, gulgrøn finke på størrelse med en spurv, med et kraftigt kegleformet næb. De iøjnefaldende gule felter langs vingernes forkant ses bl.a., når fuglen er i flugt. Hunnen er overvejende grågrøn og har blegere og færre gule tegninger på vingerne.

Stemme:
Når den letter, udstøder grønirisken ofte et gentaget »djy-djydjy«. Ved fare advarer den med nasale »diu« eller langtrukne »dsju-vuit«-kald, og ved uoverensstemmelser kalder den med et gnækkende »tsrr«. Allerede i februar begynder grøniriskenen at synge. Sangen minder noget om kanariefuglens klingende og trillende toner, fremført i forskelligt tempo, iblandet melodiske fløjte-toner og langtrukne »dzjææh«-lyde (»snorkelyden«). Grønirisken synger ofte under en særlig sangflugt med langsomme vingeslag, mens den tumler af sted som en flagermus.

Tilholdssted:
Almindelig overalt i kulturlandskaber med hække, i skovbryn og i lyse blandingsskove; i landsbyer, parker og grønne anlæg og til og med midt i storbyen, hvis der bare er buske og træer.

Adfærd:
Bortset fra solsorterne er grøniriskerne mange steder de hyppigste gæster ved foderbrættet. De har en god appetit. I løbet af kort tid er nogle få stykker af dem i stand til at æde alt det foder, der var beregnet på en større flok. De sidder nok så bekvemt midt i foderet og spiser, til de er mætte – imodsætning til mejserne, som tager et enkelt frø eller to og forsvinder. Desuden gør grøniriskernes aggressivitet over for andre småfugle, at de ikke er velsete overalt. Hvis en spisende grønirisk forstyrres af en anden fugl, indtager den som regel sin typiske truestilling. Vingerne løftes og åbnes lidt, halen bredes ud, og næbbet åbnes på vid gab. I denne stilling vises de gule områder på vinger og overgump, sandsynligvis et optisk signal, som skal forstærke truslen. Mod en artsfælle bruges denne truestilling kun, hvis den kommer for tæt på, og ofte spiser flere grønirisker harmonisk sammen, side om side. Som oftest er grønirisker ikke særligt sky, og de flyver hurtigt tilbage til foderbrættet efter en forstyrrelse.

Foder:
Solsikke- og hampefrø, grovmalet korn, hakkede nødder, tørrede bær.

 Posted by at 22:20
mar 122005
 

Udseende: Noget mindre end en gråspurv. Hannens isse og bryst er røde i yngletiden (billedet), og brystet bliver lyst rødligt om vinteren.

Stemme:
Typisk flugtkald: nasalt, gentaget »gegegegeg«. Sangen, som kan høres fra april, begynder med en række flugtkald og går over i hastigt fremførte fløjtetoner, triller og urene lyde.

Tilholdssted:
Åbent landskab med småtræer og buske. Også hyppig på kirkegårde og i haver i udkanten af tæt bebyggelse.

Adfærd:
Om vinteren strejfer flokke af tornirisker rundt i åbne landskaber for at søge efter frø. De finder normalt føde nok i naturen, men kan vise sig ved foderbrætterne, især hvis de er sat op i udkanten af tætte bebyggelser.

Foder
Vildtfuglefrø, raps, hørfrø og hakkede jordnødder.

 Posted by at 21:51